EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D0824

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/824 af 4. juni 2018 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af ferrosilicium med oprindelse i Egypten og Ukraine

C/2018/3306

EUT L 139 af 5.6.2018, p. 25–26 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2018/824/oj

5.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 139/25


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2018/824

af 4. juni 2018

om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af ferrosilicium med oprindelse i Egypten og Ukraine

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 9, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   INDLEDNING

(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) indledte den 2. august 2017 en antidumpingprocedure vedrørende importen til Unionen af ferrosilicium med oprindelse i Egypten og Ukraine og offentliggjorde en indledningsmeddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende (2).

(2)

Undersøgelsen blev indledt som følge af en klage, der blev indgivet af Euroalliages (»klageren«) på vegne af fire EU-producenter, nemlig Ferropem Ferroatlántica SL, OFZ og Huta Laziska S.A., der tegner sig for mere end 90 % af den samlede EU-produktion af ferrosilicium. Klagen indeholdt umiddelbare beviser for skadevoldende dumping, som blev fundet tilstrækkelige til at berettige indledningen af proceduren.

(3)

Kommissionen underrettede klageren, kendte eksporterende producenter i Egypten og Ukraine, kendte importører og brugere samt andre parter, som den vidste var berørt af sagen, og repræsentanterne for Egypten og Ukraine om indledningen af undersøgelsen. De interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om en mundtlig høring inden for fristen i indledningsmeddelelsen.

(4)

Der blev aflagt kontrolbesøg mellem december 2017 og februar 2018 hos de fire EU-producenter, de samarbejdsvillige eksporterende producenter i henholdsvis Egypten og Ukraine og hos en samarbejdsvillig forretningsmæssigt forbundet importør i Unionen.

B.   TILBAGETRÆKNING AF KLAGEN OG AFSLUTNING AF PROCEDUREN

(5)

Ved e-mail af 27. februar 2018 meddelte klageren Kommissionen, at man trak klagen tilbage.

(6)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 1, kan procedurer afsluttes, hvis klagen trækkes tilbage, medmindre en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse.

(7)

Undersøgelsen frembragte ikke oplysninger, hvoraf det fremgik, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at denne procedure bør afsluttes.

(8)

De interesserede parter blev underrettet herom og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Kommissionen har dog ikke modtaget bemærkninger, der godtgør, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse.

(9)

Kommissionen konkluderer derfor, at antidumpingproceduren vedrørende importen til Unionen af ferrosilicium, en ferrolegering med indhold af silicium på 20 vægtprocent eller derover, men ikke over 96 vægtprocent, og af jern på 4 vægtprocent eller derover, med oprindelse i Egypten og Ukraine, bør afsluttes uden indførelse af foranstaltninger.

(10)

Denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til grundforordningens artikel 15, stk. 1 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Antidumpingproceduren vedrørende importen af ferrosilicium, en ferrolegering med indhold af silicium på 20 vægtprocent eller derover, men ikke over 96 vægtprocent, og af jern på 4 vægtprocent eller derover, med oprindelse i Egypten og Ukraine, i øjeblikket henhørende under KN-kode 7202 21 00, 7202 29 10 og 7202 29 90, afsluttes.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juni 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  EUT C 251 af 2.8.2017, s. 5.


Top