EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012R0293

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 293/2012 af 3. april 2012 om overvågning og rapportering af data om registrering af nye lette erhvervskøretøjer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2011 EØS-relevant tekst

EUT L 98 af 4.4.2012, p. 1–6 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 28/02/2021; ophævet ved 32021R0392

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2012/293/oj

4.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 98/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 293/2012

af 3. april 2012

om overvågning og rapportering af data om registrering af nye lette erhvervskøretøjer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2011

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2011 af 11. maj 2011 om fastsættelse af præstationsnormer for nye lette erhvervskøretøjers emissioner inden for Unionens integrerede tilgang til nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer (1), særlig artikel 8, stk. 9, første afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge artikel 8 i forordning (EU) nr. 510/2011 skal medlemsstaterne hvert år registrere visse oplysninger om nye lette erhvervskøretøjer, som er registreret på deres område i det foregående år, og sende dem til Kommissionen. Eftersom disse oplysninger tjener som grundlag for at fastslå de specifikke CO2-emissionsmål for fabrikanter af nye lette erhvervskøretøjer og vurdere, om fabrikanterne opfylder disse mål, er det påkrævet at harmonisere reglerne for, hvordan oplysningerne indsamles og rapporteres.

(2)

For at gøre det muligt fremover at optage køretøjer i klasse M2 og N2 i forordning (EU) nr. 510/2011 i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, i nævnte forordning, bør data for disse kategorier af køretøjer registreres og indberettes til Kommissionen.

(3)

For fuldt ud at kunne vurdere, om den enkelte fabrikant opfylder sine specifikke CO2-emissionsmål ifølge forordning (EU) nr. 510/2011, og for at få de nødvendige erfaringer med anvendelsen af forordningen har Kommissionen brug for detaljerede oplysninger på fabrikantniveau om hver køretøjsserie, dvs. opdelt på type, variant og version. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at sådanne oplysninger registreres og sendes til Kommissionen sammen med de aggregerede data i henhold til nævnte forordnings artikel 8, stk. 2.

(4)

Ifølge artikel 18 og 26 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (2) skal fabrikanterne sørge for, at hvert fabriksnyt let erhvervskøretøj, der bringes i omsætning på markedet i EU, ledsages af en gyldig typeattest, og en medlemsstat kan ikke registrere et sådant køretøj, medmindre det ledsages af en sådan typeattest. Derfor bør typeattesten være den primære kilde til de oplysninger, som medlemsstaterne skal registrere, stille til rådighed for fabrikanterne ifølge artikel 8, stk. 1, i forordning (EU) nr. 510/2011 og rapportere til Kommissionen. I visse begrundede tilfælde kan medlemsstaterne også anvende oplysninger fra andre kilder end typeattesten, forudsat at nøjagtigheden af disse kilder svarer til typeattestens og at de pågældende medlemsstater træffer foranstaltninger for at sikre denne nøjagtighed, hvor det er nødvendigt.

(5)

Det har stor betydning, at oplysningerne om registrering af fabriksnye lette erhvervskøretøjer er nøjagtige og kan behandles effektivt, således at de specifikke emissionsmål kan fastsættes i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EU) nr. 510/2011. Fabrikanterne bør derfor fremsende ajourførte oplysninger om fabrikanternes navne, der anvendes på typeattesterne i de forskellige medlemsstater, til Kommissionen. På grundlag af disse oplysninger kan Kommissionen stille en ajourført liste over de bestemte fabrikantnavne, de bør benytte ved datarapporteringen, til rådighed for medlemsstaterne.

(6)

Medlemsstaterne bør registrere oplysninger om nyregistrerede køretøjer, der er konstrueret til at køre på alternative brændstoffer, og indrapportere dem. For at give Kommissionen mulighed for at reducere de specifikke reduktionsmål som følge af brug af ethanolbrændstof (E85), jf. artikel 6 i forordning (EU) nr. 510/2011, bør medlemsstaterne give Kommissionen de fornødne oplysninger, herunder hvor mange tankstationer på deres område der forhandler ethanolbrændstof (E85), som opfylder bæredygtighedskravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (3) og i artikel 7b i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF af 13. oktober 1998 om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af Rådets direktiv 93/12/EØF (4), og hvor stor en procentdel de udgør.

