Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R0459

    Kommissionens forordning (EU) 2017/459 af 16. marts 2017 om fastsættelse af en netregel om kapacitetstildelingsmekanismer i gastransmissionssystemer og ophævelse af forordning (EU) nr. 984/2013 (EØS-relevant tekst. )

    C/2017/1660

    EUT L 72 af 17.3.2017, p. 1–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/459/oj

    17.3.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 72/1


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2017/459

    af 16. marts 2017

    om fastsættelse af en netregel om kapacitetstildelingsmekanismer i gastransmissionssystemer og ophævelse af forordning (EU) nr. 984/2013

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005 (1), særlig artikel 6, stk. 11, og artikel 7, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I forordning (EF) nr. 715/2009 fastsættes der ikke-diskriminerende regler om betingelserne for adgang til naturgastransmissionssystemer med det formål at sikre et velfungerende indre marked for gas.

    (2)

    I de fleste tilfælde er det hverken økonomisk rationelt eller effektivt at dublere gastransmissionssystemer. Konkurrence på naturgasmarkedet kræver derfor, at der er gennemsigtig og ikke-diskriminerende adgang til gasinfrastruktur for alle netbrugere. I store dele af EU er manglen på lige og gennemsigtig adgang til transmissionskapacitet imidlertid fortsat en væsentlig hindring for at opnå effektiv konkurrence på engrosmarkedet. Endvidere hæmmer det etableringen af et velfungerende indre marked for gas, når de nationale regler er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat.

    (3)

    Ineffektiv anvendelse af og begrænset adgang til EU's højtryksgasrørledninger medfører suboptimale markedsbetingelser. Der må for EU's gastransmissionssystemer gennemføres et mere gennemsigtigt, effektivt og ikke-diskriminerende tildelingssystem for den knappe transmissionskapacitet, således at konkurrencen på tværs af landegrænserne kan øges yderligere, og markedsintegrationen kan intensiveres. Interesseparterne har konsekvent støttet udarbejdelsen af sådanne regler.

    (4)

    Hvis der skal være effektiv konkurrence mellem leverandører fra lande både i og uden for EU, kræver det, at de på fleksibel vis er i stand til at anvende de eksisterende transmissionssystemer til at transportere deres gas i henhold til prissignalerne. Kun et velfungerende netværk af sammenkoblede transmissionsnet, der giver lige adgangsbetingelser for alle, giver mulighed for, at gassen kan flyde frit i hele EU. Det vil efterfølgende tiltrække flere leverandører, hvilket øger likviditeten på handelspladserne og bidrager til effektiv prisgennemsigtighed og deraf følgende rimelige gaspriser ud fra princippet om udbud og efterspørgsel.

    (5)

    Kommissionens forordning (EU) nr. 984/2013 (2) om fastsættelse af netregler for mekanismer for kapacitetstildeling i gastransmissionssystemer søgte at nå den nødvendige grad af harmonisering i Europa. Effektiv gennemførelse af forordningen afhang desuden af indførelsen af tarifsystemer, som er i overensstemmelse med de kapacitetstildelingsmekanismer, der foreslås i denne forordning, for at sikre, at gennemførelsen kan ske uden unødig negativ indvirkning på transmissionssystemoperatørernes indtægter og likviditet.

    (6)

    Denne forordning har videre rammer end forordning (EU) nr. 984/2013, primært hvad angår reglerne for udbud af ny kapacitet, og den præciserer visse forpligtelser forbundet med definition og udbud af uafbrydelig og afbrydelig kapacitet og med forbedring af tilpasningen af kontraktlige betingelser og vilkår for de respektive transmissionssystemoperatører for udbuddet af bundtet kapacitet. Bestemmelser i denne forordning om koordineringen af vedligehold og standardisering af kommunikation bør fortolkes i sammenhæng med Kommissionens forordning (EU) 2015/703 (3).

    (7)

    For at netbrugere kan nyde godt af, at kapacitetstildelingsmekanismer harmoniseres mest muligt på et integreret marked, bør denne forordning finde anvendelse på ikke-undtaget kapacitet i større nye infrastrukturer, som der er indrømmet undtagelse for i henhold til artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF (4), for så vidt som anvendelsen af nærværende forordning ikke undergraver en sådan undtagelse og under hensyntagen til den enkelte sammenkoblingslinjes særlige karakter, når kapacitet bundtes.

    (8)

    Denne forordning indskrænker ikke anvendelsen af EU's konkurrenceregler eller nationale konkurrenceregler, især forbuddene mod restriktive aftaler (artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) og mod misbrug af dominerende stilling (artikel 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). De kapacitetstildelingsmekanismer, der indføres, bør udformes således, at man undgår afskærmning af afledte forsyningsmarkeder.

    (9)

    For at sikre, at transmissionssystemoperatørerne maksimerer udbuddet af uafbrydelig kapacitet bør et rangsystem af produkter overholdes, hvorved årlig, kvartalsvis og månedlig afbrydelig kapacitet kun udbydes, når uafbrydelig kapacitet ikke er disponibel.

    (10)

    Der, hvor de respektive betingelser og vilkår, der gælder for udbuddet af bundtede kapacitetsprodukter for transmissionssystemoperatører på to sider af et sammenkoblingspunkt er markant forskellige, kan værdien og nytten af reservation af bundtet kapacitet være begrænset for netbrugerne. Derfor bør der igangsættes en proces, ledet af Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (agenturet) og European Network of Transmission System Operators for Gas (ENTSO-G), hvor betingelser og vilkår for transmissionssystemoperatører af bundtede kapacitetsprodukter i hele EU vurderes og tilpasses i den udstrækning, det er muligt, med henblik på at skabe en fælles skabelon for betingelser og vilkår.

    (11)

    En strømlinet og harmoniseret EU-dækkende proces for udbud af ny kapacitet er nødvendig for at kunne reagere på mulig markedsefterspørgsel efter en sådan kapacitet. Processen bør bestå af regelmæssige efterspørgselsvurderinger efterfulgt af en struktureret design- og tildelingsfase baseret på effektivt samarbejde mellem transmissionssystemoperatører og de nationale reguleringsmyndigheder på tværs af Europas grænser. Enhver investeringsbeslutning, der tages i forlængelse af en vurdering af markedsefterspørgslen efter kapacitet, bør underkastes en økonomisk test for at fastslå den økonomiske levedygtighed. Den økonomiske test bør på sin side sikre, at netbrugere, der efterspørger kapacitet, overtager de til deres efterspørgsel hørende risici for at undgå, at tvungne kunder udsættes for sådanne risikofyldte investeringer.

    (12)

    Kapacitetstildeling i forbindelse med standardprojekter for ny kapacitet skal gennemføres i form af en tildelingsproces på en standardauktion for at garantere det højeste niveau af gennemsigtighed og ligebehandling. I tilfælde af store, komplekse projekter, der berører flere medlemsstater, bør transmissionssystemoperatører dog have tilladelse til at bruge alternative tildelingsmekanismer. Disse mekanismer burde tilvejebringe den nødvendige fleksibilitet, der muliggør investeringen, hvis der er en reel markedsefterspørgsel, men de bør stadig tilpasses på tværs af landegrænser. Hvis en alternativ tildelingsmekanisme er tilladt, skal markedsafskærmning forhindres ved at kræve, at en større kapacitetskvote reserveres til kortfristede reservationer.

    (13)

    Ved at indføre komplekse entry- og exitordninger, særligt hvad angår fysiske gasstrømme — bestemt for andre markeder — på tværs af disse zoner, har transmissionssystemoperatører iværksat og de nationale reguleringsmyndigheder godkendt forskellige kontraktuelle metoder for uafbrydelige kapacitetsprodukter, hvis effekt bør vurderes i en samlet EU-kontekst.

    (14)

    De nationale reguleringsmyndigheder og transmissionssystemoperatørerne bør tage hensyn til bedste praksis og bestræbelser på at harmonisere procedurer til gennemførelsen af denne forordning. På grundlag af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 713/2009 (5) bør agenturet og de nationale reguleringsmyndigheder sikre, at der på den mest effektive måde gennemføres kapacitetstildelingsmekanismer i de relevante sammenkoblingspunkter i hele EU.

    (15)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 51 i direktiv 2009/73/EF —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    KAPITEL I

    GENERELLE BESTEMMELSER

    Artikel 1

    Genstand

    Ved denne forordning fastsættes en netregel for kapacitetstildelingsmekanismer i gastransmissionssystemer for eksisterende og ny kapacitet. Denne forordning indeholder bestemmelser om, hvordan transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden, samarbejder om at fremme kapacitetssalget under hensyntagen til såvel generelle kommercielle som tekniske regler vedrørende kapacitetstildelingsmekanismer.

    Artikel 2

    Anvendelsesområde

    1.   Denne forordning gælder for sammenkoblingspunkter. Den kan også finde anvendelse på entrypunkter fra og exitpunkter til tredjelande, hvis den relevante nationale reguleringsmyndighed har truffet afgørelse derom. Denne forordning gælder ikke for exitpunkter til slutbrugere og distributionsnet, entrypunkter fra terminaler og produktionsfaciliteter for »flydende naturgas« (LNG) samt entrypunkter fra eller og exitpunkter til lagerfaciliteter.

    2.   De standardiserede kapacitetstildelingsmekanismer i overensstemmelse med denne forordning omfatter en auktionsprocedure for relevante sammenkoblingspunkter inden for EU og de standardkapacitetsprodukter, der udbydes og tildeles. Hvor ny kapacitet udbydes, kan alternative tildelingsmekanismer også bruges, jf. betingelserne i artikel 30, stk. 2.

    3.   Denne forordning gælder for al teknisk og afbrydelig kapacitet i sammenkoblingspunkter såvel som for ekstrakapacitet i henhold til afsnit 2.2.1 i bilag I i forordning (EF) nr. 715/2009 og for ny kapacitet. Denne forordning gælder ikke for sammenkoblingspunkter mellem medlemsstaterne, hvis en af disse medlemsstater er undtaget i medfør af artikel 49 i direktiv 2009/73/EF.

    4.   Hvis en alternativ kapacitetstildelingsmekanisme anvendes, jf. artikel 30, anvendes artikel 8, stk.1-7, artikel 11-18, artikel 19, stk. 2, og artikel 37 ikke på udbudsniveauerne, medmindre andet besluttes af de respektive nationale reguleringsmyndigheder.

    5.   Hvis der anvendes implicitte kapacitetstildelingsmetoder, kan de nationale reguleringsmyndigheder beslutte ikke at anvende artikel 8-37.

    6.   For at undgå afskærmning af de afledte forsyningsmarkeder kan de kompetente nationale reguleringsmyndigheder, efter at have rådført sig med netbrugerne, beslutte at træffe forholdsmæssige foranstaltninger for at begrænse den kapacitetsmængde i et sammenkoblingspunkt i en medlemsstat, som en enkelt netbruger kan byde på inden auktionen.

    Artikel 3

    Definitioner

    I denne forordning gælder definitionerne i artikel 2 i forordning (EF) nr. 715/2009, artikel 3 i Kommissionens forordning (EU) 2017/460 (6) og artikel 2 i direktiv 2009/73/EF. Derudover gælder følgende definitioner:

    1)   »ny kapacitet«: en mulig fremtidig stigning i teknisk kapacitet via markedsbaserede procedurer eller mulig nyskabt kapacitet, hvor der aktuelt ikke findes kapacitet, som kan udbydes på grundlag af investering i fysisk infrastruktur eller langsigtet kapacitetsoptimering og efterfølgende tildeles, under forbehold af et positivt resultat af den økonomiske test, i følgende tilfælde:

    a)

    i eksisterende sammenkoblingspunkter

    b)

    ved etablering af et eller flere nye sammenkoblingspunkter

    c)

    som fysisk transmissionskapacitet i modsat retning i et eller flere sammenkoblingspunkter, der ikke tidligere har været udbudt

    2)   »sammenkoblingspunkt«: et fysisk eller virtuelt punkt, som forbinder entry- og exitsystemer, der støder op til hinanden, eller et entry- og exitsystem med en sammenkoblingslinje, hvis disse punkter er omfattet af reservationsprocedurerne for netbrugere

    3)   »alternativ tildelingsmekanisme«: tildelingsmekanisme for udbudsniveau eller ny kapacitet, der fastsættes fra sag til sag af transmissionssystemoperatørerne, og godkendes af de nationale reguleringsmyndigheder, for at imødekomme betinget efterspørgsel

    4)   »standardkapacitetsprodukt«: en vis transportkapacitetsmængde i løbet af et givet tidsrum og i et nærmere angivet sammenkoblingspunkt

    5)   »udbudsniveau«: summen af disponibel kapacitet og det respektive niveau for ny kapacitet, der udbydes for hvert standardårskapacitetsprodukt i et sammenkoblingspunkt

    6)   »implicit tildelingsmetode«: en tildelingsmetode for kapacitet, hvor både transmissionskapacitet og en tilsvarende mængde gas tildeles samtidigt, muligvis gennem en auktion

    7)   »budrunde«: det tidsrum, hvori netbrugere kan afgive, korrigere og tilbagekalde bud

    8)   »stort pristrin«: et fast eller variabelt beløb, der er fastlagt pr. sammenkoblingspunkt og standardkapacitetsprodukt

