Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0749

2012/749/EU: Rådets afgørelse af 3. december 2012 om forlængelse af anvendelsesperioden for afgørelse 2010/371/EU om afslutning af konsultationerne med Republikken Madagaskar i henhold til artikel 96 i AVS-EU-partnerskabsaftalen

EUT L 333 af 5.12.2012, pp. 46–47 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 18/05/2014; ophævet ved 32014D0323

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/749/oj

5.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 333/46


RÅDETS AFGØRELSE

af 3. december 2012

om forlængelse af anvendelsesperioden for afgørelse 2010/371/EU om afslutning af konsultationerne med Republikken Madagaskar i henhold til artikel 96 i AVS-EU-partnerskabsaftalen

(2012/749/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (1) og revideret i Ouagadougou, Burkina Faso, den 22. juni 2010 (2) (herefter benævnt »AVS-EU-partnerskabsaftalen«), særlig artikel 96,

under henvisning til den interne aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om de foranstaltninger, der skal træffes, og de procedurer, der skal følges ved gennemførelsen af AVS-EU-partnerskabsaftalen (3), særlig artikel 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

i forståelse med Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets afgørelse 2010/371/EU af 7. juni 2010 om afslutning af konsultationerne med Republikken Madagaskar i henhold til artikel 96 i AVS-EU-partnerskabsaftalen (4) blev vedtaget med henblik på at gennemføre de relevante foranstaltninger som følge af overtrædelsen af væsentlige elementer, der er omhandlet i artikel 9 i nævnte AVS-EU-partnerskabsaftale.

(2)

Disse foranstaltninger blev forlænget indtil den 6. december 2011 ved Rådets afgørelse 2011/324/EU (5) og ændret og forlænget indtil den 6. december 2012 ved Rådets afgørelse 2011/808/EU (6).

(3)

Der er blevet gjort betydelige fremskridt, navnlig med hensyn til gennemførelse af overgangsinstitutioner og valgprocessen takket være mæglingsindsatsen fra Communauté de développement d'Afrique australe (CDAA), der har gjort det muligt at opnå fremskridt i processen med at komme ud af krisen. Blandt disse fremskridt kan nævnes oprettelse af en uafhængig national valgkommission for overgangsperioden (CENI-T), vedtagelse i Parlamentet af en amnestilov og meddelelse af valgdatoer i overensstemmelse med FN-eksperternes henstillinger. Køreplanen for overgangsfasen er imidlertid ikke gennemført fuldt ud.

(4)

Anvendelsesperioden for afgørelse 2010/371/EU udløber den 6. december 2012. Da der er planlagt parlamentsvalg og anden omgang af præsidentvalget den 3. juli 2013, er der grund til at forlænge anvendelsen af de gældende relevante foranstaltninger indtil det tidspunkt, hvor Rådet fastslår, at der har fundet troværdige valg sted, og den forfatningsmæssige orden er genoprettet i Madagaskar, uden at muligheden for regelmæssigt at tage dem op til revision i denne periode berøres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 3, andet punktum, i afgørelse 2010/371/EU affattes således:

»Den forbliver i kraft indtil det tidspunkt, hvor Rådet på grundlag af et forslag fra Kommissionen fastslår, at der har fundet troværdige valg sted, og den forfatningsmæssige orden er genoprettet i Madagaskar, uden at muligheden for regelmæssigt at tage dem op til revision i denne periode berøres.«.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. december 2012.

På Rådets vegne

N. SYLIKIOTIS

Formand


(1)   EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.

(2)   EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3.

(3)   EFT L 317 af 15.12.2000, s. 376.

(4)   EUT L 169 af 3.7.2010, s. 13.

(5)   EUT L 146 af 1.6.2011, s. 2.

(6)   EUT L 324 af 7.12.2011, s. 1.


BILAG

UDKAST TIL BREV TIL PRÆSIDENTEN I OVERGANGSFASEN

Hr. præsident

Den Europæiske Union (EU) er tilfreds med fremskridtene hen imod en løsning af den politiske krise som følge af de madagaskiske politiske parters undertegnelse i september 2011 af en køreplan til løsning af krisen i Madagaskar og lempede derfor den 5. december 2011 de relevante foranstaltninger over for Madagaskar, der blev indført ved Rådets afgørelse 2010/371/EU af 7. juni 2010.

De blev informeret om denne nye afgørelse ved brev af 8. december 2011, der indeholdt forhåndsbetingelserne for alle EU's ledsageforanstaltninger i forbindelse med overgangsfasen. I den henseende har EU i det første år truffet foranstaltninger til støtte for befolkningsgrupper og til støtte for valgprocessen, således som foreskrevet i listen over tilsagn, der er indeholdt i ovennævnte brev.

Der er blevet gjort betydelige fremskridt med gennemførelsen af køreplanen, og der er taget hensyn til disse fremskridt inden for rammerne af de relevante gældende foranstaltninger. Da køreplanen ikke er gennemført fuldt ud og i afventning af parlamentsvalget og anden omgang af præsidentvalget den 3. juli 2013, anvendes de gældende relevante foranstaltninger fortsat uden at ændre betingelserne og de gensidige tilsagn fra EU's og Madagaskars side, der forbliver fuldt ud gældende, indtil EU fastslår, at der er afholdt troværdige valg, og den forfatningsmæssige orden er genoprettet i Madagaskar.

EU, der lægger stor vægt på de væsentlige elementer vedrørende overholdelse af menneskerettighederne, demokratiske institutioner og retsstatsprincippet, jf. artikel 9 i AVS-EU-partnerskabsaftalen, opfordrer Dem og alle parter, der deltager i køreplanen, til at styrke indsatsen for hurtigt at overvinde de politiske hindringer, der på nuværende tidspunkt gør gennemførelsen vanskelig.

EU opfordrer ligeledes Dem og alle parter til med største beslutsomhed at fortsætte indsatsen for at sikre rolige politiske forhold, der giver mulighed for at afholde troværdige valg i maj og juli 2013 og afslutte overgangsprocessen således som godkendt af Madagaskars myndigheder og det internationale samfund.

EU bekræfter sit løfte om fortsat at følge overgangsprocessen og hurtigt indføre støtteforanstaltninger efter afslutningen af overgangsfasen, idet de nærmere retningslinjer for disse foranstaltninger skal fastsættes inden for rammerne af den politiske dialog, der er iværksat med Deres regering.

De relevante foranstaltninger kan til enhver tid tages op til fornyet overvejelse afhængig af den positive eller negative udvikling i den politiske situation i Madagaskar.

Med venlig hilsen

For Den Europæiske Union

Catherine ASHTON

Andris PIEBALGS


Top