Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013R0456

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 456/2013 af 16. maj 2013 om overgangsforanstaltninger vedrørende importkontingenterne for mælk i forordning (EF) nr. 2535/2001 og importkontingenterne for oksekød i forordning (EF) nr. 412/2008 og (EF) nr. 431/2008, som følge af Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union

EUT L 133 af 17.5.2013, pp. 13–14 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2013/456/oj

17.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 133/13


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 456/2013

af 16. maj 2013

om overgangsforanstaltninger vedrørende importkontingenterne for mælk i forordning (EF) nr. 2535/2001 og importkontingenterne for oksekød i forordning (EF) nr. 412/2008 og (EF) nr. 431/2008, som følge af Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Kroatiens tiltrædelse, særlig artikel 3, stk. 4,

under henvisning til akten om Kroatiens tiltrædelse, særlig artikel 41, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Med henblik på Kroatiens tiltrædelse af EU den 1. juli 2013 er det nødvendigt at træffe overgangsforanstaltninger vedrørende visse importkontingenter i mejeri- og oksekødssektoren, således at importører i Kroatien kan få del i de nævnte importkontingenter.

(2)

Ifølge afsnit 2, kapitel I, afdeling 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2535/2001 af 14. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1255/1999 for så vidt angår importordningen for mælk og mejeriprodukter og åbning af toldkontingenter (1) skal importlicensansøgere være forhåndsgodkendt af myndighederne i den medlemsstat, hvor de er etableret. For at sikre, at erhvervsdrivende i Kroatien får adgang til de importkontingenter, der er omhandlet i afsnit 2, kapitel I, og afsnit 2, kapitel III, afdeling 2, i forordning (EF) nr. 2535/2001, fra den 1. januar 2014, bør det tillades sådanne erhvervsdrivende at indsende deres ansøgning om godkendelse og ledsagende dokumentation inden den 1. oktober 2013 i stedet for den 1. april 2013. Kroatiens myndigheder bør underrette ansøgerne om resultatet af godkendelsesproceduren inden den 1. november 2013 i stedet for den 1. maj 2013 og sende Kommissionen den relevante liste over godkendte erhvervsdrivende inden den 15. november 2013 i stedet for den 20. maj 2013.

(3)

I henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 412/2008 af 8. maj 2008 om åbning og forvaltning af et toldkontingent for import af frosset oksekød til forarbejdning (2) åbnes der hvert år for perioden fra 1. juli til 30. juni det efterfølgende år et toldkontingent for import af 63 703 tons ikke-udbenet-ækvivalent frosset oksekød, som er bestemt til forarbejdning i EU. Ifølge artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 412/2008 skal ansøgere om importrettigheder bevise, at de er autoriseret som forarbejdningsvirksomheder i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (3), og at de har produceret forarbejdede produkter med indhold af oksekød i hver af de to referenceperioder i artikel 5 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1301/2006 af 31. august 2006 om fælles regler for administration af toldkontingenter for import af landbrugsprodukter på grundlag af en importlicensordning (4). Hvad angår den første betingelse bør kroatiske ansøgere om importrettigheder for at kunne importere i perioden fra 1. juli 2013 til 30. juni 2014 bevise, at de er autoriseret som forarbejdningsvirksomheder til eksport til EU i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (5). Hvad angår bevis for ansøgerens tidligere virksomhed med henblik på ansøgning om importrettigheder i henhold til forordning (EF) nr. 412/2008, bør kravet anses for opfyldt, hvis ansøgeren har produceret forarbejdede produkter med indhold af oksekød i Kroatien i 2011 og 2012 i overensstemmelse med kroatisk lovgivning.