    9)   »projekt for ny kapacitet«: et projekt, der skal øge mængden af teknisk kapacitet i et eksisterende sammenkoblingspunkt eller skabe et nyt sammenkoblingspunkt ud fra kapacitetstildeling i den forudgående proces for ny kapacitet

    10)   »økonomisk test«: en test, der anvendes til at bestemme, om projekter for ny kapacitet er økonomisk levedygtige

    11)   »proces for ny kapacitet«: en proces til vurdering af markedsefterspørgslen efter ny kapacitet, som inkluderer en ikkebindende fase, i hvilken netbrugere udtrykker og kvantificerer deres efterspørgsel efter ny kapacitet, og en bindende fase, i hvilken en eller flere transmissionssystemoperatører beder om bindende tilsagn om kontraktuel kapacitet fra netbrugere

    12)   »bundtet kapacitet«: et standardkapacitetsprodukt, der udbydes på uafbrydelig basis og består af entry- og exitkapacitet på begge sider af hvert sammenkoblingspunkt, der modsvarer hinanden

    13)   »sammenkoblingsaftale«: en aftale, som indgås mellem transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden, og hvis systemer er forbundet i et specifikt sammenkoblingspunkt, og som præciserer betingelser og vilkår, driftsprocedurer og -bestemmelser med hensyn til levering og/eller tilbagetrækning af gas i sammenkoblingspunktet med det formål at fremme effektiv interoperabilitet mellem de sammenkoblede transmissionsnet, jf. kapitel II i forordning (EU) 2015/703

    14)   »konkurrerende kapacitet«: kapacitet, hvor den disponible kapacitet i et af nettets punkter ikke kan tildeles uden helt eller delvist at reducere den disponible kapacitet i et andet af nettets punkter

    15)   »auktionskalender«: en tabel med oplysninger om specifikke auktioner, der offentliggøres af ENTSO-G i januar måned hvert kalenderår for auktioner, der finder sted i perioden marts til februar det følgende kalenderår, og som viser alle relevante tidspunkter for auktioner, herunder startdatoer og hvilke standardkapacitetsprodukter, de vedrører

    16)   »gasdøgn«: perioden fra kl. 5.00 til 5.00 UTC den følgende dag ved normaltid og fra kl. 4.00 til 4.00 UTC den følgende dag ved sommertid

    17)   »intradag-kapacitet«: den kapacitet, der udbydes og tildeles efter afslutningen af »day ahead«-kapacitetsauktionerne (auktioner vedrørende kapacitet et døgn frem) for det pågældende døgn

    18)   »ascending clock-auktion«: en auktion, hvor en netbruger byder på de efterspurgte mængder i forhold til fastsatte pristrin, som meddeles sekventielt

    19)   »uniform price-auktion«: en auktion, hvor netbrugeren i en enkelt budrunde kan afgive bud vedrørende pris og mængde, og hvor alle netbrugere, for hvem det lykkes at erhverve kapacitet, betaler den pris, som det laveste antagne bud ligger på

    20)   »mindstepris«: den laveste pris, der opfylder kriterierne i auktionen

    21)   »lille pristrin«: et fast eller variabelt beløb, der er fastlagt pr. sammenkoblingspunkt og standardkapacitetsprodukt, og som er mindre end det store pristrin

    22)   »førstegangsunderbud«: et tilfælde, hvor den samlede efterspørgsel blandt alle netbrugere er mindre end den udbudte kapacitet ved udløbet af den anden budrunde eller en efterfølgende budrunde

    23)   »virtuelt sammenkoblingspunkt«: to eller flere sammenkoblingspunkter, som forbinder de samme to tilstødende entry- og exitsystemer, og som er integreret med henblik på at yde én enkelt kapacitetstjeneste

    24)   »f-faktor«: andelen af den aktuelle værdi af den anslåede stigning i transmissionssystemoperatørens tilladte eller tilstræbte indtjening i forbindelse med den nye kapacitet inkluderet i det respektive udbudsniveau, jf. artikel 22, stk. 1, litra b), der skal dækkes af den aktuelle værdi af netbrugeres bindende tilsagn om kontraktuel kapacitet beregnet efter artikel 22, stk. 1, litra a).

    25)   »overnominering«: netbrugere, der opfylder mindstekravene vedrørende fremsendelse af nomineringer, har ret til at anmode om afbrydelig kapacitet på et hvilket som helst tidspunkt af dagen ved at fremsende en nominering, som øger det samlede antal af deres nomineringer til et niveau, der er højere end den kapacitet, som der er indgået aftale om.

    KAPITEL II

    SAMARBEJDSPRINCIPPER

    Artikel 4

    Koordinering af vedligeholdelse

    Hvis vedligeholdelse af en rørledning eller en del af et transmissionsnet har en indvirkning på den transmissionskapacitetsmængde, som kan udbydes i sammenkoblingspunkter, skal transmissionssystemoperatør(-en)(-erne) fuldt ud samarbejde med den eller de transmissionssystemoperatører, der støder op til dem, om de respektive vedligeholdelsesplaner for at minimere virkningen på potentielle gasstrømme og kapaciteten i et sammenkoblingspunkt.

    Artikel 5

    Kommunikationsstandardisering

    1.   Transmissionssystemoperatører skal koordinere indførelsen af standardkommunikationsprocedurer, koordinerede informationssystemer og kompatibel elektronisk online-kommunikation såsom fælles dataudvekslingsformater og protokoller, samt fælles principper for, hvordan disse data behandles.

    2.   Standardkommunikationsprocedurer omfatter især de procedurer, der vedrører netbrugeres adgang til transmissionssystemoperatørernes auktionssystem eller en relevant reservationsplatform og evaluering af de afgivne auktionsoplysninger. Det tidsmæssige forløb og indholdet af de data, der udveksles, skal overholde bestemmelserne i kapitel III.

    3.   De standardkommunikationsprocedurer, der vedtages af transmissionssystemoperatørerne, skal omfatte en implementeringsplan og gyldighedsperiode, der er i overensstemmelse med udviklingen af reservationsplatform(-en)(-ene), jf. artikel 37. Transmissionssystemoperatørerne behandler kommercielt følsomme oplysninger fortroligt.

    Artikel 6

    Kapacitetsberegning og -maksimering

    1.   Den maksimale tekniske kapacitet stilles til rådighed for netbrugere under hensyntagen til systemintegritet, sikkerhed og effektiv drift af nettet.

    a)

    For at maksimere udbuddet af bundtet kapacitet via optimering af den tekniske kapacitet træffer transmissionssystemoperatører følgende forholdsregler i sammenkoblingspunkter, idet de sammenkoblingspunkter, hvor der er kontraktuel kapacitetsbegrænsning ifølge afsnit 2.2.3, punkt 1), i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2009, prioriteres: Transmissionssystemoperatørerne udarbejder og anvender en fælles fremgangsmåde, hvor det fastlægges, hvilke specifikke foranstaltninger de respektive transmissionssystemoperatører skal træffe for at opnå den nødvendige optimering:

    1)

    den fælles fremgangsmåde omfatter en tilbundsgående analyse af den tekniske kapacitet, herunder en beskrivelse af eventuelle uoverensstemmelser herom, for så vidt angår begge sider af et sammenkoblingspunkt, samt de specifikke tiltag og en detaljeret tidsplan, som er nødvendig for at maksimere udbuddet af bundtet kapacitet — og som også indeholder de mulige konsekvenser og de reguleringsmæssige godkendelser, der er nødvendige for at få omkostningerne dækket og justere det reguleringsmæssige system. Sådanne specifikke tiltag må ikke have negativ indvirkning på udbuddet af kapacitet i andre relevante punkter i de implicerede systemer eller punkter til distributionsnet, der har betydning for forsyningssikkerhed til slutkunden, såsom lagerfaciliteter, LNG-terminaler og beskyttede kunder som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 994/2010 (7)

    2)

    beregningsmetoden og reglerne for at gøre kapaciteten disponibel, vedtaget af transmissionssystemoperatørerne, skal adressere særlige situationer, hvor konkurrerende kapacitet på tværs af systemer involverer sammenkoblingspunkter og exitpunkter til lagerfaciliteter

    3)

    i den tilbundsgående analyse skal der tages hensyn til antagelserne i den tiårsnetudviklingsplan, som gælder for hele EU, jf. artikel 8 i forordning (EF) nr. 715/2009, nationale investeringsplaner, relevante forpligtelser i henhold til gældende nationale love og eventuelle relevante kontraktlige forpligtelser

    4)

    de relevante transmissionssystemoperatører anvender en dynamisk tilgang til genberegning af den tekniske kapacitet, hvor det er muligt sammen med den dynamiske beregning, der anvendes for ekstrakapacitet på grundlag af bestemmelserne i afsnit 2.2.2, punkt 2), i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2009, idet den passende frekvens for genberegning pr. sammenkoblingspunkt fastsættes i fællesskab under hensyntagen til de specifikke forhold

    5)

    i den fælles fremgangsmåde skal transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden, konsultere andre transmissionssystemoperatører, som specifikt påvirkes af sammenkoblingspunktet

    6)

    ved genberegning af den tekniske kapacitet tager transmissionssystemoperatører hensyn til eventuelle oplysninger fra netbrugere vedrørende forventede fremtidige strømme

    b)

    transmissionssystemoperatørerne skal i fællesskab som minimum vurdere følgende parametre og efter behov justere dem:

    1)

    forpligtelser med hensyn til tryk

    2)

    alle relevante scenarier vedrørende udbud og efterspørgsel, herunder detaljer om klimaforhold og netkonfigurationer i forbindelse med ekstreme scenarier

    3)

    brændværdi.

    2.   Når optimeringen af den tekniske kapacitet medfører omkostninger for transmissionssystemoperatørerne, især omkostninger, der på en uensartet måde påvirker transmissionssystemoperatører på den ene eller den anden side af et sammenkoblingspunkt, har operatørerne lov til at få sådanne faktisk påløbne omkostninger dækket via de lovrammer, der er fastlagt af de relevante reguleringsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 13 i forordning (EF) nr. 715/2009 og artikel 42 i direktiv 2009/73/EF. Artikel 8, stk. 1, i forordning (EF) nr. 713/2009 finder anvendelse.

    3.   Når det er relevant, skal de nationale reguleringsmyndigheder høre netbrugerne om den anvendte beregningsmetode og den fælles fremgangsmåde.

    4.   Ændringer i mængden af bundtet kapacitet, som udbydes i sammenkoblingspunkter som følge af processen, jf. stk. 1, skal medtages i agenturets rapport, der offentliggøres i medfør af afsnit 2.2.1, punkt 2), i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2009.

    Artikel 7

    Informationsudveksling mellem transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden

    1.   Transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden, udveksler regelmæssigt oplysninger om nominering, re-nominering, matchning og bekræftelse i relevante sammenkoblingspunkter.

    2.   Transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden, udveksler oplysninger om vedligeholdelse af deres individuelle transmissionsnet med henblik på at bidrage til beslutningsprocessen vedrørende den tekniske anvendelse af sammenkoblingspunkter. Procedurerne for udvekslingen af data mellem transmissionssystemoperatører indarbejdes i de respektive sammenkoblingsaftaler.

    KAPITEL III

    TILDELING AF UAFBRYDELIGE KAPACITETSPRODUKTER

    Artikel 8

    Tildelingsmetode

    1.   Der benyttes auktioner til kapacitetstildelingen i sammenkoblingspunkterne, undtagen der hvor den alternative tildelingsmetode i henhold til artikel 30 anvendes.

    2.   Der anvendes det samme auktionsdesign i alle sammenkoblingspunkter. De relevante auktionsprocesser starter samtidig for alle de berørte sammenkoblingspunkter. I enhver auktionsproces, der vedrører et enkelt standardkapacitetsprodukt, tildeles der kapacitet uafhængigt af alle andre auktionsprocesser, undtagen der hvor ny kapacitet udbydes, eller der hvor der, under forudsætning af de direkte involverede transmissionssystemoperatørers samtykke og de relevante nationale reguleringsmyndigheders godkendelse, tildeles konkurrerende kapacitet. De nationale reguleringsmyndigheder fra en hvilken som helst tilgrænsende eller berørt medlemsstat kan fremsætte synspunkter, som den relevante nationale reguleringsmyndighed tager med i sine overvejelser. Hvis der udbydes ny kapacitet, gælder den uafhængige tildeling ikke de samtidige auktionsprocesser for de respektive udbudsniveauer, fordi disse er indbyrdes afhængige, da der kun kan tildeles ét udbudsniveau.

    3.   Standardkapacitetsprodukterne følger en logisk rækkefølge, således at produkter, der dækker en årlig kapacitet, udbydes først, efterfulgt af produktet med den næstkorteste periode til anvendelse i samme periode. Tidsintervallerne for de i artikel 11-15 omtalte auktioner skal overholde dette princip.

    4.   Reglerne om standardkapacitetsprodukter, jf. artikel 9, og auktioner, jf. artikel 11-15, gælder for bundtet kapacitet og ikke-bundtet kapacitet i et sammenkoblingspunkt.

    5.   For en given auktion gives der, i henhold til artikel 11-15 og i henhold til auktionskalenderen, meddelelse om disponibiliteten af relevante standardkapacitetsprodukter.

