This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32014D0075
Council Decision 2014/75/CFSP of 10 February 2014 on the European Union Institute for Security Studies
Rådets afgørelse 2014/75/FUSP af 10. februar 2014 om Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier
Rådets afgørelse 2014/75/FUSP af 10. februar 2014 om Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier
EUT L 41 af 12.2.2014, p. 13–17
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
In force
12.2.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 41/13 |
RÅDETS AFGØRELSE 2014/75/FUSP
af 10. februar 2014
om Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28 og artikel 31, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Rådet vedtog den 20. juli 2001 fælles aktion 2001/554/FUSP (1). |
(2) |
Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier (»instituttet«) bør bistå Den Europæiske Union og dens medlemsstater med gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) samt andre foranstaltninger vedrørende Unionens eksterne forbindelser, under politisk tilsyn af Rådet og den operationelle ledelse af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR). |
(3) |
Instituttet bør have status som juridisk person og arbejde i fuld intellektuel uafhængighed, uden at dette berører Rådets og HR's ansvar. |
(4) |
Den 20. september 2011 forelagde HR i medfør af artikel 19 i fælles aktion 2001/554/FUSP en rapport for Rådet om en revision af, hvordan Instituttet fungerer. Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) noterede sig rapporten og henstillede den 1. februar 2012 til Rådet, at det ændrer fælles aktion 2001/554/FUSP. |
(5) |
Det er af hensyn til den juridiske klarhed hensigtsmæssigt at konsolidere tidligere ændringer og de yderligere foreslåede ændringer i én ny afgørelse og at ophæve fælles aktion 2001/554/FUSP — |
VEDTAGET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Kontinuitet og placering
1. Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier, som blev oprettet ved fælles aktion 2001/554/FUSP (»instituttet«), fortsætter sine aktiviteter i overensstemmelse med denne afgørelse.
2. Alle eksisterende rettigheder og forpligtelser og alle regler, der er vedtaget inden for rammerne af fælles aktion 2001/554/FUSP, forbliver uberørt. Navnlig forbliver alle eksisterende ansættelseskontrakter gyldige, og alle rettigheder, der følger heraf, fortsætter med at eksistere.
3. Instituttet har hjemsted i Paris. For at lette tilrettelæggelsen af aktiviteter i Bruxelles skal instituttet have et forbindelseskontor i Bruxelles. Instituttets organisation skal være fleksibel med særlig vægt på kvalitet og effektivitet, herunder vedrørende personaleniveau.
Artikel 2
Mission og opgaver
1. Instituttet bidrager i tæt samarbejde med medlemsstaterne til udviklingen af EU's strategiske tænkning med hensyn til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), herunder konfliktforebyggelse og fredsopbygning, samt andre foranstaltninger vedrørende Unionens optræden udadtil med henblik på at styrke EU's kapacitet til analyse, fremsynethed og netværksdannelse i forbindelserne udadtil.
2. Instituttets aktiviteter fokuserer på politikorienteret analyse, information, formidling og debat, på tilrettelæggelsen af netværksarrangementer og workshops og på indsamling af relevant dokumentation til Unionens og medlemsstaternes tjenestemænd og eksperter.
3. Instituttet fremmer også kontakter med akademiske kredse, tænketanke og relevante civilsamfundsaktører fra hele det europæiske kontinent, på tværs af Atlanterhavet og fra det bredere internationale samfund og fungerer som grænseflade mellem EU-institutionerne og eksterne eksperter, herunder aktører på sikkerhedsområdet.
Artikel 3
Politisk tilsyn og operationel ledelse
1. Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) fører under Rådets ansvar politisk tilsyn med instituttets aktiviteter. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR) forestår i overensstemmelse med HR's ansvar for FUSP, navnlig FSFP, den operationelle ledelse af instituttet.
2. Dette politiske tilsyn og denne operationelle ledelse udføres, uden at det berører den intellektuelle uafhængighed og operationelle selvstændighed, som instituttet har ved udførelsen af sine missioner og opgaver.
