EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014D0125

Rådets afgørelse 2014/125/FUSP af 10. marts 2014 om ændring af afgørelse 2013/798/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Centralafrikanske Republik

EUT L 70 af 11.3.2014, p. 22–26 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/125(1)/oj

11.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 70/22


RÅDETS AFGØRELSE 2014/125/FUSP

af 10. marts 2014

om ændring af afgørelse 2013/798/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Centralafrikanske Republik

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 23. december 2013 vedtog Rådet afgørelse 2013/798/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Centralafrikanske Republik (CAR) (1).

(2)

Den 28. januar 2014 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 2134 (2014).

(3)

Ifølge FN's Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2134 (2014) skal der træffes foranstaltninger med henblik på anvendelsen af rejserestriktioner og med henblik på indefrysning af pengemidler og aktiver tilhørende de personer eller enheder, der skal udpeges af det udvalg, som er nedsat i henhold til punkt 57 i UNSCR 2127 (2013), i overensstemmelse med kriterierne i UNSCR 2134 (2014).

(4)

UNSCR 2134 (2014) genbekræfter og forlænger også våbenembargoen fastlagt ved UNSCR 2127 (2013). UNSCR 2134 (2014) fastslår endvidere, at våbenembargoen ikke skal finde anvendelse på leverancer, som udelukkende er bestemt til støtte eller brug for Den Europæiske Unions operation i CAR (EUFOR RCA).

(5)

Det er endvidere nødvendigt at ændre anvendelsesområdet for undtagelsen vedrørende salg, levering, overførsel eller eksport af våben og materiel i tilknytning hertil, som udelukkende er bestemt til støtte eller brug for missionen for konsolidering af freden i Den Centralafrikanske Republik (MICOPAX), den afrikansk ledede internationale støttemission i Den Centralafrikanske Republik (MISCA), De Forenede Nationers integrerede kontor for fredsskabelse i Den Centralafrikanske Republik (BINUCA) og dennes vagtenhed, Den Afrikanske Unions regionale taskforce (AU-RTF), de franske styrker, der er deployeret i CAR, og EUFOR RCA med henblik på at medtage tilvejebringelse af teknisk og finansiel bistand.

(6)

Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at iværksætte en række foranstaltninger.

(7)

Afgørelse 2013/798/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I Afgørelse 2013/798/FUSP foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2, stk. 1, litra a), affattes således:

»a)

salg, levering, overførsel eller eksport af våben og materiel i tilknytning hertil og levering af dertil knyttet teknisk bistand eller finansieringsmidler eller finansiel bistand, som udelukkende er bestemt til støtte eller brug for missionen for konsolidering af freden i Den Centralafrikanske Republik (MICOPAX), den afrikansk ledede internationale støttemission i Den Centralafrikanske Republik (MISCA), De Forenede Nationers integrerede kontor for fredsskabelse i Den Centralafrikanske Republik (BINUCA) og dennes vagtenhed, Den Afrikanske Unions regionale taskforce (AU-RTF), de franske styrker, der er deployeret i CAR, og Den Europæiske Unions operation i CAR (EUFOR RCA).«.

2)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 2a

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at hindre indrejse i eller transit gennem deres område for de personer, der er udpeget af det udvalg, der er nedsat i henhold til punkt 57 i UNSCR 2127 (2013) (»udvalget»), som personer, der deltager i eller yder støtte til handlinger, der underminerer freden, stabiliteten eller sikkerheden i CAR, herunder handlinger, der truer eller krænker overgangsaftaler, eller som truer eller hindrer den politiske overgangsproces, herunder en overgang mod frie og retfærdige demokratiske valg, eller som giver næring til vold, herunder personer, som:

a)

overtræder våbenembargoen fastlagt ved punkt 54 i UNSCR 2127 (2013) og artikel 1 i denne afgørelse, eller direkte eller indirekte har leveret, solgt eller foretaget overførsler til væbnede grupper eller kriminelle netværk i CAR, eller har modtaget våben eller materiel i tilknytning hertil eller teknisk rådgivning, oplæring eller bistand, herunder finansieringsmidler eller finansiel bistand, i tilknytning til voldelige aktiviteter blandt væbnede grupper eller kriminelle netværk i CAR

b)

er involveret i planlægningen, ledelsen eller udførelsen af handlinger, der krænker den internationale menneskerettighedslovgivning eller den humanitære folkeret, eller som udgør krænkelser eller overtrædelser af menneskerettighederne i CAR, herunder handlinger, der involverer seksuel vold, overgreb mod civile, angreb af etnisk eller religiøs karakter, angreb på skoler og hospitaler samt bortførelse og tvangsfordrivelse