    6.   En mængde, der svarer til mindst 20 % af den eksisterende tekniske kapacitet i hvert sammenkoblingspunkt, skal reserveres og udbydes i henhold til stk. 7. Hvis den disponible kapacitet er mindre end mængden af teknisk kapacitet, der skal reserveres, reserveres hele den eventuelt disponible kapacitet. Denne kapacitet udbydes i overensstemmelse med stk. 7, litra b), medens eventuel øvrig reserveret kapacitet udbydes i overensstemmelse med stk. 7, litra a).

    7.   Enhver kapacitet, der er reserveret i henhold til stk. 6, udbydes under iagttagelse af følgende bestemmelser:

    a)

    en mængde svarende til mindst 10 % af den eksisterende tekniske kapacitet i hvert sammenkoblingspunkt må ikke udbydes tidligere end ved den årlige årskapacitetsauktion, jf. artikel 11, som ifølge auktionskalenderen afholdtes i løbet af det femte gasår forud for starten på det pågældende gasår, og

    b)

    en yderligere mængde svarende til mindst 10 % af den eksisterende tekniske kapacitet i hvert sammenkoblingspunkt må ikke udbydes tidligere end den årlige kvartalskapacitetsauktion, jf. artikel 12, som ifølge auktionskalenderen afholdtes i løbet af det gasår, der gik forud for starten på det pågældende gasår.

    8.   For så vidt angår ny kapacitet, skal en mængde, der svarer til mindst 10 % af den ny tekniske kapacitet i det berørte sammenkoblingspunkt reserveres og udbydes ikke tidligere end på den årlige kvartalskapacitetsauktion, jf. artikel 12, som afholdtes ifølge auktionskalenderen i løbet af det gasår, der gik forud for starten på det pågældende gasår.

    9.   Den nøjagtige kapacitetsandel, der skal reserveres, jf. stk. 6 og 8, er underlagt en høring af de berørte parter, tilpasning mellem transmissionssystemoperatører og godkendelse fra de nationale reguleringsmyndigheder i hvert sammenkoblingspunkt. De nationale reguleringsmyndigheder skal især overveje at reservere en højere kapacitetsandel med kortere varighed for at undgå afskærmning af de afledte forsyningsmarkeder.

    10.   Kapacitet, der skabes gennem ikke-markedsbaserede procedurer, og for hvilke den endelige investeringsbeslutning er taget uden forudgående tilsagn fra netbrugerne, skal udbydes og tildeles som disponible standardkapacitetsprodukter, jf. denne forordning.

    Artikel 9

    Standardkapacitetsprodukter

    1.   Transmissionssystemoperatørerne skal udbyde standardkapacitetsprodukter på henholdsvis års-, kvartals-, måneds-, dags- og intradag-basis:

    2.   Standardårskapacitetsprodukter er den kapacitet, som en netbruger kan byde på i en given mængde for alle gasdøgn i et bestemt gasår (med start den 1. oktober).

    3.   Standardkvartalskapacitetsprodukter er den kapacitet, som en netbruger kan byde på i en given mængde for alle gasdøgn i et bestemt kvartal (med start henholdsvis den 1. oktober, den 1. januar, den 1. april og den 1. juli).

    4.   Standardmånedskapacitetsprodukter er den kapacitet, som en netbruger kan byde på i en given mængde for alle gasdøgn i en bestemt kalendermåned (med start det første døgn i hver måned).

    5.   Standarddagskapacitetsprodukter er den kapacitet, som en netbruger kan byde på i en given mængde for et enkelt gasdøgn.

    6.   Standardintradagkapacitetsprodukter er den kapacitet, som en netbruger kan byde på i en given mængde fra et starttidspunkt i et bestemt gasdøgn indtil det pågældende gasdøgns afslutning.

    Artikel 10

    Anvendt kapacitetsenhed

    Den udbudte kapacitet udtrykkes i energienheder pr. tidsenhed. Der anvendes følgende enheder: kWh/h eller kWh/d. Hvis der anvendes kWh/d, antages en jævn strømningshastighed i løbet af gasdøgnet.

    Artikel 11

    Årlige årskapacitetsauktioner

    1.   Årskapacitetsauktionerne afholdes én gang om året.

    2.   Kapaciteten for hvert standardårskapacitetsprodukt auktioneres via den årlige årskapacitetsauktion ved hjælp af en ascending clock-auktionsalgoritme i henhold til artikel 17.

    3.   Via auktionsprocessen udbydes der kapacitet for mindst de kommende 5 år og højst for de kommende 15 år for eksisterende kapacitet. Når der udbydes ny kapacitet, kan udbudsniveauerne udbydes på årskapacitetsauktioner for højst 15 år efter start på den driftsmæssige brug.

    4.   Fra 2018 begynder de årlige årskapacitetsauktioner den første mandag i juli hvert år, medmindre andet er angivet i auktionskalenderen.

    5.   Under den årlige årskapacitetsauktion kan netbrugere deltage i en eller flere samtidige auktioner vedrørende hvert sammenkoblingspunkt med henblik på at byde på standardkapacitetsprodukter.

    6.   Den kapacitet, der udbydes under den årlige årskapacitetsauktion, er:

     

    A — B — C + D + E — F

     

    hvor:

    A er transmissionssystemoperatørens tekniske kapacitet for hvert af standardkapacitetsprodukterne

    B for årlige årsauktioner, hvor der udbydes kapacitet for de næste 5 år, er mængden af teknisk kapacitet (A), der er reserveret i henhold til artikel 8, stk. 7; for årlige årsauktioner vedrørende kapacitet ud over de første 5 år er mængden af teknisk kapacitet (A), der er reserveret i henhold til artikel 8, stk. 7

    C er den tidligere solgte tekniske kapacitet, justeret med den kapacitet, der genudbydes i overensstemmelse med gældende procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger

    D er den eventuelle yderligere kapacitet for et sådant år

    E er den eventuelle ny kapacitet for et sådant år, der er medtaget på et eventuelt respektivt udbudsniveau

    F er mængden af eventuel ny kapacitet (E), der er reserveret, jf. artikel 8, stk. 8 og 9.

    7.   Den kapacitet, der udbydes, kan enten være bundtet kapacitet eller ikke-bundtet kapacitet i henhold til artikel 19. Dette gælder også alle andre auktioner, jf. artikel 12-15.

    8.   Mindst en måned inden auktionen begynder underretter transmissionssystemoperatørerne netbrugerne om den mængde uafbrydelig kapacitet, der udbydes for hvert år på den kommende årlige årskapacitetsauktion.

    9.   Budrunderne i hver auktion finder sted mellem kl. 8.00 UTC og 17.00 UTC (normaltid) eller kl. 7.00 UTC til 16.00 UTC (sommertid) i alle de relevante gasdøgn. Budrunderne påbegyndes og afsluttes i løbet af hvert gasdøgn, som præciseret i artikel 17, stk. 2.

    10.   Resultaterne af tildeling ved auktionen gøres tilgængelige samtidigt for de individuelle netbrugere, der deltager i den pågældende auktion, så snart det er muligt og senest næstfølgende hverdag, efter at budrunden er slut.

    I tilfælde af ny kapacitet skal netbrugernes bindende tilsagn om kontraktuel kapacitet, herunder hvorvidt betingelserne for en ny auktion er opfyldt, jf. artikel 29, stk. 3, gøres tilgængelige samtidigt for de enkelte netbrugere, der deltager i den pågældende auktion, senest næstfølgende hverdag, efter at budrunden er slut. Resultaterne af de økonomiske test gøres tilgængelige samtidigt til de enkelte netbrugere, der deltager i den pågældende auktion, senest 2 hverdage efter at budrunden er slut.

    11.   Aggregerede oplysninger om auktionsresultaterne offentliggøres.

    Artikel 12

    Årlige kvartalskapacitetsauktioner

    1.   Fire årlige kvartalskapacitetsauktioner afholdes i løbet af hvert gasår.

    2.   Kapaciteten for hvert standardkvartalskapacitetsprodukt auktioneres via den årlige kvartalskapacitetsauktion ved hjælp af en ascending clock-auktionsalgoritme i henhold til artikel 17.

    3.   Kapacitet for det kommende gasårs kvartaler auktioneres via samtidige auktioner for hvert kvartal og i relation til hvert sammenkoblingspunkt på følgende måde:

    a)

    for kvartal et (oktober-december) til og med fire (juli-september) i den første årlige kvartalskapacitetsauktion

    b)

    for kvartal to (januar-marts) til og med fire (juli-september) i den anden årlige kvartalskapacitetsauktion

    c)

    for kvartal tre (april-juni) til og med fire (juli-september) i den tredje årlige kvartalskapacitetsauktion

    d)

    for det sidste kvartal (juli-september) i den fjerde årlige kvartalskapacitetsauktion.

    For hver årlige kvartalsauktion kan netbrugere deltage i alle de samtidige auktioner.

    4.   I hvert gasår starter de årlige kvartalskapacitetsauktioner på følgende dage, medmindre andet er anført i auktionskalenderen:

    a)

    den første årlige kvartalskapacitetsauktion starter den første mandag i august

    b)

    den anden årlige kvartalskapacitetsauktion starter den første mandag i november

    c)

    den tredje årlige kvartalskapacitetsauktion starter den første mandag i februar

    d)

    den fjerde årlige kvartalskapacitetsauktion starter den første mandag i maj.

    5.   Den kapacitet, der udbydes ved alle årlige kvartalskapacitetsauktioner er:

     

    A — C + D

     

    hvor:

    A er transmissionssystemoperatørens tekniske kapacitet for hvert af standardkapacitetsprodukterne

    C er den tidligere solgte tekniske kapacitet, justeret med den kapacitet, der genudbydes i overensstemmelse med gældende procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger

    D er den eventuelle yderligere kapacitet for et sådant kvartal.

    6.   To uger inden auktionerne begynder, underretter transmissionssystemoperatørerne netbrugerne om den kapacitetsmængde, der udbydes for hvert kvartal i den kommende årlige kvartalskapacitetsauktion.

    7.   Budrunderne i hver auktion finder sted mellem kl. 8.00 UTC og 17.00 UTC (normaltid) eller kl. 7.00 UTC til 16.00 UTC (sommertid) i alle de pågældende gasdøgn. Budrunderne påbegyndes og afsluttes i løbet af hvert gasdøgn, som præciseret i artikel 17, stk. 2.

    8.   Resultaterne af tildeling ved auktionen gøres tilgængelige samtidig for de individuelle netbrugere, der deltager i den pågældende auktion, så snart det med rimelighed er muligt og senest den næstfølgende hverdag, efter at budrunden er slut.

    9.   Aggregerede oplysninger om auktionsresultaterne offentliggøres.

    Artikel 13

    Rullende månedskapacitetsauktioner

    1.   Den rullende månedskapacitetsauktion afholdes én gang om måneden.

    2.   Kapaciteten for hvert standardmånedskapacitetsprodukt auktioneres via den rullende månedskapacitetsauktion ved hjælp af en ascending clock-auktionsalgoritme i henhold til artikel 17. Hver måned auktioneres standardmånedskapacitetsproduktet for den følgende kalendermåned.

    3.   Under den rullende månedskapacitetsauktion skal netbrugerne kunne byde på ét standardmånedskapacitetsprodukt.

    4.   Rullende månedskapacitetsauktioner begynder den tredje mandag i hver måned for det følgende standardmånedskapacitetsprodukt, medmindre andet er angivet i auktionskalenderen.

    5.   Den kapacitet, der udbydes ved den rullende månedskapacitetsauktion, er hver måned:

     

    A — C + D

     

    hvor:

    A er transmissionssystemoperatørens tekniske kapacitet for hvert af standardkapacitetsprodukterne

    C er den tidligere solgte tekniske kapacitet, justeret med den kapacitet, der genudbydes i overensstemmelse med gældende procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger

    D er den eventuelle yderligere kapacitet for en sådan måned.

    6.   En uge inden auktionen begynder, underretter transmissionssystemoperatørerne netbrugerne om den kapacitetsmængde, der udbydes ved den kommende rullende månedskvartalskapacitetsauktion.

    7.   Budrunderne i hver auktion finder sted mellem kl. 8.00 UTC og 17.00 UTC (normaltid) eller kl. 7.00 UTC til 16.00 UTC (sommertid) i alle de pågældende gasdøgn. Budrunderne påbegyndes og afsluttes i løbet af hvert gasdøgn, som præciseret i artikel 17, stk. 2.

    8.   Resultaterne af tildeling ved auktionen gøres tilgængelige samtidig for de individuelle netbrugere, der deltager i den pågældende auktion, så snart det med rimelighed er muligt og senest den næstfølgende hverdag, efter at budrunden er slut.

    9.   Aggregerede oplysninger om auktionsresultaterne offentliggøres.

    Artikel 14

    Rullende day ahead-kapacitetsauktioner

    1.   Den rullende day ahead-kapacitetsauktion afholdes én gang om dagen.

    2.   Hver dag auktioneres et standardkapacitetsprodukt for det følgende gasdøgn via den rullende day ahead-kapacitetsauktion.

