Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013R1302

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1302/2013 af 17. december 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 1082/2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS), for så vidt angår klarhed, forenkling og forbedring af oprettelsen af sådanne grupper og af deres funktion

OJ L 347, 20.12.2013, p. 303–319 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/1302/oj

20.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 347/303


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1302/2013

af 17. december 2013

om ændring af forordning (EF) nr. 1082/2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS), for så vidt angår klarhed, forenkling og forbedring af oprettelsen af sådanne grupper og af deres funktion

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 175, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 (3) vedtog Kommissionen den 29. juli 2011 en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af nævnte forordning. I rapporten bekendtgjorde Kommissionen, at den havde til hensigt at foreslå et begrænset antal ændringer af forordning (EF) nr. 1082/2006 for at lette oprettelsen og driften af EGTS'er, samt at den havde til hensigt at foreslå præcisering af visse eksisterende bestemmelser. Hindringerne for oprettelsen af nye EGTS'er bør fjernes, mens kontinuiteten bevares, og driften af eksisterende EGTS'er lettes, således at der kan gøres mere udstrakt brug af EGTS'er for at bidrage til bedre politisk sammenhæng og et bedre samarbejde mellem offentlige organer, uden at det medfører en yderligere byrde for de nationale myndigheder eller EU-myndigheder.

(2)

Afgørelsen om oprettelse af en EGTS bør træffes af dens medlemmer og deres nationale myndigheder og er ikke automatisk forbundet med nogen retlige eller finansielle fordele på EU-plan.

(3)

Lissabontraktaten tilføjede en territorial dimension til samhørighedspolitikken og erstattede "Fællesskabet" med "Unionen". Den nye terminologi bør derfor indføres i forordning (EF) nr. 1082/2006.

(4)

EGTS'er kan medvirke til at fremme og opnå en harmonisk udvikling af Unionen som helhed og navnlig den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i Unionens regioner samt bidrage til opnåelse af målene i Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (Europa 2020-strategien). EGTS'er kan endvidere bidrage positivt til at begrænse hindringerne for territorialt samarbejde mellem regioner, der lider af alvorlige naturbetingede eller demografiske ulemper af permanent art, herunder den specifikke situation for regionerne i den yderste periferi, og kan derudover medvirke til at styrke samarbejdet mellem tredjelande, oversøiske lande og territorier ("OLT'er") og Unionens grænseregioner, herunder ved anvendelse af Unionens eksterne samarbejdsprogrammer.

(5)

Erfaringer med de EGTS'er, der er blevet oprettet hidtil, viser, at EGTS'er som et retsinstrument også anvendes til samarbejde i forbindelse med andre EU-politikker end samhørighedspolitikken, herunder ved gennemførelse af programmer eller dele af programmer med anden økonomisk EU-støtte end den, der ydes gennem samhørighedspolitikken. EGTS'ernes effektivitet bør forbedres gennem udvidelse af EGTS'ernes anvendelsesområde, fjernelse af vedvarende hindringer og lettelse af oprettelse og drift af EGTS'er samtidig med at medlemsstaternes mulighed for at begrænse de foranstaltninger, som EGTS'er kan gennemføre uden Unionens økonomiske støtte, fastholdes. I henhold til forordning (EF) nr. 1082/2006 har EGTS'er den videstgående rets- og handleevne som vedkommende medlemsstats nationale lovgivning tillægger juridiske personer, herunder muligheden for at indgå aftaler med andre EGTS'er eller andre retlige enheder med henblik på at gennemføre fælles samarbejdsprojekter for bl.a. at fremme funktionen af makroregionale strategier.

(6)

EGTS'ernes aktiviteter dækker i sagens natur mere end én medlemsstat. Forordning (EF) nr. 1082/2006 giver mulighed for, at aftalen og vedtægterne for EGTS'er kan indeholde bestemmelser om gældende lovgivning i forbindelse med visse spørgsmål. De tilfælde, hvor disse bestemmelser, inden for rammerne af hierarkiet for lovvalget som fastsat i nævnte forordning, giver forrang til den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor EGTS'en har sit hjemsted, bør præciseres. Samtidig bør bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1082/2006 om gældende lovgivning udvides til at omfatte en EGTS' handlinger og aktiviteter, som er underlagt medlemsstaternes retlige kontrol i hvert enkelt tilfælde.

(7)

Som følge af forskellig status for lokale og regionale organer i medlemsstaterne, kan kompetencer, som er regionale på den ene side af en grænse, være nationale på den anden side af grænsen, navnlig i mindre eller centraliserede medlemsstater. Nationale myndigheder bør derfor kunne blive medlemmer af en EGTS sammen med medlemsstaten som sådan.

(8)

Mens forordning (EF) nr. 1082/2006 tillader, at organer, der er etableret i henhold til privatretten, kan blive medlem af en EGTS, forudsat at de anses for at være offentligretlige organer som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF (4), bør det være muligt fremover at anvende EGTS'er til fælles forvaltning af offentlige tjenester med særligt fokus på tjenester af almindelig økonomisk interesse eller infrastruktur. Andre private eller offentlige aktører bør derfor også kunne blive medlem af en EGTS. Følgelig bør "offentlige virksomheder" som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF (5) og virksomheder, som varetager tjenester af almindelig økonomisk interesse på områder som uddannelse og erhvervsuddannelse, lægebehandling, sociale behov i forbindelse med sundhedspleje og langsigtet pleje, børnepasning, adgang til og tilbagevenden på arbejdsmarkedet, sociale boligbyggerier og pleje og social inklusion af sårbare grupper, også være omfattet.

(9)

Forordning (EF) nr. 1082/2006 indeholder ikke nærmere bestemmelser om deltagelse af enheder fra tredjelande i en EGTS, der er oprettet i overensstemmelse med nævnte forordning, dvs. mellem medlemmer fra mindst to medlemsstater. På grundlag af den yderligere tilpasning af reglerne for samarbejde mellem en eller flere medlemsstater og et eller flere tredjelande - hovedsaglig i forbindelse med grænseoverskridende samarbejde under Det Europæiske Naboskabsinstrument (ENI) og under instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA II), men også i forbindelse med supplerende finansiering fra Den Europæiske Udviklingsfond, og tværnationalt samarbejde i henhold til målet om europæisk territorialt samarbejde, hvor der skal overføres tildelinger fra ENI og IPA II for at lægge disse tildelinger sammen med tildelinger fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) i henhold til fælles samarbejdsprogrammer - bør der udtrykkeligt fastsættes regler for deltagelse af medlemmer fra tredjelande, der grænser op til en medlemsstat, herunder regionerne i dens yderste periferi, i EGTS'er, der er oprettet mellem mindst to medlemsstater. Dette bør være muligt, hvis lovgivningen i et tredjeland eller aftaler mellem mindst én deltagende medlemsstat og et tredjeland tillader dette.

