EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013D0438

2013/438/EU: Kommissionens afgørelse af 16. august 2013 i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF for så vidt angår et forbud, som myndighederne i Sverige har indført vedrørende et lysstofrør af mærket og typen »GW 80 455« (ATEX-SE-01-2012) (meddelt under nummer C(2013) 5315) EØS-relevant tekst

EUT L 222 af 20.8.2013, p. 12–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2013/438/oj

20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 222/12


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 16. august 2013

i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF for så vidt angår et forbud, som myndighederne i Sverige har indført vedrørende et lysstofrør af mærket og typen »GW 80 455« (ATEX-SE-01-2012)

(meddelt under nummer C(2013) 5315)

(EØS-relevant tekst)

(2013/438/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om materiel og sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære (1) (ATEX-direktivet), særlig artikel 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 94/9/EF træffer medlemsstaterne alle nødvendige foranstaltninger, for at det materiel og de sikringssystemer, som dette direktiv finder anvendelse på, kun kan markedsføres og tages i brug, såfremt de ikke bringer personers og i givet fald husdyrs eller goders sikkerhed og sundhed i fare, når de installeres og vedligeholdes på passende vis og bruges i overensstemmelse med deres bestemmelse.

(2)

I henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 94/9/EF træffer en medlemsstat, såfremt den konstaterer, at materiel, sikringssystemer eller anordninger, der er forsynet med CE-overensstemmelsesmærkning og bruges i overensstemmelse med deres bestemmelse, vil kunne frembyde fare for personers og i givet fald husdyrs eller goders sikkerhed, alle nødvendige foranstaltninger for at trække materiellet eller sikringssystemerne tilbage fra markedet, forbyde deres markedsføring og ibrugtagning eller indskrænke deres frie bevægelighed. Medlemsstaten underretter straks Kommissionen om disse foranstaltninger og anfører grundene til sin beslutning.

(3)

Den 2. oktober 2012 meddelte de svenske myndigheder officielt Kommissionen, at de den 19. september 2012 havde udstedt et forbud vedrørende markedsføring af et lysstofrør af mærket og typen »GW 80 455«, fremstillet af Gewiss S.p.A., via A. Volta 1, 24069 Cenate Sotto (Bergamo), Italien.

(4)

De svenske myndigheder traf foranstaltningen med den begrundelse, at varen ikke var i overensstemmelse med de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav som omhandlet i artikel 3 i direktiv 94/9/EF og fastsat i bilag II, navnlig under punkt 1.0.5. (Mærkning) og punkt 1.0.6. (Brugsanvisning), i forbindelse med forkert eller mangelfuld anvendelse af harmoniseret standard EN 60079-0: 2006 — Elektriske apparater til eksplosive gasatmosfærer — Del 0: Generelle krav (IEC 60079-0:2004 (ændret)), som er nævnt i EF-overensstemmelseserklæringen fra fabrikanten.

(5)

De svenske myndigheder fremlagde testrapporten om undersøgelse af eksplosionssikring af lysstofrøret af 3. april 2012. Ifølge de svenske myndigheder omfatter listen over afvigelser:

Alvorlig kritik:

Ledsagende brugsanvisning [punkt 30.1 i EN 60079-0: 2006]: Påskriften »potentiel fare for elektrostatisk ladning — se brugsanvisningen« henviser til yderligere oplysninger i brugsanvisningen. Sådanne oplysninger kan ikke findes i brugsanvisningen.

Kritik:

Mærkning [punkt 29.1 i EN 60079-0:2006] — Hvis lysstofrøret er monteret direkte på et loft, er det vanskeligt at se en del af mærkningen på etiketten (ex-kode og omgivelsestemperatur på den øverste del af etiketten).

Mærkning [pkt. 29.2 zl) i EN 60079-0:2006] — Eksplosionsgruppe (II, IIA, IIB og IIC) mangler i ex-koden.

Mærkning [punkt 29.1 i EN 60079-0:2006)] — Fabrikantens adresse mangler.

Ledsagende brugsanvisning [punkt 30.1 i EN 60079-0:2006] — Brugsanvisningen er ikke på svensk (den er på fem andre sprog, herunder italiensk, engelsk, fransk og tysk).

