EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D0904

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/904 af 25. juni 2018 om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Centralasien

ST/8837/2018/INIT

EUT L 161 af 26.6.2018, p. 12–15 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2021: This act has been changed. Current consolidated version: 22/02/2021

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2018/904/oj

26.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 161/12


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2018/904

af 25. juni 2018

om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Centralasien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 33 og artikel 31, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 15. april 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/598 (1) om udnævnelse af Peter BURIAN til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for Centralasien. EUSR's mandat udløber den 30. juni 2018.

(2)

EUSR's mandat bør forlænges med endnu en periode på 20 måneder.

(3)

EUSR skal gennemføre mandatet under forhold, der muligvis vil blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den Europæiske Unions særlige repræsentant

Mandatet for Peter BURIAN som EUSR for Centralasien forlænges indtil den 29. februar 2020. Rådet kan beslutte, at EUSR's mandat skal afsluttes tidligere på grundlag af en vurdering fra Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og efter forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).

Artikel 2

Politikmål

EUSR's mandat bygger på Unionens politikmål i Centralasien. Disse mål omfatter:

a)

fremme af gode og tætte forbindelser mellem Unionen og landene i Centralasien på grundlag af fælles værdier og interesser som fastsat i relevante aftaler

b)

bidrag til styrkelse af stabiliteten og samarbejdet mellem landene i regionen

c)

bidrag til styrkelse af demokrati, retsstatsprincipper, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i Centralasien

d)

tackling af hovedtrusler, navnlig specifikke problemer med direkte følger for Unionen

e)

styrkelse af Unionens effektivitet og synlighed i regionen, herunder gennem en snævrere koordinering med andre relevante partnere og internationale organisationer, såsom Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og FN.

Artikel 3

Mandat

1.   For at nå politikmålene har EUSR mandat til:

a)

at fremme Unionens overordnede politiske koordinering i Centralasien og bidrage til at sikre konsekvens i Unionens optræden udadtil i regionen

b)

på vegne af HR sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Kommissionen at overvåge gennemførelsen af Unionens strategi for et nyt partnerskab med Centralasien, suppleret af de relevante rådskonklusioner og efterfølgende fremskridtsrapporter om gennemførelsen af Unionens strategi for Centralasien, samt regelmæssigt fremsætte henstillinger og aflægge rapport til de relevante rådsorganer

c)

at bistå Rådet med den videre udvikling af en samlet politik i forhold til Centralasien

d)

nøje at følge den politiske udvikling i Centralasien ved at udvikle og opretholde tætte kontakter med regeringer, parlamenter, retsvæsen, civilsamfund og massemedier

e)

at tilskynde Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan til at samarbejde om regionale spørgsmål af fælles interesse

f)

at udvikle passende kontakter og samarbejde med de vigtigste berørte aktører i regionen og alle relevante regionale og internationale organisationer

g)

at bidrage til gennemførelse af Unionens menneskerettighedspolitik i regionen i samarbejde med EUSR for menneskerettigheder, herunder Unionens retningslinjer om menneskerettigheder, navnlig Unionens retningslinjer om børn i væbnede konflikter, samt om vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem, og Unionens politik vedrørende FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) om kvinder, fred og sikkerhed, herunder ved at overvåge og rapportere om udviklingen samt at udarbejde henstillinger i den henseende

h)

i tæt samarbejde med FN og OSCE at bidrage til konfliktforebyggelse og -løsning ved at udvikle kontakter med myndighederne og andre lokale aktører, såsom ikkestatslige organisationer, politiske partier, minoriteter, religiøse grupper og deres ledere

i)

at give input til udformningen af aspekter vedrørende energisikkerhed, grænsesikkerhed, bekæmpelse af grov kriminalitet, herunder narkotika- og menneskehandel, samt vandressourceforvaltning, miljø og klimaforandring i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for så vidt angår Centralasien

j)

at fremme regional sikkerhed inden for Centralasiens grænser i forbindelse med reduktionen af den internationale tilstedeværelse i Afghanistan.

2.   EUSR skal støtte HR's arbejde og bevare et overblik over alle Unionens aktiviteter i regionen.

Artikel 4

Gennemførelse af mandatet

1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR.

