Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013D0043

    Rådets afgørelse 2013/43/FUSP af 22. januar 2013 om fortsatte EU-aktiviteter til støtte for forhandlingerne om traktaten om våbenhandel inden for rammerne af den europæiske sikkerhedsstrategi

    EUT L 20 af 23.1.2013, p. 53–56 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2013/43(1)/oj

    23.1.2013   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 20/53


    RÅDETS AFGØRELSE 2013/43/FUSP

    af 22. januar 2013

    om fortsatte EU-aktiviteter til støtte for forhandlingerne om traktaten om våbenhandel inden for rammerne af den europæiske sikkerhedsstrategi

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 26, stk. 2, og artikel 31, stk. 1, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Det Europæiske Råd vedtog den 12. december 2003 en europæisk sikkerhedsstrategi, hvori det udtrykte ønske om en international orden baseret på effektiv multilateralisme. Den europæiske sikkerhedsstrategi anerkender De Forenede Nationers pagt som den grundlæggende ramme for internationale forbindelser. Det er en af Unionens prioriteter at styrke De Forenede Nationer (FN) ved at sætte organisationen i stand til at leve op til sit ansvar og handle effektivt.

    (2)

    Den 6. december 2006 vedtog FN's Generalforsamling resolution 61/89 »På vej mod en traktat om våbenhandel: fastlæggelse af fælles internationale standarder for import, eksport og overførsel af konventionelle våben«, hvori den efterlyste FN-medlemsstaternes mening om en potentiel traktat og nedsatte en gruppe af regeringseksperter (GGE), der skal fortsætte overvejelserne og dermed indlede FN-processen med henblik på en traktat om våbenhandel (»traktatprocessen«).

    (3)

    Den 2. december 2009 vedtog FN's Generalforsamling resolution 64/48 »Traktaten om våbenhandel«, hvorved den besluttede i 2012 at indkalde en FN-konference om traktaten om våbenhandel for at udarbejde et juridisk bindende instrument om de højest mulige fælles internationale standarder for overførsler af konventionelle våben.

    (4)

    I sine konklusioner af 11. december 2006, 10. december 2007, 12. juli 2010 og 25. juni 2012 hilste Rådet de forskellige faser af traktatprocessen velkommen og udtrykte sit stærke engagement i, at forhandlingerne om et nyt juridisk bindende internationalt instrument bliver en succes; instrumentet bør fastlægge de højest mulige fælles internationale standarder med henblik på at regulere lovlig handel med konventionelle våben, og det bør være relevant for alle FN-medlemsstaterne og vil derfor kunne blive universelt.

    (5)

    For at gøre traktatprocessen inklusiv og relevant vedtog Rådet den 19. januar 2009 afgørelse 2009/42/FUSP om støtte til EU's aktiviteter med henblik på at fremme processen hen imod en traktat om våbenhandel mellem tredjelande inden for rammerne af den europæiske sikkerhedsstrategi (1) og den 14. juni 2010 afgørelse 2010/336/FUSP om EU's aktiviteter til støtte for traktaten om våbenhandel inden for rammerne af den europæiske sikkerhedsstrategi (2), der omfattede en række regionale seminarer, som dækkede hele verden. Formålet med disse outreacharrangementer var at støtte forberedelsesprocessen frem til FN-konferencen i 2012 om traktaten om våbenhandel for at gøre drøftelserne bredere, fremlægge konkrete anbefalinger og hjælpe FN-medlemsstaterne med at udvikle og forbedre ekspertise til at gennemføre en effektiv kontrol med våbenoverførsler, når traktaten træder i kraft.

    (6)

    Der var indkaldt til FN-konferencen om traktaten om våbenhandel i FN-hovedkvarteret i New York den 2.-27. juli 2012 for at udarbejde et juridisk bindende instrument om de højest mulige fælles internationale standarder for overførsel af konventionelle våben. Konferencen kunne ikke nå til enighed om et afsluttende dokument inden for den fastsatte frist. Der blev dog gjort betydelige fremskridt under forhandlingerne som afspejlet i det traktatudkast, som konferencens formand fremlagde den 26. juli 2012.

    (7)

    Den 7. november 2012 vedtog FN's Generalforsamlings 1. Komité et udkast til resolution »Traktaten om våbenhandel«, hvori den besluttede at indkalde til den afsluttende FN-konference om traktaten om våbenhandel i New York den 18.-28. marts 2013; konferencen skal være underlagt de procedureregler, der blev vedtaget for konferencen i juli 2012, med henblik på at afslutte udarbejdelsen af traktaten om våbenhandel på grundlag af det traktatudkast, som formanden for den forrige FN-konference fremlagde den 26. juli 2012.

