Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D1943

    Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1943 af 10. december 2018 om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2303 til støtte for den fortsatte gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 2118 (2013) og OPCW-Eksekutivrådets afgørelse EC-M-33/DEC.1 om destruktion af Syriens kemiske våben inden for rammerne af gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben

    ST/14276/2018/INIT

    EUT L 314 af 11.12.2018, p. 58–59 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2018/1943/oj

    11.12.2018   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 314/58


    RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2018/1943

    af 10. december 2018

    om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2303 til støtte for den fortsatte gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 2118 (2013) og OPCW-Eksekutivrådets afgørelse EC-M-33/DEC.1 om destruktion af Syriens kemiske våben inden for rammerne af gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 31, stk. 1,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Rådet vedtog den 12. december 2017 afgørelse (FUSP) 2017/2303 (1).

    (2)

    Afgørelse (FUSP) 2017/2303 fastsætter en gennemførelsesperiode på 12 måneder for aktiviteterne omhandlet i nævnte afgørelses artikel 1, stk. 2, fra datoen for indgåelsen af den finansieringsaftale, der er omhandlet i nævnte afgørelses artikel 3, stk. 3.

    (3)

    Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW), der er ansvarlig for den tekniske gennemførelse af projektet, anmodede den 3. oktober 2018 Unionen om tilladelse til at forlænge gennemførelsesperioden i afgørelse (FUSP) 2017/2303 med 12 måneder. Denne forlængelse vil give OPCW mulighed for at fortsætte gennemførelsen af aktiviteterne som suppleret af afgørelsen om tackling af truslen fra brug af kemiske våben (C-SS-4/DEC.3) truffet af konferencen af de deltagende stater i konventionen om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse og at nå de planlagte mål for disse aktiviteter, herunder at forbedre OPCW's evne til at tackle truslen om brug af kemiske våben.

    (4)

    Den ønskede ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2303 vedrører nævnte afgørelses artikel 5, stk. 2, og punkt 8 i bilaget til nævnte afgørelse, hvor beskrivelserne skal ændres.

    (5)

    Fortsættelsen af aktiviteterne omhandlet i artikel 1, stk. 2, i afgørelse (FUSP) 2017/2303, som er nævnt specifikt i OPCW's anmodning af 3. oktober 2018, kan gennemføres uden nogen ressourcemæssige virkninger.

    (6)

    Afgørelse (FUSP) 2017/2303 bør derfor ændres for at muliggøre den fortsatte gennemførelse af de aktiviteter, der er omhandlet i nævnte afgørelse, ved at forlænge dens gyldighedsperiode i overensstemmelse hermed —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Afgørelse (FUSP) 2017/2303 ændres som følger:

    1)

    Artikel 5, stk. 2, affattes således:

    »2.   Denne afgørelse udløber 24 måneder efter datoen for indgåelsen af den finansieringsaftale mellem Kommissionen og OPCW, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, eller seks måneder efter dens ikrafttræden, hvis den pågældende finansieringsaftale ikke er indgået senest på dette tidspunkt.«

    2)

    Teksten i bilagets punkt 8 affattes således:

    »Anslået varighed

    Varigheden af projektet forventes at være 24 måneder.«

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 10. december 2018.

    På Rådets vegne

    F. MOGHERINI

    Formand


    (1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2303 af 12. december 2017 til støtte for den fortsatte gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 2118 (2013) og OPCW-Eksekutivrådets afgørelse EC-M-33/DEC.1 om destruktion af Syriens kemiske våben inden for rammerne af gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben (EUT L 329 af 13.12.2017, s. 55).


    Top