c)

rekrutterer eller anvender børn i væbnede konflikter i CAR i strid med gældende folkeret

d)

støtter væbnede grupper eller kriminelle netværk gennem ulovlig udnyttelse af naturressourcer, herunder diamanter og vilde dyr og planter samt produkter fremstillet heraf i CAR

e)

hindrer levering af humanitær bistand til CAR eller hindrer adgang til eller udlevering af humanitær bistand i CAR

f)

er involveret i at planlægge, lede eller støtte angreb, eller udfører angreb mod FN-missioner eller international sikkerhedstilstedeværelse, herunder BINUCA, MISCA, Den Europæiske Unions operation (EUFOR RCA) og de øvrige styrker, der støtter dem

g)

er ledere af, har ydet støtte til eller handlet for eller på vegne af eller efter anvisning fra en enhed udpeget af udvalget,

som anført i bilaget til denne afgørelse.

2.   Stk. 1 forpligter ikke en medlemsstat til at nægte egne statsborgere indrejse på dens område.

3.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indrejse eller transit er nødvendig for gennemførelsen af en retslig procedure.

4.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis udvalget i det enkelte tilfælde fastslår at:

a)

rejse er berettiget af humanitære hensyn, herunder religiøs forpligtelse

b)

en fritagelse vil fremme målene om fred og national forsoning i CAR og den regionale stabilitet.

5.   I tilfælde hvor en medlemsstat i medfør af stk. 3 eller 4 tillader personer, der er opført på listen i bilaget, indrejse i eller transit gennem sit område, gælder tilladelsen udelukkende det formål, til hvilket den er udstedt, og de berørte personer.

Artikel 2b

1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, der ejes eller kontrolleres direkte eller indirekte af personer eller enheder, der er udpeget af udvalget som personer, der deltager i eller yder støtte til handlinger, der underminerer freden, stabiliteten eller sikkerheden i CAR, herunder handlinger, der truer eller krænker overgangsaftaler, eller som truer eller hindrer den politiske overgangsproces, herunder en overgang mod frie og retfærdige demokratiske valg, eller som giver næring til vold, herunder personer og enheder, som:

a)

overtræder våbenembargoen fastlagt ved punkt 54 i UNSCR 2127 (2013) og artikel 1 i denne afgørelse, eller direkte eller indirekte har leveret, solgt eller foretaget overførsler til væbnede grupper eller kriminelle netværk i CAR, eller har modtaget våben eller materiel i tilknytning hertil eller teknisk rådgivning, oplæring eller bistand, herunder finansieringsmidler eller finansiel bistand, i tilknytning til voldelige aktiviteter blandt væbnede grupper eller kriminelle netværk i CAR

b)

er involveret i planlægningen, ledelsen eller udførelsen af handlinger, der krænker den internationale menneskerettighedslovgivning eller den humanitære folkeret, eller som udgør krænkelser eller overtrædelser af menneskerettighederne i CAR, herunder handlinger, der involverer seksuel vold, overgreb mod civile, etniske eller religionsbaserede angreb, angreb på skoler og hospitaler samt bortførelse og tvangsfordrivelse

c)

rekrutterer eller anvender børn i væbnede konflikter i CAR i strid med gældende folkeret

d)

støtter væbnede grupper eller kriminelle netværk gennem ulovlig udnyttelse af naturressourcer, herunder diamanter og vilde dyr samt produkter fremstillet heraf i CAR

e)

hindrer levering af humanitær bistand til CAR eller hindrer adgang til eller udlevering af humanitær bistand i CAR

f)

er involveret i at planlægge, lede eller støtte angreb, eller som udfører angreb mod FN-missioner eller international sikkerhedstilstedeværelse, herunder BINUCA, MISCA, Den Europæiske Unions operation (EUFOR RCA) og de øvrige styrker, der støtter dem

g)

er ledere af, har ydet støtte til eller handlet for eller på vegne af eller efter anvisning fra en enhed udpeget af udvalget

eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, indefryses.

De i dette stykke omhandlede personer og enheder er opført på listen i bilaget til denne afgørelse.

2.   Ingen pengemidler, finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer må direkte eller indirekte blive stillet til rådighed for eller være til fordel for nogen i stk. 1 omhandlet person eller enhed.

