EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013R1069

Kommissionens forordning (EU) nr. 1069/2013 af 30. oktober 2013 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af natriumphosphater (E 339) i naturtarme til pølser EØS-relevant tekst

EUT L 289 af 31.10.2013, p. 61–62 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/1069/oj

31.10.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 289/61


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 1069/2013

af 30. oktober 2013

om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af natriumphosphater (E 339) i naturtarme til pølser

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og artikel 30, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 er der fastlagt en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

(2)

Denne liste kan ændres i overensstemmelse med den fælles procedure, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (2), på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning.

(3)

Den 26. august 2010 blev der indgivet en ansøgning om tilladelse til at anvende natriumphosphater (E 339) som surhedsregulerende middel i naturtarme til pølser, og medlemsstaterne fik adgang til ansøgningen.

(4)

Natriumphosphater (E 339) er opført på EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer, og det er tilladt at anvende dem i visse fødevarer; naturtarme til pølser er ikke omfattet.

(5)

Naturtarme har visse mekaniske karakteristika, som i høj grad nedsætter effektiviteten og giver problemer i pølseindustrien, hvor man oplever, at tarmene sprænges under stopning og har begrænset glideevne (øget klæbrighed) på pølsehornet.

(6)

Natriumphosphater (E 339) er bevisligt, når de anvendes som surhedsregulerende middel, velegnede til at forbedre naturtarmes glideevne, således at pølsestopningsprocessen lettes, og den belastning, som tarmene udsættes for og sprænges ved, reduceres.

(7)

Det maksimale tolerable daglige indtag (MTDI) af phosphater, der er fastsat af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler (3), er 70 mg/kg legemsvægt. Den af ansøgeren foreslåede grænseværdi er 12 600 mg/kg tarm, hvilket i den endelige pølse resulterer i en maksimal overførsel af phosphater fra tarme på 250 mg/kg. Overførslen af phosphater via behandlede naturtarme vil være på 2,1 % af MTDI. Det bør derfor være tilladt at anvende natriumphosphater som surhedsregulerende middel til at forbedre de mekaniske egenskaber for tarme til pølser.

(8)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1331/2008 skal Kommissionen indhente en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, inden den opdaterer EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008, undtagen hvis den pågældende opdatering ikke kan få virkninger for menneskers sundhed. Eftersom tilladelsen til at anvende natriumphosphater (E 339) til at forbedre de mekaniske egenskaber for naturtarme til pølser er ensbetydende med en opdatering af nævnte liste, som ikke kan få virkninger for menneskers sundhed, er det ikke nødvendigt at anmode om en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

(9)

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. oktober 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

(2)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1.

(3)  Rapporter fra Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler, 25. serie (s. 13), 1991, tilgængelig på http://ec.europa.eu/food/fs/sc/scf/reports/scf_reports_25.pdf


BILAG

I bilag II, del E, til forordning (EF) nr. 1333/2008 indsættes følgende række under fødevarekategori nr. 08.2.3, »Tarme samt overtræk og pynt til kød«, efter rækken vedrørende E 338-452:

 

»E 339

Natriumphosphater

12 600

(4) (80)

Kun til naturtarme til pølser

 

 

(4):

Maksimumsværdien er udtrykt som P2O5.

 

 

(80):

Carry-over i det færdige produkt må ikke overstige 250 mg/kg.«


Top