Artikel 4
Status som juridisk person
Instituttet har den status som juridisk person, der er nødvendig, for at det kan udføre sine opgaver og nå sine mål. Det kan i særdeleshed indgå kontrakter, erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i retssager. Instituttet arbejder ikke med gevinst for øje. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at give instituttet den rets- og handleevne, der indrømmes juridiske personer efter deres nationale lovgivning.
Artikel 5
Bestyrelse
1. Instituttet har en bestyrelse, der godkender dets årlige og langsigtede arbejdsprogram og det relevante budget. Bestyrelsen er forum for drøftelse af emner vedrørende instituttets mission, opgaver, drift og personale.
2. HR eller HR's repræsentant varetager formandskabet for bestyrelsen. Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) varetager bestyrelsens sekretariat.
3. Bestyrelsen består af en repræsentant, der udpeges af hver medlemsstat. Bestyrelsesmedlemmerne kan være repræsenteret eller ledsaget af en suppleant. Kommissionen, der deltager i bestyrelsens arbejde, udpeger også en repræsentant.
4. Instituttets direktør eller direktørens repræsentant deltager som regel i bestyrelsens møder. Generaldirektøren for Militærstaben og formanden for Militærkomitéen eller deres repræsentanter kan også deltage i bestyrelsens møder.
5. Bestyrelsens afgørelser træffes af medlemsstaternes repræsentanter ved afstemning med kvalificeret flertal, idet stemmerne vægtes i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4 og 5, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), jf. dog artikel 11, stk. 2 og 3, i nærværende afgørelse. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden.
6. Bestyrelsen kan beslutte at nedsætte ad hoc-arbejdsgrupper eller stående udvalg til at behandle bestemte emner eller spørgsmål under bestyrelsens overordnede ansvar og med reference til bestyrelsen. Beslutningen om at nedsætte en sådan arbejdsgruppe eller et sådant udvalg skal indeholde bestemmelser om mandat, sammensætning og varighed.
7. Formanden indkalder bestyrelsen til møde mindst to gange om året. Bestyrelsen indkaldes ligeledes, hvis mindst en tredjedel af medlemmerne anmoder derom.
Artikel 6
Direktør
1. Bestyrelsen udpeger instituttets direktør blandt medlemsstaternes statsborgere på grundlag af en indstilling fra HR. Direktøren udpeges for en periode på tre år med mulighed for forlængelse én gang for en periode på to år.
2. Personer med anerkendt langvarig ekspertise og erfaring i eksterne forbindelser, sikkerhedspolitik og diplomati og hermed forbundne forskningsaktiviteter bør indstilles som kandidater til posten som direktør. Medlemsstaterne indstiller kandidater til HR, der sender indstillingerne til bestyrelsen. Forhåndsudvælgelsesprocessen tilrettelægges under HR's ansvar. Forhåndsudvælgelsespanelet sammensættes af tre repræsentanter for EU-Udenrigstjenesten og tre repræsentanter for medlemsstaterne fra trio formandskabet, idet formandskabet varetages af HR eller HR's repræsentant. På grundlag af resultaterne af forhåndsudvælgelsen fastsætter HR en henstilling med en liste over mindst tre kandidater, idet de kandidater, som forhåndsudvælgelsespanelet foretrækker, anføres først på listen.
3. Direktøren er instituttets retslige repræsentant.
4. Direktøren er ansvarlig for rekruttering af instituttets øvrige personale. For så vidt angår medlemmerne af bestyrelsen underrettes de på forhånd om udnævnelsen af analytikere.
5. Efter bestyrelsens godkendelse og under hensyntagen til de finansielle konsekvenser efter vedtagelsen af det årlige budget for instituttet kan direktøren udpege en vicedirektør. Direktøren udpeger vicedirektøren med bestyrelsens godkendelse. Direktøren udpeges for en periode på højst tre år med mulighed for forlængelse én gang for en periode på to år.