Ledsagende brugsanvisning [punkt 30.1 i EN 60079-0:2006] — Oplysningerne fra mærkningen skal være gengivet i brugsanvisningen. Nogle af disse oplysninger kan ikke findes i brugsanvisningen:

a)

Advarselstekst i mærkningen (eller tilsvarende tekst, der beskriver advarslerne) mangler i brugsanvisningen.

b)

Temperaturklasse »T3« (for gas) og maksimal temperatur »T78 °C« (for støv) for lysstofrøret kan ikke findes i brugsanvisningen.

c)

Eksplosionsgruppe (II, IIA, IIB og IIC), som skal medtages i ex-koden ifølge 29.2 e) i EN 60079-0:2006, kan ikke findes i brugsanvisningen.

(6)

Den 6. november 2012 skrev Kommissionen til fabrikanten, Gewiss S.p.A., og opfordrede denne til at fremsætte sine bemærkninger til den foranstaltning, som de svenske myndigheder har truffet.

(7)

Gewiss S.p.A. afgav den 11. januar 2013 specifikke svar og forelagde en teknisk analyse for hver enkelt af de afvigelser, som de svenske myndigheder havde påpeget:

Hvad angår punkterne under »alvorlig kritik« vedrørende den ledsagende brugsanvisning, anførte fabrikanten, at mærkningen og brugsanvisningen er blevet udarbejdet i henhold til produktets risikovurdering for gasser og støv for at opfylde de specifikke krav i den relevante harmoniserede standard. Navnlig er oplysningerne om »potentiel fare for elektrostatisk ladning« gengivet på selve produktet under anvendelse af en generel fortolkning af udtrykket »brugsanvisning«, hvilket afviger fra de svenske myndigheders fortolkning, idet disse henviser til den »ledsagende brugsanvisning«.

Hvad angår punkterne under »kritik«, anførte fabrikanten, at afvigelserne ikke reelt er afgørende, da de vedrører mulige forskelle med hensyn til fortolkningen af de relevante bestemmelser i standarden.

(8)

I sit svar understregede fabrikanten, at den ledsagende brugsanvisning og mærkningen af produktet er blevet forbedret og tilpasset de seneste udgaver af de gældende harmoniserede standarder (2009, 2010 og 2012). Det produkt, der er baseret på 2006-udgaven af den harmoniserede standard EN 60079-0, findes rent faktisk ikke længere på markedet i EU. Kopier af den nye mærkning, brugsanvisningen og overensstemmelseserklæringen for produktet fremsendes sammen med svaret; navnlig findes den ledsagende brugsanvisning nu også på svensk.

(9)

De svenske myndigheder fremlagde ingen yderligere dokumentation efter fabrikantens svar.

(10)

I lyset af den tilgængelige dokumentation og de berørte parters kommentarer mener Kommissionen, at lysstofrøret af mærket og typen »GW 80 455« med den konfiguration, som de svenske myndigheder har analyseret, og med henvisning til harmoniseret standard EN 60079-0:2006 ikke opfyldte de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav som omhandlet i artikel 3 i direktiv 94/9/EF og fastsat i bilag II dertil, navnlig under punkt 1.0.5. (Mærkning) og punkt 1.0.6. (Brugsanvisning). Denne manglende overensstemmelse og hermed forbundne tekniske mangler gav anledning til alvorlige risici for brugerne, fordi de vedrører de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i bilag II til direktiv 94/9/EF, som produktet ikke opfylder af følgende årsager:

hvad angår punkterne under »alvorlig kritik«, skal henvisningen til »brugsanvisningen« forstås som den »ledsagende brugsanvisning«, jf. punkt 1.0.6., litra a), i bilag II, og ikke generelt som enhver form for brugsanvisning

hvad angår punkterne under »kritik«, er der blevet konstateret mangler i mærkningen og brugsanvisningen, som ikke vedrører forskellige fortolkninger af standarden, men direkte vedrører de specifikke forskrifter i punkt 1.0.5. og punkt 1.0.6., litra a) og b), i bilag II —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Foranstaltningen truffet af de svenske myndigheder med henblik på at forbyde markedsføring af et lysstofrør af mærket og typen »GW 80 455«, tidligere fremstillet af Gewiss S.p.A. og omfattet af den nu forældede 2006-udgave af standard EN 60079-0, er berettiget.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. august 2013.

På Kommissionens vegne

Antonio TAJANI

Næstformand


(1)  EFT L 100 af 19.4.1994, s. 1


Top