Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015R2206

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2206 af 30. november 2015 om ændring af forordning (EF) nr. 1238/95 for så vidt angår de gebyrer, som skal betales til EF-sortsmyndigheden

    EUT L 314 af 1.12.2015, p. 22–24 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2015/2206/oj

    1.12.2015   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 314/22


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/2206

    af 30. november 2015

    om ændring af forordning (EF) nr. 1238/95 for så vidt angår de gebyrer, som skal betales til EF-sortsmyndigheden

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (1) (i det følgende benævnt »grundforordningen«), særlig artikel 113,

    efter høring af EF-Sortsmyndighedens administrationsråd, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Det fastlægges i artikel 3, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1238/95 (2), at præsidenten for EF-Sortsmyndigheden (i det følgende benævnt »sortsmyndigheden«) kan tillade andre former for betaling af gebyrer og tillægsgebyrer, herunder indlevering eller fremsendelse af checks. Det må dog anses for at være for besværligt for indehavere at kræve checks som betalingsmiddel. Det er desuden nødvendigt at sikre elektroniske betalinger.

    (2)

    I henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1238/95 skal en person, der indbetaler gebyrer eller tillægsgebyrer, angive sit navn og betalingsformålet. I betragtning af at sortsmyndigheden kan modtage en indbetaling, for hvilken det ikke er muligt at fastslå indbetalerens identitet og refundere denne person, ville det være hensigtsmæssigt, at sortsmyndigheden tilbageholder pengene som andre indtægter.

    (3)

    Artikel 7 i forordning (EF) nr. 1238/95 indeholder bestemmelser vedrørende størrelsen af det ansøgningsgebyr, som skal betales til sortsmyndigheden for behandling af ansøgninger om meddelelse af EF-sortsbeskyttelse. For at sikre en effektiv og hurtig behandling af ansøgninger er det vigtigt at opfordre til, at ansøgninger indgives elektronisk via en webformular. Det ville derfor være hensigtsmæssigt at nedsætte gebyret for behandling af ansøgninger, som indgives elektronisk.

    (4)

    Ordlyden i artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1238/95 vedrørende bemyndigelse af og overdragelse til afdelinger og nationale organer bør tilpasses til grundforordningen.

    (5)

    Ved artikel 7, stk. 7, i forordning (EF) nr. 1238/95 fastsættes der bestemmelser om tilbagebetaling af ansøgningsgebyrer for ansøgninger, som ikke er gyldige efter grundforordningens artikel 50. På baggrund af sortsmyndighedens erfaring med omkostningerne i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om meddelelse af EF-sortsbeskyttelse, som ikke er gyldige, bør det ansøgningsgebyr, som sortsmyndigheden opkræver, reduceres.

    (6)

    Artikel 8 i forordning (EF) nr. 1238/95 omhandler gebyrer for teknisk afprøvning af en sort. Det bør præciseres, at hvis der er udarbejdet en afprøvningsrapport om resultatet af en teknisk afprøvning, som allerede er udført af en bemyndiget prøvningsmyndighed forud for datoen for ansøgning om EF-sortsbeskyttelse som omhandlet i artikel 8, stk. 5, skal gebyret fastsættes af præsidenten for sortsmyndigheden efter samråd med sortsmyndighedens administrationsråd.

    (7)

    Det fastlægges i artikel 12, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 1238/95, at præsidenten for sortsmyndigheden fastsætter størrelsen af gebyrerne med hensyn til sortsmyndighedens officielle tidende. Den regelmæssigt udkommende officielle tidende udkommer kun elektronisk og ikke længere på tryk, og den gengiver indholdet i sortsmyndighedens databaser. En sådan publikation kræver ikke nogen supplerende ressourcer, og derfor bør et særligt gebyr afskaffes.

    (8)

    Artikel 13 i forordning (EF) nr. 1238/95 omhandler tillægsgebyrer. Erfaringerne viser, at ekstraarbejde for sortsmyndigheden, jf. artikel 13, stk. 1 og stk. 2, litra b), vedrørende sortsbetegnelser, der i første omgang ikke opfylder de fastlagte krav, eller vedrørende ændringer af sortsbetegnelser som følge af, at tredjemand har en ældre, kolliderende rettighed, er almindeligt forekommende og ikke kræver flere ressourcer. Tillægsgebyrer for sådant ekstraarbejde er derfor ikke berettigede.