(10)

Med henblik på at styrke Unionens økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og derfor navnlig styrke effektiviteten af territorialt samarbejde, herunder et eller flere af de grænseoverskridende, tværnationale og interregionale samarbejdsområder mellem medlemmer af en EGTS, bør tredjelande, der grænser op til en medlemsstat, herunder regioner i dens yderste periferi, have mulighed for at deltage i en EGTS. Operationer under programmer under europæisk territorialt samarbejde bør derfor, når de medfinansieres af Unionen, fortsat søge at opfylde målene i Unionens samhørighedspolitik, selv når de delvis eller i deres helhed gennemføres uden for Unionens område, og som følge heraf gennemføres en EGTS' aktiviteter også i hvert fald i nogen grad uden for Unionens område. I denne sammenhæng, og hvor det måtte være relevant, er bidraget fra aktiviteterne i en EGTS, der også tæller medlemmer fra tredjelande, som grænser op til mindst én medlemsstat, herunder regioner i dens yderste periferi, til målene i Unionens politikker for EU's optræden udadtil, som f.eks. udviklingssamarbejde eller økonomiske, finansielle og tekniske samarbejdsmål, fortsat ikke det centrale, idet de pågældende samarbejdsprogrammers tyngdepunkt og dermed aktiviteterne den pågældende EGTS primært bør fokusere på målene i Unionens samhørighedspolitik. Følgelig er ethvert udviklingssamarbejde eller økonomiske, finansielle og tekniske samarbejdsmål mellem blot én medlemsstat, herunder regioner i dens yderste periferi, og et eller flere tredjelande kun supplerende i forhold til de territoriale samarbejdsmål mellem medlemsstater, herunder deres regioner i den yderste periferi, der er baseret på samhørighedspolitikken. Derfor udgør artikel 175, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) et tilstrækkeligt retsgrundlag med henblik på vedtagelse af denne forordning.

(11)

På baggrund af muligheden for, at nationale, regionale, subregionale og lokale myndigheder og organisationer, samt, hvor det er relevant, andre offentlige og private organer eller institutioner, herunder udbydere af offentlige tjenesteydelser, fra et OLT kan deltage i en EGTS, på grundlag af Rådets afgørelse 2013/755/EU (6) og under hensyn til, at en særlig finansiel ekstratildeling i forbindelse med programmeringsperioden 2014-2020 under den flerårige finansielle ramme vil styrke samarbejdet mellem regionerne i Unionens yderste periferi og tilgrænsende tredjelande samt visse af OLT'erne, der er anført i bilag II til TEUF, og som grænser op til disse regioner i den yderste periferi, bør EGTS'er som et retligt instrument også være åbent for medlemmer fra OLT'er. Af hensyn til retssikkerheden og gennemsigtigheden bør der fastsættes særlige godkendelsesprocedurer for tiltrædelse af medlemmer fra et OLT af en EGTS, herunder i denne forbindelse eventuelt særlige regler om den lovgivning, der finder anvendelse på den relevante EGTS, der har medlemmer fra et OLT.

(12)

Forordning (EF) nr. 1082/2006 sondrer mellem den aftale, der fastsætter grundelementerne i den fremtidige EGTS, og de vedtægter, der fastsætter gennemførelseselementerne. Vedtægterne skal dog for øjeblikket i henhold til nævnte forordning indeholde alle aftalens bestemmelser. Selvom både aftalen og vedtægterne skal sendes til medlemsstaterne, er de særskilte dokumenter, og godkendelsesproceduren bør begrænses til aftalen. Desuden bør visse elementer, som i øjeblikket er omfattet af vedtægterne, i stedet være omfattet af aftalen.

(13)

Erfaringer fra oprettelsen af EGTS'er viser, at fristen på tre måneder for medlemsstaternes godkendelsesprocedure kun sjældent er blevet overholdt. Denne frist bør derfor forlænges til seks måneder. For at sikre retssikkerhed bør aftalen på den anden side anses for godkendt ved stiltiende overenskomst efter udløbet af denne frist og i givet fald i overensstemmelse med den nationale lovgivning i de pågældende medlemsstater, herunder deres respektive forfatningsmæssige bestemmelser. Den medlemsstat, hvor EGTS'ens foreslåede hjemsted skal være beliggende, bør dog formelt skulle godkende aftalen. Mens medlemsstaterne bør kunne anvende nationale regler på proceduren for godkendelse af et potentielt medlems deltagelse i EGTS'en eller kan vedtage særlige regler inden for rammerne af de nationale bestemmelser til gennemførelse af forordning (EF) nr. 1082/2006, bør undtagelser til bestemmelsen om stiltiende aftale efter udløbet af fristen på seks måneder udelukkes, medmindre andet er fastsat i nærværende forordning.

(14)

De begrundelser, en medlemsstat kan anføre for ikke at godkende potentielle medlemmers deltagelse eller aftalen, bør fastlægges. Enhver national lov, der kræver andre regler og procedurer end dem, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1082/2006, bør dog ikke tages i betragtning, når der træffes afgørelse om godkendelsen.

(15)

Da forordning (EF) nr. 1082/2006 ikke kan finde anvendelse i tredjelande, bør den medlemsstat, hvor EGTS'ens foreslåede hjemsted skal være beliggende, ved godkendelsen af deltagelsen af potentielle medlemmer fra tredjelande, der er oprettet i henhold til lovgivningen i disse tredjelande, i samråd med de medlemsstater under hvis lovgivning andre af EGTS'ens potentielle medlemmer er etableret, kontrollere, at tredjelandene har anvendt betingelser og procedurer, der svarer til betingelserne og procedurerne i forordning (EF) nr. 1082/2006 eller har handlet i overensstemmelse med internationale bilaterale eller multilaterale aftaler, der er indgået mellem medlemsstater under Europarådet, hvad enten de også er EU-medlemsstater eller ej, i henhold til den europæisk rammekonvention om grænseoverskridende samarbejde mellem lokale og regionale myndigheder, undertegnet i Madrid den 21. maj 1980 og de tillægsprotokoller, der er vedtaget i medfør heraf. I tilfælde af inddragelse af flere EU-medlemsstater og et eller flere tredjelande bør det være tilstrækkeligt, at en sådan aftale er indgået mellem det pågældende tredjeland og én deltagende EU-medlemsstat.

