Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013D0260

2013/260/EU: Kommissionens afgørelse af 31. maj 2013 om Tysklands foranstaltning i henhold til artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF, der forbyder markedsføring af motorsave af typen HV 0003, fremstillet af Regal Tools Co. Ltd (meddelt under nummer C(2013) 3125) EØS-relevant tekst

EUT L 150 af 4.6.2013, p. 31–32 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2013/260/oj

4.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 150/31


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 31. maj 2013

om Tysklands foranstaltning i henhold til artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF, der forbyder markedsføring af motorsave af typen HV 0003, fremstillet af Regal Tools Co. Ltd

(meddelt under nummer C(2013) 3125)

(EØS-relevant tekst)

(2013/260/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF (1) om maskiner, særlig artikel 11, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De tyske myndigheder har i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i direktiv 2006/42/EF givet Kommissionen og de øvrige medlemsstater meddelelse om en foranstaltning, der forbyder markedsføring af motorsave af typen HV 0003, fremstillet af Regal Tools Co. Ltd., Technology Industrial Park, Chengxin Road 223, Yongkang, Kina, som importeres til EU af Bergner Europe GmbH, Am Seestern 18, 40547 Düsseldorf, Tyskland.

(2)

De tyske myndigheder begrundede denne foranstaltning med motorsavens manglende overensstemmelse med nedenstående væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav, der er fastsat i bilag I til direktiv 2006/42/EF (under henvisning til specifikationerne i den relevante harmoniserede europæiske standard EN ISO 11681-1):

1.3.2.

Brudfare under anvendelse:

Hverken for- eller baghåndtag på motorsaven bestod styrkeprøvningerne som fastsat i den relevante europæiske standard (EN ISO 11681-1: 2008 — punkt 5.2.1).

1.7.4.

Brugsanvisning:

Brugsanvisningen indeholdt ikke oplysninger om fabrikantens firmanavn og fulde adresse (1.7.4.2 a), en EF-overensstemmelseserklæring (1.7.4.2 c), en generel beskrivelse af maskinen (1.7.4.2 d), oplysninger om den luftbårne støj (1.7.4.2 u) og oplysninger om de vibrationer, der overføres af værktøjet (2.2.1.1).

2.3 (c)

Automatisk bremse:

Motorsaven stoppede ikke på tilstrækkelig kort tid, når den manuelle kædebremse blev aktiveret, eller under de forhold, hvor det ikke-manuelle kædebremsesystem bør træde i kraft (EN ISO 11681-1: 2008 — afsnit 5.5.1 og 5.5.2).

(3)

De tyske myndigheder gjorde gældende, at selv om motorsaven var forsynet med CE-mærkningen, var den ikke ledsaget af en EF-overensstemmelseserklæring, udstedt og underskrevet af fabrikanten eller dennes repræsentant, jf. artikel 5, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/42/EF. De gjorde desuden gældende, at selv om håndkædesave er blandt de kategorier af maskiner, der er anført i bilag IV til direktivet, og som er omfattet af en af de procedurer for overensstemmelsesvurdering, der henvises til i artikel 12, stk. 3 eller 4, var der ikke fremlagt bevis for, at motorsaven af typen HV 0003 havde været underlagt en sådan procedure.

(4)

Meddelelsen var ledsaget af en prøvningsrapport, udarbejdet af Deutsche Prüf- und Zertifizierungsstelle für Land- und Forsttechnik GbR.

(5)

I overensstemmelse med proceduren i artikel 11, stk. 3, i direktiv 2006/42/EF skrev Kommissionen til producenten og importøren og opfordrede dem til at fremsætte bemærkninger til de tyske myndigheders foranstaltning.

(6)

Der blev ikke modtaget noget svar fra fabrikanten. Importøren oplyste Kommissionen om, at salget af motorsaven var ophørt, og at han ikke længere importerede denne type motorsav.

(7)

Det fremgår af den dokumentation, der er fremlagt af de tyske myndigheder, at motorsaven af typen HV 0003, der er fremstillet af Regal Tools Co. Ltd., ikke opfylder de væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i direktiv 2006/42/EF, og at denne manglende opfyldelse giver anledning til alvorlige risici for brugerne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

De tyske myndigheders foranstaltning, der forbyder markedsføring af motorsave af typen HV 0003, fremstillet af Regal Tools Co. Ltd., er berettiget.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. maj 2013.

På Kommissionens vegne

Antonio TAJANI

Næstformand


(1)  EUT L 157 af 9.6.2006, s. 24.


Top