3.   En medlemsstat kan tillade undtagelser fra de i stk. 1 og 2 nævnte foranstaltninger med hensyn til pengemidler og økonomiske ressourcer, der:

a)

er nødvendige for at afholde basale udgifter, herunder betaling af fødevarer, husleje eller renter og afdrag på bolig, medicin og lægebehandling, skat, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter

b)

alene er bestemt til betaling af rimelige honorarer og godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand

c)

alene er bestemt til betaling af afgifter eller gebyrer for rutinemæssig opbevaring eller forvaltning af indefrosne pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer

efter at den pågældende medlemsstat har underrettet udvalget om, at den, når det er hensigtsmæssigt, har til hensigt at godkende adgangen til sådanne pengemidler og økonomiske ressourcer, og såfremt udvalget ikke har truffet negativ afgørelse herom senest fem arbejdsdage efter en sådan underretning.

4.   En medlemsstat kan også tillade undtagelser fra de i stk. 1 og 2 nævnte foranstaltninger med hensyn til pengemidler og økonomiske ressourcer, der:

a)

er nødvendige til afholdelse af ekstraordinære udgifter, forudsat at den pågældende medlemsstat har underrettet og opnået godkendelse fra udvalget

b)

er genstand for en retlig, administrativ eller voldgiftsmæssig afgørelse om tilbageholdelsesret eller en dom, i hvilket fald pengemidlerne og de økonomiske ressourcer kan anvendes til at opfylde afgørelsen om tilbageholdelsesret eller dommen, forudsat at afgørelsen om tilbageholdelsesret eller dommen var registreret inden den 28. januar 2014, og ikke er til fordel for en person eller enhed omhandlet i denne artikel, efter at den pågældende medlemsstat har underrettet udvalget.

5.   Stk. 1 er ikke til hinder for, at en udpeget person eller enhed foretager en betaling i henhold til en kontrakt, der er indgået, før denne person eller enhed blev opført på listen, såfremt de relevante medlemsstater har fastslået, at betalingen hverken direkte eller indirekte modtages af en person eller enhed, der er udpeget i henhold til stk. 1, og efter at de relevante medlemsstater har underrettet udvalget om, at de agter at foretage eller modtage sådanne betalinger eller i givet fald bemyndige, at midler eller økonomiske ressourcer frigives med henblik herpå, ti arbejdsdage før en sådan bemyndigelse.

6.   Stk. 2 gælder ikke beløb, der tilføres indefrosne konti i form af

a)

renter eller anden form for afkast fra disse konti eller

b)

forfaldne beløb i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som er indgået eller som opstod forud for den dato, hvor disse konti blev omfattet af restriktive foranstaltninger i henhold til denne afgørelse,

såfremt sådanne renter eller anden form for afkast og betalinger fortsat er omfattet af stk. 1.

Artikel 2c

Rådet fastsætter listen i bilaget og ændrer den i overensstemmelse med det, der bestemmes af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd eller udvalget.

Artikel 2d

1.   Når FN's Sikkerhedsråd eller udvalget udpeger en person eller enhed, opfører Rådet denne person eller enhed på listen i bilaget. Rådet underretter den pågældende person eller enhed om sin afgørelse, herunder om begrundelsen for opførelsen af denne person eller enhed, enten direkte, hvis adressen er kendt, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, og giver denne person eller enhed mulighed for at fremsætte bemærkninger.

2.   Når der fremsættes bemærkninger eller forelægges væsentlig ny dokumentation, tager Rådet sin afgørelse op til fornyet overvejelse og underretter personen eller enheden herom.

Artikel 2e

1.   Bilaget indeholder FN's Sikkerhedsråds eller udvalgets grunde til at opføre personerne og enhederne på listen.

2.   Bilaget indeholder også de oplysninger, som er tilgængelige, og som stilles til rådighed af FN's Sikkerhedsråd eller af udvalget, og som er nødvendige for at identificere de pågældende personer eller enheder. For så vidt angår personer kan sådanne oplysninger omfatte navne med tilhørende aliasser, fødselsdatoen og fødestedet, nationalitet, pas- og identitetskortnumre, køn, adresse og funktion eller erhverv. For så vidt angår enheder kan sådanne oplysninger omfatte navne, registreringssted og -dato, registreringsnummer og forretningssted. Bilaget skal også indeholde datoen for FN's Sikkerhedsråds eller udvalgets opførelse af personen eller enheden på listen.«.

3)

Som bilag tilføjes teksten i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. marts 2014.

På Rådets vegne

G. VROUTSIS

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2013/798/FUSP af 23. december 2013 om restriktive foranstaltninger over for Den Centralafrikanske Republik (EUT L 352 af 24.12.2013, s. 51).


BILAG

"BILAG

Liste over de i artikel 2a omhandlede personer og over de i artikel 2b omhandlede personer og enheder

A.

Personer

B.

Enheder".


Top