    3.   Kapaciteten for hvert standarddagskapacitetsprodukt auktioneres via den rullende day ahead-kapacitetsauktion ved hjælp af en uniform price-auktionsalgoritme i henhold til artikel 18. Hver dag auktioneres standarddagskapacitetsproduktet for det følgende gasdøgn.

    4.   Under den rullende day ahead-kapacitetsauktion skal netbrugerne kunne byde på kapacitet for ét standarddagskapacitetsprodukt.

    5.   Budrunden begynder hver dag kl. 15.30 UTC (normaltid) eller 14.30 UTC (sommertid).

    6.   Et kapacitetsbud for standarddagskapacitetsproduktet for den rullende day ahead-kapacitetsauktion håndteres som følger: indgivelse, tilbagekaldelse eller ændring fra kl. 15.30 UTC til 16:00 UTC (normaltid) eller kl. 14.30 UTC til 15.00 UTC (sommertid).

    7.   Den kapacitet, der udbydes ved den rullende day ahead-kapacitetsauktion, er hver dag:

     

    A — C + D

     

    hvor:

    A er transmissionssystemoperatørens tekniske kapacitet for hvert af standardkapacitetsprodukterne

    C er den tidligere solgte tekniske kapacitet, justeret med den kapacitet, der genudbydes i overensstemmelse med gældende procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger

    D er den eventuelle yderligere kapacitet for en sådan dag.

    8.   Når budrunden begynder, underretter transmissionssystemoperatørerne netbrugerne om den kapacitetsmængde, der udbydes for den kommende rullende day ahead-kapacitetsauktion.

    9.   Resultaterne af tildeling ved auktionen gøres tilgængelige samtidig for de individuelle netbrugere, der deltager i den pågældende auktion, senest 30 minutter efter at budrunden er slut.

    10.   Aggregerede oplysninger om auktionsresultaterne offentliggøres.

    Artikel 15

    Intradag-kapacitetsauktioner

    1.   Hvis der er disponibel kapacitet, afholdes der en intradag-kapacitetsauktion hver time i løbet af et gasdøgn ved hjælp af en uniform price-auktionsalgoritme i henhold til artikel 18.

    2.   Den første budrunde indledes straks ved næste hele time efter offentliggørelse af resultaterne for den sidste day ahead-auktion (herunder afbrydelig kapacitet, hvis udbudt) i henhold til artikel 14. Den første budrunde afsluttes kl. 1.30 UTC (normaltid) eller 0.30 UTC (sommertid) inden gasdøgnet. Tildelingen af antagne bud er gældende fra kl. 5.00 UTC (normaltid) eller 4.00 UTC (sommertid) i det pågældende gasdøgn.

    3.   Den sidste budrunde afsluttes kl. 0.30 UTC (normaltid) eller 23.30 UTC (sommertid) i det pågældende gasdøgn.

    4.   Netbrugere er berettiget til at afgive, tilbagekalde eller ændre bud fra indledningen af hver budrunde og indtil afslutningen af den pågældende budrunde.

    5.   Hver time i det pågældende gasdøgn auktioneres kapaciteten med virkning fra den pågældende time + 4 som intradag-kapacitet.

    6.   Hver budrunde indledes hver hele time i det pågældende gasdøgn.

    7.   Hver budrunde varer i 30 minutter efter, at budrunden er påbegyndt.

    8.   Den kapacitet, der udbydes ved intradag-kapacitetsauktionen, er hver time:

     

    A — C + D

     

    hvor:

    A er transmissionssystemoperatørens tekniske kapacitet for hvert af standardkapacitetsprodukterne

    C er den tidligere solgte tekniske kapacitet, justeret med den kapacitet, der genudbydes i overensstemmelse med gældende procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger

    D er eventuel yderligere kapacitet for en sådan dag.

    9.   Transmissionssystemoperatørerne offentliggør oplysninger om den disponible mængde af uafbrydelig intradag-kapacitet, der udbydes, efter afslutning af den sidste day ahead-auktion og i overensstemmelse med artikel 32, stk. 9.

    10.   Transmissionssystemoperatørerne giver netbrugere, der afgiver bud ved day ahead-auktionerne, mulighed for at få gyldige ikke-antagne bud automatisk registreret til den efterfølgende intradag-auktion.

    11.   Kapaciteten tildeles inden 30 minutter efter budrundens afslutning, forudsat at buddene accepteres, og transmissionssystemoperatøren står for tildelingsprocessen.

    12.   Resultaterne af auktionen gøres tilgængelige samtidig for de individuelle netbrugere.

    13.   Aggregerede oplysninger om auktionsresultaterne offentliggøres mindst ved hver dags afslutning.

    Artikel 16

    Auktionsalgoritmer

    1.   Hvis der udbydes flere forskellige standardkapacitetsprodukter i løbet af en auktion, anvendes den pågældende tildelingsalgoritme separat for hvert standardkapacitetsprodukt, når det tildeles. Ved anvendelse af auktionsalgoritmen behandles bud vedrørende de forskellige standardkapacitetsprodukter uafhængigt af hinanden.

    2.   For årlige årskapacitetsauktioner, årlige kvartalskapacitetsauktioner og rullende månedskapacitetsauktioner anvendes der en ascending clock-auktionsalgoritme med flere budrunder, jf. artikel 17.

    3.   For rullende day ahead-kapacitetsauktioner og intradag-kapacitetsauktioner anvendes der en uniform price-auktionsalgoritme med en enkelt budrunde, jf. artikel 18.

    Artikel 17

    Ascending clock-auktionsalgoritme

    1.   Ved ascending clock-auktioner har netbrugerne mulighed for at afgive volumenbud til gradvis højere priser, der meddeles i flere på hinanden følgende budrunder, begyndende med mindsteprisen P0.

    2.   Den første budrunde, hvor prisen er P0, varer 3 timer. De efterfølgende budrunder varer 1 time. Der går 1 time mellem hver budrunde.

    3.   Et bud skal indeholde følgende oplysninger:

    a)

    identiteten af den netbruger, der byder

    b)

    det pågældende sammenkoblingspunkt og flowretningen

    c)

    det standardkapacitetsprodukt, der bydes på

    d)

    kapacitetsmængden for det pågældende standardkapacitetsprodukt, der bydes på, opgjort pr. pristrin:

    e)

    hvis ny kapacitet udbydes, det pågældende udbudsniveau.

    4.   Et bud betragtes som gyldigt, hvis det afgives af en netbruger og overholder alle bestemmelser i denne artikel.

    5.   For at netbrugerne kan deltage i en auktion er det obligatorisk for netbrugere at afgive et volumenbud i første budrunde.

    6.   Transmissionssystemoperatørerne skal give netbrugerne mulighed for at afgive bud automatisk på et hvilket som helst pristrin.

    7.   Når den pågældende budrunde slutter, accepteres ændringer, tilbagekaldelse eller tilpasninger af gyldige bud ikke. Alle gyldige bud bliver til bindende tilsagn fra en netbruger om reservation af kapacitet i den mængde, der er budt på, til den meddelte pris, forudsat at den endelige auktionspris er den pris, der er meddelt i den pågældende budrunde.

    8.   Volumenbuddet i en hvilken som helst budrunde pr. netbruger må ikke være højere end den kapacitet, der udbydes i en specifik auktion. Volumenbuddet pr. netbruger til en specifik pris må ikke være højere end det volumenbud, som samme netbruger har afgivet i den foregående runde, undtagen hvis stk. 16 finder anvendelse.

    9.   Bud kan frit afgives, ændres og tilbagekaldes under en budrunde, forudsat at alle bud overholder stk. 8. Gyldige bud er gældende, indtil de ændres eller tilbagekaldes.

    10.   Forud for den pågældende auktion fastlægges og offentliggøres et stort og et lille pristrin pr. sammenkoblingspunkt og pr. standardkapacitetsprodukt. Det lille pristrin fastsættes således, at en stigning med et helt antal små pristrin svarer til en stigning med et stort pristrin.

    11.   Formålet med at fastlægge det store pristrin er, for så vidt det med rimelighed er muligt, at minimere auktionsprocessens varighed. Formålet med at fastlægge det lille pristrin er, for så vidt det med rimelighed er muligt, at minimere den ikke-solgte kapacitet, hvis auktionen slutter ved en pris, der er højere end mindsteprisen.

    12.   Hvis den samlede efterspørgsel blandt alle netbrugerne ikke er større end den kapacitet, der udbydes ved udløbet af den første budrunde, afsluttes auktionen.

    13.   Hvis den samlede efterspørgsel blandt alle netbrugerne er større end den udbudte kapacitet ved afslutningen af den første budrunde eller en efterfølgende budrunde, indledes der endnu en budrunde med en pris, der er prisen i den foregående budrunde plus et stort pristrin.

    14.   Hvis den samlede efterspørgsel blandt alle netbrugerne er lig med den kapacitet, der udbydes ved udløbet af den anden budrunde eller en efterfølgende budrunde, afsluttes auktionen.

    15.   Når der indtræffer underbud første gang, reduceres prisen, og der indledes endnu en budrunde. Prisen ved den nye budrunde er den pris, der var gældende i budrunden forud for førstegangsunderbuddet plus det lille pristrin. Der indledes yderligere budrunder, hvor prisen er sat op med det lille pristrin, indtil den samlede efterspørgsel blandt alle netbrugerne er mindre end eller lig med den udbudte kapacitetsmængde — og auktionen slutter så på dette tidspunkt.

    16.   Volumenbuddet pr. netbruger i alle budrunder, hvor der anvendes små pristrin, må ikke være større end det volumenbud, som samme netbruger har afgivet i den budrunde, der gik forud for førstegangsunderbuddet. Volumenbuddet pr. netbruger til et specifikt lille pristrin skal være lig med eller mindre end det volumenbud, som samme netbruger har afgivet i den foregående budrunde, hvor der anvendtes små pristrin. Volumenbuddet pr. netbruger i alle budrunder, hvor der anvendes små pristrin, skal være lig med eller større end det volumenbud, der afgives af samme netbruger under den budrunde, hvor der var tale om førstegangsunderbud.

    17.   Hvis den samlede efterspørgsel blandt alle netbrugerne er større end den udbudte kapacitet i den budrunde, hvor prisen er som den, der førte til førstegangsunderbuddet, minus ét lille pristrin, afsluttes auktionen. Den endelige auktionspris er den pris, der førte til førstegangsunderbuddet, og de antagne bud er de bud, der blev afgivet i løbet af den oprindelige budrunde, hvor førstegangsunderbud fandt sted.

    18.   Efter hver budrunde offentliggøres efterspørgslen fra alle netbrugere i en specifik auktion, så snart det med rimelighed er muligt, i aggregeret form.

    19.   Den pris, der meddeles for den sidste budrunde, hvor auktionen afsluttes, betragtes som den endelige auktionspris ved den specifikke auktion, medmindre stk. 17 finder anvendelse.

    20.   Alle netbrugere, der har afgivet gyldige volumenbud til den endelige auktionspris, får tildelt kapacitet alt efter deres volumenbud til den endelige auktionspris. Hvis ny kapacitet udbydes, er tildelingen af ny kapacitet betinget af resultatet af den økonomiske test i henhold til artikel 22. Netbrugere, hvis bud antages, betaler den endelige auktionspris for den specifikke auktion, som kan være en fast eller en variabel pris, jf. artikel 24 i forordning (EU) 2017/460, og eventuelle andre gebyrer, der måtte gælde på det tidspunkt, hvor den kapacitet, de har fået tildelt, kan anvendes.

    21.   Efter hver afsluttet auktion offentliggøres slutresultatet af auktionen, herunder en samlet oversigt over tildelt kapacitet og den endelige auktionspris. Netbrugere, hvis bud antages, informeres om den kapacitetsmængde, de har fået tildelt, og der gives kun individuelle oplysninger til de berørte parter. Hvis ny kapacitet tildeles, gælder dette afsnit kun auktionsresultaterne for det udbudsniveau, der tilbyder den største kapacitetsmængde, som resulterede i en positiv økonomisk test i henhold til artikel 22, stk. 3.

    22.   Hvis en ascending clock-auktion ikke er afsluttet inden det planlagte starttidspunkt (ifølge auktionskalenderen) for den næste kapacitetsauktion vedrørende samme periode, afsluttes den første auktion, og der tildeles ingen kapacitet. Kapaciteten udbydes i den næste relevante auktion.

    Artikel 18

    Uniform price-auktionsalgoritme

    1.   I en uniform price-auktion er der en enkelt budrunde, hvor netbrugeren afgiver bud vedrørende både pris og mængde.

    2.   Under budrunden ved en given auktion kan netbrugere afgive op til 10 bud. Hvert bud behandles uafhængigt af de øvrige bud. Efter budrundens afslutning kan de resterende bud ikke ændres eller tilbagekaldes.

    3.   Et bud skal indeholde følgende oplysninger:

    a)

    identiteten af den netbruger, der byder

    b)

    det pågældende sammenkoblingspunkt og flowretningen

    c)

    det standardkapacitetsprodukt, der bydes på

    d)

    kapacitetsmængden for det pågældende standardkapacitetsprodukt, der bydes på, skal være mindre eller lig med den udbudte kapacitet i en specifik auktion

    e)

    den mindste kapacitetsmængde for det pågældende standardkapacitetsprodukt, som netbrugeren er villig til at blive tildelt i henhold til den relevante algoritme, i tilfælde af at netbrugeren ikke får tildelt den ønskede mængde, jf. litra d)

    f)

    budpriserne, som ikke må være lavere end den mindstepris, der anvendes for det pågældende standardkapacitetsprodukt, og som netbrugeren er villig til at betale for den kapacitet, der bydes på; bud med en budpris, der er lavere end mindsteprisen, accepteres ikke.