(4)

I henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 431/2008 af 19. maj 2008 om åbning og forvaltning af et toldkontingent for import af frosset kød af hornkvæg henhørende under KN-kode 0202 og for varer henhørende under KN-kode 0206 29 91  (6) åbnes der hvert år et toldkontingent for import af 53 000 tons frosset kød af hornkvæg for perioden fra 1. juli til 30. juni det følgende år. Hvad angår kontingentperioden fra 1. juli 2013 til 30. juni 2014 bør det præciseres, at det bevis, som virksomheder i Kroatien skal forelægge ved ansøgning om importrettigheder, ikke kan vedrøre import fra medlemsstaterne.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Overgangsforanstaltninger vedrørende forordning (EF) nr. 2535/2001

1.   Uanset artikel 8 i forordning (EF) nr. 2535/2001 tildeles der godkendelse til import i perioden fra 1. januar til 30. juni 2014 under de toldkontingenter, der er omhandlet i afsnit 2, kapitel I, og afsnit 2, kapitel III, afdeling 2, i samme forordning, til ansøgere, som inden 1. oktober 2013 forelægger myndighederne i Kroatien, hvor de er etableret og momsregistreret, en ansøgning ledsaget af bevis for, at de i både 2011 og 2012 har importeret i Kroatien eller eksporteret fra Kroatien mindst 25 tons mejeriprodukter henhørende under kapitel 04 i den kombinerede nomenklatur.

2.   Ved anvendelse af stk. 1 betragtes transaktioner i forbindelse med aktiv eller passiv forædling ikke som import eller eksport.

3.   Uanset artikel 9 i forordning (EF) nr. 2535/2001 underretter den kompetente myndighed i Kroatien inden den 1. november 2013 ansøgerne om resultatet af godkendelsesproceduren og meddeler dem i givet fald godkendelsesnummeret. Godkendelsen gælder indtil den 30. juni 2014.

4.   Uanset artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2535/2001 meddeler de kompetente myndigheder i Kroatien inden den 15. november 2013 en liste over godkendte erhvervsdrivende i henhold til stk. 3 i samme artikel til Kommissionen, og Kommissionen videresender listen til de øvrige medlemsstaters myndigheder.

Kun erhvervsdrivende, der er opført på en liste, kan fra 20. til 30. november 2013 ansøge om licens til import i perioden fra 1. januar til 30. juni 2014, jf. artikel 11-14 i forordning (EF) nr. 2535/2001.

Artikel 2

Overgangsforanstaltninger vedrørende forordning (EF) nr. 412/2008

Uanset artikel 5 i forordning (EF) nr. 412/2008 skal kroatiske ansøgere om importrettigheder for importkontingentperioden fra 1. juli 2013 til 30. juni 2014 bevise, at de er autoriseret som forarbejdningsvirksomheder til eksport til EU i henhold til artikel 12 i forordning (EF) nr. 854/2004, og dokumentere over for de kompetente myndigheder i Kroatien, at de har produceret forarbejdede produkter med indhold af oksekød i overensstemmelse med kroatisk lovgivning i hver af de to referenceperioder i artikel 5 i forordning (EF) nr. 1301/2006.

Artikel 3

Overgangsforanstaltninger vedrørende forordning (EF) nr. 431/2008

Uanset artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 431/2008 skal kroatiske ansøgere om importrettigheder over for de kompetente myndigheder i Kroatien bevise, at de i perioden fra 1. maj 2012 til 30. april 2013 efter de relevante kroatiske toldbestemmelser har importeret, eller at der på deres vegne er blevet importeret, en mængde oksekød henhørende under KN-kode 0201 , 0202 , 0206 10 95 eller 0206 29 91 , idet dog import fra medlemsstaterne ikke medregnes. Denne mængde udgør referencemængden.

Artikel 4

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft med forbehold af, at traktaten om Kroatiens tiltrædelse træder i kraft, og da på datoen herfor.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. maj 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EFT L 341 af 22.12.2001, s. 29.

(2)   EUT L 125 af 9.5.2008, s. 7

(3)   EUT L 139 af 30.4.2004, s. 55

(4)   EUT L 238 af 1.9.2006, s. 13.

(5)   EUT L 139 af 30.4.2004, s. 206

(6)   EUT L 130 af 20.5.2008, s. 3


Top