    (8)

    På baggrund af resultatet af FN-konferencen i juli 2012, af aktiviteterne i henhold til tidligere afgørelse 2009/42/FUSP og afgørelse 2010/336/FUSP og af behovet for at bidrage til en vellykket afslutning af forhandlingerne bør Unionen fortsat støtte traktatprocessen for at sikre, at den hurtigst muligt fører til vedtagelse af en juridisk bindende traktat, der er effektiv og kan gennemføres. Den fortsatte EU-støtte til traktatprocessen bør bidrage til en vellykket afslutning af forhandlingerne på FN-konferencen den 18.-28. marts 2013 og fremme gennemførelsesindsatsen i de tredjelande, der skal efterkomme en fremtidig traktat om våbenhandel —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    1.   Med henblik på at støtte traktaten om våbenhandel iværksætter Unionen aktiviteter med følgende mål:

    at støtte en vellykket afslutning af FN-forhandlingerne om en traktat om våbenhandel

    at hjælpe FN's medlemsstater med at udvikle og forbedre national og regional ekspertise til at gennemføre effektiv kontrol med våbenoverførsler for at sikre, at den fremtidige traktat om våbenhandel vil være så effektiv som muligt, når den træder i kraft.

    2.   For at nå de i stk. 1 omhandlede mål gennemfører Unionen følgende projektaktivitet:

    afholdelse af to seminarer for regeringseksperter med henblik på at lette afslutningen af forhandlingerne og den fremtidige gennemførelse af traktaten om våbenhandel.

    Bilaget indeholder en detaljeret beskrivelse af den i dette stykke omhandlede projektaktivitet.

    Artikel 2

    1.   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (i det følgende benævnt »den højtstående repræsentant«) har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse.

    2.   Den tekniske gennemførelse af den projektaktivitet, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, overlades til EU-konsortiet for ikke-spredning (»konsortiet«).

    3.   Konsortiet skal udføre sin opgave under den højtstående repræsentants ansvar. Med henblik herpå indgår den højtstående repræsentant de nødvendige arrangementer med konsortiet.

    Artikel 3

    1.   Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af den i artikel 1, stk. 2, omhandlede projektaktivitet er på 160 800 EUR.

    2.   De udgifter, der finansieres med beløbet i stk. 1, forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens budget.

    3.   Kommissionen overvåger, at de i stk. 1 omhandlede udgifter forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår den en finansieringsaftale med konsortiet. I aftalen fastsættes, at konsortiet skal sikre, at Unionens bidrag får en synlighed, der er passende i forhold til dets størrelse.

    4.   Kommissionen bestræber sig på at indgå den finansieringsaftale, der er omhandlet i stk. 3, snarest muligt efter denne afgørelses ikrafttræden. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i forbindelse med denne proces og om datoen for indgåelsen af finansieringsaftalen.

    Artikel 4

    1.   Den højtstående repræsentant aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af regelmæssige rapporter efter afholdelsen af hvert enkelt seminar. Rapporterne udarbejdes af konsortiet og skal danne grundlag for Rådets evaluering.

    2.   Kommissionen oplyser om de finansielle aspekter af gennemførelsen af den i artikel 1, stk. 2, omhandlede projektaktivitet.

    Artikel 5

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Den udløber 24 måneder efter indgåelsen af den i artikel 3, stk. 3, omhandlede finansieringsaftale eller seks måneder efter denne afgørelses vedtagelse, hvis der ikke er indgået en finansieringsaftale inden for dette tidsrum.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 22. januar 2013.

    På Rådets vegne

    M. NOONAN

    Formand


    (1)  EUT L 17 af 22.1.2009, s. 39.

    (2)  EUT L 152 af 18.6.2010, s. 14.


    BILAG

    PROJEKTAKTIVITET OMHANDLET I ARTIKEL 1, STK. 2

    1.   Formål

    Det overordnede formål med denne afgørelse er at støtte en vellykket afslutning af FN-forhandlingerne om en traktat om våbenhandel og at støtte FN-medlemsstaterne i deres forberedelse af en fuld gennemførelse af traktaten om våbenhandel, når den træder i kraft.

    2.   Beskrivelse af projektaktiviteten

    2.1.   Målsætninger

    Projektaktiviteten skal hjælpe Unionen med at støtte en afslutning af forhandlingerne om en traktat om våbenhandel, som vil »fastlægge de højest mulige fælles internationale standarder med henblik på at regulere lovlig handel med konventionelle våben« og således »gøre våbenhandelen mere ansvarlig og gennemsigtig og dermed medvirke til at fremme fred og sikkerhed, regional stabilitet og bæredygtig social og økonomisk udvikling«. Projektaktiviteten vil navnlig:

    bidrage til, at der udarbejdes en stærk og robust traktat om våbenhandel på grundlag af formandskabets traktatudkast af 26. juli 2012

    fortsætte Unionens indsats for at tilskynde tredjelande til at støtte udarbejdelsen og gennemførelsen af en juridisk bindende traktat om våbenhandel, der fastlægger fælles internationale standarder for verdenshandelen med konventionelle våben

    fremme Unionens indsats for at skærpe kontrollen med våbenoverførsler i tredjelande og

    støtte tredjelandes indsats på nationalt plan for at forberede en fuld gennemførelse af traktaten om våbenhandel, når den træder i kraft.