6. Direktøren sikrer udførelsen af instituttets mission og opgaver i overensstemmelse med artikel 2. Direktøren opretholder en høj grad af ekspertviden og professionalisme i instituttet samt sørger for, at instituttets aktiviteter udføres effektivt.
Direktøren har endvidere ansvaret for:
a) |
udarbejdelse af instituttets årlige arbejdsprogram samt af årsberetningen om instituttets aktiviteter |
b) |
forberedelse af bestyrelsens arbejde |
c) |
den daglige administration af instituttet |
d) |
alle personalespørgsmål |
e) |
udarbejdelse af indtægts- og udgiftsoversigten og gennemførelse af instituttets budget |
f) |
orientering af PSC om det årlige arbejdsprogram |
g) |
etablering af kontakter og et nært samarbejde med EU-institutioner samt nationale og internationale institutioner på beslægtede områder. |
Direktøren bør efter høring af bestyrelsen endvidere undersøge mulighederne for yderligere bidrag til instituttets budget.
7. Inden for rammerne af instituttets godkendte arbejdsprogram og budget er direktøren bemyndiget til at indgå kontrakter, rekruttere det personale, der er godkendt i budgettet, og påføre instituttet de udgifter, der er nødvendige for dets drift.
8. Direktøren udarbejder en årsberetning om instituttets aktiviteter inden den 31. marts det følgende år. Årsberetningen sendes til bestyrelsen og gennem HR til Rådet, der fremsender den til Europa-Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne.
9. Direktøren står til regnskab over for bestyrelsen.
Artikel 7
Personale
1. Instituttets personale, der består af analytikere og administrativt personale, har status af kontraktansatte medarbejdere og rekrutteres blandt medlemsstaternes statsborgere.
Instituttets analytikere rekrutteres på grundlag af intellektuel fortjeneste, erfaring og ekspertise, der er relevant for instituttets mission og opgaver, jf. artikel 2, ved retfærdige og gennemsigtige udvælgelsesprocedurer.
Bestemmelser vedrørende instituttets personale vedtages af Rådet efter henstilling fra direktøren.
2. Forskere og praktikanter kan rekrutteres ad hoc og på kortvarig basis.
Efter aftale med direktøren og efter at have informeret bestyrelsen kan forskere udstationeres ved instituttet i en bestemt periode enten til stillinger inden for instituttets organisationsstruktur eller til bestemte opgaver og projekter, der er relevante for instituttets mission og opgaver i artikel 2.
Medlemmer af personalet kan i en bestemt periode i tjenestens interesse udstationeres til en stilling uden for instituttet i overensstemmelse med instituttets personalevedtægter.
Bestyrelsen vedtager på forslag af direktøren bestemmelserne om udstationering.
Artikel 8
Uafhængighed og selvstændighed
Direktøren og analytikerne nyder intellektuel uafhængighed og operationel selvstændighed i forbindelse med gennemførelsen af instituttets aktiviteter.
Artikel 9
Arbejdsprogram
1. Direktøren udarbejder senest den 31. oktober hvert år et udkast til et arbejdsprogram for det følgende år, der ledsages af vejledende langsigtede perspektiver for de følgende år, og forelægger det for bestyrelsen til godkendelse.
2. Bestyrelsen godkender det årlige arbejdsprogram senest den 30. november hvert år.
Artikel 10
Budget
1. Alle instituttets indtægter og udgifter fastlægges i et overslag for hvert regnskabsår, der er sammenfaldende med kalenderåret, og opføres på instituttets budget, som omfatter en stillingsfortegnelse.
2. Indtægterne og udgifterne på instituttets budget skal balancere.
3. Instituttets indtægter består af bidrag fra medlemsstaterne i forhold til fordelingsnøglen for bruttonationalindkomsten (BNI). Der kan på forslag af direktøren og efter bestyrelsens godkendelse modtages yderligere bidrag til specifikke projekter, der er relevante for instituttets mission og opgaver i artikel 2, fra andre kilder, navnlig fra medlemsstaterne eller fra EU-institutioner.
