Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0709

2012/709/Euratom: Rådets afgørelse af 13. november 2012 om vedtagelse af det supplerende forskningsprogram for højfluxreaktoren i 2012-2015, som skal udføres af Det Fælles Forskningscenter for Det Europæiske Atomenergifællesskab

EUT L 321 af 20.11.2012, p. 59–60 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/709/oj

20.11.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/59


RÅDETS AFGØRELSE

af 13. november 2012

om vedtagelse af det supplerende forskningsprogram for højfluxreaktoren i 2012-2015, som skal udføres af Det Fælles Forskningscenter for Det Europæiske Atomenergifællesskab

(2012/709/Euratom)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 7,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter høring af Det Videnskabelige og Tekniske Udvalg (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Inden for rammerne af det europæiske forskningsrum har højfluxreaktoren i Petten, i det følgende benævnt »HFR«, været et vigtigt middel for Fællesskabet med henblik på at bidrage til materialevidenskab og -afprøvning, nuklear medicin og forskning i reaktorsikkerhed på atomenergiområdet, og det vil den fortsat være i nogen tid endnu.

(2)

Driften af HFR er blevet støttet af en række supplerende forskningsprogrammer, hvoraf det seneste, Rådets beslutning 2009/410/Euratom af 25. maj 2009 om vedtagelse af et supplerende forskningsprogram, som skal udføres af Det Fælles Forskningscenter for Det Europæiske Atomenergifællesskab (2), udløb den 31. december 2011. Med henblik på at sikre kontinuitet mellem de supplerende forskningsprogrammer og en smidig udførelse af det supplerende forskningsprogram HFR 2012-2015 bør denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2012.

(3)

Driften af HFR bør fortsætte under dette supplerende forskningsprogram frem til udgangen af 2015, idet HFR fortsat udgør en uerstattelig infrastruktur for fællesskabsforskningen med hensyn til forbedring af sikkerheden i atomreaktorer, sundhed, herunder udvikling af medicinske isotoper, som dækker behovene inden for lægevidenskabelig forskning, kernefusion, grundforskning og uddannelse samt affaldsforvaltning, herunder muligheden for at studere sikkerhedsaspekter ved nukleart brændsel til reaktorsystemer af interesse for Europa.

(4)

På grund af Nederlandenes, Frankrigs og Belgiens særlige interesse i den fortsatte drift af HFR bør disse lande, således som de selv har tilkendegivet, finansiere dette program gennem finansielle bidrag til Den Europæiske Unions almindelige budget i form af formålsbestemte indtægter —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det supplerende forskningsprogram for drift af HFR, i det følgende benævnt »programmet«, hvis mål fremgår af bilag I, vedtages herved for en periode på fire år fra den 1. januar 2012.

Artikel 2

Omkostningerne til programmets gennemførelse, som er anslået til 31,4 mio. EUR, finansieres udelukkende af bidrag fra Nederlandene, Frankrig og Belgien. Fordelingen af beløbet fremgår af bilag II. Bidraget betragtes som en formålsbestemt indtægt i overensstemmelse med artikel 18, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr.1605/2002 (3).

Artikel 3

1.   Kommissionen er ansvarlig for forvaltningen af programmet. Til det formål anmoder den om bistand fra Det Fælles Forskningscenter.

2.   Det Fælles Forskningscenters styrelsesråd holdes underrettet om programmets gennemførelse.

Artikel 4

Kommissionen udarbejder en midtvejs- og en endelig rapport om denne afgørelses gennemførelse, som forelægges for Europa-Parlamentet og Rådet.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2012.

Artikel 6

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. november 2012.

På Rådets vegne

V. SHIARLY

Formand


(1)  Referat af Det Videnskabelige og Tekniske Udvalgs møde den 17. februar 2012.

(2)  EUT L 132 af 29.5.2009, s. 13.

(3)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.


BILAG I

VIDENSKABELIGE OG TEKNISKE MÅL

De vigtigste mål for programmet er:

1.

At garantere en sikker og pålidelig drift af HFR for at sikre det fornødne neutronflux til forsøgsformål.

2.

At sikre, at forskningsinstitutter udnytter HFR effektivt inden for en bred vifte af discipliner: forbedring af sikkerheden i atomreaktorer, sundhed, herunder udvikling af medicinske isotoper, kernefusion, grundforskning og uddannelse samt affaldsforvaltning, herunder muligheden for at studere sikkerhedsaspekter ved nukleart brændsel til reaktorsystemer af interesse for Europa.


BILAG II

FORDELING AF BIDRAGENE

Bidragene til programmet kommer fra Nederlandene, Frankrig og Belgien.

Bidragene fordeler sig således:

 

Nederlandene: 29, 0 mio. EUR

 

Frankrig: 1,2 mio. EUR

 

Belgien: 1,2 mio. EUR

 

I alt: 31,4 mio. EUR.

Bidragene ydes til Den Europæiske Unions almindelige budget og tildeles dette program.

Bidragene er faste og kan ikke revideres i tilfælde af variationer i drifts- og vedligeholdelsesudgifter samt omkostninger i forbindelse med nedlukning.


Top