21.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 151/9

(1)

Forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Den Tunesiske Republik (herefter »Tunesien«) udvikles inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik (ENP). Euromedassocieringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Tunesien på den anden side (2) (herefter »associeringsaftalen mellem EU og Tunesien«) trådte i kraft den 1. marts 1998. Ifølge associeringsaftalen mellem EU og Tunesien tilendebragte Tunesien i 2008 afviklingen af tolden på industrivarer, hvorved Tunesien blev det første land beliggende i det sydlige Middelhavsområde, der indgik en frihandelsaftale med Unionen. Den bilaterale politiske dialog og det økonomiske samarbejde er blevet videreudviklet inden for rammerne af ENP-handlingsplaner, hvoraf den seneste dækker perioden 2013-2017.

(2)

Tunesiens økonomi er blevet hårdt ramt af de indenlandske hændelser i forbindelse med begivenhederne i det sydlige Middelhavsområde siden slutningen af 2010, kendt som »det arabiske forår«, og af den efterfølgende uro i området, navnlig i nabolandet Libyen. Disse begivenheder og det svage globale økonomiske klima, især recessionen i euroområdet, som er Tunesiens vigtigste handelsmæssige og finansielle partner, har haft meget negative virkninger for Tunesiens økonomi og har ført til en nedgang i væksten og skabt store eksterne og budgetmæssige finansieringsunderskud.

(3)

Efter at præsident Ben Ali blev afsat den 14. januar 2011, afholdt Tunesien sit første frie og demokratiske valg den 23. oktober 2011. Der blev herefter oprettet en national forfatningsgivende forsamling, og selv om den politiske overgang ikke har været problemfri, har de vigtigste politiske aktører gjort en fælles indsats for at gennemføre reformer med henblik på et fuldgyldigt demokratisk system.

(4)

Den forfatning, som den tunesiske nationale forfatningsgivende forsamling har vedtaget, indebærer fremskridt hvad angår individuelle rettigheder og frihedsrettigheder samt ligestilling mellem mænd og kvinder, hvilket leder Tunesien i retning af demokrati og retsstatsprincippet.

(5)

Siden det arabiske forår begyndte, har Unionen ved forskellige lejligheder givet tilsagn om at ville støtte Tunesien i landets økonomiske og politiske reformproces. Dette tilsagn blev bekræftet i november 2012 i konklusionerne fra mødet i Associeringsrådet mellem Unionen og Tunesien. Unionens politiske og økonomiske støtte til Tunesiens reformproces er i overensstemmelse med Unionens politik over for det sydlige Middelhavsområde som fastsat i forbindelse med ENP.

(6)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets fælles erklæring, der blev vedtaget sammen med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 778/2013/EU (3), bør makrofinansiel bistand fra Unionen være et ekstraordinært finansielt instrument til ubunden og uspecificeret betalingsbalancestøtte, hvis sigte er at genoprette en holdbar ekstern finansieringssituation for støttemodtageren, og som bør understøtte gennemførelsen af et politisk program, der indeholder stærke tilpasnings- og strukturreformforanstaltninger til forbedring af betalingsbalancesituationen, navnlig i løbet af programperioden, og styrke gennemførelsen af relevante aftaler og programmer med Unionen.

(7)

I april 2013 indgik de tunesiske myndigheder og Den Internationale Valutafond (IMF) en ikkeforebyggende treårig standbyaftale (herefter »IMF-programmet«) på 1 146 mio. SDR (særlige trækningsrettigheder) til støtte for Tunesiens økonomiske tilpasnings- og reformprogram. Formålet med IMF-programmet er i overensstemmelse med målsætningen for Unionens makrofinansielle bistand, nemlig at afhjælpe kortsigtede betalingsbalanceproblemer og gennemføre stærke tilpasningsforanstaltninger.

(8)

Unionen har under sit normale samarbejdsprogram stillet 290 mio. EUR til rådighed i gavebistand for perioden 2011-2013 til støtte for Tunesiens økonomiske og politiske reformdagsorden. Desuden er der under SPRING-programmet (støtte til partnerskaber, reformer og inklusiv vækst) bevilget 155 mio. EUR til Tunesien for perioden 2011-2013.