    4.   Transmissionssystemoperatøren rangordner alle bud vedrørende et givet standardkapacitetsprodukt efter budprisen med den højeste pris først.

    5.   Alle afgivne bud ved budrundens afslutning betragtes som bindende for de netbrugere, som mindst får tildelt den minimumskapacitetsmængde, de har forlangt, jf. stk. 3, litra e).

    6.   Med forbehold af stk. 7-10 tildeles der kapacitet til buddene ifølge prisrangordningen i stk. 4. Alle bud, til hvilke der tildeles kapacitet, betragtes som antagne bud. Efter hver tildeling af kapacitet reduceres den resterende ikke-tildelte kapacitet med samme mængde.

    7.   Efter at stk. 6 er anvendt, får en netbruger, hvis den kapacitetsmængde, denne netbruger har budt på, overstiger den resterende ikke-tildelte kapacitet (efter at der er tildelt kapacitet til netbrugere, der har afgivet højere bud), tildelt kapacitet svarende til den resterende ikke-tildelte kapacitet, jf. dog stk. 9.

    8.   Efter at stk. 7 er anvendt, tildeles den resterende ikke-tildelte mængde, hvis budprisen i to eller flere bud indeholder samme budpris, og den mængde resterende kapacitet, der samlet set er budt på ved disse bud, overstiger den resterende ikke-tildelte mængde, pro rata i forhold til de mængder, der er afgivet bud på, jf. dog stk. 9.

    9.   Hvis den mængde, der skal tildeles vedrørende et bud i henhold til stk. 6, 7 eller 8, er mindre end den mindst mulige kapacitetsmængde i henhold til stk. 3, litra e), ses der bort fra buddet, der bliver retligt ugyldigt, og der foretages en revideret tildeling mellem det eller de øvrige ligelydende prisbud i henhold til stk. 8, eller der foretages en tildeling til det næste bud, jf. stk. 6.

    10.   Hvis den resterende mængde, der skal tildeles vedrørende et bud i henhold til stk. 6, 7, 8 eller 9, er lig med nul, tildeles der ingen ny kapacitet til de øvrige bud. Disse bud betragtes som ikke-antagne.

    11.   Den endelige auktionspris fastlægges som prisen for det laveste antagne bud, hvis efterspørgslen overstiger udbuddet til mindsteprisen. I alle andre tilfælde er den endelige auktionspris lig med mindsteprisen. Netbrugere, hvis bud antages, betaler den endelige auktionspris for den specifikke auktion, som kan være en fast eller en variabel pris, jf. artikel 24 i forordning (EU) 2017/460, og eventuelle andre gebyrer, der måtte gælde på det tidspunkt, hvor den kapacitet, de har fået tildelt, kan anvendes.

    KAPITEL IV

    BUNDLING AF KAPACITET I SAMMENKOBLINGSPUNKTER

    Artikel 19

    Bundtede kapacitetsprodukter

    Transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden, skal i fællesskab og i henhold til følgende principper udbyde bundtede kapacitetsprodukter:

    1.

    På begge sider af et sammenkoblingspunkt udbydes al uafbrydelig kapacitet som bundtet kapacitet, for så vidt som der er disponibel uafbrydelig eller ny kapacitet på begge sider af sammenkoblingspunktet.

    2.

    Transmissionssystemoperatører udbyder kapacitet for det pågældende standardkapacitetsprodukt på en reservationsplatform, jf. artikel 37, i overensstemmelse med den gældende tildelingsprocedure, jf. kapitel III.

    3.

    Den bundtede kapacitet, som de pågældende transmissionssystemoperatører vil udbyde i et sammenkoblingspunkt, kontraheres via en enkelt tildelingsprocedure.

    4.

    Netbrugere skal overholde gældende betingelser og vilkår vedrørende transportkontrakt(-en)(-erne) med de pågældende transmissionssystemoperatører fra det tidspunkt, hvor der indgås kontrakt om transportkapaciteten.

    5.

    Hvis der er mere disponibel uafbrydelig kapacitet på den ene side af et sammenkoblingspunkt end på den anden side i et fastsat tidsrum, kan transmissionssystemoperatøren med mest disponibel uafbrydelig kapacitet udbyde en sådan ekstra kapacitet til netbrugere som et ikke-bundtet produkt, som angivet i auktionskalenderen og i henhold til følgende regler:

    a)

    hvis der foreligger en eksisterende kontrakt om ikke-bundtet transport på den anden side af sammenkoblingspunktet, kan der på ikke-bundtet basis udbydes kapacitet, som ikke overstiger mængden og varigheden i den eksisterende transportkontrakt på den anden side

    b)

    hvis en sådan ekstra kapacitet ikke kan henføres til stk. 5, litra a), kan den udbydes i en periode på højst ét år.

    6.

    En eventuel ikke-bundtet kapacitet, der er tildelt i overensstemmelse med stk. 5, kan anvendes og nomineres som sådan. Den kan også handles på det sekundære marked.

    7.

    Transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden, udarbejder en fælles nomineringsprocedure for bundtet kapacitet, der giver netbrugere mulighed for at nominere strømmen af deres bundtede kapacitet via en enkelt nominering.

    8.

    Forpligtelserne til at udbyde bundtet kapacitet gælder også, hvis relevant, for sekundære kapacitetsmarkeder. Kapacitet, der oprindelig er tildelt som bundtet kapacitet, kan kun gensælges som bundtet kapacitet på det sekundære marked, jf. dog stk. 1.

    9.

    Hvis to eller flere sammenkoblingspunkter forbinder de samme to nabostillede entry- og exitsystemer, skal de pågældende transmissionssystemoperatører, som støder op til hinanden, udbyde den disponible kapacitet i sammenkoblingspunkterne i ét virtuelt sammenkoblingspunkt. Hvis mere end to transmissionssystemoperatører er involveret, fordi kapaciteten i et eller begge entry- og exitsystemer markedsføres af mere end én transmissionssystemoperatør, omfatter det virtuelle sammenkoblingspunkt i videst muligt omfang alle disse transmissionssystemoperatører. I alle tilfælde etableres der kun et virtuelt sammenkoblingspunkt, hvis følgende betingelser er opfyldt:

    a)

    den totale tekniske kapacitet i de virtuelle sammenkoblingspunkter er lig med eller større end summen af den tekniske kapacitet i hvert af de sammenkoblingspunkter, der bidrager til de virtuelle sammenkoblingspunkter

    b)

    de fremmer økonomisk rentabel og effektiv anvendelse af systemet, herunder for eksempel ifølge reglerne i artikel 16 i forordning (EF) nr. 715/2009.

    Transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden, igangsætter den nødvendige analyse og etablerer fungerende virtuelle sammenkoblingspunkter senest den 1. november 2018.

    Artikel 20

    Tilpasning af de vigtigste betingelser og vilkår for bundtede kapacitetsprodukter

    1.   Inden den 6. januar 2018 skal ENTSO-G, efter en høring af interesseparterne, lave en fortegnelse over de vigtigste betingelser og vilkår i transmissionssystemoperatørernes transportkontrakt(-er) vedrørende bundtede kapacitetsprodukter. ENTSO-G analyserer nuværende transportkontrakter og identificerer og kategoriserer forskelle vedrørende de vigtigste betingelser og vilkår samt grundene til disse forskelle, og offentliggøre konklusionerne i en rapport.

    2.   På grundlag af den i stk. 1 omhandlede rapport skal ENTSO-G, efter at have hørt interesseparterne, inden 6 måneder efter offentliggørelse af rapporten udarbejde og offentliggøre en skabelon for de vigtigste betingelser og vilkår, som dækker kontraktuelle bestemmelser, der ikke skyldes grundlæggende forskelle i national lovgivning eller retspraksis, for udbuddet af bundtede kapacitetsprodukter.

    3.   Under iagttagelse af udtalelserne fra de nationale reguleringsmyndigheder skal agenturet inden for de efterfølgende 3 måneder fremsætte en udtalelse om skabelonen for de vigtigste betingelser og vilkår. Under hensyntagen til agenturets udtalelse offentliggør ENTSO-G på sin hjemmeside den endelige skabelon for de vigtigste betingelser og vilkår senest tre måneder efter modtagelsen af agenturets udtalelse.

    4.   Efter offentliggørelsen af den endelige skabelon for de vigtigste betingelser og vilkår kan transmissionssystemoperatører, under forudsætning af godkendelse fra den nationale reguleringsmyndighed, anvende de betingelser og vilkår, der indgår i skabelonen, på nye aftaler om bundtede kapacitetsprodukter.

    Artikel 21

    Bundling i tilfælde af eksisterende transportkontrakter

    1.   De netbrugere, der er parter i kontrakter om ikke-bundtet transport i de respektive sammenkoblingspunkter, skal søge at nå frem til en aftale om bundling af kapaciteten via kontraktuelle foranstaltninger (»bundlingarrangement«), jf. bestemmelserne herom i artikel 19. Disse netbrugere og transmissionssystemoperatører aflægger rapport til de relevante nationale reguleringsmyndigheder om alle bundlingarrangementer, der indgås af alle parter i eksisterende transportkontrakter.

    2.   De transmissionssystemoperatører, der er parter i de eksisterende transportkontrakter, kan til enhver tid deltage i drøftelserne om bundlingarrangementet på opfordring af de netbrugere, der er parter i de eksisterende transportkontrakter.

    3.   Fra den 1. januar 2018 skal transmissionsoperatørerne tilbyde netbrugere, der har mismatched ubundtet kapacitet på én side af et sammenkoblingspunkt, en gratis kapacitetskonverteringstjeneste. En sådan kapacitetskonverteringstjeneste gælder for års-, kvartals- eller månedskapacitetsprodukter for bundtet uafbrydelig kapacitet i det pågældende sammenkoblingspunkt, som netbrugeren var nødt til at købe, fordi en transmissionssystemoperatør i et tilstødende system udbød utilstrækkelig matchende ubundtet kapacitet på den anden side af sammenkoblingspunktet. Denne tjeneste skal tilbydes på et ikkediskriminerende grundlag og skal forhindre, at netbrugere pålægges yderligere gebyr for kapacitet, som de allerede indehaver. Navnlig skal betalinger for den del af den kontraktuelle bundtede kapacitet, som netbrugere allerede indehaver som mismatched ubundtet kapacitet, være begrænset til et eventuelt auktionstillæg. Denne tjeneste baseres på den konverteringsmodel, som ENTSO-G er ved at udvikle, og som skal være færdig senest den 1. oktober 2017 efter høring af interesseparterne og agenturet. Gennemførelsen kan lettes af de kapacitetsreserveringsplatforme, der er omhandlet i artikel 37. Anvendelsen af denne tjeneste indberettes årligt til de respektive nationale reguleringsmyndigheder.

    4.   Hvis der indgås aftale om et bundlingarrangement mellem de respektive netbrugere, skal de transmissionssystemoperatører, der er involveret i sammenkoblingspunktet, informeres af parterne i et sådant påtænkt bundlingarrangement uden unødig forsinkelse, og overførslen af den pågældende kapacitet gennemføres. Under alle omstændigheder gennemføres bundlingarrangementet således, at de gældende betingelser og vilkår for eksisterende beslægtede transportkontrakter ikke berøres. Når bundlingarrangementet er gennemført, behandles den pågældende kapacitet som bundtet kapacitet.

    5.   Under alle omstændigheder må perioden for bundlingarrangementer vedrørende kapacitet, der bundtes ved en ændring af de eksisterende kontrakter, ikke overstige perioden for de oprindelige transportkontrakter.

    6.   Al kapacitet skal hurtigst muligt bundtes. Eksisterende transportkontrakter for ikke-bundtet kapacitet kan ikke fornys, forlænges eller overføres efter deres udløbsdato. En sådan kapacitet bliver disponibel kapacitet på transportkontrakternes udløbsdato.

    KAPITEL V

    PROCES FOR NY KAPACITET

    Artikel 22

    Økonomisk test

    1.   Den økonomiske test, der fastsættes i denne artikel, skal udføres af transmissionsystemoperatør(-en)(-erne) eller af den nationale reguleringsmyndighed, som bestemt af den nationale reguleringsmyndighed, for hvert udbudsniveau i et projekt for ny kapacitet, efter at de involverede transmissionssystemoperatører har indhentet bindende tilsagn fra netbrugere om kontraktuel kapacitet, og skal omfatte følgende parametre:

    a)

    den aktuelle værdi af bindende tilsagn fra netbrugere om kontraktuel kapacitet, der beregnes som den diskonterede sum af følgende parametre:

    i)

    summen af de respektive anslåede referencepriser og et potentielt auktionstillæg og et potentielt ufravigeligt minimumstillæg ganget med mængden af ny kapacitet, der er indgået aftale om

    ii)

    summen af et potentielt auktionstillæg og et potentielt ufravigeligt minimumstillæg ganget med mængden af disponibel kapacitet, der er indgået aftale om i kombination med den ny kapacitet

    b)

    den aktuelle værdi af den anslåede stigning i transmissionssystemoperatørens tilladte eller tilsigtede indtægt knyttet til ny kapacitet inkluderet i det respektive udbudsniveau, som godkendt af den relevante nationale reguleringsmyndighed i henhold til artikel 28, stk. 2

    c)

    f-faktoren.

