Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017D0177

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/177 af 31. januar 2017 om foreneligheden af det fælles forslag om at oprette »rav«-godstogskorridoren med artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 913/2010 (meddelt under nummer C(2017) 141)

    C/2017/0141

    EUT L 28 af 2.2.2017, p. 69–70 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2017/177/oj

    2.2.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 28/69


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/177

    af 31. januar 2017

    om foreneligheden af det fælles forslag om at oprette »rav«-godstogskorridoren med artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 913/2010

    (meddelt under nummer C(2017) 141)

    (Kun den polske, den slovakiske, den slovenske og den ungarske udgave er autentiske)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 913/2010 af 22. september 2010 om et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport (1), særlig artikel 5, stk. 6, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I overensstemmelse med artikel 5, stk. 5, i forordning (EU) nr. 913/2010 har ministerierne med ansvar for jernbanetransport i Ungarn, Republikken Polen, Den Slovakiske Republik og Republikken Slovenien sendt Kommissionen en hensigtserklæring, som den modtog den 7. april 2016. Skrivelsen omfattede et forslag om at oprette »rav«-godstogskorridoren i de pågældende fire medlemsstaters territorium.

    (2)

    Kommissionen har undersøgt dette forslag i henhold til artikel 5, stk. 6, i forordning (EU) nr. 913/2010 og finder, at det er i overensstemmelse med forordningens artikel 5 af de nedenfor anførte årsager.

    (3)

    De kriterier, der er fastsat i forordningens artikel 4, er blevet indarbejdet i forslaget. Den foreslåede godstogskorridor, der strækker sig over flere end tre medlemsstater, forbedrer forbindelserne mellem søhavne ved Adriaterhavet i Republikken Slovenien samt flodhavne ved Donau i Ungarn og Den Slovakiske Republik. Den forbedrer også forbindelserne til de store intermodale godstogsterminaler i de deltagende medlemsstater og udgør en direkte rute for godstransport øst for Alperne. Den kan også fremme udviklingen af jernbanetrafik med Serbien og potentielt forbedre jernbanetrafikken over EU's grænse mod øst og landbroen Europa-Asien.

    (4)

    Desuden viser resultaterne af de markedsundersøgelser, der er til støtte for »rav«-godstogskorridoren, at der eksisterer en efterspørgsel på den rute, der foreslås, herunder adgangen til havnene over land via det vestlige Ungarn til og fra havnen i Koper og trafikken mellem de østlige regioner i Polen, Slovakiet og Ungarn. Studierne viser, at der er potentiale til et skift i transportform og til en stigning i trafikken langs korridoren.

    (5)

    De berørte infrastrukturforvaltere har udtrykt deres fulde støtte til denne nye godstogskorridor, og ifølge hensigtserklæringen har de potentielle ansøgere udtrykt interesse for at anvende den.

    (6)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 21 i forordning (EU) nr. 913/2010 —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Hensigtserklæringen modtaget den 7. april 2016 om oprettelse af »rav«-godstogskorridoren sendt til Kommissionen af ministerierne med ansvar for jernbanetransport i Ungarn, Republikken Polen, Den Slovakiske Republik og Republikken Slovenien, hvori det foreslås, at ruten Koper — Ljubljana –/Zalaszentivan — Sopron/Csorna –/(ungarsk-serbiske grænse) — Kelebia — Budapest –/– Komárom — Leopoldov/Rajka — Bratislava — Žilina — Katowice/Krakow — Warszawa/Łuków — Terespol — (polsk-hviderussiske grænse) bliver den primære rute for »rav«-jernbanegodskorridoren, er i overensstemmelse med artikel 5 i forordning (EU) nr. 913/2010.

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til Ungarn, Republikken Polen, Den Slovakiske Republik og Republikken Slovenien.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 31. januar 2017.

    På Kommissionens vegne

    Violeta BULC

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 276 af 20.10.2010, s. 22.


    Top