Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016D0883

    Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2016/883 af 31. maj 2016 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende standardsikkerhedsforanstaltninger, alarmniveauer og krisestyring i Kommissionen i medfør af artikel 21 i afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 om sikkerhedsbeskyttelse i Kommissionen

    C/2016/3341

    EUT L 146 af 3.6.2016, p. 25–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2016/883/oj

    3.6.2016   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 146/25


    KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU, Euratom) 2016/883

    af 31. maj 2016

    om gennemførelsesbestemmelser vedrørende standardsikkerhedsforanstaltninger, alarmniveauer og krisestyring i Kommissionen i medfør af artikel 21 i afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 om sikkerhedsbeskyttelse i Kommissionen

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

    under henvisning til Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 af 13. marts 2015 om sikkerhedsbeskyttelse i Kommissionen (1), særlig artikel 21, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Formålet med gennemførelsesbestemmelserne vedrørende standardsikkerhedsforanstaltninger, alarmniveauer og krisestyring er at tilvejebringe passende niveauer for fysisk beskyttelse af personer, lokaliteter eller andre aktiver i overensstemmelse med de identificerede risici samt at sikre en effektiv og rettidig levering af sikkerhedsbeskyttelse.

    (2)

    Det er nødvendigt at revidere og forenkle den sikkerhedsordning vedrørende alarmniveauer, som indførtes ved Kommissionens afgørelse 2007/65/EF (2) med henblik på at gøre den mere effektiv og fleksibel som reaktion på sikkerhedstrusler.

    (3)

    Oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten som et funktionelt uafhængigt EU-organ nødvendiggør en ændring af de gældende bestemmelser om alarmniveauer for så vidt angår omsorgspligten for Kommissionens personale. EU-Udenrigstjenesten har ansvaret for sikkerheden for så vidt angår EU-delegationernes lokaliteter og det personale, der arbejder der.

    (4)

    Denne afgørelse er genstand for en kommissionsafgørelse om bemyndigelse til fordel for medlemmet af Kommissionen med ansvar for sikkerhedsanliggender, i fuld overensstemmelse med forretningsordenen, jf. artikel 21 i afgørelse (EU, Euratom) 2015/443.

    (5)

    Afgørelse 2007/65/EF bør derfor ophæves —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    KAPITEL 1

    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    Artikel 1

    Definitioner

    Foruden de definitioner, der er fastsat ved artikel 1 i afgørelse (EU, Euratom) 2015/443, forstås ved:

    »alarmniveau«: et sæt sikkerhedsforanstaltninger, der skal sørge for et bestemt niveau for fysisk beskyttelse af personer, lokaliteter eller andre aktiver i Kommissionen i overensstemmelse med sikkerhedstruslen.

    Artikel 2

    Genstand og anvendelsesområde

    1.   Ved denne afgørelse fastsættes alarmniveauforanstaltninger i overensstemmelse med afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 i forventning om eller som reaktion på trusler og hændelser, som påvirker sikkerhedsbeskyttelsen i Kommissionen, samt krisestyringsforanstaltninger.

    2.   Kommissionens lokaliteter er omfattet af en sikkerhedsordning, der består af standardsikkerhedsforanstaltninger og tre alarmniveauer. Disse standardsikkerhedsforanstaltninger og alarmniveauer angives med farvekoder: HVID svarer til standardsikkerhedsforanstaltningerne, mens GUL, ORANGE og RØD svarer til de forhøjede trusselsniveauer.

    3.   Denne afgørelse finder anvendelse på alle kommissionstjenestegrene og i alle Kommissionens lokaliteter i og uden for Den Europæiske Union med den ansvarsfordeling, der er omhandlet i artikel 4.

    Artikel 3

    Alarmniveauer

    1.   Når der ikke er konstateret nogen særlige trusler eller hændelser, der påvirker den fysiske beskyttelse af personer, bygninger eller andre aktiver i Kommissionen, anvendes standardsikkerhedsforanstaltningerne (HVID). De anvendes dagligt og er udformet således, at de sikrer et passende sikkerhedsbeskyttelsesniveau.

    2.   Når der fremsættes trusler eller indtræffer hændelser, som påvirker den fysiske beskyttelse af personer, bygninger eller andre aktiver, og som kan have en negativ indvirkning på Kommissionen eller dens evne til at udføre sit arbejde, anvendes det GULE alarmniveau.