    2.2.   Resultater

    Gennemførelsen af projektaktiviteten vil resultere i

    et forum for en gruppe af statslige nøgleinteressenter, der skal hjælpe FN-medlemsstaterne med at forberede den FN-konference om en traktat om våbenhandel, der skal indkaldes til i marts 2013, og hjælpe staterne med at forberede en hurtig ikrafttrædelse og fuld gennemførelse af en traktat om våbenhandel. Dette forum vil også undersøge, hvordan de igangværende aktiviteter inden for international bistand til skærpelse af kontrollen med våbeneksport kan koordineres og maksimeres

    en 20 sider lang offentlig rapport. Denne rapport vil skitsere, hvordan der kan bygges videre på de igangværende outreach- og bistandsaktiviteter i Unionen og på internationalt plan til støtte for tredjelandes indsats for at indføre systemer for overførselskontrol, der opfylder forpligtelserne i en traktat om våbenhandel.

    2.3.   Beskrivelse af aktiviteterne

    For at nå målsætningerne beskrevet i punkt 2.1 vil dette projekt omfatte tre aktiviteter: to seminarer og en rapport.

    2.3.1.   Seminarer for regeringsrepræsentanter

    Projektet omfatter afholdelse af to todages seminarer (med overnatning) for 30-40 regeringseksperter. Tid og sted for hvert af de to seminarer fastlægges i samråd med den højtstående repræsentant og Rådets relevante arbejdsgruppe.

    a)   Seminarernes struktur

    På de to seminarer vil der blive drøftet en række spørgsmål, bl.a.

    hvordan der kan sikres en vellykket afslutning af forhandlingerne om en traktat om våbenhandel på FN-konferencen i marts 2013 på grundlag af traktatudkastet af 26. juli 2012

    hvordan det kan sikres, at en traktat om våbenhandel træder i kraft hurtigst muligt

    bedste praksis for national, regional og international bistand til ikrafttrædelse og fuld gennemførelse af traktaten om våbenhandel

    hvilke juridiske, tekniske, materielle og finansielle elementer, der skal til for at sikre, at der udarbejdes nationale systemer til opfyldelse af forpligtelserne i en traktat om våbenhandel.

    Forud for hvert seminar vil der blive udarbejdet et kort oplæg (»food for thought« paper«), hvori de nøglespørgsmål, der skal drøftes, fremhæves. Et resumé af seminaret vil blive udarbejdet og forelagt for den højtstående repræsentant og Rådets relevante arbejdsgrupper kort efter afslutningen af seminaret.

    Den detaljerede endelige dagsorden for seminarerne vil blive fastlagt i samråd med den højtstående repræsentant og Rådets relevante arbejdsgruppe.

    b)   Deltagerne i seminarerne

    Deltagerne i seminarerne vil omfatte op til 40 regeringsrepræsentanter for udvalgte FN-medlemsstater, der deltager i forhandlingerne om en traktat om våbenhandel. Den detaljerede endelige deltagerliste for hvert af de to seminarer vil blive fastlagt i samråd med den højtstående repræsentant og Rådets relevante arbejdsgruppe.

    2.3.2.   Rapport om EU-bistand og international bistand til tredjelandes gennemførelse af en traktat om våbenhandel

    Efter afslutningen af de to seminarer vil der blive offentliggjort en 20 sider lang rapport, der skitserer, hvordan de igangværende outreach- og bistandsaktiviteter i Unionen og på internationalt plan til skærpelse af overførselskontrollen kan udvikles og udvides for at hjælpe FN-medlemsstaterne med at opfylde forpligtelserne i en traktat om våbenhandel. Et af hovedformålene med rapporten er at anbefale foranstaltninger til støtte for en hurtig ikrafttræden af traktaten om våbenhandel.

    Rapporten vil have til formål at bidrage til drøftelserne om kommende outreachaktiviteter og bistand til støtte for gennemførelsen af traktaten om våbenhandel. Det er meningen, at rapporten vil blive offentliggjort som et resultat af denne afgørelse og vil sikre, at Unionens bidrag til en stærk og robust traktat om våbenhandel til stadighed har synlighed.

    3.   Varighed

    Gennemførelsesperioden for projektaktiviteten er 12 måneder efter indgåelsen af den i artikel 3, stk. 3, omhandlede finansieringsaftale.

    4.   Omfattede lande

    Denne projektaktivitet omfatter FN-medlemsstaterne med særlig vægt på de statslige myndigheder, der har ansvaret for at fastlægge de nationale politikker i forhold til traktaten om våbenhandel og den fremtidige gennemførelse heraf. Udvælgelsen af de specifikke statslige myndigheder, der skal være omfattet, vil blive besluttet i samråd med den højtstående repræsentant og Rådets relevante arbejdsgruppe.

    5.   Gennemførelsesinstans

    Den tekniske gennemførelse af denne afgørelse overlades til konsortiet. Konsortiet varetager sin opgave under den højtstående repræsentants ansvar. Konsortiet sikrer Unionens bidrag en synlighed, der er passende i forhold til dets størrelse.


    Top