(16)

For at tilskynde nye medlemmer til at tiltræde en eksisterende EGTS bør proceduren for ændring af eksisterende aftaler i sådanne tilfælde forenkles. Følgelig bør der i tilfælde, hvor et nyt medlem fra en medlemsstat, der allerede har godkendt aftalen, ikke sendes underretning om sådanne ændringer til alle deltagende medlemsstater, men kun den medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning det nye potentielle medlem er oprettet, og den medlemsstat, hvor EGTS'ens har sit hjemsted. Enhver efterfølgende ændring af aftalen bør meddeles alle berørte medlemsstater. Sådan forenkling af ændringsproceduren bør dog ikke finde anvendelse, såfremt der er tale om et potentielt nyt medlem fra en medlemsstat, der endnu ikke har godkendt aftalen, fra et tredjeland eller et OLT, da det er nødvendigt at alle deltagende medlemsstater får mulighed for at kontrollere, om en sådan tiltrædelse er i overensstemmelse med deres offentlige interesser eller den offentlige orden.

(17)

I betragtning af forbindelserne mellem medlemsstater og OLT'er bør procedurerne for godkendelse af potentielle OLT-medlemmers deltagelse omfatte disse medlemsstater. I overensstemmelse med de særlige forvaltningsmæssige forhold mellem medlemsstaten og OLT'et bør medlemsstaten enten godkende det potentielle OLT-medlems deltagelse eller skriftligt bekræfte over for den medlemsstat, hvor EGTS'ens foreslåede hjemsted er beliggende, at de kompetente myndigheder i OLT'et har godkendt det potentielle medlems deltagelse i henhold til betingelser og procedurer, der svarer til betingelserne og procedurerne i forordning (EF) nr. 1082/2006. Den samme procedure bør finde anvendelse i tilfælde, hvor et potentielt medlem fra et OLT ønsker at blive medlem af en eksisterende EGTS.

(18)

Da vedtægterne ikke længere skal indeholde alle aftalens bestemmelser, bør både aftalen og vedtægterne registreres og/eller offentliggøres. Af hensyn til gennemsigtigheden bør der desuden offentliggøres en meddelelse om beslutningen om at oprette en EGTS i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven. Af hensyn til ensartetheden bør denne meddelelse indeholde de oplysninger, der er fastlagt i bilaget til forordning (EF) nr. 1082/2006 som ændret ved nærværende forordning.

(19)

Formålet med en EGTS bør udvides til at omfatte forenkling og fremme af territorialt samarbejde generelt, herunder strategisk planlægning og forvaltning af regionale og lokale forhold i overensstemmelse med samhørighedspolitikken og andre EU-politikker, hvorved der bidrages til Europa 2020-strategien eller gennemførelsen af makroregionale strategier. En EGTS bør derfor kunne gennemføre aktioner med anden økonomisk støtte end den, der ydes gennem Unionens samhørighedspolitik. Endvidere bør medlemsstater eller tredjelande, selvom hvert medlem i hver af de medlemsstater eller tredjelande, der er repræsenteret, skal have de kompetencer, der er nødvendige for en EGTS' effektive funktion, ikke desto mindre kunne godkende deltagelse i tilfælde, hvor medlemmet ikke er kompetent til at varetage alle de i aftalen specificerede opgaver.

(20)

Som et retligt instrument skal EGTS'er hverken anvendes til omgåelse af den ramme, der er fastlagt i Europarådets gældende bestemmelser, og som giver forskellige muligheder og rammer, inden for hvilke regionale og lokale myndigheder kan samarbejde på tværs af grænserne, herunder de nyetablerede Euroregional Co-operation Groupings (euroregionale samarbejdsgrupper) (7), eller til fastlæggelse af et sæt specifikke fælles regler, som vil regulere alle sådanne ordninger på en ensartet måde i hele Unionen.

(21)

Både de specifikke opgaver, som kan udføres af en EGTS, og medlemsstaternes mulighed for at begrænse de foranstaltninger, som EGTS'er må udføre uden økonomisk støtte fra Unionen, bør tilpasses de bestemmelser, der gælder for EFRU, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden strukturfondene i programmeringsperioden 2014-2020.

(22)

Selv om det er fastsat i forordning (EF) nr. 1082/2006, at en EGTS' opgaver ikke vedrører bl.a. "reguleringsbeføjelser", som kan have forskellige retlige konsekvenser i forskellige medlemsstater, bør en EGTS' forsamling, hvis aftalen specifikt giver mulighed herfor i overensstemmelse med EU-retten og national ret, ikke desto mindre kunne fastlægge vilkår og betingelser for anvendelse af en infrastruktur, som en EGTS forvalter, eller vilkår og betingelser under hvilke en tjeneste af almindelig økonomisk interesse kan ydes, herunder afgifter og gebyrer, der skal betales af brugerne.

(23)

Som følge af EGTS'ernes åbning for medlemmer fra tredjelande eller OLT'er bør aftalen præcisere ordningerne for deres engagement.

(24)

Aftalen bør udover at indeholde en henvisning til den gældende lovgivning i almindelighed, som det er fastlagt i artikel 2 i forordning (EF) nr. 1082/2006, også angive den EU-lovgivning og nationale lovgivning, der finder anvendelse på EGTS'en. Desuden bør det være muligt at denne nationale lovgivning er den lovgivning, der gælder i den medlemsstat, hvor EGTS'ens organer udøver deres beføjelser, navnlig hvis de ansatte, der arbejder under direktøren, befinder sig i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor EGTS'en har sit hjemsted. Aftalen bør også angive den gældende EU-lovgivning og nationale lovgivning, der er direkte relevant for de EGTS-aktiviteter, som udføres i henhold til de i aftalen specificerede opgaver, herunder hvor EGTS'en forvalter offentlige tjenester af almindelig interesse eller infrastrukturer.

(25)

Denne forordning dækker ikke de problemer i forbindelse med offentlige indkøb på tværs af grænserne, som EGTS'er kan møde.

(26)

I betragtning af betydningen af de love og regler, der finder anvendelse på EGTS'ens personale, samt principperne for ordningerne vedrørende personaleforvaltning og ansættelsesprocedurer, bør aftalen, ikke vedtægterne, fastlægge disse regler og principper. Det bør være muligt at fastsætte forskellige muligheder med hensyn til valget af regler, der finder anvendelse på EGTS'ens personale, i aftalen. De specifikke ordninger vedrørende personaleforvaltning og ansættelsesprocedurer bør behandles i vedtægterne.

