EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015D2007

Rådets afgørelse (FUSP) 2015/2007 af 10. november 2015 om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina

EUT L 294 af 11.11.2015, p. 64–68 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 28/02/2017

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2015/2007/oj

11.11.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 294/64


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2015/2007

af 10. november 2015

om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 33 og artikel 31, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 19. januar 2015 afgørelse (FUSP) 2015/77 (1) om udnævnelse af Lars-Gunnar WIGEMARK til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) i Bosnien-Hercegovina. EUSR's mandat udløber den 31. oktober 2015.

(2)

EUSR's mandat bør forlænges for en yderligere periode på 16 måneder.

(3)

EUSR gennemfører mandatet under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den Europæiske Unions særlige repræsentant

Mandatet for Lars-Gunnar WIGEMARK som Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) i Bosnien-Hercegovina forlænges herved indtil den 28. februar 2017. Rådet kan beslutte, at EUSR's mandat afsluttes tidligere på grundlag af en vurdering fra Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og et forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).

Artikel 2

Politikmål

EUSR's mandat bygger på følgende af Unionens politikmål i Bosnien-Hercegovina (BiH): fortsatte fremskridt i stabiliserings- og associeringsprocessen med det formål at skabe et stabilt, levedygtigt, fredeligt og multietnisk og forenet BiH, der samarbejder fredeligt med sine naboer, og som uigenkaldeligt er på rette kurs mod medlemskab af Unionen. Unionen vil også fortsætte med at støtte gennemførelsen af den generelle rammeaftale for fred i BiH.

Artikel 3

Mandat

For at nå politikmålene har EUSR mandat til:

a)

at tilbyde råd fra Unionen og lette den politiske proces

b)

at sikre overensstemmelse og sammenhæng i Unionens indsats

c)

at lette fremskridt i forbindelse med politiske, økonomiske og europæiske prioriteter

d)

at overvåge og rådgive de udøvende og lovgivende myndigheder på alle regeringsniveauer i BiH og være forbindelsesled til myndigheder og politiske partier i BiH

e)

at sikre gennemførelsen af Unionens indsats inden for alle aktiviteter på retsstatsområdet og i forbindelse med reformen af sikkerhedssektoren, fremme Unionens overordnede koordinering af Unionens indsats og udstikke lokale politiske retningslinjer herfor i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet og korruption og i den forbindelse bistå HR og Kommissionen med vurderinger og vejledning i fornødent omfang

f)

at yde støtte til en styrket og mere effektiv grænseflade mellem strafferetssystemet og politiet i BiH

g)

at give den øverstbefalende for EU-styrken politiske retningslinjer om militære spørgsmål med en lokal politisk dimension, navnlig vedrørende følsomme operationer, forbindelserne med lokale myndigheder og forbindelserne med de lokale medier, uden at dette berører den militære kommandokæde; at konsultere den øverstbefalende for EU-styrken, inden der tages politiske skridt, som vil kunne påvirke sikkerhedssituationen

h)

at koordinere og gennemføre Unionens kommunikationsindsats vedrørende EU-spørgsmål over for offentligheden i BiH

i)

at fremme EU-integrationsprocessen gennem målrettede offentlige diplomatiske aktiviteter og Unionens outreachaktiviteter, der er bestemt til at sikre en bredere forståelse for og støtte til EU-relaterede spørgsmål hos offentligheden i BiH, herunder gennem inddragelse af lokale civilsamfundsaktører

j)

at bidrage til udviklingen og konsolideringen af respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i BiH i overensstemmelse med Unionens menneskerettighedspolitik og Unionens retningslinjer om menneskerettigheder

k)

at tage spørgsmålet om fuldt samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det Tidligere Jugoslavien (ICTY) op med de relevante bosnisk-hercegovinske myndigheder

l)

i overensstemmelse med EU-integrationsprocessen at rådgive og bistå ved, lette og overvåge den politiske dialog om de nødvendige forfatningsændringer

m)

at holde nære kontakter til og arbejde tæt sammen med Den Høje Repræsentant i BiH og andre relevante internationale organisationer, der arbejder i landet

n)

at rådgive HR i fornødent omfang om fysiske eller juridiske personer, der kunne blive omfattet af restriktive foranstaltninger i betragtning af situationen i BiH

o)

at bidrage til at sikre, at alle EU-instrumenter på området sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politikmål, uden at dette berører de gældende kommandokæder.

Artikel 4

Gennemførelse af mandatet

1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med referat til HR.

2.   PSC opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer inden for rammerne af mandatet, uden at dette berører HR's beføjelser.

3.   EUSR arbejder tæt sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og dennes relevante tjenestegrene.

Artikel 5

Finansiering

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden fra den 1. november 2015 til den 28. februar 2017 udgør 7 600 000 EUR.

