(1)

I sag C-249/10 P (2) erklærede Domstolen, at den i artikel 17 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (3), omhandlede stikprøveteknik ikke må anvendes med henblik på at træffe afgørelse om krav om markedsøkonomisk behandling, der indgives i henhold til artikel 2, stk. 7, litra c), i nævnte forordning

(2)

Domstolens dom ville kræve, at Kommissionen gennemgår alle anmodninger om markedsøkonomisk behandling indgivet af samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, uanset om antallet af samarbejdsvillige producenter er stort. En sådan praksis ville imidlertid pålægge Unionens undersøgelsesmyndigheder en uforholdsmæssigt stor administrativ byrde. Det er derfor hensigtsmæssigt at ændre forordning (EF) nr. 1225/2009.

(3)

Desuden er anvendelsen af den i artikel 17 i forordning (EF) nr. 1225/2009 omhandlede stikprøveteknik med henblik på at træffe afgørelse om krav om markedsøkonomisk behandling, der indgives i henhold til artikel 2, stk. 7, litra c), i nævnte forordning, tilladt ifølge Verdenshandelsorganisationens regler. For eksempel fandt Verdenshandelsorganisationens tvistbilæggelsesorgans panel i tvist DS405 »Den Europæiske Union — Antidumpingforanstaltninger vedrørende visse typer af fodtøj fra Kina« (4) (rapport vedtaget den 22. februar 2012), at Kina ikke påviste, at Unionen handlede i strid med artikel 2.4 og 6.10.2 i antidumpingaftalen, afsnit 15(a)(ii) i Kinas tiltrædelsesprotokol og afsnit 151(e) og (f) i rapporten fra arbejdsgruppen vedrørende Kinas tiltrædelse ved ikke at gennemgå anmodninger om markedsøkonomisk behandling fra de samarbejdsvillige eksporterende kinesiske producenter, som ikke indgik i stikprøven til den oprindelige undersøgelse.

(4)

På denne baggrund og af hensyn til retssikkerheden anses det derfor for hensigtsmæssigt at indføre en bestemmelse, som præciserer, at afgørelsen om at begrænse undersøgelsen til et rimeligt antal parter ved at anvende stikprøver på grundlag af artikel 17 i forordning (EF) nr. 1225/2009, også gælder de parter, der er omfattet af en undersøgelse i henhold til artikel 2, stk. 7, litra b) og c), i nævnte forordning. Som følge heraf er det også hensigtsmæssigt at præcisere, at en afgørelse i henhold til artikel 2, stk. 7, litra c), i nævnte forordning, ikke bør træffes for eksporterende producenter, som ikke indgår i stikprøven, medmindre sådanne producenter anmoder om og indrømmes en individuel undersøgelse i henhold til artikel 17, stk. 3, i forordningen.

(5)

Det anses endvidere for hensigtsmæssigt at præcisere, at den antidumpingtold, der pålægges indførslen fra eksportører eller producenter, som har givet sig til kende i henhold til artikel 17 i forordning (EF) nr. 1225/2009, men som ikke er omfattet af undersøgelsen, ikke må overstige den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat for parterne i stikprøven, uanset om den normale værdi for sådanne parter fastsættes på grundlag af artikel 2, stk. 1-6, eller artikel 2, stk. 7, litra a), i nævnte forordning.

(6)

Endelig har fristen på tre måneder, inden for hvilken en afgørelse i henhold til artikel 2, stk. 7, litra c), i forordning (EF) nr. 1225/2009 bør træffes, vist sig at være umulig at overholde, især i forbindelse med procedurer, hvor der anvendes stikprøver i henhold til artikel 17 i nævnte forordning. Det anses derfor for hensigtsmæssigt at udvide denne frist.

(7)

Af hensyn til retssikkerheden og princippet om god forvaltningsskik er det nødvendigt at fastsætte, at de ved denne forordning indførte ændringer til forordning (EF) nr. 1225/2009 snarest muligt skal finde anvendelse på alle nye og på alle igangværende undersøgelser.

(8)

Forordning (EF) nr. 1225/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 2, stk. 7, ændres således:

2)

Artikel 9, stk. 6, første punktum, affattes således:

»Når Kommissionen har begrænset sin undersøgelse i overensstemmelse med artikel 17, må antidumpingtold, der pålægges indførslen fra eksportører eller producenter, som har givet sig til kende i henhold til artikel 17, men som ikke er omfattet af undersøgelsen, ikke overstige den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat for parterne i stikprøven, uanset om den normale værdi for sådanne parter fastsættes på grundlag af artikel 2, stk. 1-6, eller artikel 2, stk. 7, litra a).«