(7)

For at undgå unødig dataduplikering kan oplysningerne om antallet af tankstationer på de respektive medlemsstaters område, der leverer ethanol (E85), og som indberettes i overensstemmelse med artikel 6 i Kommissionens forordning (EU) nr. 1014/2010 af 10. november 2010 om overvågning og rapportering af data om registrering af nye personbiler i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 (5) anvendes i forbindelse med artikel 6 i forordning (EU) nr. 510/2011.

(8)

Artikel 23 og 24 i direktiv 2007/46/EF rummer en forenklet procedure for typegodkendelse, som ikke indebærer udstedelse af en europæisk typeattest. Medlemsstaterne bør overvåge, hvor mange køretøjer der registreres ifølge de procedurer, så de kan bedømme virkningerne for overvågningsprocessen og virkeliggørelsen af EU's gennemsnitlige CO2-emissionsmål for bestanden af fabriksnye lette erhvervskøretøjer.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Klimaændringer —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

Denne forordning fastsætter reglerne for indsamling og rapportering af data om registreringer af følgende køretøjer:

a)

lette erhvervskøretøjer som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) nr. 510/2011

b)

køretøjer af klasse M2 og N2 som omhandlet i artikel 8, stk. 10, i nævnte forordning.

Artikel 2

Definitioner

I forbindelse med denne forordning finder definitionerne i artikel 2 og 3 i forordning (EU) nr. 510/2011 samt definitionerne af »gas-dobbeltbrændstofkøretøj« og »ethanol-blandingsbrændstofkøretøj«, der er fastsat i artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (6), anvendelse. Herudover finder følgende definitioner anvendelse:

1)   »typegodkendelsesdokumentation«: de dokumenter, inkl. data, som er opført i tredje kolonne i tabellen i bilag I

2)   »aggregerede overvågningsdata«: de aggregerede data, der er anført i afdeling 1 i bilag II, del C, i forordning (EU) nr. 510/2011

3)   »udførlige overvågningsdata«: de udførlige data, der er anført i afdeling 2 i bilag II, del C, i forordning (EU) nr. 510/2011, og som er opdelt på fabrikanter og køretøjsserier, dvs. efter type, variant og version.

Artikel 3

Dataindberetning

Medlemsstaterne indberetter ved elektronisk dataoverførsel de aggregerede overvågningsdata og de udførlige overvågningsdata til det centrale dataarkiv, som Det Europæiske Miljøagentur administrerer. Medlemsstaterne skal meddele Kommissionen, når dataene overføres.

Artikel 4

Datakilder

1.   Medlemsstaterne udarbejder de aggregerede overvågningsdata og de udførlige overvågningsdata baseret på oplysninger i typeattesten eller typegodkendelsesdokumentationen for det relevante lette erhvervskøretøj som anført i tabellen i bilag I.

2.   Parameteren »registreringer i alt« i de udførlige overvågningsdata udledes af det samlede antal registreringer, som bliver oprettet hvert år, og som hver omhandler et enkelt køretøj.

3.   Parameteren »kategori af køretøj indregistreret« i de udførlige overvågningsdata baseres på de tekniske egenskaber for køretøjet på tidspunktet for registreringen.

4.   Hvis der optræder mere end ét fabrikantnavn på typeattesten eller i typegodkendelsesdokumentationen, indberetter medlemsstaten basiskøretøjsfabrikanten.

5.   De CO2-emissionsværdier, der skal indberettes under parameteren »specifikke CO2-emissioner« i de udførlige overvågningsdata, skal tages fra punktet »blandet kørsel« på typeattesten eller i typegodkendelsesdokumentationen, undtagen i de tilfælde, hvor punktet »vægtet, blandet« finder anvendelse.

6.   Ved indberetning af udførlige overvågningsdata for køretøjer, der anvender alternative brændstoffer, skal den kompetente myndighed angive brændstoftype og -driftsmåde, jf. bilag I.