    2.   Resultatet af den økonomiske test skal være:

    a)

    positiv, hvis værdien for parameteren i stk. 1, litra a), er mindst lig med andelen af parameteren i stk. 1, litra b), defineret ved f-faktoren

    b)

    negativ, hvis værdien for parameteren i stk. 1, litra a), er mindre end andelen af parameteren i stk. 1, litra b), defineret ved f-faktoren.

    3.   Et projekt for ny kapacitet sættes i gang, hvis den økonomiske test viser et positivt resultat på begge sider af et sammenkoblingspunkt vedrørende mindst ét udbudsniveau, der inkluderer ny kapacitet. Hvis mere end et udbudsniveau ender med et positivt resultat i den økonomiske test, vil det udbudsniveau med den største kapacitetsmængde, der gav et positivt resultat, blive brugt i næste skridt mod igangsættelsen af projektet for ny kapacitet. Hvis intet udbudsniveau giver et positivt resultat, afsluttes den specifikke proces for ny kapacitet.

    Artikel 23

    F-faktoren

    1.   Når den økonomiske test, omhandlet i artikel 22, anvendes, fastsætter den nationale reguleringsmyndighed niveauet for f-faktoren for et givet udbudsniveau under hensyntagen til følgende:

    a)

    mængden af teknisk kapacitet, der er reserveret i henhold til artikel 8, stk. 8 og 9

    b)

    positive afledte omkostninger for projektet for ny kapacitet på markedet eller transmissionsnettet, eller begge steder

    c)

    perioden for netbrugeres bindende tilsagn for kontraktuel kapacitet sammenlignet med aktivets økonomiske levetid

    d)

    hvor længe efterspørgslen på kapacitet, der er fastlagt i projektet for ny kapacitet, kan forventes at vare ved ud over ophøret af den tidshorisont, der er brugt i den økonomiske test.

    2.   Hvis den økonomiske test giver et positivt resultat, skal investeringsomkostningerne forbundet med den ny kapacitet afspejles i en stigning i den tilladte eller tilsigtede indtægt i overensstemmelse med gældende nationale regler.

    Artikel 24

    Kombination til en enkelt økonomisk test

    1.   For at gøre udbuddet af bundtede kapacitetsprodukter lettere, kombineres de involverede transmissionssystemoperatørers individuelle økonomiske testparametre for et givet udbudsniveau til en enkelt økonomisk test.

    2.   Denne kombinerede økonomiske test består af følgende parametre:

    a)

    den aktuelle værdi af bindende tilsagn fra netbrugere om kontraktuel kapacitet, som er summen af de involverede transmissionssystemoperatørers værdier, jf. artikel 22, stk. 1, litra a)

    b)

    summen af de enkelte aktuelle værdier af den anslåede stigning i de involverede transmissionssystemoperatørers tilladte eller tilsigtede indtægt, som kan tillægges den ny kapacitet for et respektivt udbudsniveau

    c)

    f-faktoren, der definerer andelen af parameteren i litra b), der skal dækkes af parameteren i litra a), og som tillader alle de involverede transmissionssystemoperatører individuelt at dække deres forudgående fastlagte respektive andele.

    3.   Resultatet af den kombinerede økonomiske test skal være positiv, hvis alle underliggende økonomiske tests giver positive resultater, jf. artikel 22, stk. 2, litra a), under hensyntagen til en mulig omfordeling af indtægterne i henhold til stk. 4 og 5. I modsat fald er resultatet af den kombinerede økonomiske test negativ.

    4.   Hvis en omfordeling af indtægterne potentielt kan føre til færre bindende tilsagn fra netbrugere om kontraktuel kapacitet, der er nødvendig for et positivt resultat i en kombineret økonomisk test, kan transmissionssystemoperatører forelægge mekanismerne til omfordeling af indtægter fra ny kapacitet for de relevante nationale reguleringsmyndigheder med henblik på koordinerede godkendelser.

    5.   En omfordeling af indtægterne kan udføres på følgende måde:

    a)

    ved at kombinere de individuelle økonomiske testparametre til en enkelt økonomisk test

    b)

    såfremt den kombinerede økonomiske test giver et negativt resultat, og niveauet af bindende tilsagn fra netbrugere om kontraktuel kapacitet på den anden side overskrider det minimum, der kræves for at dække den individuelle, aktuelle værdi af stigningen i den tilladte eller tilsigtede indtægt til mindst en af de involverede transmissionssystemoperatører.

    Artikel 25

    Krav om offentliggørelse i forbindelse med den økonomiske test

    1.   For et givet projekt for ny kapacitet forelægger transmissionssystemoperatørerne den eller de relevante nationale reguleringsmyndigheder følgende oplysninger for hvert udbudsniveau til godkendelse:

    a)

    referencepriserne, beregnet for tidshorisonten af det første udbud af ny kapacitet, der bruges til udregning af parameteren i henholdsvis artikel 22, stk. 1, litra a), og 24, stk. 2, litra a), ved anvendelse af henholdsvis en separat eller en kombineret økonomisk test

    b)

    parametrene i artikel 22, stk. 1, litra b)-c) og artikel 24, stk. 2, litra b)-c), ved anvendelse af henholdsvis en separat eller en kombineret økonomisk test

    c)

    i givet fald intervallet for niveauet af det ufravigelige mindstetillæg, jf. artikel 33, stk. 4 i forordning (EU) 2017/460 for hvert udbudsniveau og sammenkoblingspunkt, anvendt i den første auktion og muligvis i efterfølgende auktioner, i hvilke ny kapacitet udbydes som fastlagt i artikel 33, stk. 3 i forordning (EU) 2017/460.

    2.   Efter godkendelsen fra den eller de relevante nationale reguleringsmyndigheder offentliggøres oplysningerne i stk. 1 af de implicerede transmissionssystemoperatører, jf. artikel 28, stk.3.

    Artikel 26

    Markedsefterspørgselsvurdering

    1.   Umiddelbart efter starten på den årlige årskapacitetsauktion og i hvert tilfælde i hvert ulige år skal transmissionssystemoperatører samarbejde om vurderingen af markedsefterspørgslen efter ny kapacitet og om udførelsen af tekniske undersøgelser af projekter for ny kapacitet for så vidt angår deres fælles sammenkoblingspunkter. Den første efterspørgselsvurdering gennemføres i 2017 fra denne forordnings ikrafttræden.

    2.   Senest 8 uger efter starten på den årlige årskapacitetsauktion og i hvert tilfælde i hvert ulige år, udarbejder de implicerede transmissionssystemoperatører på hver side af en entry- og exitsystemgrænse fælles vurderingsrapporter over markedsefterspørgslen, der hver især dækker alle sammenkoblingspunkterne i mindst en entry- og exitsystemgrænse. Markedsvurderingsrapporten skal omfatte en evaluering af den fremadrettede efterspørgsel efter ny kapacitet for alle netbrugere, jf. artikel 8, og oplyse, om et projekt for ny kapacitet er igangsat.

    3.   Vurderingsrapporten over markedsefterspørgslen offentliggøres på et eller flere af medlemsstatens officielle sprog og i videst muligt omfang på engelsk på de implicerede transmissionssystemoperatørers hjemmesider senest 16 uger efter starten på den årlige årskapacitetsauktion og mindst hvert ulige år.

    4.   ENTSO-G koordinerer og bistår med færdiggørelsen af vurderingsrapporterne over markedsefterspørgslen, bl.a. ved at stille en standardskabelon til rådighed og ved at offentliggøre rapporterne på ENTSO-G's hjemmeside.

    5.   Hvis netbrugere udtrykker interesse for ny kapacitet senest 8 uger efter starten på den årlige årsauktion i lige år, kan de implicerede transmissionssystemoperatører indvillige i også at udføre en markedsefterspørgselsvurdering i et lige år, forudsat at:

    a)

    processen i artikel 26-30 kan afsluttes før starten på den næste efterspørgselsvurderingscyklus, jf. stk. 1, og

    b)

    auktionskalenderen respekteres.

    6.   Transmissionssystemoperatører skal tage hensyn til ikkebindende efterspørgselstilkendegivelser afgivet senest 8 uger efter starten på den årlige årsauktion i den igangværende markedsefterspørgselsvurdering.

    7.   Transmissionssystemoperatører kan tage hensyn til ikkebindende efterspørgselstilkendegivelser afgivet efter tidsfristen i stk. 6 i den igangværende markedsefterspørgselsvurdering eller tage dem op i den næste markedsefterspørgselsvurdering.

    8.   De ikkebindende efterspørgselstilkendegivelser i stk. 6 og 7 skal mindst omfatte følgende:

    a)

    de to eller flere tilstødende entry- og exitsystemer, mellem hvilke der er udtrykt interesse for ny kapacitet — på en eller begge sider af et sammenkoblingspunkt — samt den ønskede retning

    b)

    gasår(-et)(-ene), for hvilke der er udtrykt interesse for ny kapacitet

    c)

    mængden af efterspurgt kapacitet mellem de respektive entry- og exitsystemer

    d)

    oplysninger om ikkebindende efterspørgselstilkendegivelser, som er eller vil blive afgivet til andre transmissionssystemoperatører, hvis sådanne tilkendegivelser er knyttet til hinanden, såsom efterspørgsel efter kapacitet i flere forskellige forbundne sammenkoblingspunkter.

    9.   Netbrugere skal angive, om deres efterspørgsel er underlagt betingelser for så vidt angår stk. 8, litra a)-d).

    10.   Transmissionssystemoperatører skal svare på ikkebindende efterspørgselstilkendegivelser inden for 16 uger efter starten på den årlige årsauktion eller inden for 8 uger efter modtagelsen af efterspørgselstilkendegivelser i henhold til artikel 7. Svaret skal som minimum angive følgende:

    a)

    om transmissionssystemoperatørerne kan tage den tilkendegivne efterspørgsel i betragtning i den igangværende proces, eller

    b)

    om, i tilfælde af efterspørgselstilkendegivelser i henhold til artikel 7, de er tilstrækkelige til at overveje igangsættelsen af en proces for ny kapacitet, jf. artikel 5, eller

    c)

    i hvilken vurderingsrapport over markedsefterspørgsel, jf. artikel 3, den tilkendegivne efterspørgsel vil blive vurderet, forudsat at den tilkendegivne efterspørgsel ikke kan tages i betragtning under litra a) eller b), hvilket skal begrundes.

    11.   En transmissionssystemoperatør kan opkræve gebyrer for aktiviteter, der skyldes fremsendelsen af ikkebindende efterspørgselstilkendegivelser. Sådanne gebyrer skal afspejle administrationsudgifterne forbundet med fremsendelsen af efterspørgselstilkendegivelser, de er betinget af en godkendelse fra den relevante nationale reguleringsmyndighed, og de skal offentliggøres på transmissionssystemoperatørens hjemmeside. Gebyrerne refunderes til den respektive netbruger, hvis den økonomiske test på mindst et udbudsniveau, som inkluderer ny kapacitet i det respektive sammenkoblingspunkt, er positiv.

    12.   Vurderingsrapporten over markedsefterspørgsel skal tage hensyn til alle følgende kriterier:

    a)

    hvorvidt den tiårsnetudviklingsplan, der gælder for hele EU, identificerer et fysisk kapacitetshul, hvorved en specifik region bliver underforsynet i et scenarie med rimelig spidsbelastning, og hvor udbuddet af ny kapacitet i det pågældende sammenkoblingspunkt kunne lukke hullet, eller en national netudviklingsplan identificerer et konkret og vedvarende fysisk transportbehov

    b)

    hvorvidt der ikke er noget standardårskapacitetsprodukt, der forbinder to tilstødende entry- og exitsystemer, disponibelt i den årlige årskapacitetsauktion vedrørende det år, hvor ny kapacitet kunne udbydes for første gang og i de 3 efterfølgende år, fordi der er indgået aftale om al kapacitet

    c)

    hvorvidt netbrugere har afgivet ikkebindende efterspørgselstilkendegivelser, der anmoder om ny kapacitet for en række år, og alle andre økonomiske virkemidler til at maksimere tilgængeligheden af eksisterende kapacitet er opbrugt.