(9)

På grund af landets forværrede økonomiske situation og fremtidsudsigter anmodede Tunesien i august 2013 Unionen om makrofinansiel bistand.

(10)

Eftersom Tunesien er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, bør landet betragtes som berettiget til at modtage makrofinansiel bistand fra Unionen.

(11)

Da der stadig er et betydeligt resterende eksternt finansieringsunderskud på den tunesiske betalingsbalance, som overstiger de midler, der er stillet til rådighed af IMF og andre multilaterale institutioner, og på trods af Tunesiens gennemførelse af omfattende økonomiske stabiliserings- og reformprogrammer anses Unionens makrofinansielle bistand til Tunesien (herefter »Unionens makrofinansielle bistand«) under de nuværende ekstraordinære omstændigheder for at være et hensigtsmæssigt svar på Tunesiens anmodning om støtte til den økonomiske stabilisering i kombination med IMF-programmet. Unionens makrofinansielle bistand støtter Tunesiens økonomiske stabilisering og strukturreformdagsorden, idet den udgør et supplement til de midler, der stilles til rådighed som led i IMF's finansielle ordning.

(12)

Unionens makrofinansielle bistand bør sigte mod at støtte genoprettelsen af en holdbar ekstern finansieringssituation i Tunesien og derved støtte den økonomiske og sociale udvikling.

(13)

Fastsættelsen af beløbet for Unionens makrofinansielle bistand er baseret på en omfattende kvantitativ vurdering af Tunesiens resterende behov for ekstern finansiering og tager hensyn til landets evne til at finansiere sig selv med egne midler, navnlig med de internationale reserver, landet har til rådighed. Unionens makrofinansielle bistand bør supplere de programmer og midler, der stilles til rådighed af IMF og Verdensbanken. Fastsættelsen af bistandsbeløbet tager også højde for forventede finansielle bidrag fra multilaterale donorer og behovet for at sikre en retfærdig byrdefordeling mellem Unionen og andre donorer samt for den allerede eksisterende anvendelse af Unionens øvrige eksterne finansieringsinstrumenter i Tunesien og merværdien af Unionens samlede engagement.

(14)

Kommissionen bør sikre, at Unionens makrofinansielle bistand juridisk og indholdsmæssigt er i overensstemmelse med de vigtigste principper, mål og foranstaltninger, der træffes som led i de forskellige eksterne foranstaltninger og andre af Unionens relevante politikker.

(15)

Unionens makrofinansielle bistand bør støtte Unionens eksterne politik over for Tunesien. Kommissionens tjenestegrene og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør arbejde tæt sammen under hele den med makrofinansielle bistandsproces med henblik på at koordinere og sikre sammenhæng i Unionens udenrigspolitik.

(16)

Unionens makrofinansielle bistand bør understøtte Tunesiens tilslutning til fælles værdier med Unionen, herunder demokrati, retsstat, god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne, bæredygtig udvikling og bekæmpelse af fattigdom, samt landets tilslutning til principperne om åben, regelbaseret og fair handel.

(17)

Det bør være en forudsætning for at yde Unionens makrofinansielle bistand, at Tunesien respekterer effektive, demokratiske mekanismer, herunder et parlamentarisk flerpartisystem og retsstaten, samt sikrer respekt for menneskerettighederne. De specifikke målsætninger for Unionens makrofinansielle bistand bør samtidig styrke effektiviteten, gennemsigtigheden og ansvarligheden af de offentlige finansforvaltningssystemer i Tunesien og fremme strukturreformer, der har til formål at støtte en holdbar og inklusiv vækst, jobskabelse og finanspolitisk konsolidering. Kommissionen bør regelmæssigt føre kontrol med, at såvel forudsætningen opfyldes, som at disse målsætninger nås.

(18)

For at sikre, at Unionens finansielle interesser i forbindelse med dens makrofinansielle bistand beskyttes effektivt, bør Tunesien vedtage hensigtsmæssige foranstaltninger for at forebygge og bekæmpe svig, korruption og andre uregelmæssigheder i forbindelse med bistanden. Derudover bør det fastsættes, at Kommissionen gennemfører kontrol, og at Revisionsretten foretager den fornødne revision.

