Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D0593

Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/593 af 16. april 2018 om at give Den Italienske Republik tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 218 og 232 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

EUT L 99 af 19.4.2018, pp. 14–15 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 19/12/2024

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2018/593/oj

19.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 99/14


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2018/593

af 16. april 2018

om at give Den Italienske Republik tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 218 og 232 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved brev registreret i Kommissionen den 27. september 2017 anmodede Italien om tilladelse til, at anvende en særlig foranstaltning ved at fravige artikel 218 og 232 i direktiv 2006/112/EF med henblik på at indføre obligatorisk elektronisk fakturering for alle afgiftspligtige personer, som er etableret på Italiens område, med undtagelse af afgiftspligtige personer omfattet af fritagelsen for små virksomheder, jf. artikel 282 i nævnte direktiv, og at videresende disse fakturaer via systemet »Sistema di Interscambio« (»SdI«), der forvaltes af det italienske skattevæsen.

(2)

I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF underrettede Kommissionen ved breve af 3. november 2017 og 6. november 2017 de øvrige medlemsstater om Italiens anmodning. Ved brev af 7. november 2017 meddelte Kommissionen Italien, at den rådede over alle de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

(3)

Italien anfører, at anvendelsen af obligatorisk elektronisk fakturering, hvorved fakturaer videresendes via SdI, vil give skattemyndighederne i Italien mulighed for at indhente oplysninger i realtid, der stammer fra fakturaer, som udstedes og modtages af erhvervsdrivende. Skattemyndighederne vil således være i stand til at udføre rettidig og automatisk kontrol af overensstemmelsen mellem de angivne og de betalte momsbeløb.

(4)

Italien finder, at indførelsen af et krav om almen elektronisk fakturering desuden vil bidrage til at bekæmpe momssvig og momsunddragelse, fremme digitaliseringen samt forenkle skatteopkrævningen.

(5)

Italien anfører, at der allerede er skabt et grundlag for indførelsen af obligatorisk elektronisk fakturering med den frivillige anvendelse af det eksisterende SdI-system, som vil sikre en glidende overgang til elektronisk fakturering og samtidig begrænse den særlige foranstaltnings virkning på afgiftspligtige personer.

(6)

I betragtning af at den særlige foranstaltning har et bredt anvendelsesområde og er ny, er det vigtigt at evaluere den særlige foranstaltnings virkning på bekæmpelsen af momssvig og momsunddragelse samt på afgiftspligtige personer. I tilfælde af at Italien finder det nødvendigt at udvide den særlige foranstaltning, bør landet sammen med anmodningen om udvidelse, fremlægge en rapport for Kommissionen, som indeholder en vurdering af den særlige foranstaltning i forhold til, hvor effektivt den bidrager til at bekæmpe momssvig og momsunddragelse samt til at forenkle momsopkrævningen.

(7)

Denne særlige foranstaltning bør ikke påvirke forbrugernes ret til at modtage fakturaer på papir i forbindelse med transaktioner inden for Fællesskabet.

(8)

Den anmodede særlige foranstaltning bør være tidsbegrænset, så det er muligt at foretage en vurdering af, om den særlige foranstaltning i lyset af de fastsatte mål er hensigtsmæssig og effektiv.

(9)

Den særlige foranstaltning står derfor i rimeligt forhold til de tilstræbte mål, eftersom den er tidsbegrænset og har en begrænset anvendelse, da den ikke finder anvendelse på afgiftspligtige personer, som er omfattet af fritagelsen for små virksomheder, jf. artikel 282 i direktiv 2006/112/EF. Desuden er der ingen risiko for, at den særlige foranstaltning giver anledning til momssvig i andre sektorer eller i andre medlemsstater.

(10)

Den særlige foranstaltning vil ikke have negative konsekvenser for de samlede indtægter fra moms, der opkræves i det endelige forbrugsled, og den har ingen negativ indvirkning på Unionens egne indtægter fra moms —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Som undtagelse fra artikel 218 i direktiv 2006/112/EF gives Italien tilladelse til udelukkende at acceptere fakturaer som dokumenter eller som meddelelser i elektronisk form, hvis de er udstedt af andre skattepligtige personer etableret på Italiens område end dem, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder, jf. artikel 282 i direktiv 2006/112/EF.

Artikel 2

Som undtagelse fra artikel 232 i direktiv 2006/112/EF gives Italien tilladelse til at fastsætte, at anvendelsen af elektroniske fakturaer, der er udstedt af skattepligtige personer, som er etableret på Italiens område, ikke forudsætter, at modtageren er indforstået hermed, medmindre disse fakturaer er udstedt af skattepligtige personer omfattet af fritagelsen for små virksomheder, jf. artikel 282 i direktiv 2006/112/EF.

Artikel 3

Italien giver Kommissionen meddelelse om de nationale foranstaltninger der gennemfører af de undtagelser, der er omhandlet i artikel 1 og 2.

Artikel 4

Denne afgørelse anvendes fra den 1. juli 2018 til den 31. december 2021.

Hvis Italien finder det nødvendigt at forlænge de undtagelser, der er omhandlet i artikel 1 og 2, fremsender Italien — sammen med en rapport, som indeholder en vurdering af, hvor effektivt de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3 har bidraget til at bekæmpe momssvig og momsunddragelse samt bidraget til at forenkle skatteopkrævningen — en anmodning om forlængelse til Kommissionen. Nævnte rapport skal også indeholde en evaluering af foranstaltningens virkning på afgiftspligtige personer, og navnlig om foranstaltningen øger disses administrative byrder og omkostninger.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Luxembourg, den 16. april 2018.

På Rådets vegne

R. PORODZANOV

Formand


(1)   EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.


Top