Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013D0269

    Rådets afgørelse 2013/269/FUSP af 27. maj 2013 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at undertegne våbenhandelstraktaten

    EUT L 155 af 7.6.2013, p. 9–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2013/269/oj

    7.6.2013   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 155/9


    RÅDETS AFGØRELSE 2013/269/FUSP

    af 27. maj 2013

    om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at undertegne våbenhandelstraktaten

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 og artikel 207, stk. 3, sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 11. marts 2013 bemyndigede Rådet Kommissionen til at forhandle om de spørgsmål i våbenhandelstraktaten, der henhører under Unionens enekompetence, inden for rammerne af De Forenede Nationer.

    (2)

    Den 2. april 2013 vedtog De Forenede Nationers Generalforsamling teksten til våbenhandelstraktaten. Generalforsamlingen anmodede også generalsekretæren om i sin egenskab af depositar for traktaten at åbne den for undertegnelse den 3. juni 2013 og opfordrede alle stater til at overveje at undertegne den og derefter i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige procedurer at blive parter i traktaten hurtigst muligt.

    (3)

    Formålet med traktaten er at fastsætte de højest mulige fælles internationale standarder for regulering eller forbedring af reguleringen af den internationale handel med konventionelle våben, at forebygge og udrydde ulovlig handel med konventionelle våben og at forebygge ulovlig anvendelse heraf. Medlemsstaterne gav udtryk for tilfredshed med resultatet af forhandlingerne og deres vilje til hurtigst muligt at undertegne traktaten.

    (4)

    Nogle af traktatens bestemmelser vedrører emner, der falder ind under Unionens enekompetence, fordi de er omfattet af den fælles handelspolitik eller berører det indre markeds regler for overførsel af konventionelle våben og sprængstoffer.

    (5)

    Den Europæiske Union kan ikke undertegne traktaten, da kun stater kan være part i denne.

    (6)

    Derfor bør Rådet i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår de spørgsmål, der henhører under Unionens enekompetence, bemyndige medlemsstaterne til at undertegne traktaten i Unionens interesse —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    For så vidt angår de spørgsmål, der henhører under Unionens enekompetence, bemyndiges medlemsstaterne herved til at undertegne våbenhandelstraktaten i Unionens interesse.

    Artikel 2

    Medlemsstaterne opfordres til at undertegne våbenhandelstraktaten ved den højtidelige ceremoni den 3. juni 2013 i New York eller hurtigst muligt herefter.

    Artikel 3

    Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 27. maj 2013.

    På Rådets vegne

    C. ASHTON

    Formand


    Top