(19)

Unionens makrofinansielle bistand stilles til rådighed med forbehold af Europa-Parlamentets og af Rådets bemyndigelse.

(20)

Størrelsen af den hensættelse, der kræves til Unionens makrofinansielle bistand, bør være forenelig med budgetbevillingerne i den flerårige finansielle ramme.

(21)

Unionens makrofinansielle bistand bør forvaltes af Kommissionen. For at sikre, at Europa-Parlamentet og Rådet er i stand til at følge gennemførelsen af denne afgørelse, bør Kommissionen regelmæssigt informere dem om udviklingen i forbindelse med bistanden og forsyne dem med den relevante dokumentation.

(22)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne afgørelse bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (4).

(23)

Unionens makrofinansielle bistand bør knyttes til økonomisk-politiske betingelser, som nedfældes i et aftalememorandum. For at sikre ens gennemførelsesbetingelser, samt af effektivitetshensyn, bør Kommissionen gives bemyndigelse til at forhandle disse betingelser med de tunesiske myndigheder under tilsyn af et udvalg sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011. I henhold til nævnte forordning bør rådgivningsproceduren som hovedregel finde anvendelse i alle tilfælde, medmindre andet er fastsat i forordningen. I betragtning af den potentielt store betydning af bistand på mere end 90 mio. EUR vil det være hensigtsmæssigt, at undersøgelsesproceduren anvendes for transaktioner over denne tærskel. I betragtning af størrelsen af Unionens makrofinansielle bistand til Tunesien bør undersøgelsesproceduren finde anvendelse på vedtagelsen af aftalememorandummet og på enhver reduktion, suspendering eller annullering af bistanden —

a)

forudsætningen i artikel 2 er opfyldt

b)

en kontinuerlig tilfredsstillende gennemførelse af et politisk program, der omfatter stærke tilpasnings- og strukturreformforanstaltninger understøttet af en ikkeforebyggende IMF-kreditaftale, samt

c)

gennemførelsen af de økonomisk-politiske og finansielle betingelser i aftalememorandummet inden for en nærmere angiven tidsfrist.

a)

som sikrer, at Tunesien regelmæssigt kontrollerer, at midler modtaget fra Unionens almindelige budget er blevet anvendt efter hensigten, træffer passende foranstaltninger til at forebygge uregelmæssigheder og svig og tager om nødvendigt retlige skridt til at opnå tilbagebetaling af eventuelt misbrugte midler, der er udbetalt i henhold til denne afgørelse

b)

som sikrer beskyttelse af Unionens finansielle interesser og navnlig fastlægger specifikke foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe svig, korruption og andre uregelmæssigheder, der kan påvirke Unionens makrofinansielle bistand, i henhold til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (9), Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (10) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (11)

c)

som udtrykkeligt bemyndiger Kommissionen, herunder Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, eller dens repræsentanter til at foretage kontrol og inspektion på stedet

d)

som udtrykkeligt bemyndiger Kommissionen og Revisionsretten til at foretage revision i og efter rådighedsperioden for Unionens makrofinansielle bistand, herunder dokumentrevision og revision på stedet, f.eks. operationelle vurderinger, og

e)

som sikrer, at Unionen har ret til førtidig tilbagebetaling af lånet, hvis det konstateres, at Tunesien i forbindelse med forvaltningen af Unionens makrofinansielle bistand har været involveret i svig eller korruption eller andre illegale aktiviteter, som skader Unionens finansielle interesser.

a)

gennemgås de fremskridt, der er gjort med hensyn til gennemførelsen af Unionens makrofinansielle bistand

b)

vurderes Tunesiens økonomiske situation og udsigter samt fremskridt med at gennemføre de i artikel 3, stk. 1, omhandlede politiske foranstaltninger

c)

redegøres der for forbindelsen mellem de økonomisk-politiske betingelser, der er fastlagt i aftalememorandummet, Tunesiens aktuelle økonomiske og finanspolitiske resultater og Kommissionens afgørelser om frigivelse af raterne af Unionens makrofinansielle bistand.