Vælg de eksperimentelle funktioner, som du ønsker at prøve

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32013D0048

2013/48/EU: Rådets gennemførelsesafgørelse af 22. januar 2013 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Irland

EUT L 21 af 24.1.2013, s. 30–31 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentets juridiske status I kraft: Denne retsakt er ændret. Nuværende konsoliderede version: 24/01/2013

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2013/48/oj

24.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 21/30


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 22. januar 2013

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Irland

(2013/48/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme (1), særlig artikel 3, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Efter anmodning fra Irland tildelte Rådet finansiel støtte til landet ved gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU (2) til støtte for et stærkt økonomisk og finansielt reformprogram, som skulle genoprette tilliden, muliggøre en tilbagevenden til holdbar økonomisk vækst og sikre den finansielle stabilitet i Irland, euroområdet og Unionen.

(2)

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 9, i gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU har Kommissionen sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) og i samråd med Den Europæiske Centralbank (ECB) foretaget den ottende gennemgang af de irske myndigheders fremskridt med gennemførelsen af de aftalte foranstaltninger og af disse foranstaltningers effektivitet og økonomiske og sociale virkninger.

(3)

Der er gjort væsentlige fremskridt i retning af programmets mål for nedgearing af bankerne. Navnlig har to indenlandske banker allerede nået, eller er godt på vej til at nå, den tilsigtede udlåns-/indlånskvote på 122,5 %, som oprindeligt skulle nås inden udgangen af 2013. Den tilbageværende indenlandske bank har solgt nogle af sine ikke-kerneaktiver, og efter at Europa-Kommissionen har truffet en afgørelse om bankens omstruktureringsplan, vil programmets krav til nedgearing af banken blive revurderet.

(4)

I betragtning af de væsentlige fremskridt vil en ændring af bestemmelserne i programmet om overvågning af bankernes nedgearing i retning af de nominelle mål for salg af ikke-kerneaktiver samt af den avancerede overvågning, der skal sikre, at bankerne forbedrer deres langsigtede likviditetskvote og deres kortsigtede likviditetsdækningskvote, forhindre en eventuel utilsigtet fordrejning af bankernes indlånsrente samt forberede bankerne på likviditetskravene under Basel III.

(5)

I lyset disse udviklinger og betragtninger bør gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I artikel 3 i gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU foretages følgende ændringer:

1)

stk. 8, litra c), affattes således:

»c)

nedgearing af de indenlandske banker i retning af de nominelle mål for salg af ikke-kerneaktiver og for amortisering fastsat i PLAR i 2011, medmindre andet er aftalt med Europa-Kommissionen i forbindelse med den løbende vurdering af bankernes omstruktureringsplaner, og overvågning af bankernes fremskridt hen imod de relevante krav til den langsigtede likviditetskvote og den kortsigtede likviditetsdækningskvote under Basel III i overensstemmelse med bestemmelserne for avanceret overvågning i programmet.«

2)

stk. 10 affattes således:

»10.   Irland skal i 2013 i overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet:

a)

gennemføre stresstests af bankerne, som afpasses efter EBA-testningens princip og bygger på resultaterne af egenkapitalundersøgelsen fra 2011 og programmet for finansielle foranstaltninger fra 2012. Stresstesten skal være grundig og fortsat tage udgangspunkt i solide prognoser for tab og lån og en høj grad af gennemsigtighed. Offentliggørelsen af resultaterne skal afpasses efter tidsplanen for den næste EBA-testning.

b)

nedgeare de indenlandske banker i retning af de nominelle mål for salg af ikke-kerneaktiver og for amortisering fastsat i PLAR i 2011, medmindre andet er aftalt med Europa-Kommissionen i forbindelse med den vedvarende vurdering af bankernes omstruktureringsplaner, og overvågningen af bankernes fremskridt hen imod de relevante krav til den langsigtede likviditetskvote og den kortsigtede likviditetsdækningskvote under Basel III i overensstemmelse med bestemmelserne for avanceret overvågning, der er opnået enighed om i programmet.«

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Irland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. januar 2013.

På Rådets vegne

M. NOONAN

Formand


(1)  EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1.

(2)  EUT L 30 af 4.2.2011, s. 34.


Op