(27)

Medlemsstaterne bør endvidere gøre brug af de muligheder, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (8), til ved fælles aftale at fastsætte bestemmelser om undtagelser med hensyn til fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der skal anvendes ifølge nævnte forordning til fordel for visse personer eller personkategorier og at betragte EGTS'ers personale som en sådan personkategori.

(28)

I betragtning af betydningen af ordningerne for medlemmernes ansvar bør aftalen, ikke vedtægterne, præcisere disse ordninger.

(29)

Såfremt en EGTS udelukkende har til formål at forvalte et samarbejdsprogram eller en del heraf, som modtager støtte fra EFRU, eller når en EGTS vedrører interregionalt samarbejde eller netværk, er oplysninger om det område, hvor EGTS'en kan udføre sin opgave, ikke nødvendige. I førstnævnte tilfælde bør udstrækningen af området være defineret og, hvor det er hensigtsmæssigt, ændres i det relevante samarbejdsprogram. Kravet om sådanne oplysninger ville i sidstnævnte tilfælde, selvom det hovedsagligt vedrører immaterielle aktiviteter, kunne være til hinder for, at nye medlemmer indgår i interregionalt samarbejde eller netværk.

(30)

De forskellige ordninger vedrørende kontrol med forvaltning af offentlige midler på den ene side og revision af EGTS'ernes regnskaber på den anden side bør præciseres.

(31)

Der bør sondres klarere mellem EGTS'er, hvis medlemmer har begrænset ansvar, og EGTS'er, hvis medlemmer har ubegrænset ansvar. For at give EGTS'er, hvis medlemmer har begrænset ansvar, mulighed for at gennemføre aktiviteter, der potentielt kunne generere gæld, bør medlemsstaterne have mulighed for at kræve, at sådanne EGTS'er tegner relevante forsikringer, eller at sådanne EGTS'er er dækket af en passende finansiel sikkerhedsstillelse til dækning af de risici, som er specifikke for de pågældende EGTS'ers aktiviteter.

(32)

Medlemsstaterne bør forelægge Kommissionen alle bestemmelser samt enhver ændring heraf, der vedtages for at gennemføre forordning (EF) nr. 1082/2006. For at forbedre udvekslingen af oplysninger og koordinationen mellem Kommissionen, medlemsstaterne og Regionsudvalget, bør Kommissionen fremsende sådanne bestemmelser til medlemsstaterne og Regionsudvalget. Regionsudvalget har oprettet en EGTS-platform, der giver alle de berørte parter mulighed for at udveksle erfaringer og god praksis og for at forbedre kommunikationen om EGTS-relaterede muligheder og udfordringer ved at lette udveksling af erfaringer om oprettelse af EGTS'er på territorialt plan og viden om den bedste praksis med hensyn til territorialt samarbejde.

(33)

Der bør fastsættes en ny frist for den næste rapport om anvendelsen af forordning (EF) nr. 1082/2006. I overensstemmelse med Kommissionens ønske om mere evidensbaseret politikudformning bør de vigtigste evalueringsaspekter, som f.eks. effektivitet, relevans, europæisk merværdi og muligheder for forenkling og holdbarhed, behandles i denne rapport. Effektivitet bør denne sammenhæng forstås som vedrørende bl.a. indsatsen inden for Kommissionens forskellige tjenestegrene og mellem Kommissionen og andre organer, f.eks. Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, for at formidle viden om EGTS-instrumentet. Kommissionen bør fremsende rapporten til Europa-Parlamentet, Rådet og, i henhold til Artikel 307 TFEU, til Regionsudvalget. Rapporten bør fremsendes senest den 1. august 2018.

(34)

For at fastlægge en liste over indikatorer til brug for evalueringen og udarbejdelsen af rapporten om anvendelsen af forordning (EF) nr. 1082/2006, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(35)

Eksisterende EGTS'er bør ikke være forpligtede til at tilpasse deres aftale og vedtægter til de ved denne forordning indførte ændringer af forordning (EF) nr. 1082/2006.

(36)

Det er nødvendigt at præcisere, under hvilke regler de EGTS'er, for hvilke en godkendelsesprocedure blev påbegyndt før anvendelsesdatoen for denne forordning, bør godkendes.

(37)

For at tilpasse eksisterende nationale bestemmelser til gennemførelse af denne forordning, inden programmer under målet om europæisk territorialt samarbejde skal forelægges Kommissionen, bør denne forordning finde anvendelse seks måneder efter datoen for dens ikrafttræden. Medlemsstaterne bør i relation til tilpasning af deres eksisterende nationale regler sikre, at der udpeges kompetente myndigheder med ansvar for godkendelse af EGTS'er, og at disse myndigheder i overensstemmelse med deres retlige og administrative ordninger er de samme organer, som har ansvaret for modtagelse af meddelelser i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EF) nr. 1082/2006.

(38)

Målet med denne forordning, nemlig forbedring af det retlige instrument vedrørende EGTS'er, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, idet oprettelsen af en EGTS er frivillig, og de enkelte medlemsstaters forfatningssystemer respekteres.

(39)

Forordning (EF) nr. 1082/2006 bør ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændring af forordning (EF) nr. 1082/2006

I forordning (EF) nr. 1082/2006 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 1 foretages følgende ændringer:

a)

stk. 1 og 2 affattes således:

"1.   Der kan oprettes en europæisk gruppe for territorialt samarbejde ("EGTS") på Unionens område på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastsat i denne forordning.

2.   Formålet med en EGTS er at lette og fremme navnlig territorialt samarbejde, herunder grænseoverskridende et eller flere af de grænseoverskridende, tværnationale, og interregionale samarbejdsområder, mellem dens medlemmer, jf. artikel 3, stk. 1, med henblik på at styrke Unionens økonomiske, sociale og territoriale samhørighed."

b)

følgende stykke tilføjes:

"5.   Hjemstedet for en EGTS skal være beliggende i en medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning mindst et af medlemmerne er etableret."

2)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a)

stk. 1 affattes således:

"1.   En EGTS' organers handlinger er underlagt følgende:

a)

denne forordning

b)

den i artikel 8 omhandlede aftale, når dette udtrykkeligt tillades ved denne forordning, og

c)

for så vidt angår tilfælde, der ikke eller kun delvis er omfattet af denne forordning, den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor EGTS'en har sit hjemsted.