    3.   Når der fremsættes trusler, som påvirker den fysiske beskyttelse af personer, lokaliteter eller andre aktiver, og disse trusler er rettet specifikt mod Kommissionen eller dens evne til at udføre sit arbejde, anvendes det ORANGE alarmniveau, også selv om det konkrete mål eller tidspunkt for angrebet ikke er fastslået.

    4.   Når der fremsættes trusler om et nært forestående angreb, som påvirker den fysiske beskyttelse af personer, lokaliteter eller andre aktiver, og disse trusler er rettet specifikt mod Kommissionen eller dens evne til at udføre sit arbejde, anvendes det RØDE alarmniveau.

    Artikel 4

    Ansvarsfordeling

    1.   Medlemmet af Kommissionen med ansvar for sikkerhedsanliggender:

    a)

    træffer i samråd med andre EU-institutioner og andre relevante EU-organer afgørelse om ændring af alarmniveauet

    b)

    beslutter efter råd fra Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed, hvilke af de specifikke foranstaltninger i forbindelse med alarmniveauet der i lyset af den øjeblikkelige sikkerhedssituation skal gennemføres, og hvilke yderligere foranstaltninger der skal træffes

    c)

    informerer formanden og de øvrige medlemmer af Kommissionen om enhver beslutning, der træffes i medfør af denne artikel.

    2.   Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed:

    a)

    har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse i alle Kommissionens lokaliteter i Den Europæiske Unions medlemsstater

    b)

    varetager den eksterne kontakt, jf. artikel 18, stk. 2, i afgørelse (EU, Euratom) 2015/443, i tilfælde af trusler eller hændelser, som påvirker den fysiske beskyttelse af personer, bygninger eller andre aktiver i Kommissionen

    c)

    træffer i hastetilfælde de afgørelser, der er omhandlet i stk. 1, litra a) og b). Efter at have truffet sådanne foranstaltninger informerer Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed hurtigst muligt medlemmet af Kommissionen med ansvar for sikkerhedsanliggender om foranstaltningerne og begrunder dem

    d)

    overvåger løbende sikkerhedstrusler og sikkerhedsrisici.

    3.   Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse i alle dets kontorer i tredjelande.

    4.   Generaldirektoratet for Kommunikation har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse i Kommissionens repræsentationer og regionale repræsentationer.

    5.   Generaldirektoratet for Det Fælles Forskningscenter har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse i Kommissionens Fælles Forskningscenters lokaliteter.

    6.   Ovennævnte generaldirektorater kan i hastetilfælde træffe yderligere sikkerhedsforanstaltninger i overensstemmelse med nærværende afgørelse og afgørelse (EU, Euratom) 2015/443. Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed skal straks underrettes om de pågældende foranstaltninger.

    Artikel 5

    Foranstaltninger

    1.   Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed træffer og gennemfører sikkerhedsforanstaltninger i overensstemmelse med afgørelse (EU, Euratom) 2015/443. Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed opstiller og gennemfører en ikke-udtømmende liste over foranstaltninger.

    2.   Alarmniveauforanstaltningerne skal være i nøje overensstemmelse med afgørelse (EU, Euratom) 2015/443. Alarmniveauerne fastlægges i nært samarbejde med de kompetente tjenestegrene i andre EU-institutioner og andre relevante EU-organer og med den eller de medlemsstater, der er værter for Kommissionens lokaliteter.

    3.   I offentlige områder angives alarmniveauerne ved hjælp af et farvekodet signalsystem, idet farven varierer alt efter alarmniveauet.

    4.   Sikkerhedsforanstaltningerne under »HVID« beskrives nærmere i en sikkerhedsmeddelelse i nøje overensstemmelse med artikel 21, stk. 2, i afgørelse (EU, Euratom) 2015/443.

    KAPITEL 2

    DIVERSE OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

    Artikel 6

    Gennemsigtighed

    Denne afgørelse bekendtgøres for Kommissionens ansatte og alle personer, der er omfattet af den.

    Artikel 7

    Ophævelse

    Kommissionens afgørelse 2007/65/EF ophæves.

    Artikel 8

    Ikrafttræden

    Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 31. maj 2016.

    På Kommissionens vegne

    For formanden

    Kristalina GEORGIEVA

    Næstformand


    (1)  EUT L 72 af 17.3.2015, s. 41.

    (2)  Kommissionens afgørelse 2007/65/EF af 15. december 2006 om fastlæggelse af Kommissionens standardsikkerhedsforanstaltninger og beredskabsniveauer og om ændring af dens forretningsorden med hensyn til operationelle procedurer for forvaltning af krisesituationer (EUT L 32 af 6.2.2007, s. 144).


    Top