Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014R0591

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 591/2014 af 3. juni 2014 om forlængelse af overgangsperioderne vedrørende kapitalgrundlagskrav for eksponeringer for centrale modparter i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 og forordning (EU) nr. 648/2012 EØS-relevant tekst

EUT L 165 af 4.6.2014, pp. 31–32 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2014/591/oj

4.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/31


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 591/2014

af 3. juni 2014

om forlængelse af overgangsperioderne vedrørende kapitalgrundlagskrav for eksponeringer for centrale modparter i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 og forordning (EU) nr. 648/2012

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 497, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at undgå forstyrrelser af de internationale finansmarkeder og for ikke at stille institutter ugunstigt ved at lade dem være omfattet af strengere kapitalgrundlagskrav under proceduren for meddelelse af tilladelse til eller anerkendelse af en eksisterende central modpart (CCP) som en kvalificerende central modpart (QCCP) er der i artikel 497, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 575/2013 fastsat en overgangsperiode, i hvilken alle CCP'er, med hvilke institutter, der er etableret i Unionen, clearer transaktioner, vil blive anset for at være QCCP'er.

(2)

Forordning (EU) nr. 575/2013 ændrede også Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (2) for så vidt angår en række input til beregning af institutternes kapitalgrundlagskrav for eksponeringer for CCP'er. Ifølge artikel 89, stk. 5a, i forordning (EU) nr. 648/2012 skal visse CCP'er i en begrænset periode indberette det totale beløb af initialmargenen, som de har modtaget fra clearingmedlemmerne. Denne overgangsperiode afspejler den periode, der er fastsat i artikel 497 i forordning (EU) nr. 575/2013.

(3)

Overgangsperioderne i artikel 497, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 575/2013 og i artikel 89, stk. 5a, første og andet afsnit, i forordning (EU) nr. 648/2012 udløber den 15. juni 2014.

(4)

Artikel 497, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 bemyndiger Kommissionen til at vedtage en gennemførelsesretsakt med henblik på i undtagelsestilfælde at forlænge overgangsperioden med seks måneder. Denne forlængelse bør også gælde tidsfristerne i artikel 89, stk. 5a, i forordning (EU) nr. 648/2012.

(5)

Da proceduren for meddelelse af tilladelse til og anderkendelse af CCP'er stadig er i gang, bør overgangsperioderne i artikel 497, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 575/2013 og i artikel 89, stk. 5a, første og andet afsnit, i forordning (EU) nr. 648/2012 forlænges med seks måneder, dvs. indtil den 15. december 2014.

(6)

Hvis overgangsperioderne ikke forlænges, vil det for institutter etableret i Unionen (eller deres datterselskaber etableret uden for Unionen) medføre en væsentlig skærpelse af kapitalgrundlagskravet for deres eksponeringer for de CCP'er, der endnu ikke er blevet meddelt tilladelse eller godkendt, alt efter det enkelte tilfælde. Selv om en sådan skærpelse kun er midlertidig, kan den potentielt medføre, at de må trække sig tilbage som direkte deltagere i sådanne CCP'er, og dermed at der opstår væsentlige forstyrrelser på de markeder, hvor disse CCP'er udøver aktiviteter.

(7)

Denne forordning bør træde i kraft før den 16. juni 2014, således at det sikres, at de gældende overgangsperioder forlænges, før de udløber. En senere ikrafttrædelse kan føre til forstyrrelser for CCP'er, for de markeder, på hvilke de udøver aktiviteter, og for institutter, som har eksponeringer for disse CCP'er.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Bankudvalg —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

15-månedersperioderne i henholdsvis artikel 497, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 575/2013 og i artikel 89, stk. 5a, første og andet afsnit, i forordning (EU) nr. 648/2012 forlænges med 6 måneder.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. juni 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1).


Top