En EGTS betragtes som en enhed i den medlemsstat, hvor den har sit hjemsted, hvis det er nødvendigt for at fastslå, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse i henhold til EU-lovgivning eller international privatret."

b)

følgende stykke indsættes:

"1a.   En EGTS's aktiviteter i forbindelse med udførelse af de opgaver, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2 og 3, inden for Unionen er underlagt gældende EU-lovgivning og national lovgivning, som præciseret i den i artikel 8 omhandlede aftale.

De af en EGTS's aktiviteter, der medfinansieres af EU-budgettet, skal opfylde kravene i gældende EU-lovgivning og den nationale lovgivning vedrørende anvendelsen heraf."

3)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

a)

stk. 1, første afsnit, affattes således:

"1.   Følgende enheder kan blive medlem af en EGTS:

a)

medlemsstater eller myndigheder på nationalt plan

b)

regionale myndigheder

c)

lokale myndigheder

d)

offentlige virksomheder som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF (9) eller offentligretlige organer som omhandlet i artikel 1, stk. 9, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF (10).

e)

virksomheder, som varetager tjenester af almindelig økonomisk interesse i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning og national lovgivning.

f)

nationale, regionale eller lokale myndigheder eller organer eller offentlige virksomheder svarende til dem, der er omhandlet i litra d), fra tredjelande med forbehold af de betingelser, der er fastsat i artikel 3a.

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester ("forsyningsvirksomhedsdirektivet") (EUT L 134 af 30.4.2004, s. 1)."

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114).""

b)

stk. 2 affattes således:

"2.   En EGTS skal bestå af medlemmer, der er hjemmehørende på mindst to medlemsstaters område, jf. dog artikel 3a, stk. 2 og 5."

4)

Følgende artikel indsættes:

"Artikel 3a

Tiltrædelse af medlemmer fra tredjelande eller oversøiske lande eller territorier (OLT'er)

1.   I overensstemmelse med artikel 4, stk. 3a, kan en EGTS bestå af medlemmer, der er hjemmehørende på mindst to medlemsstaters område og et eller flere tredjelandes område, der grænser op til mindst én af disse medlemsstater, herunder regioner i dens yderste periferi, hvis disse medlemsstater og tredjelande i fællesskab gennemfører aktioner for territorialt samarbejde eller gennemfører programmer, der støttes af Unionen.

Med henblik på denne forordning anses et tredjeland eller et OLT for at grænse op til en medlemsstat, herunder regioner i dens yderste periferi, hvis tredjelandet eller OLT'et og den pågældende medlemsstat deler en fælles landegrænse, eller hvis både tredjelandet eller OLT'et og medlemsstaten er støtteberettigede under et fælles maritimt grænseoverskridende eller international program under europæisk territorialt samarbejde eller er støtteberettigede under et andet grænseoverskridende eller havgrænseoverskridende samarbejdsprogram eller et samarbejdsprogram vedrørende havområder, inklusive når de er skilt ad af internationale farvande.

2.   En EGTS kan bestå af medlemmer, der er hjemmehørende på kun én medlemsstats område og et eller flere tredjelandes område, der grænser op til medlemsstaten, herunder regionerne i dens yderste periferi, hvis den pågældende medlemsstat finder, at EGTS'en er i overensstemmelse med anvendelsesområdet for dens territoriale samarbejde i forbindelse med grænseoverskridende eller tværnationalt samarbejde eller bilaterale forbindelser med de pågældende tredjelande.

3.   Med henblik på stk. 1 og 2 omfatter tredjelande, der grænser op til en medlemsstat, herunder regionerne i dens yderste periferi, søgrænser mellem de pågældende lande.

4.   I overensstemmelse med artikel 4a og med forbehold af betingelserne i stk. 1 i nærværende artikel kan en EGTS også bestå af medlemmer, der er hjemmehørende på mindst to medlemsstaters område, herunder regionerne i deres yderste periferi, og et eller flere OLT'er inklusive eller eksklusive medlemmer fra et eller flere tredjelande.

5.   I overensstemmelse med artikel 4a og med forbehold af betingelserne i stk. 2 i nærværende artikel kan en EGTS også bestå af medlemmer, der er hjemmehørende på kun én medlemsstats område, herunder regionerne i dens yderste periferi, og et eller flere OLT'er inklusive eller eksklusive medlemmer fra et eller flere tredjelande.

6.   En EGTS kan ikke oprettes udelukkende mellem medlemmer fra en medlemsstat og et eller flere OLT'er, der har tilknytning til den pågældende medlemsstat."

5)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

a)

stk. 3 affattes således:

"3.   Efter meddelelse fra det potentielle medlem, jf. stk. 2, godkender den medlemsstat, der har modtaget denne meddelelse, under hensyn til sin forfatningsmæssige struktur det potentielle medlems deltagelse i EGTS'en og i aftalen, medmindre den pågældende medlemsstat finder, at:

a)

en sådan deltagelse eller aftalen ikke er forenelig med følgende:

i)

denne forordning

ii)

anden EU-lovgivning vedrørende EGTS'ens handlinger og aktiviteter

iii)

national lovgivning i relation til det potentielle medlems beføjelser og kompetencer

b)

en sådan deltagelse ikke er berettiget af hensyn til den offentlige interesse eller den offentlige orden i den pågældende medlemsstat, eller

c)

vedtægterne ikke er i overensstemmelse med aftalen.

I tilfælde af ikke-godkendelse begrunder medlemsstaten, hvorfor den ikke kan give sin godkendelse, og foreslår, hvor det er relevant, de nødvendige ændringer af aftalen.

Medlemsstaten træffer beslutning om godkendelse senest seks måneder efter datoen for modtagelsen af en meddelelse i henhold til stk. 2. Hvis den medlemsstat, der har modtaget meddelelsen, ikke gør indsigelse inden udløbet af denne frist, betragtes deltagelsen af det potentielle medlem og aftalen som godkendt. Den medlemsstat, hvor EGTS'ens foreslåede hjemsted skal være beliggende, skal imidlertid formelt godkende aftalen, for at EGTS'en kan oprettes.

Enhver anmodning om yderligere oplysninger fra medlemsstaten til et potentielt medlem afbryder den i tredje afsnit omhandlede frist. Afbrydelsesperioden begynder dagen efter den dato, hvor medlemsstaten har sendt sine bemærkninger til det potentielle medlem, og slutter, når det potentielle medlem reagerer på bemærkningerne.

