EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014D0927

2014/927/EU: Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 17. december 2014 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/770/EU med henblik på ændring af »Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed og Fødevarer« til »Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed, Landbrug og Fødevarer«

EUT L 363 af 18.12.2014, p. 183–184 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/03/2021; stiltiende ophævelse ved 32021D0173

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2014/927/oj

18.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 363/183


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 17. december 2014

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/770/EU med henblik på ændring af »Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed og Fødevarer« til »Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed, Landbrug og Fødevarer«

(2014/927/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 af 19. december 2002 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere visse opgaver i forbindelse med EF-programmer (1), særlig artikel 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen oprettede ved sin gennemførelsesafgørelse 2013/770/EU (2) Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed og Fødevarer (»organet«) og gav det til opgave at forvalte EU-programmerne på forbruger- og sundhedsområdet i perioden 2014-2020 og uddannelsesforanstaltninger vedrørende fødevaresikkerhed, som er omfattet af Rådets direktiv 2000/29/EF (3) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (4). Organet har vist sin effektivitet.

(2)

I Kommissionens meddelelse af 29. juni 2011»Et budget for Europa 2020« (5) blev der slået til lyd for i højere grad at anvende eksisterende forvaltningsorganer til at gennemføre EU-programmer under den næste flerårige finansielle ramme.

(3)

Forvaltningen af oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter i det indre marked og i tredjelande i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014 (6) indebærer gennemførelse af tekniske projekter, som ikke medfører politisk beslutningstagning og kræver teknisk og finansiel ekspertise på højt plan gennem hele projektforløbet.

(4)

Den costbenefitanalyse (7), der blev gennemført i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 58/2003 med det formål at vurdere omkostninger og fordele ved uddelegering af visse opgaver under EU's udgiftsprogrammer for 2014-2020 til forvaltningsorganer, dækkede forvaltningen af opgaver under forordning (EU) nr. 1144/2014. Costbenefitanalysen blev tilpasset af Kommissionen for at opnå yderligere effektivitetsgevinster og suppleret med yderligere personalereduktioner på kommissionsniveau for at sikre den samlede budgetneutralitet ved at kompensere for de øgede udgifter til flere menneskelige ressourcer i forvaltningsorganerne gennem en reduktion af de tilsvarende ressourcer i Kommissionen. Denne øvelse omfattede allerede de ressourcer, der er knyttet til uddelegeringen af opgaver under programmet. Costbenefitanalysen har vist, at der vil være betydelige kvalitative og kvantitative fordele ved at lade organet varetage visse opgaver i forbindelse med gennemførelsen af oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsvarer sammenlignet med Kommissionens interne administrative procedurer, hvor alle aspekter af de nye programmer forvaltes internt i Kommissionen. Disse opgaver er tematisk i overensstemmelse med organets mandat og opgaver. Organet har allerede opbygget kompetence, færdigheder og kapacitet af direkte relevans for de pågældende opgaver. På grund af organets relativt beskedne størrelse er det godt placeret til at påtage sig opgaver i tilknytning til et program med en tilsvarende forvaltningstilgang. Hertil kommer, at forvaltningen via organet vil øge synligheden af EU's indsats på dette område. Der kan i forbindelse med de nye opgaver drages fordel af organets eksisterende kommunikationskanaler. Ved at påtage sig nye opgaver vil organet desuden forvalte større budgetter og øge sin størrelse til et niveau, hvor der kan findes yderligere synergi.

(5)

På grund af tidspunktet for vedtagelsen af forordning (EU) nr. 1144/2014 dækkede forvaltningsorganets mandat, som er fastsat ved gennemførelsesafgørelse 2013/770/EU, ikke uddelegeringen af opgaver under dette nye program.

(6)

For at afspejle disse supplerende opgaver bør organet omdøbes til Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed, Landbrug og Fødevarer.

(7)

Gennemførelsesafgørelse 2013/770/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningsorganudvalget —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Eneste artikel

I gennemførelsesafgørelse 2013/770/EU foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

Oprettelse

Der oprettes et forvaltningsorgan for forbrugere, sundhed, landbrug og fødevarer (»organet«), som i perioden 1. januar 2014–31. december 2024 træder i stedet for og efterfølger det forvaltningsorgan, som blev oprettet ved afgørelse 2004/858/EF, og forordning (EF) nr. 58/2003 finder anvendelse på organets vedtægter.«

2)

I artikel 3, stk. 1, første afsnit, indsættes følgende litra d):

»d)

oplysningskampagner og salgsfremstød vedrørende landbrugsprodukter, der gennemføres i det indre marked og i tredjelande.«

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 2014.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EFT L 11 af 16.1.2003, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/770/EU af 17. december 2013 om oprettelse af Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed og Fødevarer og om ophævelse af afgørelse 2004/858/EF (EUT L 341 af 18.12.2013, s. 69).

(3)  Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1).

(5)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Et budget for Europa 2020, KOM(2011) 500 endelig.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014 af 22. oktober 2014 om informationskampagner og salgsfremstød vedrørende landbrugsprodukter, som gennemføres i det indre marked og i tredjelande og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 (EUT L 317 af 4.11.2014, s. 56).

(7)  Costbenefitanalyse af uddelegeringen til forvaltningsorganerne af visse EU-programgennemførelsesopgaver 2014-2020 (endelig rapport af 19. august 2013).


Top