    13.   Vurderingsrapporten over markedsefterspørgsel skal mindst indeholde følgende oplysninger:

    a)

    en konklusion om, hvorvidt der bør igangsættes et projekt for ny kapacitet

    b)

    de aggregerede, ikkebindende efterspørgselstilkendegivelser modtaget inden 8 uger efter starten på den årlige årskapacitetsauktion i året for offentliggørelsen af den respektive efterspørgselsvurderingsrapport

    c)

    de aggregerede, ikkebindende efterspørgselstilkendegivelser afgivet efter tidsfristen, jf. stk. 6, under den forrige proces for ny kapacitet, hvis disse efterspørgselstilkendegivelser ikke blev taget i betragtning under den forrige efterspørgselsvurdering

    d)

    de aggregerede, ikkebindende efterspørgselstilkendegivelser afgivet i henhold til stk. 7, hvis transmissionssystemoperatørerne har besluttet at tage dem i betragtning i den igangværende markedsefterspørgselsvurdering

    e)

    en vurdering af den forventede mængde, retning og varighed af efterspørgsel efter ny kapacitet i sammenkoblingspunkterne med hvert tilstødende entry- og exitsystem eller sammenkoblingslinjer

    f)

    en konklusion med hensyn til, om der vil blive udført tekniske undersøgelser af projekter for ny kapacitet, med angivelse af, hvilke sammenkoblingspunkter og hvilke forventede efterspørgselsniveauer der er tale om

    g)

    foreløbige tidsplaner for projektet for ny kapacitet, tekniske undersøgelser og høringen, jf. artikel 27, stk. 3

    h)

    en konklusion med hensyn til, hvilke eventuelle gebyrer, der indføres, jf. artikel 10

    i)

    arten og, hvis tilgængelig, den aggregerede størrelse på betingede efterspørgselstilkendegivelser, jf. artikel 9

    j)

    hvordan transmissionssystemoperatører har til hensigt at anvende artikel 11, stk. 3, med hensyn til begrænsning af det antal år, der tilbydes på den årlige årskapacitetsauktion i løbet af processen for ny kapacitet.

    14.   Transmissionssystemoperatører og de relevante nationale reguleringsmyndigheder offentliggør respektive anlægspunkter for projekter for ny kapacitet, der er igangsat ved offentliggørelsen af vurderingsrapporten over markedsefterspørgsel og opdaterer regelmæssigt disse oplysninger igennem hele projektet.

    Artikel 27

    Designfasen

    1.   Dagen efter offentliggørelsen af vurderingsrapporten over markedsefterspørgsel starter designfasen, hvis efterspørgselsvurderingsrapporten har fastslået, at der er efterspørgsel efter projekter for ny kapacitet.

    2.   Transmissionssystemoperatører med aktiviteter i det givne sammenkoblingspunkt skal gennemføre tekniske undersøgelser for projekter for ny kapacitet med henblik på at designe projektet for ny kapacitet og samordnede udbudsniveauer baseret på teknisk gennemførlighed og vurderingsrapporten over markedsefterspørgsel.

    3.   Senest 12 uger efter designfasens start skal de implicerede transmissionssystemoperatører gennemføre en fælles offentlig høring om projektudkastet på et eller flere af medlemsstatens officielle sprog og i videst muligt omfang på engelsk i mindst 1 måned og højst 2 måneder. Operatører træffer alle rimelige foranstaltninger for at sikre koordinering på tværs af landegrænserne.

    Høringen skal som minimum omfatte følgende elementer:

    a)

    en beskrivelse af projektet for ny kapacitet inklusive et omkostningsestimat

    b)

    udbudsniveauerne for bundtede kapacitetsprodukter i sammenkoblingspunkterne

    c)

    hvis relevant, baseret på de betingede efterspørgselstilkendegivelser, transmissionssystemoperatørernes foreslåede alternative tildelingsmekanisme inklusive begrundelse

    d)

    foreløbige tidsplaner for projektet for ny kapacitet

    e)

    generelle regler og vilkår, som en netbruger skal acceptere for at deltage og få adgang til kapacitet i processen for ny kapacitets bindende kapacitetstildelingsfase, inklusive eventuel sikkerhed, der skal stilles af netbrugere, og hvordan mulige forsinkelser i leveringen af kapacitet eller eventuelle afbrydelser i projektet behandles kontraktligt

    f)

    hvis der anvendes en fastprismetode for projektet for ny kapacitet, elementerne IND og RP beskrevet i artikel 24, litra b), i forordning (EU) 2017/460.

    g)

    niveauet for brugertilsagn, udtrykt som et skøn af f-faktoren anvendt i overensstemmelse med artikel 23, som, efter rådføring med transmissionssystemoperatørerne, er foreslået og efterfølgende godkendt af de implicerede nationale reguleringsmyndigheder

    h)

    eventuelle yderligere modtagne efterspørgselstilkendegivelser, jf. artikel 26, stk. 7

    i)

    om det er sandsynligt, at den ny kapacitet medfører en vedvarende, signifikant reduktion i brugen af anden ikke-afskreven gasinfrastruktur i det samme og tilstødende entry- og exitsystemer eller langs den samme gastransportrute.

    4.   I forbindelse med designet af samordnede udbudsniveauer skal transmissionssystemoperatørerne arbejde tæt sammen med de implicerede nationale reguleringsmyndigheder og samordne på tværs af landegrænser for at muliggøre udbud af ny kapacitet som bundtede produkter. Projektudkastet og designet af samordnede udbudsniveauer skal tage hensyn til resultaterne fra den i stk. 3 omhandlede høring.

    Artikel 28

    Godkendelse og offentliggørelse

    1.   Efter høringen og afslutningen af designfasen for et projekt for ny kapacitet, jf. artikel 27, skal de implicerede transmissionssystemoperatører fremlægge projektforslaget for et projekt for ny kapacitet for den relevante nationale reguleringsmyndighed for at opnå koordinerede godkendelser. Projektoplægget skal også offentliggøres af de implicerede transmissionssystemoperatører på et eller flere af medlemsstatens officielle sprog og i videst muligt omfang på engelsk og skal mindst indeholde følgende oplysninger:

    a)

    alle udbudsniveauer, der afspejler omfanget af forventet efterspørgsel på ny kapacitet i de relevante sammenkoblingspunkter som følge af processerne omhandlet i artikel 27, stk. 3, og artikel 26

    b)

    de generelle regler og vilkår, som en netbruger skal acceptere for at deltage i og få adgang til kapacitet i den bindende kapacitetstildelingsfase i processen for ny kapacitet, inklusive eventuel sikkerhed, der skal stilles af netbrugere, og hvordan mulige forsinkelser i leveringen af kapacitet eller eventuel afbrydelse af projektet behandles kontraktligt

    c)

    tidsplaner for projektet for ny kapacitet, inklusive eventuelle ændringer i forhold til høringen beskrevet i artikel 27, stk. 3, og forholdsregler for at undgå forsinkelser og minimere virkningen af forsinkelser

    d)

    parametrene fastlagt i artikel 22, stk. 1

    e)

    om en ekstraordinært udvidet tidshorisont for kontraktuel kapacitet for en yderligere periode på op til 5 år, ud over tildelingen på op til 15 år efter starten på den driftsmæssige brug, er nødvendig, jf. artikel 30

    f)

    i givet fald den foreslåede alternative tildelingsmekanisme, inklusive begrundelse, jf. artikel 30, stk. 2, såvel som betingelserne, der er godkendt af transmissionssystemoperatøren for den bindende periode, jf. artikel 30, stk. 3

    g)

    hvis der anvendes en fastprismetode for projektet for ny kapacitet, elementerne beskrevet i artikel 24, litra b), i forordning (EU) 2017/460.

    2.   Inden for 6 måneder efter modtagelsen af det komplette projektforslag fra den sidste af de relevante reguleringsmyndigheder, offentliggør disse nationale reguleringsmyndigheder koordinerede beslutninger om projektforslaget defineret i stk. 1 på et eller flere af medlemsstatens officielle sprog og i videst muligt omfang på engelsk. Beslutningerne omfatter begrundelsen for beslutningerne og oversættes som minimum til engelsk. De nationale reguleringsmyndigheder skal informere hinanden om modtagelsen af projektforslaget og dets fuldstændighed for at bestemme starten af perioden på 6 måneder.

    Ved udarbejdelsen af den nationale reguleringsmyndigheds beslutning skal hver national reguleringsmyndighed overveje de andre implicerede nationale reguleringsmyndigheders synspunkter. Under alle omstændigheder skal de nationale reguleringsmyndigheder tage eventuelt skadelige indvirkninger på konkurrencen eller det indre gasmarkeds effektivitet i forbindelse med projektet for ny kapacitet med i deres betragtninger,

    Hvis en relevant national reguleringsmyndighed gør indsigelse mod det forelagte projektforslag, skal den informere de andre implicerede nationale reguleringsmyndigheder hurtigst muligt. I så fald skal alle implicerede nationale reguleringsmyndigheder træffe alle rimelige foranstaltninger for at samarbejde og nå frem til en fælles aftale.

    Hvis de relevante nationale reguleringsmyndigheder ikke kan nå til enighed om den foreslåede alternative tildelingsmekanisme inden for perioden på 6 måneder, der er omhandlet i første afsnit, beslutter agenturet, hvilken alternativ tildelingsmekanisme, der skal anvendes, ved at følge processen i artikel 8, stk. 1, i forordning (EF) nr. 713/2009.

    3.   Efter offentliggørelsen af de relevante nationale reguleringsmyndigheders beslutninger, jf. stk. 2, og ikke senere end 2 måneder før udbuddet af ny kapacitet i den årlige årskapacitetsauktion, skal transmissionssystemoperatørerne i fællesskab offentliggøre en meddelelse på et eller flere af medlemsstatens officielle sprog og i videst muligt omfang på engelsk, der indeholder følgende minimumsoplysninger:

    a)

    oplysningerne fastsat i stk. 1, som godkendt af de nationale reguleringsmyndigheder

    b)

    en skabelon for de med den udbudte kapacitet forbundne kontrakter.

    Artikel 29

    Salg af ny kapacitet på auktion

    1.   Efter afslutning af trinene i artikel 27 skal de implicerede transmissionssystemoperatører udbyde den ny kapacitet sammen med den respektive disponible kapacitet på den årlige årskapacitetsauktion som bundtede standardprodukter på ascending clock-auktioner, jf. artikel 17, som standard, og i overensstemmelse med artikel 8, stk. 8 og 9, og artikel 19.

    2.   Auktionerne for de respektive udbudsniveauer gennemføres sideløbende og uafhængigt af hinanden i henhold til artikel 17, dog med forbehold af artikel 8, stk. 2. Der auktioneres kun samordnede udbudsniveauer.

    3.   For at mindske potentielle auktionstillæg og opnå et positivt økonomisk testresultat på det højest mulige udbudsniveau kan en ny auktion iværksættes, men kun en gang, hvis:

    a)

    transmissionssystemoperatørerne havde fastsat mindst to udbudsniveauer før starten på de auktionerne, der er beskrevet i stk. 2, og

    b)

    mindst et udbudsniveau slog fejl og førte til en negativ økonomisk test, og

    c)

    det næste lavere udbudsniveau af de laveste fejlslagne udbudsniveauer medførte en positiv økonomisk test og blev godkendt med et auktionstillæg for mindst et årligt standardkapacitetsprodukt.

    Hvis disse betingelser er opfyldt, kan den nye auktion iværksættes for det laveste fejlslagne udbudsniveau, jf. litra b).

    4.   Hvis den nye auktion ikke giver et positivt økonomisk testresultat, har tildelingsresultaterne fra den oprindelige auktion forrang, jf. litra c), i overensstemmelse med artikel 17, stk. 20 og 21.

    Artikel 30

    Principper for alternative tildelingsmekanismer

    1.   En alternativ tildelingsmekanisme omfatter maksimum 15 år efter starten på den driftsmæssige brug. Hvis den økonomiske test ikke blev bestået baseret på 15 års bestillinger, kan de nationale reguleringsmyndigheder ekstraordinært udvide tidshorisonten med op til yderligere 5 år.

    2.   En alternativ tildelingsmekanisme kan anvendes, med forbehold af de nationale reguleringsmyndigheders godkendelse, hvis det er rimeligt på grundlag af efterspørgselsvurderingsrapporten, jf. artikel 26, eller høringen fastsat i artikel 27, stk. 3, at antage, at en ascending clock-auktion ikke er egnet, og at projektet for ny kapacitet opfylder begge de følgende betingelser:

    a)

    det involverer mere end to entry- og exitsystemer, og der ønskes bud langs flere sammenkoblingspunkter under tildelingsproceduren

    b)

    bud for en periode på mere end et år efterspørges.

    3.   I en alternativ tildelingsmekanisme kan netbrugere afgive bindende yderligere bud på kontraktuel kapacitet, jf. en eller flere af følgende betingelser, præciseret af transmissionssystemoperatører i det godkendte projektforslag, jf. artikel 28, stk. 1:

    a)

    tilsagn, der sammenknytter eller udelukker tilsagn i andre sammenkoblingspunkter

    b)

    tilsagn omfattende et antal af forskellige årlige standardkapacitetsprodukter i et sammenkoblingspunkt

    c)

    tilsagn, der er betinget af tildelingen af en specifik eller mindste mængde af kapacitet.

    4.   Den alternative tildelingsmekanisme er betinget af godkendelse fra den implicerede nationale reguleringsmyndighed, jf. artikel 28, stk.2. Mekanismen skal være gennemsigtig og ikke-diskriminerende, men kan dog tillade prioritering af reservationsperiode eller bud på større mængder kapacitet for et standardårskapacitetsprodukt.

    5.   Hvis enten reservationsperiode eller bud på højere kapacitetsmængder prioriteres, skal de nationale reguleringsmyndigheder beslutte at reservere en mængde på mindst 10 % og højst 20 % af den tekniske kapacitet på hver side af sammenkoblingspunkterne, når artikel 8, stk. 8, anvendes. Kapacitet, der på denne måde reserveres, skal udbydes i henhold til artikel 8, stk. 7.