Den i tredje afsnit omhandlede frist afbrydes dog ikke, såfremt det potentielle medlem besvarer medlemsstatens bemærkninger inden for ti arbejdsdage efter afbrydelsesperiodens begyndelse.

Når medlemsstaterne træffer beslutning om et potentielt medlems deltagelse i en EGTS, kan de anvende deres nationale lovgivning."

b)

følgende stykke indsættes:

"3a.   For så vidt angår en EGTS med potentielle medlemmer fra et eller flere tredjelande, skal den medlemsstat, hvor EGTS’ foreslåede hjemsted skal være beliggende, i samråd med de andre berørte medlemsstater forvisse sig om, at de betingelser, der er fastsat i artikel 3a, er opfyldt, og at hvert tredjeland har godkendt det potentielle medlems deltagelse i henhold til enten:

a)

betingelser og procedurer, der svarer til dem, der er fastsat i nærværende forordning, eller

b)

i henhold til en aftale, der er indgået mellem mindst én medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning et potentielt medlem er etableret, og det pågældende tredjeland."

c)

stk. 5 og 6 affattes således:

"5.   Medlemmerne når til enighed om den i artikel 8 omhandlede aftale og sikrer, at den er i overensstemmelse med godkendelsen i overensstemmelse med stk. 3 i nærværende artikel.

6.   EGTS'en underretter de medlemsstater, under hvis lovgivning EGTS'ens medlemmer er oprettet, om eventuelle ændringer af aftalen eller vedtægterne. Bortset fra i tilfælde af et nyt medlems tiltrædelse i henhold til stk. 6a, litra a), skal eventuelle ændringer af aftalen godkendes af disse medlemsstater efter proceduren i denne artikel."

d)

følgende stykke tilføjes:

"6a.   Følgende bestemmelser finder anvendelse, såfremt nye medlemmer tiltræder en eksisterende EGTS:

a)

såfremt et nyt medlem fra en medlemsstat, der allerede har godkendt aftalen, tiltræder, skal en sådan tiltrædelse kun godkendes af den medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning det nye medlem er oprettet i overensstemmelse med proceduren i stk. 3, og meddeles den medlemsstat, hvor EGTS'en har sit hjemsted

b)

såfremt et nyt medlem fra en medlemsstat, der endnu ikke har godkendt aftalen, tiltræder, finder proceduren i stk. 6 anvendelse

c)

såfremt et nyt medlem fra et tredjeland tiltræder en eksisterende EGTS, skal en sådan tiltrædelse være genstand for en undersøgelse ved den medlemsstat, hvor EGTS'ens har sit hjemsted, i overensstemmelse med proceduren i stk. 3a."

6)

Følgende artikel indsættes:

"Artikel 4a

Deltagelse af medlemmer fra et OLT

Såfremt en EGTS har et potentielt medlem fra et OLT, skal den medlemsstat, som OLT'et har tilknytning til, forvisse sig om, at betingelserne i artikel 3a er opfyldt, og under hensyn til dens forbindelser med OLT'et enten:

a)

godkende det potentielle medlems deltagelse i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, eller

b)

skriftligt bekræfte overfor den medlemsstat, hvor EGTS'ens foreslåede hjemsted skal være beliggende, at de kompetente myndigheder i OLT'et har godkendt det potentielle medlems deltagelse i henhold til betingelser og procedurer, der svarer til dem, der er fastsat i nærværende forordning."

7)

Artikel 5 affattes således:

"Artikel 5

Erhvervelse af status som juridisk person og offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende

1.   Aftalen og vedtægterne og eventuelle senere ændringer registreres og/eller offentliggøres i den medlemsstat, hvor den pågældende EGTS har sit hjemsted, i overensstemmelse med gældende ret i denne medlemsstat. EGTS'en får status som juridisk person på datoen for registreringen eller offentliggørelsen af aftalen og vedtægterne, afhængigt af hvad der indtræffer først. Medlemmerne underretter de berørte medlemsstater og Regionsudvalget om aftalens og vedtægternes registrering eller offentliggørelse.

2.   EGTS'en sikrer, at der inden ti arbejdsdage efter aftalens og vedtægternes registrering eller offentliggørelse sendes en anmodning til Regionsudvalget, som er i overensstemmelse med modellen i bilaget til denne forordning. Regionsudvalget fremsender derefter denne anmodning til Den Europæiske Unions Publikationskontor med henblik på offentliggørelse af en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, om EGTS'ens oprettelse med angivelse af de oplysninger, der er fastsat i bilaget til denne forordning, til Den Europæiske Unions Publikationskontor."

8)

Artikel 6, stk. 4, affattes således:

"4.   Uanset stk. 1, 2 og 3 i denne artikel, finder den relevante lovgivning om kontrol med EU-midler anvendelse, når en EGTS' opgaver som nævnt i artikel 7, stk. 3, omfatter foranstaltninger, som medfinansieres af Unionen."

9)

I artikel 7 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 2 og 3 affattes således:

"2.   En EGTS handler inden for rammerne af de opgaver, som den har fået overdraget, dvs. lettelse og fremme af det territoriale samarbejde med henblik på at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i Unionen og overvindelse af hindringer i det indre marked. Hver opgave fastlægges af medlemmerne, inden for rammerne af den kompetence, som hvert medlem har, medmindre medlemsstaten eller tredjelandet godkender deltagelse af et medlem, der er oprettet i henhold til medlemsstatens eller tredjelandets nationale lovgivning, selv hvis det pågældende medlem ikke er kompetent til at varetage alle de opgaver, der er præciseret i aftalen.

3.   En EGTS kan gennemføre specifikke aktioner vedrørende territorialt samarbejde mellem dens medlemmer med sigte på det mål, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, med eller uden finansielt bidrag fra Unionen.

Primært kan en EGTS' opgaver vedrøre gennemførelse af samarbejdsprogrammer eller dele heraf eller gennemførelse af operationer, der støttes af Unionen gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og/eller Samhørighedsfonden.

Medlemsstaterne kan begrænse de opgaver, EGTS'er kan udføre uden finansielt bidrag fra Unionen. Medlemsstaterne kan med forbehold af artikel 13 imidlertid ikke udelukke de opgaver, der vedrører de prioriterede investeringer, der er omhandlet i artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af (11).

