Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016R1426

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1426 af 25. august 2016 om forlængelse af godkendelsen af aktivstoffet ethofumesat, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (EØS-relevant tekst)

    C/2016/5414

    EUT L 231 af 26.8.2016, p. 34–38 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2016/1426/oj

    26.8.2016   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 231/34


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2016/1426

    af 25. august 2016

    om forlængelse af godkendelsen af aktivstoffet ethofumesat, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (1), særlig artikel 20, stk. 1, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Godkendelsen af aktivstoffet ethofumesat, jf. del A i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (2), udløber den 31. juli 2017.

    (2)

    Der blev i overensstemmelse med artikel 1 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 844/2012 (3) indgivet en ansøgning om forlængelse af godkendelsen af ethofumesat inden for den tidsfrist, der er fastsat i nævnte artikel.

    (3)

    Ansøgeren indsendte de supplerende dossierer, som kræves i henhold til artikel 6 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 844/2012. Den rapporterende medlemsstat fandt, at ansøgningen var fuldstændig.

    (4)

    Den rapporterende medlemsstat udarbejdede en vurderingsrapport vedrørende forlængelse i samråd med den medrapporterende medlemsstat og forelagde den for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) og Kommissionen den 28. januar 2015.

    (5)

    Autoriteten fremsendte vurderingsrapporten vedrørende forlængelse til ansøgeren og medlemsstaterne, således at de kunne fremsætte bemærkninger hertil, og videresendte de modtagne bemærkninger til Kommissionen. Autoriteten gjorde det supplerende sammenfattende dossier tilgængeligt for offentligheden.

    (6)

    Den 18. december 2015 meddelte autoriteten Kommissionen sin konklusion (4) om, hvorvidt ethofumesat kan forventes at opfylde godkendelseskriterierne i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1107/2009. Kommissionen forelagde udkastet til vurderingsrapport vedrørende forlængelse af godkendelsen af ethofumesat for Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 8. marts 2016.

    (7)

    Ansøgeren fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til vurderingsrapporten vedrørende forlængelse.

    (8)

    Det er med hensyn til et eller flere repræsentative anvendelsesformål for mindst ét plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder aktivstoffet, fastslået, at godkendelseskriterierne i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt.

    (9)

    Godkendelsen af ethofumesat bør derfor forlænges.

    (10)

    Risikovurderingen for forlængelse af godkendelsen af ethofumesat er baseret på et begrænset antal repræsentative anvendelsesformål, hvilket dog ikke begrænser, hvilke anvendelsesformål plantebeskyttelsesmidler, der indeholder ethofumesat, kan godkendes til. Anvendelsen bør derfor ikke fortsat begrænses til anvendelse som herbicid.

    (11)

    Det er imidlertid, i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1107/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 6, og på grundlag af den foreliggende videnskabelige og tekniske viden, nødvendigt at fastsætte visse betingelser og begrænsninger. Der bør navnlig fastsættes maksimumsgrænser for to toksikologisk relevante urenheder i aktivstoffet som industrielt fremstillet.

    (12)

    I henhold til artikel 20, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009 sammenholdt med artikel 13, stk. 4, i samme forordning bør bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 ændres.

    (13)

    Udløbsdatoen for ethofumesat blev forlænget ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/950 (5) for at gøre det muligt at afslutte fornyelsesprocessen, inden godkendelsen af stoffet udløber. Da der er blevet truffet afgørelse om fornyelse forud for den forlængede udløbsdato, bør nærværende forordning imidlertid anvendes fra den 1. november 2016

    (14)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Forlængelse af aktivstoffets godkendelse

    Godkendelsen af aktivstoffet ethofumesat, som opført i bilag I, forlænges på de betingelser, der er fastsat i samme bilag.

    Artikel 2

    Ændringer af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011

    Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 ændres som angivet i bilag II til nærværende forordning.

    Artikel 3

    Ikrafttræden og anvendelsesdato

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 1. november 2016.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 25. august 2016.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.

    (2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer (EUT L 153 af 11.6.2011, s. 1).