2.   Udgifterne forvaltes efter de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget. Fysiske og juridiske personers deltagelse i EUSR's tildeling af offentlige kontrakter er åben og uden begrænsninger. Endvidere finder oprindelsesregler ikke anvendelse på varer, der indkøbes af EUSR.

3.   Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

Artikel 6

Sammensætning af medarbejderstaben

1.   Der udpeges et specifikt personale til at bistå EUSR med at gennemføre mandatet og bidrage til sammenhæng, synlighed og effektivitet i Unionens overordnede indsats i BiH. EUSR er inden for rammerne af mandatet og de tilsvarende finansielle midler, der stilles til rådighed, ansvarlig for at sammensætte medarbejderstaben. Medarbejderstaben skal have den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR holder Rådet og Kommissionen løbende underrettet om medarbejderstabens sammensætning.

2.   Medlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med EUSR. Løn til udstationerede medarbejdere afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat, den pågældende EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, kan også udstationeres ved EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.

3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats, EU-institutionens eller EU-Udenrigstjenestens administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse.

Artikel 7

Privilegier og immuniteter for EUSR og EUSR's medarbejderstab

De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og medarbejderne i EUSR's stab kan opfylde og afvikle mandatet uhindret, aftales om nødvendigt med værtsparterne. Medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten yder den fornødne støtte med henblik herpå.

Artikel 8

Sikkerheden i forbindelse med EU's klassificerede informationer

EUSR og medarbejderne i EUSR's stab overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2013/488/EU (2).

Artikel 9

Adgang til oplysninger og logistisk støtte

1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

2.   Alt efter tilfældet yder Unionens delegationer og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

Artikel 10

Sikkerhed

EUSR skal i overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med EUSR's mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i ansvarsområdet træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for alt personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved at:

a)

udarbejde en specifik sikkerhedsplan på grundlag af rådgivning fra EU-Udenrigstjenesten, der omfatter specifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for ansvarsområdet, samt styring af sikkerhedshændelser og herunder en beredskabs- og evakueringsplan

b)

sikre, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i ansvarsområdet

c)

sikre, at alle medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til ansvarsområdet på grundlag af de risikoratings, der er opstillet for dette område af EU-Udenrigstjenesten

d)

sikre, at alle vedtagne henstillinger, der udarbejdes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og aflægge skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i statusrapporten og rapporten om gennemførelse af mandatet til Rådet, HR og Kommissionen.

Artikel 11

Rapportering

EUSR aflægger regelmæssigt rapport til HR og PSC. EUSR aflægger også rapport til Rådets arbejdsgrupper efter behov. Der udsendes regelmæssigt rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender. I overensstemmelse med traktatens artikel 36 kan EUSR inddrages i underretningen af Europa-Parlamentet.

Artikel 12

Koordinering

1.   EUSR bidrager til, at Unionens aktion fremtræder som en helhed, er sammenhængende og effektiv og medvirker til at sikre, at alle Unionens instrumenter og medlemsstaternes aktioner sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politikmål. EUSR's aktiviteter koordineres med Kommissionens aktiviteter samt, hvor det er hensigtsmæssigt, med de aktiviteter, der udføres af andre EUSR'er, som er aktive i regionen. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Unionens delegationer.

2.   Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til cheferne for Unionens delegationer i regionen og medlemsstaternes missionschefer. De gør deres yderste for at bistå EUSR i gennemførelsen af dennes mandat. EUSR skal også holde forbindelse med internationale og regionale aktører på stedet og navnlig arbejde tæt sammen med Den Høje Repræsentant i BiH.

3.   Til støtte for Unionens krisestyringsoperationer forbedrer EUSR sammen med andre EU-aktører på stedet formidlingen og udvekslingen af oplysninger blandt disse EU-aktører med henblik på at opnå en høj grad af fælles forståelse og vurdering af situationen.

Artikel 13

Bistand i forbindelse med krav

EUSR og EUSR's medarbejderstab bistår ved tilvejebringelsen af elementer til at behandle alle krav og forpligtelser, der hidrører fra mandaterne fra de tidligere EUSR'er for BiH, og yder administrativ bistand og adgang til relevante sagsakter med henblik herpå.

Artikel 14

Revision

Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen skal løbende tages op til revision. EUSR forelægger Rådet, HR og Kommissionen en fremskridtsrapport inden udgangen af juni 2016 og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet inden udgangen af november 2016.

Artikel 15

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den anvendes fra den 1. november 2015.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. november 2015.

På Rådets vegne

P. GRAMEGNA

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/77 af 19. januar 2015 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina (EUT L 13 af 20.1.2015, s. 7).

(2)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).


Top