Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014D0400

    Rådets afgørelse 2014/400/FUSP af 26. juni 2014 om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Kosovo

    EUT L 188 af 27.6.2014, p. 68–72 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/400/oj

    27.6.2014   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 188/68


    RÅDETS AFGØRELSE 2014/400/FUSP

    af 26. juni 2014

    om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Kosovo (1)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 2, og artikel 33,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 25. januar 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/39/FUSP (2) om udnævnelse af Samuel ŽBOGAR til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) i Kosovo. EUSR's mandat udløber den 30. juni 2014.

    (2)

    EUSR's mandat bør forlænges med endnu en periode på otte måneder.

    (3)

    EUSR skal gennemføre mandatet under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Den Europæiske Unions særlige repræsentant

    Mandatet for Samuel ŽBOGAR som Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) forlænges herved indtil den 28. februar 2015. Rådet kan beslutte at EUSR's mandat afsluttes tidligere på grundlag af en vurdering fra Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og efter henstilling fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).

    Artikel 2

    Politikmål

    EUSR's mandat bygger på politikmålene for Unionen i Kosovo. Disse mål omfatter at spille en førende rolle i forbindelse med fremme af et stabilt, levedygtigt, fredeligt, demokratisk og multietnisk Kosovo, at styrke stabiliteten i regionen og bidrage til regionalt samarbejde og gode naboskabsforbindelser i det vestlige Balkan, at fremme et Kosovo, der går ind for retsstatsprincippet og beskyttelse af mindretal og af den kulturelle og religiøse arv samt at støtte Kosovos fremskridt i tilnærmelsen til Unionen i overensstemmelse med regionens europæiske perspektiv og i henhold til de relevante rådskonklusioner.

    Artikel 3

    Mandat

    For at nå politikmålene har EUSR mandat til:

    a)

    at tilbyde råd og støtte fra Unionen i den politiske proces

    b)

    at fremme Unionens overordnede politiske koordinering i Kosovo

    c)

    at styrke Unionens tilstedeværelse i Kosovo og sikre, at den er sammenhængende og effektiv

    d)

    at vejlede chefen for Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo (EULEX KOSOVO) om lokale politiske forhold, bl.a. om de politiske aspekter af spørgsmål vedrørende det udøvende ansvar

    e)

    at sikre overensstemmelse og sammenhæng i EU-aktionen i Kosovo, bl.a. ved at rådgive på lokalt plan i EULEX-processen

    f)

    at støtte Kosovos fremskridt i tilnærmelsen til Unionen i overensstemmelse med regionens europæiske perspektiv via målrettet offentlig kommunikation og Unionens outreachaktiviteter, der er bestemt til at sikre en bredere forståelse for og støtte til EU-relaterede spørgsmål hos offentligheden i Kosovo, herunder arbejdet i EULEX

    g)

    at overvåge, bistå og lette fremskridt med politiske, økonomiske og europæiske prioriteter i overensstemmelse med de respektive institutionelle kompetencer og ansvarsområder

    h)

    at bidrage til udviklingen og konsolideringen af respekten for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i Kosovo, herunder med hensyn til kvinder og børn og beskyttelse af mindretal, i overensstemmelse med Unionens menneskerettighedspolitik og Unionens retningslinjer vedrørende menneskerettigheder

    i)

    at bistå med gennemførelsen af dialogen mellem Beograd og Pristina, der fremmes af Unionen.

    Artikel 4

    Gennemførelse af mandatet

    1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR.

    2.   PSC opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt til Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer inden for rammerne af mandatet med forbehold af HR's beføjelser.

    3.   EUSR arbejder tæt sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og dens relevante tjenestegrene.

    Artikel 5

    Finansiering

    1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden fra den 1. juli 2014 til den 28. februar 2015 udgør 1 450 000 EUR.

    2.   Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget. Det er tilladt statsborgere i lande i den vestlige Balkanregion at byde på kontrakter.

    3.   Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

    Artikel 6

    Sammensætning af medarbejderstaben

    1.   Der udpeges specifikt personale til at bistå EUSR med at gennemføre sit mandat og bidrage til sammenhæng, synlighed og effektivitet i Unionens overordnede indsats i Kosovo. EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de finansielle midler, der stilles til rådighed i den forbindelse, ansvarlig for at sammensætte sin medarbejderstab. Staben skal omfatte medarbejdere med den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR underretter straks og løbende Rådet og Kommissionen om sin medarbejderstabs sammensætning.

    2.   Medlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af medarbejdere ved EUSR. Lønnen til udstationeret personale afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat, den pågældende EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, kan også udstationeresved EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.

    3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller EU-institutionens eller EU-Udenrigstjenestens administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse.

    Artikel 7

    Privilegier og immuniteter for EUSR og dennes medarbejderstab

    De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle EUSR's mission uhindret, aftales med værtsparterne, alt efter hvad der er relevant. Medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten yder den fornødne støtte med henblik herpå.