    (3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 844/2012 af 18. september 2012 om fastsættelse af de fornødne bestemmelser til gennemførelse af fornyelsesproceduren for aktivstoffer, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EUT L 252 af 19.9.2012, s. 26).

    (4)  EFSA Journal 2016;14(1):4374, 141 s. doi:10.2903/j.efsa.2016.4374.

    (5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/950 af 15. juni 2016 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår forlængelse af godkendelsesperioderne for aktivstofferne 2,4-DB, beta-cyfluthrin, carfentrazonethyl, Coniothyrium minitans stamme CON/M/91-08 (DSM 9660), cyazofamid, deltamethrin, dimethenamid-p, ethofumesat, fenamidon, flufenacet, flurtamon, foramsulfuron, fosthiazat, imazamox, iodosulfuron, iprodion, isoxaflutol, linuron, maleinhydrazid, mesotrion, oxasulfuron, pendimethalin, picoxystrobin, silthiofam og trifloxystrobin (EUT L 159 af 16.6.2016, s. 3).


    BILAG I

    Almindeligt anvendt navn, identifikationsnr.

    IUPAC-navn

    Renhed (1)

    Dato for godkendelse

    Udløbsdato for stoffets godkendelse

    Særlige bestemmelser

    Ethofumesat

    CAS-nr.: 26225-79-6

    CIPAC-nr.: 233

    (RS)-2-ethoxy-2,3-dihydro-3,3-dimethylbenzofuran-5-yl methansulfonat

    ≥ 970 g/kg

    Følgende urenheder betragtes som et toksikologisk problem og må ikke overskride nedenstående grænseværdier i det tekniske materiale:

    EMS, ethylmethansulfonat: højst 0,1 mg/kg

    iBMS, isobutylmethansulfonat: højst 0,1 mg/kg

    1. november 2016

    31. oktober 2031

    Med henblik på gennemførelsen af de i artikel 29, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1107/2009 nævnte ensartede principper skal der tages hensyn til konklusionerne i vurderingsrapporten vedrørende forlængelse af godkendelsen af ethofumesat, særlig tillæg I og II.

    Ved denne samlede vurdering skal medlemsstaterne være særlig opmærksomme på:

    risikoen for vandorganismer.

    Anvendelsesbetingelserne skal omfatte risikobegrænsende foranstaltninger, hvis det er relevant.


    (1)  Den reviderede vurderingsrapport indeholder yderligere oplysninger om aktivstoffets identitet og specifikation.


    BILAG II

    I bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 foretages følgende ændringer:

    1)

    I del A udgår angivelse 29 vedrørende ethofumesat.

    2)

    I del B tilføjes følgende:

    Nummer

    Almindeligt anvendt navn, identifikationsnr.

    IUPAC-navn

    Renhed (*)

    Dato for godkendelse

    Udløbsdato for stoffets godkendelse

    Særlige bestemmelser

    »102

    Ethofumesat

    CAS-nr.: 26225-79-6

    CIPAC-nr.: 233

    (RS)-2-ethoxy-2,3-dihydro-3,3-dimethylbenzofuran-5-yl methansulfonat

    ≥ 970 g/kg

    Følgende urenheder betragtes som et toksikologisk problem og må ikke overskride nedenstående grænseværdier i det tekniske materiale:

    EMS, ethylmethansulfonat: højst 0,1 mg/kg

    iBMS, isobutylmethansulfonat: højst 0,1 mg/kg

    1. november 2016

    31. oktober 2031

    Med henblik på gennemførelsen af de i artikel 29, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1107/2009 nævnte ensartede principper skal der tages hensyn til konklusionerne i vurderingsrapporten vedrørende forlængelse af godkendelsen af ethofumesat, særlig tillæg I og II.

    Ved denne samlede vurdering skal medlemsstaterne være særlig opmærksomme på:

    risikoen for vandorganismer.

    Anvendelsesbetingelserne skal omfatte risikobegrænsende foranstaltninger, hvis det er relevant.«


    (*)  Den reviderede vurderingsrapport indeholder yderligere oplysninger om aktivstoffets identitet og specifikation.


    Top