    Artikel 31

    Overgangsbestemmelser

    Hvis der er tale om projekter for ny kapacitet, som er igangsat før denne forordnings ikrafttræden, finder artikel 26-30 anvendelse, medmindre sådanne projekter har fået de relevante godkendelser for kapacitetstildeling af de respektive nationale reguleringsmyndigheder inden den 1. august 2017.

    KAPITEL VI

    AFBRYDELIG KAPACITET

    Artikel 32

    Tildeling af afbrydelige tjenester

    1.   Fra den 1. januar 2018 må transmissionssystemoperatører kun udbyde standardkapacitetsprodukter for afbrydelig kapacitet for en periode på mere end et døgn, hvis det tilsvarende måneds-, kvartals- eller årsstandardkapacitetsprodukt for uafbrydelig kapacitet blev solgt med et auktionstillæg, var udsolgt eller ikke blev udbudt.

    2.   Transmissionssystemoperatører udbyder et dagsprodukt for afbrydelig kapacitet i begge retninger i sammenkoblingspunkter, hvor det respektive standardkapacitetsprodukt for uafbrydelig kapacitet var udsolgt et døgn frem eller ikke blev udbudt. I énvejssammenkoblingspunkter, hvor der kun udbydes uafbrydelig kapacitet i den ene retning, skal transmissionssystemoperatører mindst udbyde et dagsprodukt for afbrydelig kapacitet i den anden retning.

    3.   Hvis der udbydes afbrydelig kapacitet, må den ikke påvirke mængden af udbudt uafbrydelig kapacitet negativt. Transmissionssystemoperatører må ikke reservere kapacitet, der kan udbydes som uafbrydelig kapacitet, med henblik på at udbyde den som afbrydelig kapacitet.

    4.   I det omfang der udbydes andre produkter for afbrydelig kapacitet end dagsprodukter, gælder de samme standardkapacitetsprodukter for uafbrydelig kapacitet også for afbrydelig kapacitet, for så vidt angår produkternes varighed.

    5.   I det omfang der udbydes afbrydelig kapacitet, tildeles den via en auktionsproces med undtagelse af afbrydelig intradag-kapacitet.

    6.   Afbrydelig intradag-kapacitet tildeles ved hjælp af en overnomineringsprocedure.

    7.   Afbrydelig intradag-kapacitet tildeles kun, når uafbrydelig kapacitet, uanset om det er teknisk kapacitet eller yderligere kapacitet, er udsolgt.

    8.   Hvis der afholdes auktioner for afbrydelige produkter, som er længere end intradag-produkter, offentliggør transmissionssystemoperatørerne om muligt de mængder af afbrydelig kapacitet, der udbydes, inden auktionsprocessen begynder.

    9.   Hvis der udbydes afbrydelig kapacitet, tildeles denne på en separat auktion, efter at uafbrydelig kapacitet af ens varighed er blevet tildelt, men inden auktionen over uafbrydelig kapacitet med kortere varighed begynder — med undtagelse af afbrydelig intradag-kapacitet.

    10.   Hvis der udbydes auktioner over afbrydelig kapacitet, gennemføres disse i overensstemmelse med samme designprincipper og tidsrammer, som gælder for uafbrydelig kapacitet. De nøjagtige tidsrammer, der gælder for auktioner over afbrydelig kapacitet, skal fremgå i detaljer i auktionskalenderen — med undtagelse af afbrydelig intradag-kapacitet. For så vidt angår årlige årskapacitetsauktioner, årlige kvartalskapacitetsauktioner og alle rullende månedskapacitetsauktioner underretter transmissionssystemoperatørerne en uge inden auktionsstart netbrugerne om mængden af afbrydelig kapacitet, der udbydes. Hvis en auktion for uafbrydelig kapacitet ikke er lukket på den planlagte startdag for afbrydelig kapacitet, må auktionerne for afbrydelig kapacitet ikke åbne senere end den næste hverdag efter lukningen af de respektive auktioner for uafbrydelig kapacitet. I sådanne tilfælde, skal enhver ændring i den udbudte mængde meddeles mindst 12 timer før den respektive auktion for afbrydelig kapacitet.

    Artikel 33

    Mindstefrister for afbrydelser

    1.   Der skal findes mindstefrister for afbrydelse af afbrydelig kapacitet, og de skal fastsættes i fællesskab af de transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden.

    2.   Standardmindstefristen for afbrydelse af en given gastime er 45 minutter efter starten på renomineringscyklussen for den pågældende gastime. Hvis to transmissionssystemoperatører ønsker en kortere frist for afbrydelser, skal enhver aftale herom mellem transmissionssystemoperatørerne godkendes af den kompetente nationale reguleringsmyndighed.

    Artikel 34

    Koordinering af afbrydelsesproces

    Den transmissionssystemoperatør, der tager initiativ til afbrydelsen, underretter den relevante transmissionssystemoperatør, der støder op til vedkommende. De transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden, underretter hurtigst muligt deres respektive berørte netbrugere, dog under behørig hensyntagen til oplysningernes pålidelighed.

    Artikel 35

    Fastlagt sekvens for afbrydelser

    1.   Den rækkefølge, hvori afbrydelserne finder sted, hvis det samlede antal nomineringer overstiger den mængde gas, som kan strømme i et bestemt sammenkoblingspunkt, fastlægges ud fra det kontraktlige ikrafttrædelsestidspunkt for de respektive transportkontrakter på afbrydelig basis. I tilfælde af afbrydelser har transportkontrakter, som er trådt i kraft på et tidligere tidspunkt, forrang for transportkontrakter, der er trådt i kraft senere.

    2.   Hvis to eller flere nomineringer efter anvendelse af proceduren i stk. 1 rangordnes på samme plads med hensyn til afbrydelsesrækkefølge, og hvis transmissionssystemoperatøren ikke afbryder dem alle, anvendes der en pro rata-reduktion af disse specifikke nomineringer.

    3.   For at tage højde for forskellene mellem de forskellige tjenester vedrørende afbrydelig kapacitet inden for EU, gennemfører og koordinerer de transmissionssystemoperatører, der støder op til hinanden, de fælles procedurer, der er omhandlet i denne artikel på »sammenkoblingspunkt for sammenkoblingspunkt«-basis.

    Artikel 36

    Grunde til afbrydelser

    Transmissionssystemoperatører skal angive grundene til afbrydelser enten direkte i deres kontrakter vedrørende afbrydelig transport eller i de generelle betingelser og vilkår, der gælder for disse kontrakter. Grunde til afbrydelser kan for eksempel være gaskvalitet, tryk, temperatur, flowmønstre, anvendelse af uafbrydelige kontrakter, vedligeholdelse, »upstream«- eller »downstream«-begrænsninger, forpligtelser til offentlig tjeneste samt kapacitetshåndtering som følge af procedurerne for håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

    KAPITEL VII

    PLATFORME TIL KAPACITETSRESERVATION

    Artikel 37

    Platforme til kapacitetsreservation

    1.   Transmissionssystemoperatørerne anvender denne forordning ved at udbyde kapacitet ved hjælp af én eller et begrænset antal fælles webbaserede reservationsplatforme. Transmissionssystemoperatørerne kan drive sådanne platforme selv eller via en aftalt part, der om nødvendigt handler på deres vegne over for netbrugerne.

    2.   Følgende regler gælder for fælles reservationsplatforme:

    a)

    reglerne og procedurerne for udbud og tildeling af al kapacitet, som angivet i kapitel III gælder

    b)

    gennemførelse af en proces vedrørende udbud af uafbrydelig bundtet kapacitet, som angivet i kapitel IV, har forrang

    c)

    der skal forefindes funktionaliteter for netbrugere med henblik på at udbyde og erhverve sekundær kapacitet

    d)

    for at anvende reservationsplatformenes tjenester skal netbrugerne være indforstået med og overholde alle gældende lovbestemte og kontraktlige krav, der giver dem mulighed for at reservere og anvende kapacitet på de pågældende transmissionssystemoperatørers net i henhold til en transportkontrakt

    e)

    kapacitet i et enkelt sammenkoblingspunkt eller virtuelt sammenkoblingspunkt udbydes kun på én reservationsplatform, men en transmissionssystemoperatør kan udbyde kapacitet i forskellige sammenkoblingspunkter eller virtuelle sammenkoblingspunkter via forskellige reservationsplatforme.

    3.   Inden for 6 måneder efter ikrafttrædelsen af denne forordning indgår alle transmissionssystemoperatører en kontraktuel aftale om kun at bruge én reservationsplatform, hvorfra der udbydes kapacitet til begge sider af deres respektive sammenkoblingspunkter eller virtuelle sammenkoblingspunkter. Hvis der ikke indgås en aftale mellem transmissionssystemoperatørerne inden for denne periode, henviser transmissionssystemoperatørerne straks sagen til de respektive nationale reguleringsmyndigheder. De nationale reguleringsmyndigheder vælger sammen, inden for en periode på yderligere 6 måneder fra henvisningsdatoen, reservationsplatformen for en periode på højst 3 år. Hvis de nationale reguleringsmyndigheder ikke er i stand til at vælge én reservationsplatform inden for 6 måneder fra henvisningsdatoen, finder artikel 8, stk. 1, i forordning (EF) nr. 731/2009 anvendelse. Agenturet bestemmer, hvilken reservationsplatform, der skal bruges i det specifikke sammenkoblingspunkt eller virtuelle sammenkoblingspunkt i en periode på højst 3 år.

    4.   Hvis valget af reservationsplatform i et sammenkoblingssted eller virtuelt sammenkoblingssted blev foretaget af enten de nationale reguleringsmyndigheder eller af agenturet, indgår transmissionssystemoperatørerne en kontraktuel aftale om brugen af en reservationsplatform senest ved udgangen af den af de nationale reguleringsmyndigheder og agenturet valgte periode, jf. stk. 3, sidste punktum. Hvis ingen kontraktuel aftale indgås, genoptages proceduren i stk. 3.

    5.   Etablering af én eller et begrænset antal fælles reservationsplatforme skal muliggøre og forenkle reservering af kapacitet på sammenkoblingspunkterne overalt i unionen til fordel for netbrugerne. Hvor det er hensigtsmæssigt, skal ENTSO-G og agenturet fremme denne proces.

    6.   For stigninger i den tekniske kapacitet offentliggøres tildelingsresultaterne på den reservationsplatform, der bruges til at auktionere eksisterende kapacitet, og for nyskabt kapacitet, hvor den aktuelt ikke findes, på en fælles reservationsplatform, som de relevante transmissionssystemoperatører er enedes om

    KAPITEL VIII

    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

    Artikel 38

    Gennemførelse og overvågning

    1.   For at bistå agenturet i dets overvågningsopgaver, jf. artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 715/2009, skal ENTSO-G kontrollere og analysere, hvordan transmissionssystemsoperatører har gennemført denne forordning i henhold til artikel 8, stk. 8 og 9, i forordning (EF) nr. 715/2009. ENTSO-G skal i særdeleshed sikre gennemførelsen og rigtigheden af alle relevante oplysninger fra transmissionssystemoperatørerne. ENTSO-G skal fremlægge disse oplysninger for agenturet inden den 31. marts 2019.

    2.   Transmissionssystemoperatørerne skal for ENTSO-G fremlægge alle de oplysninger, der er nødvendige, for at ENTSO-G kan overholde sine forpligtelser, jf. stk.1, inden den 31. december 2018.

    3.   Forretningsmæssigt følsomme oplysninger behandles fortroligt af ENTSO-G og agenturet.

    4.   Inden 6. april 2019 skal agenturet inden for rammerne af sine overvågningsopgaver rapportere om betingelserne angivet i kontrakterne for standardkapacitetsprodukter for uafbrydelig kapacitet, under henvisning til deres effekt på effektiv netbrug og koordineringen af Unionens gasmarked. De relevante reguleringsmyndigheder og transmissionssystemoperatørerne skal bistå agenturet i dets vurdering.

    Artikel 39

    Ophævelse

    Forordning (EU) nr. 984/2013 ophæves.

    Henvisninger til den ophævede forordning læses som henvisninger til nærværende forordning.

    Artikel 40

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra dens ikrafttræden.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 16. marts 2017.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 211 af 14.8.2009, s. 36.

    (2)  Kommissionens forordning (EU) nr. 984/2013 af 14. oktober 2013 om fastsættelse af netregler for mekanismer for kapacitetstildeling i gastransmissionssystemer og supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 (EUT L 273 af 15.10.2013, s. 5).

    (3)  Kommissionens forordning (EU) 2015/703 af 30. april 2015 om fastsættelse af netregler om interoperabilitet og dataudveksling (EUT L 113 af 1.5.2015, s. 13).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 94).

    (5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 713/2009 af 13. juli 2009 om oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 1).

    (6)  Kommissionens forordning (EU) 2017/460 af 16. marts 2017 om fastsættelse af en netregel for harmoniserede transmissionstarifstrukturer for gas (se side 29 i denne EUT).

    (7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 994/2010 af 20. oktober 2010 om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden og ophævelse af Rådets direktiv 2004/67/EF (EUT L 295 af 12.11.2010, s. 1).


    Top