    Artikel 8

    Sikkerheden i forbindelse med EU's klassificerede informationer

    1.   EUSR og medarbejdere i dennes stab overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2013/488/EU (3).

    2.   HR er bemyndiget til i overensstemmelse med sikkerhedsforskrifterne vedrørende beskyttelse af EU's klassificerede informationer at videregive EU's klassificerede informationer og dokumenter til og med klassifikationsgraden »CONFIDENTIEL UE/EU CONFIDENTIAL«, som er udarbejdet med henblik på aktionen, til NATO/KFOR.

    3.   HR er bemyndiget til i overensstemmelse med sikkerhedsforskrifterne vedrørende beskyttelse af EU's klassificerede informationer og i overensstemmelse med EUSR's operationelle behov at videregive EU's klassificerede informationer og dokumenter til og med klassifikationsgraden »RESTREINT UE/EU RESTRICTED«, som er udarbejdet med henblik på aktionen, til De Forenede Nationer (FN) og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Der udarbejdes lokale ordninger med henblik herpå.

    4.   HR er bemyndiget til at videregive ikke-klassificerede EU-dokumenter vedrørende Rådets forhandlinger om aktionen, som er omfattet af tavshedspligt i henhold til artikel 6, stk. 1, i Rådets forretningsorden (4), til tredjeparter, der er tilknyttet nærværende afgørelse.

    Artikel 9

    Adgang til oplysninger og logistisk støtte

    1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

    2.   Unionens delegation og/eller medlemsstaterne yder, alt efter hvad der er relevant, logistisk støtte i regionen.

    Artikel 10

    Sikkerhed

    EUSR skal i overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med EUSR's mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i ansvarsområdet, træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for alt personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved at:

    a)

    udarbejde en specifik sikkerhedsplan på grundlag af rådgivning fra EU-Udenrigstjenesten, der omfatter specifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for ansvarsområdet, samt styring af sikkerhedshændelser og en beredskabs- og evakueringsplan for missionen

    b)

    sikre, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i ansvarsområdet

    c)

    sikre, at alle medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til ansvarsområdet på grundlag af de risikoratings, der er opstillet for dette område

    d)

    sikre, at alle vedtagne henstillinger, som udarbejdes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og aflægge skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i fremskridtsrapporterne og rapporterne om gennemførelse af mandatet til HR, Rådet og Kommissionen.

    Artikel 11

    Rapportering

    EUSR aflægger regelmæssigt rapport til HR og PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til Rådets arbejdsgrupper. Der udsendes regelmæssigt rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender. I overensstemmelse med traktatens artikel 36 kan EUSR inddrages i underretningen af Europa-Parlamentet.

    Artikel 12

    Koordination

    1.   EUSR bidrager til, at Unionens aktion fremtræder som en helhed, er sammenhængende og effektiv og medvirker til at sikre, at alle Unionens instrumenter og medlemsstaternes aktioner sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politikmål. EUSR's aktiviteter koordineres med Kommissionens aktiviteter samt, hvor det er hensigtsmæssigt, med de aktiviteter, der udføres af andre EUSR, som er aktive i regionen. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Unionens delegationer.

    2.   På stedet holdes der tæt kontakt til cheferne for Unionens delegationer i regionen og medlemsstaternes missionschefer. De bestræber sig i videst mulige omfang at bistå EUSR i gennemførelsen af mandatet. EUSR vejleder chefen for EULEX KOSOVO om lokale politiske forhold, herunder om de politiske aspekter af spørgsmål vedrørende det udøvende ansvar. EUSR og den øverstbefalende for den civile operation konsulterer hinanden i fornødent omfang.

    3.   EUSR skal også holde tæt kontakt til relevante lokale myndigheder og andre internationale og regionale aktører på stedet.

    4.   EUSR sikrer sammen med andre EU-aktører på stedet formidling og udveksling af oplysninger blandt EU-aktører i indsatsområdet med henblik på at opnå en høj grad af fælles forståelse og vurdering af situationen.

    Artikel 13

    Bistand i forbindelse med krav

    EUSR og dennes medarbejderstab bistår ved tilvejebringelsen af elementer til at behandle ethvert krav og en enhver forpligtelse, der hidrører fra mandaterne fra de tidligere EUSR'er i Kosovo, og yder administrativ bistand og adgang til relevante sagsakter med henblik herpå.

    Artikel 14

    Revision

    Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen tages løbende op til revision. EUSR forelægger HR, Rådet og Kommissionen en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet inden udgangen af november 2014.

    Artikel 15

    Ikrafttræden

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Den finder anvendelse fra den 1. juli 2014.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 26. juni 2014.

    På Rådets vegne

    E. VENIZELOS

    Formand


    (1)  Denne betegnelse berører ikke holdningerne til status og er i overensstemmelse med UNSCR 1244 (1999) og ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.

    (2)  EUT L 23 af 26.1.2012, s. 5.

    (3)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).

    (4)  Afgørelse 2009/937/EU af 1. december 2009 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (EUT L 325 af 11.12.2009, s. 35).


    Top