    (9)

    Det faslægges i artikel 13, stk. 2, litra a), at sortsmyndigheden kan opkræve et tillægsgebyr til det årlige gebyr, hvis indehaveren har undladt at betale det årlige gebyr. I sådanne tilfælde kan sortsmyndigheden indlede en procedure for annullering af beskyttelsen. Erfaringerne viser, at sortsmyndigheden ikke opkræver et tillægsgebyr for manglende betaling af det årlige gebyr, og derfor bør denne bestemmelse udgå.

    (10)

    Artikel 93, stk. 3, og artikel 94 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1239/95 (3) er ikke medtaget i Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2009 (4). Artikel 14, stk. 3 og 4, i forordning (EF) nr. 1238/95, som henviser til disse bestemmelser, bør derfor udgå.

    (11)

    Forordning (EF) nr. 1238/95 bør derfor ændres.

    (12)

    Det ville være hensigtsmæssigt at lade de foreslåede ændringer finde anvendelse fra den 1. januar 2016, så det falder sammen med det nye regnskabsår for sortmyndighedens budget.

    (13)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Sortsbeskyttelse —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EF) nr. 1238/95 foretages følgende ændringer:

    a)

    I artikel 3, stk. 2, foretages følgende ændringer:

    i)

    [vedrører ikke den danske udgave]

    ii)

    litra d) affattes således:

    »d)

    elektronisk betaling, enten med betalingskort eller direkte debitering.«

    b)

    I artikel 5 indsættes som stk. 3:

    »3.   Hvis det, efter at have rettet en forespørgsel til den pågældende bank, ikke er muligt at bekræfte indbetalerens identitet og tilbagebetale beløbet til en bestemt person, betragtes beløbet som andre indtægter inden for de frister, der er fastsat i sortsmyndighedens egne finansielle bestemmelser, jf. artikel 112 i grundforordningen, og vedtaget af sortsmyndighedens administrationsråd.«

    c)

    I artikel 7 foretages følgende ændringer:

    i)

    Stk. 1 og 2 affattes således:

    »1.   En ansøger om EF-sortsbeskyttelse (»ansøgeren«) betaler et gebyr på 450 EUR for behandlingen af en ansøgning, som er indgivet elektronisk via en webformular gennem sortsmyndighedens onlineansøgningssystem.

    Ansøgeren betaler et ansøgningsgebyr på 650 EUR for behandlingen af en ansøgning, som er indgivet på anden måde end gennem sortsmyndighedens onlineansøgningssystem.

    2.   Ansøgeren foretager de for betalingen nødvendige handlinger, i overensstemmelse med artikel 3 i denne forordning, senest på datoen for ansøgningens direkte indgivelse til sortsmyndigheden eller for indgivelsen til en afdeling eller et nationalt organ, der er oprettet eller har fået overdraget varetagelsen af opgaven i medfør af grundforordningens artikel 30, stk. 4.«

    ii)

    Stk. 7 affattes således:

    »7.   Er ansøgningsgebyret modtaget, men ansøgningen ikke gyldig efter artikel 50 i grundforordningen, tilbageholder myndigheden 150 EUR af ansøgningsgebyret og tilbagebetaler resten, når den underretter ansøgeren om manglerne i ansøgningen.«

    d)

    I artikel 8, stk. 5, tilføjes følgende punktum:

    »Dette gebyrs størrelse fastsættes af præsidenten for sortsmyndigheden efter samråd med administrationsrådet og offentliggøres i sortsmyndighedens officielle tidende.«

    e)

    Artikel 12, stk. 1, litra c), udgår.

    f)

    Artikel 13 udgår.

    g)

    I artikel 14 udgår stk. 3 og 4.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den finder anvendelse fra den 1. januar 2016.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 30. november 2015.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EFT L 227 af 1.9.1994, s. 1.

    (2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1238/95 af 31. maj 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 for så vidt angår fastsættelsen af gebyrer til EF-sortsmyndigheden (EFT L 121 af 1.6.1995, s. 31).

    (3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1239/95 af 31. maj 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 for så vidt angår sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden (EFT L 121 af 1.6.1995, s. 37).

    (4)  Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2009 af 17. september 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 for så vidt angår sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden (EUT L 251 af 24.9.2009, s. 3).


    Top