2.   PSC opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet med forbehold af HR's beføjelser.

3.   EUSR arbejder tæt sammen med EU-Udenrigstjenesten og dens relevante tjenestegrene.

Artikel 5

Finansiering

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden fra den 1. juli 2018 til den 29. februar 2020 udgør 1 660 000EUR.

2.   Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

3.   Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

Artikel 6

Sammensætning af medarbejderstaben

1.   EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de tilsvarende finansielle midler, der stilles til rådighed, ansvarlig for at sammensætte en medarbejderstab. Medarbejderstaben skal omfatte den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR underretter omgående Rådet og Kommissionen om medarbejderstabens sammensætning.

2.   Medlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af medarbejdere ved EUSR. Løn til sådanne udstationerede medarbejdere afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat, den pågældende EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, kan også udstationeres med henblik på at arbejde for EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.

3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats, den udsendende EU-institutions eller EU-Udenrigstjenestens administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse.

4.   EUSR's personale placeres samme sted som de relevante tjenestegrene i EU-Udenrigstjenesten eller Unionens relevante delegationer med henblik på at sikre sammenhæng og konsekvens i deres respektive aktiviteter.

Artikel 7

Privilegier og immuniteter for EUSR og EUSR's medarbejderstab

De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og EUSR's medarbejdere kan opfylde og afvikle EUSR's mission uhindret, aftales med værtslandene i relevant omfang. Medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten yder den fornødne støtte med henblik herpå.

Artikel 8

Sikkerheden i forbindelse med EU's klassificerede informationer

EUSR og medarbejderne i EUSR's stab skal overholde de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2013/488/EU (2).

Artikel 9

Adgang til oplysninger og logistisk støtte

1.   Medlemsstaterne, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

2.   Alt efter tilfældet yder Unionens delegationer i regionen og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

Artikel 10

Sikkerhed

EUSR skal i overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med EUSR's mandat og sikkerhedssituationen i ansvarsområdet træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for alt personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved at:

a)

udarbejde en specifik sikkerhedsplan på grundlag af rådgivning fra EU-Udenrigstjenesten, herunder specifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styring af sikre personalebevægelser til og inden for ansvarsområdet, samt styring af sikkerhedshændelser og fastlægge en beredskabs- og evakueringsplan

b)

sikre, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i ansvarsområdet

c)

sikre, at alle medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til ansvarsområdet på grundlag af de risikoratings, som EU-Udenrigstjenesten har opstillet for området

d)

sikre, at alle vedtagne henstillinger, der udarbejdes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og aflægge skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i statusrapporten og rapporten om gennemførelse af mandatet til Rådet, HR og Kommissionen.

Artikel 11

Rapportering

EUSR aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til HR og PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til Rådets arbejdsgrupper. Der udsendes regelmæssigt rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender. I overensstemmelse med traktatens artikel 36 kan EUSR inddrages i underretningen af Europa-Parlamentet.

Artikel 12

Koordinering

1.   EUSR bidrager til, at Unionens aktion fremtræder som en helhed, er sammenhængende og effektiv og medvirker til at sikre, at alle Unionens instrumenter og medlemsstaternes aktioner sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politikmål. Der bør, hvis det er relevant, tilstræbes et samarbejde med medlemsstaterne. EUSR's aktiviteter koordineres med den relevante geografiske tjenestegren i EU-Udenrigstjenesten samt med Kommissionen. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Unionens delegationer.

2.   På stedet holdes der tæt kontakt til de relevante chefer for medlemsstaternes missioner og til Unionens delegationschefer. De bestræber sig i videst muligt omfang på at bistå EUSR i gennemførelsen af mandatet. EUSR skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.

Artikel 13

Bistand i forbindelse med krav

EUSR og EUSR's medarbejderstab bistår ved tilvejebringelsen af elementer til at behandle alle krav og forpligtelser, der hidrører fra mandaterne fra de tidligere EUSR'er for Centralasien, og yder administrativ bistand og adgang til relevante sagsakter med henblik herpå.

Artikel 14

Revision

Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen tages løbende op til revision. EUSR forelægger Rådet, HR og Kommissionen en fremskridtsrapport inden den 31. oktober 2018 og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet inden den 30. november 2019.

Artikel 15

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 25. juni 2018.

På Rådets vegne

F. MOGHERINI

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/598 af 15. april 2015 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Centralasien (EUT L 99 af 16.4.2015, s. 25).

(2)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).


Top