7.   Hvad angår gas-dobbeltbrændstofkøretøjer og ethanol-blandingsbrændstofkøretøjer indberetter den kompetente myndighed følgende CO2-emissionsværdier under parameteren »specifikke CO2-emissioner (g/km)« i de udførlige overvågningsdata:

a)

for gas-dobbeltbrændstofkøretøjer, der kører på benzin og gas, CO2-emissionsværdien for flydende gas (LPG) eller naturgas (NG) i overensstemmelse med bilag II, del A, punkt 2, i forordning (EU) nr. 510/2011

b)

for ethanol-blandingsbrændstofkøretøjer, der kører på benzin eller det ethanolblandingsbrændstof (E85), der er omhandlet i artikel 6 i forordning (EU) nr. 510/2011, CO2-emissionsværdien for benzin.

I det i litra b) nævnte tilfælde indberetter medlemsstaterne værdien for benzin, også når betingelserne for reduktion i artikel 6 i forordning (EU) nr. 510/2011 ikke er opfyldt. Medlemsstaterne kan dog tillige indberette værdien for E85-brændstof.

8.   Har køretøjet flere styreaksler eller andre aksler med forskellig sporvidde, indberetter medlemsstaterne den største sporvidde under parameteren »sporvidde for anden aksel (mm)« i de udførlige overvågningsdata. Akselafstanden for disse køretøjer er afstanden mellem den yderste foraksel og den yderste bagaksel.

9.   Når de aggregerede overvågningsdata og de udførlige overvågningsdata tages fra typegodkendelsesdokumentationen og der indgår værdiintervaller i disse data, sikrer medlemsstaterne, at de indberettede data har den fornødne nøjagtighed og er i overensstemmelse med dataene på typeattesten.

Artikel 5

Vedligehold og kontrol af data

Medlemsstaterne sikrer, at de aggregerede overvågningsdata og de udførlige overvågningsdata bliver vedligeholdt, indsamlet, kontrolleret, verificeret og indsendt.

Artikel 6

Medlemsstaternes udarbejdelse af dataene

De udførlige overvågningsdata indberettes med den nøjagtighed, der er angivet i bilag II.

Artikel 7

Indberetning af tankstationer, hvor der sælges ethanolbrændstof (E85)

I forbindelse med artikel 6 i forordning (EU) nr. 510/2011 anvendes de oplysninger, der er indberettet i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1014/2010.

Artikel 8

Køretøjer, der ikke er EF-typegodkendt

1.   Medlemsstaterne giver Kommissionen oplysning om antallet af lette erhvervskøretøjer, der er omfattet af nationale typegodkendelser af små serier i overensstemmelse med artikel 23 i direktiv 2007/46/EF eller individuelle godkendelser i overensstemmelse med artikel 24 i samme direktiv, som er registreret på deres område.

2.   Den kompetente myndighed anfører i forbindelse med de aggregerede overvågningsdata i stedet for fabrikantens navn, enten:

a)

»AA-IVA« for køretøjstyper, der er godkendt individuelt, eller

b)

»AA-NSS« for køretøjstyper, der er typegodkendt nationalt i små serier.

Medlemsstaterne kan også udfylde de udførlige overvågningsdata for disse køretøjer og benytter i så fald betegnelserne i litra a) og b).

Artikel 9

Liste over fabrikanter

1.   Fabrikanter underretter straks Kommissionen og senest den 1. juni 2012 om de navne, de benytter eller agter at benytte på typeattesterne. De underretter omgående Kommissionen om eventuelle ændringer af disse oplysninger. Nye fabrikanter på markedet giver straks Kommissionen meddelelse om de navne, de benytter eller agter at benytte på typeattesterne.

2.   Når medlemsstaterne udfylder de aggregerede overvågningsdata og de udførlige overvågningsdata, benytter de fabrikantnavnene på den liste, som Kommissionen udarbejder på grundlag af de navne, der er givet meddelelse om ifølge stk. 1. Listen offentliggøres på internettet første gang den 1. september 2012, hvorefter den regelmæssigt ajourføres.

