Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R1199

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1199 af 4. juli 2017 om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 for så vidt angår specifikke foranstaltninger med hensyn til at yde supplerende bistand til medlemsstater, der er ramt af naturkatastrofer

    EUT L 176 af 7.7.2017, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/1199/oj

    7.7.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 176/1


    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2017/1199

    af 4. juli 2017

    om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 for så vidt angår specifikke foranstaltninger med hensyn til at yde supplerende bistand til medlemsstater, der er ramt af naturkatastrofer

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 177,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

    efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

    under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

    efter høring af Regionsudvalget,

    efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (3) fastsætter de fælles og generelle regler for de europæiske struktur- og investeringsfonde, herunder Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU). Med henblik på at yde supplerende støtte til medlemsstater, der rammes af naturkatastrofer, bør det være muligt at indføre en særskilt prioritetsakse inden for et operationelt program med en medfinansieringssats på op til 95 % til dækning af EFRU's investeringsprioriteter som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 (4).

    (2)

    De operationer, der kan medfinansieres under denne særskilte prioritetsakse for naturkatastrofer, bør være dem, der sigter mod genopbygning som følge af større eller regionale naturkatastrofer som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 (5).

    (3)

    For operationer under den særskilte prioritetsakse for naturkatastrofer er det nødvendigt at indføre en undtagelse fra de generelle regler vedrørende startdatoen for udgifternes støtteberettigelse, for så vidt angår udgifter, der bliver støtteberettigede som følge af en ændring af et program, med henblik på at sikre muligheden for at medfinansiere foranstaltninger, som træffes af medlemsstaternes myndigheder, straks efter at katastrofen er indtruffet, men før det operationelle program ændres.

    (4)

    Med henblik på at gøre udgifter, der afholdes og betales fra den dato, hvor naturkatastrofen indtraf, støtteberettigede, selv hvis dette ligger forud for denne forordnings ikrafttræden, bør den tilsvarende bestemmelse om startdatoen for støtteberettigelsen af støttemodtagernes udgifter have tilbagevirkende kraft.

    (5)

    Forordning (EU) nr. 1303/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013

    I artikel 120 i forordning (EU) nr. 1303/2013 tilføjes følgende stykke:

    »8.   Der kan etableres en særskilt prioritetsakse med en medfinansieringssats på op til 95 % inden for et operationelt program til støtte for operationer, der opfylder alle følgende betingelser:

    a)

    operationerne udvælges af forvaltningsmyndighederne som reaktion på større eller regionale naturkatastrofer, som defineret i artikel 2, stk. 2 og 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 (*1)

    b)

    operationerne sigter mod genopbygning som følge af naturkatastrofen og

    c)

    operationerne finansieres under en af EFRU's investeringsprioriteter.

    Det beløb, der afsættes til de operationer, der er nævnt i første afsnit, må ikke overstige 5 % af den samlede EFRU-støtte i en medlemsstat i programmeringsperioden 2014-2020.

    Uanset artikel 65, stk. 9, er udgifter til operationer under denne prioritetsakse støtteberettigede fra den dato, hvor naturkatastrofen fandt sted.

    Hvis udgifter til operationer omhandlet i første afsnit, er blevet medtaget i en betalingsanmodning indgivet til Kommissionen før etableringen af den særskilte prioritetsakse, foretager medlemsstaten de nødvendige justeringer af den næste betalingsanmodning og, hvis det er relevant, af de næste regnskaber efter vedtagelsen af det ændrede program.

    Artikel 2

    Ikrafttræden og anvendelse

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Artikel 1 finder anvendelse fra den 1. januar 2014.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Strasbourg, den 4. juli 2017.

    På Europa-Parlamentets vegne

    A. TAJANI

    Formand

    På Rådets vegne

    M. MAASIKAS

    Formand


    (1)  EUT C 173 af 31.5.2017, s. 38.

    (2)  Europa-Parlamentets holdning af 13.6.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 26.6.2017.

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 289).

    (5)  Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EFT L 311 af 14.11.2002, s. 3).


    Top