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17 december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 259)""

b)

i stk. 4 tilføjes følgende afsnit:

"En EGTS' forsamling, jf. artikel 10, stk. 1, litra a), kan dog i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning og national lovgivning fastlægge vilkårene og betingelserne for anvendelse af en infrastruktur, som en EGTS forvalter, eller vilkårene og betingelserne for ydelse af en tjeneste af almindelig økonomisk interesse, herunder afgifter og gebyrer, der skal betales af brugerne."

10)

Artikel 8, stk. 2, affattes således:

"2.   I aftalen præciseres:

a)

EGTS'ens navn og hjemsted

b)

Udstrækningen af det område på hvilket EGTS'en kan udføre sine opgaver

c)

EGTS'ens formål og opgaver

d)

EGTS'ens varighed og betingelserne for dens opløsning

e)

listen over EGTS'ens medlemmer

f)

listen over EGTS'ens organer og deres respektive kompetencer

g)

den gældende EU-lovgivning og nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor EGTS'en har sit hjemsted, med henblik på fortolkning og gennemførelse af aftalen

h)

den gældende EU-lovgivning og nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor EGTS'ens organer handler

i)

eventuelt aftaler om deltagelse af medlemmer fra tredjelande eller fra OLT'er, herunder fastsættelse af gældende ret, når EGTS'en udfører opgaver i tredjelande eller OLT'er

j)

den gældende EU-lovgivning og nationale lovgivning, der er direkte relevant for EGTS'ens aktiviteter, som udføres i henhold til de i aftalen specificerede opgaver

k)

de regler, der gælder for EGTS’ens personale, samt principperne for ordningerne vedrørende personaleforvaltning og ansættelsesprocedurer

l)

aftaler om EGTS'ens og medlemmernes ansvar, jf. artikel 12

m)

de relevante aftaler om gensidig anerkendelse, herunder vedrørende finansiel kontrol med forvaltningen af offentlige midler, og

n)

procedurerne for vedtagelse af vedtægterne og ændring af aftalen, som skal overholde forpligtelserne i artikel 4 og 5.

3.   Når en EGTS' opgaver kun vedrører forvaltningen af et samarbejdsprogram eller en del heraf under forordning (EU) nr. 1299/2013, eller når en EGTS vedrører interregionalt samarbejde eller netværk, er oplysningerne under stk. 2, litra b), ikke påkrævet".

11)

Artikel 9 affattes således:

"Artikel 9

Vedtægter

1.   En EGTS' vedtægter vedtages enstemmigt af dens medlemmer på grundlag af og i overensstemmelse med aftalen.

2.   En EGTS' vedtægter skal mindst præcisere følgende:

a)

bestemmelserne for en EGTS' organers funktion og disse organers beføjelser samt antallet af medlemmernes repræsentanter i de relevante organer

b)

EGTS’ens beslutningsprocedurer

c)

det eller de anvendte arbejdssprog

d)

ordningerne for dens funktion

e)

procedurerne vedrørende personaleforvaltning og -ansættelse

f)

ordningerne for medlemmernes finansielle bidrag

g)

de gældende regnskabs- og budgetbestemmelser for medlemmerne

h)

bestemmelser om udpegelse af et uafhængigt organ, som skal foretage ekstern revision af EGTS'ens regnskaber og

i)

procedurerne for ændring af vedtægterne, som skal overholde forpligtelserne i artikel 4 og 5."

12)

Artikel 11, stk. 2, affattes således:

"2.   Udarbejdelsen af regnskabet, herunder, hvis det kræves, den ledsagende årsberetning, samt revision og offentliggørelse af dette regnskab er underlagt den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor EGTS'en har sit hjemsted."

13)

I artikel 12 foretages følgende ændringer:

a)

i stk. 1 tilføjes følgende afsnit:

"En EGTS hæfter for al sin gæld."

b)

stk. 2 affattes således:

"2.   Med forbehold af stk. 3, hæfter en EGTS' medlemmer, i det omfang EGTS'ens aktiver ikke kan dække dens passiver, i forhold til deres bidrag for EGTS'ens gæld, uanset dens art. Ordningerne vedrørende finansielle bidrag fastsættes i vedtægterne.

Medlemmerne af en EGTS kan i vedtægterne forpligte sig til efter endt medlemskab at være ansvarlige for forpligtelser i medfør af EGTS'ens aktiviteter i deres medlemskabsperiode.

2a.   Er ansvaret hos mindst et medlem af en EGTS fra en medlemsstat begrænset i medfør af den nationale lovgivning, i henhold til hvilken det er oprettet, kan de øvrige medlemmer også begrænse deres ansvar i aftalen, hvis den nationale lovgivning om gennemførelse af denne forordning giver dem mulighed for det.

Navnet på en EGTS, hvis medlemmer har begrænset ansvar, skal indeholde udtrykket "begrænset".

Kravene til offentliggørelse af aftalen om samt vedtægter og regnskaber for en EGTS, hvis medlemmer har begrænset ansvar, skal som minimum svare til dem, der gælder for andre former for juridiske enheder med begrænset ansvar i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende EGTS har sit hjemsted.

I tilfælde af en EGTS, hvis medlemmer har begrænset ansvar, kan enhver berørt medlemsstat kræve, at EGTS'en tegner passende forsikringer til dækning af de særlige risici, der er forbundet med de aktiviteter, der udføres af EGTS'en, eller at den er dækket af en garanti ydet af en bank eller en anden finansiel institution, som er etableret i en medlemsstat, eller er omfattet af en ordning, hvorved en offentlig myndighed eller en medlemsstat stiller en garanti."

14)

Artikel 15, stk. 2, første afsnit, affattes således:

"2.   Medmindre andet er bestemt i denne forordning, finder EU-rettens kompetenceregler anvendelse på tvister, som involverer en EGTS. I tilfælde, der ikke er forudset i EU-retten, ligger kompetencen til at bilægge tvister hos retterne i den medlemsstat, hvor EGTS'en har sit hjemsted."

15)

I artikel 16 foretages følgende ændringer:

a)

stk. 1 affattes således:

"1.   Medlemsstaterne vedtager bestemmelser til at sikre en effektiv anvendelse af denne forordning, herunder med hensyn til fastlæggelsen af kompetente myndigheder med ansvar for godkendelsesproceduren i overensstemmelse med deres juridiske og administrative ordninger.

En medlemsstat kan, hvis det kræves i henhold til dens nationale lovgivning, udarbejde en samlet liste over de opgaver, som medlemmerne af en EGTS, der er oprettet i henhold til dens lovgivning, allerede har, for så vidt angår det territoriale samarbejde, som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i denne medlemsstat.