Artikel 11
Budgetprocedure
1. Direktøren forelægger senest den 31. oktober hvert år bestyrelsen et udkast til det årlige budget for instituttet med angivelse af administrative udgifter, driftsudgifter og forventede indtægter, herunder yderligere bidrag til specifikke projekter som omhandlet i artikel 10, stk. 3.
2. Bestyrelsen godkender instituttets årlige budget med enstemmighed blandt medlemsstaternes repræsentanter senest den 30. november hvert år.
3. I tilfælde af uundgåelige, usædvanlige eller uforudsete omstændigheder kan direktøren forelægge bestyrelsen et forslag til ændringsbudget. Bestyrelsen godkender under behørig hensyntagen til sagens eventuelle hastende karakter ændringsbudgettet med enstemmighed blandt medlemsstaternes repræsentanter.
4. Senest den 31. marts hvert år forelægger direktøren detaljerede regnskaber for samtlige indtægter og udgifter i det foregående regnskabsår, herunder en beretning om instituttets aktiviteter, for Rådet og bestyrelsen.
5. Bestyrelsen meddeler direktøren decharge for gennemførelsen af instituttets budget.
Artikel 12
Finansielle regler
Bestyrelsen udarbejder med samstemmende udtalelse fra Rådet og på forslag af direktøren detaljerede finansielle regler med angivelse af navnlig den procedure, der skal følges ved opstilling, gennemførelse og kontrol af instituttets budget.
Artikel 13
Privilegier og immuniteter
1. Instituttets direktørs og personales privilegier og immuniteter er omfattet af afgørelsen af 15. oktober 2001 truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om privilegier og immuniteter for Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier og EU-Satellitcentret samt for deres organer og medlemmerne af deres personale. Indtil ikrafttræden af den nævnte afgørelse kan værtsstaten indrømme direktøren og instituttets personale de deri fastsatte privilegier og immuniteter.
2. Instituttets privilegier og immuniteter er omfattet af protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, der er knyttet som bilag til TEU og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Artikel 14
Retligt ansvar
1. Instituttets ansvar i kontraktforhold bestemmes efter den lovgivning, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt.
2. Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse indeholdt i en af instituttet indgået kontrakt.
3. Personalets personlige ansvar over for instituttet bestemmes af de relevante bestemmelser vedrørende instituttets personale.
Artikel 15
Aktindsigt
Bestyrelsen vedtager på forslag af direktøren regler for aktindsigt i instituttets dokumenter under hensyn til de principper og begrænsninger, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1049/2001 (2).
Artikel 16
Beskyttelse af EU's klassificerede informationer
Instituttet anvender Rådets afgørelse 2013/488/EU (3).
Artikel 17
Samarbejde med medlemsstaterne og EU's institutioner, organer og agenturer
Med henblik på at udføre sin mission og sine opgaver som omhandlet i artikel 2 samarbejder instituttet tæt med medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten. Instituttet etablerer også, når det er nødvendigt, arbejdsforbindelser med EU-institutioner, samt med relevante EU-organer og -agenturer, herunder Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi (ESDC) med henblik på at udveksle ekspertise og rådgivning på områder af fælles interesse. Instituttet kan også iværksætte fælles projekter med Unionens institutioner, organer og agenturer.
Artikel 18
Databeskyttelse
Bestyrelsen vedtager på forslag af direktøren gennemførelsesbestemmelser vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (4).
Artikel 19
Rapportering
HR forelægger senest den 31. juli 2016 Rådet en rapport om gennemførelsen af denne afgørelse, om nødvendigt ledsaget af passende henstillinger.
Artikel 20
Ophævelse
Fælles aktion 2001/554/FUSP ophæves.
Artikel 21
Ikrafttræden
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 10. februar 2014.
På Rådets vegne
C. ASHTON
Formand
(1) Rådets fælles aktion 2001/554/FUSP af 20. juli 2001 om oprettelse af Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier (EFT L 200 af 25.7.2001, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).
(3) Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).