3.   Forekommer navnet på en fabrikant ikke på listen, benytter den kompetente myndighed det navn, der er anført på typeattesten eller i typegodkendelsesdokumentationen, når den udfylder de aggregerede overvågningsdata og de udførlige overvågningsdata.

Artikel 10

Yderligere oplysninger, som fabrikanterne skal levere

1.   Med henblik på den underretning, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 510/2011, giver fabrikanterne senest den 1. juni 2012 Kommissionen oplysning om navn og adresse på den kontaktperson, underretningen skal sendes til.

Fabrikanten underretter straks Kommissionen om enhver ændring af disse data. Nye fabrikanter på markedet giver straks Kommissionen oplysning om deres kontaktpersons navn og adresse.

2.   Hvis en gruppe forbundne virksomheder udgør en pool, skal den med henblik på konstatering af, om artikel 7, stk. 6, i forordning (EU) nr. 510/2011 finder anvendelse, dokumentere over for Kommissionen, hvorledes medlemmerne af gruppen er forbundet, jf. kriterierne i artikel 3, stk. 2, i samme forordning.

Artikel 11

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. april 2012.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 145 af 31.5.2011, s. 1.

(2)  EUT L 263 af 9.10.2007, s. 1.

(3)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.

(4)  EFT L 350 af 28.12.1998, s. 58.

(5)  EUT L 293 af 11.11.2010, s. 15.

(6)  EUT L 199 af 28.7.2008, s. 1.


BILAG I

DATAKILDER

Parameter

Typeattest

(del 1 i bilag IX til direktiv 2007/46/EF)

Typegodkendelsesdokumentation

(direktiv 2007/46/EF)

Fabrikant

Punkt 0.5

Bilag III, del 1, punkt 0.5

Typegodkendelsesnummer

Punkt 0.10, litra b)

Titlen på bilag VI

Type

Punkt 0.2

Bilag III, del 1, punkt 0.2

Variant

Punkt 0.2

Bilag VIII, punkt 3

Version

Punkt 0.2

Bilag VIII, punkt 3

Fabrikat

Punkt 0.1

Bilag III, del 1, punkt 0.1

Kategori for godkendt køretøjstype

Punkt 0.4

Bilag III, del 1, punkt 0.4

Masse (kg)

Punkt 13

Bilag III, del 1, punkt 2.6 (1)

Teknisk tilladt totalmasse (kg)

Punkt 16.1

Bilag III, del 1, punkt 2.8

Fodaftryk — akselafstand (mm)

Punkt 4

Bilag III, del 1, punkt 2.1 (1)

Fodaftryk — sporvidde (mm)

Punkt 30

Bilag III, del 1, punkt 2.3.1 og 2.3.2 (2)

Specifik CO2-emission (g/km) (3)

Punkt 49.1

Bilag VIII, punkt 3

Brændstoftype

Punkt 26

Bilag III, del 1, punkt 3.2.2.1

Brændstofdriftsmåde

Punkt 26.1

Bilag III, del 1, punkt 3.2.2.4

Kapacitet (cm3)

Punkt 25

Bilag III, del 1, punkt 3.2.1.3

Elektrisk energiforbrug (Wh/km)

Punkt 49.2

 


(1)  I henhold til artikel 4, stk. 9.

(2)  I henhold til artikel 4, stk. 8 og 9.

(3)  I henhold til artikel 4, stk. 5.


BILAG II

TABELLER MED DATANØJAGTIGHED

Krav til nøjagtighed af udførlige overvågningsdata, der indberettes efter artikel 6

CO2 (g/km)

Helt tal

Masse (kg)

Helt tal

Teknisk tilladt totalmasse (kg)

Helt tal

Fodaftryk — akselafstand (mm)

Helt tal

Fodaftryk — sporvidde (mm)

Helt tal

Kapacitet (cm3)

Helt tal

Elektrisk energiforbrug (Wh/km)

Helt tal

Emissionsreduktion som følge af innovative teknologier (g/km)

Afrundet til én decimal


Top