Medlemsstaten forelægger Kommissionen eventuelle bestemmelser, som vedtages i henhold til denne artikel samt eventuelle ændringer heraf. Kommissionen fremsender disse bestemmelser til de andre medlemsstater og Regionsudvalget."

b)

som stk. 1a indsættes:

"1a.   De i stk. 1 omhandlede bestemmelser skal også, i det omfang de vedrører en medlemsstat, som et OLT har tilknytning til, og under hensyntagen til medlemsstatens forbindelser med OLT'et, sikre den effektive anvendelse af denne forordning med hensyn til det pågældende OLT, der grænser op til andre medlemsstater eller regionerne i disse medlemsstaters yderste periferi."

16)

Artikel 17 affattes således:

"Artikel 17

Rapport

Senest den 1. august 2018 tilsender Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Regionsudvalget en rapport om anvendelsen af denne forordning, der på grundlag af indikatorer evaluerer dens effektivitet, relevans, merværdi på europæisk plan og mulighederne for forenkling.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 17a, som fastlægger listen over de i stk. 1, omhandlede indikatorer."

17)

Følgende artikel indsættes:

"Artikel 17a

Udøvelse af delegationen

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 17, stk.2, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 21 december 2013

3.   Delegationen af beføjelser i artikel 17, stk. 2, kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der præciseres i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, underretter den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 17, stk. 2, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist har meddelt Kommissionen, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.s"

Artikel 2

Overgangsbestemmelser

1.   EGTS'er oprettet før den 21 december 2013 er ikke forpligtet til at tilpasse deres aftale og vedtægter til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1082/2006 som ændret ved nærværende forordning.

2.   For så vidt angår EGTS'er, for hvilke en procedure i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 1082/2006 blev indledt inden den 22 Juni 2014, og for hvilke der kun mangler registrering eller offentliggørelse i henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 1082/2006, registreres og/eller offentliggøres aftalen og vedtægterne i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1082/2006 før ændringen heraf ved nærværende forordning.

3.   EGTS'er, for hvilke en procedure i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 1082/2006 blev indledt mere end seks måneder inden den 22 Juni 2014, godkendes i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1082/2006 før ændringen heraf ved nærværende forordning.

4.   Andre EGTS'er end de i stk. 2 og 3 i nærværende artikel omhandlede, for hvilke en procedure i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 1082/2006 blev indledt inden den 22 Juni 2014, godkendes i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1082/2006 som ændret ved denne forordning.

5.   Medlemsstaterne forelægger Kommissionen de nødvendige ændringer af de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1082/2006, som ændret ved nærværende forordning, senest den 22 Juni 2014.

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 22 Juni 2014.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, 17. december 2013.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

R. ŠADŽIUS

Formand


(1)  EUT C 191 af 29.6.2012, s. 53.

(2)  EUT C 113 af 18.4.2012, s. 22.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 af 5. juli 2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) (EUT L 210 af 31.7.2006, s. 19).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester ("forsyningsvirksomhedsdirektivet") (EUT L 134 af 30.4.2004, s. 1).

(6)  Rådets afgørelse 2013/755/EU af 25 november 2013 om de oversøiske landes og territoriers associering med Unionen ("associeringsafgørelse") (EUT L 344 af 19.12.2013, s. 1).

(7)  Protokol nr. 3 til "European Outline Convention on Transfrontier Co-operation between Territorial Communities or Authorities concerning Euroregional Co-operation Groupings (ECGs)" (europæisk rammekonvention om grænseoverskridende samarbejde mellem lokale og regionale myndigheder vedrørende euroregionale samarbejdsgrupper), som blev åbnet for undertegnelse den 16. november 2009.

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166 af 30.4.2004, s. 1).


BILAG

Model for de oplysninger, der skal fremsendes i henhold til artikel 5, stk. 2

OPRETTELSE AF EN EUROPÆISK GRUPPE FOR TERRITORIALT SAMARBEJDE (EGTS)

Navnet på en EGTS, hvis medlemmer har begrænset ansvar, skal indeholde udtrykket »begrænset« (artikel 12, stk. 2a)

Felter markeret med asterisk skal udfyldes.

Image

Image

Image


Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen vedrørende bevidstgørelse og artikel 4 og 4a i EGTS

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen er enige om at gøre en bedre koordineret indsats for bevidstgørelse i institutionerne og medlemsstaterne med henblik på at gøre muligheden for at bruge EGTS'er som et frivilligt instrument til territorialt samarbejde på alle Unionens politikområder mere synlig.

I denne sammenhæng opfordrer Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen navnlig medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger til koordinering og kommunikation mellem de nationale myndigheder og mellem myndigheder i forskellige medlemsstater med henblik på at sikre klare, effektive og gennemsigtige procedurer for godkendelse af nye EGTS'er inden for fastsatte tidsfrister.


Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen vedrørende artikel 1, stk. 9, i EGTS

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen er enige om, at medlemsstaterne ved anvendelsen af artikel 9, stk. 2, litra i), i forordning (EU) nr. 1082/2006 som ændret, når de vurderer de regler, der skal gælde for en EGTS' personale, som foreslået i udkastet til aftalen, vil bestræbe sig på at overveje de forskellige mulige ansættelsesordninger, EGTS'en kan vælge imellem, det være sig i henhold til privat eller offentlig ret.

Når ansættelseskontrakterne for en EGTS' medarbejdere er privatretlige, vil medlemsstaterne også tage hensyn til relevant EU-lovgivning som f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) og relevant retspraksis i de andre medlemsstater, der er repræsenteret i EGTS'en.

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen forstår endvidere, at når ansættelseskontrakterne for en EGTS' medarbejdere er offentligretlige, vil de nationale offentligretlige regler være dem, der gælder i den medlemsstat, hvor det pågældende EGTS-organ er beliggende. Dog kan de nationale offentligretlige regler i den medlemsstat, hvor en EGTS er registreret, finde anvendelse for så vidt angår medarbejdere i EGTS'en, der allerede er omfattet af disse regler, inden de bliver ansat i EGTS'en.


Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen vedrørende Regionsudvalgets rolle inden for rammerne af EGTS-platformen

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen noterer sig det værdifulde arbejde, der udføres af Regionsudvalget inden for rammerne af den platform for EGTS'er, som det driver, og tilskynder Regionsudvalget til fortsat at varetage opsynet med aktiviteterne i eksisterende og kommende EGTS'er, organisere en udveksling af bedste praksis og kortlægge fælles udfordringer.


Top