EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0523

2012/523/EU: Rådets afgørelse af 24. september 2012 om ændring og forlængelse af anvendelsesperioden for afgørelse 2007/641/EF om afslutning af konsultationerne med Republikken Fijiøerne i henhold til artikel 96 i AVS/EF-partnerskabsaftalen og artikel 37 i instrumentet for udviklingssamarbejde

EUT L 263 af 28.9.2012, p. 2–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/03/2015

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/523/oj

28.9.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 263/2


RÅDETS AFGØRELSE

af 24. september 2012

om ændring og forlængelse af anvendelsesperioden for afgørelse 2007/641/EF om afslutning af konsultationerne med Republikken Fijiøerne i henhold til artikel 96 i AVS/EF-partnerskabsaftalen og artikel 37 i instrumentet for udviklingssamarbejde

(2012/523/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 217,

under henvisning til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (1), som sidst ændret i Ouagadougou den 22. juni 2010 (2) (»AVS-EU-partnerskabsaftalen«), særlig artikel 96,

under henvisning til den interne aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om de foranstaltninger, der skal træffes, og de procedurer, der skal følges ved gennemførelsen af AVS-EU-partnerskabsaftalen (3), særlig artikel 3,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (4) (»udviklingssamarbejdsinstrumentet«), særlig artikel 37,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets afgørelse 2007/641/EF (5) blev vedtaget for at træffe passende foranstaltninger som følge af tilsidesættelsen af de væsentlige elementer, der er omhandlet i artikel 9 i AVS-EU-partnerskabsaftalen, og af de værdier, der er beskrevet i artikel 3 i udviklingssamarbejdsinstrumentet.

(2)

Disse foranstaltninger blev forlænget ved Rådets afgørelse 2009/735/EF (6), 2010/208/EU (7), 2010/589/EU (8) og 2011/219/EU (9) og 2011/637/EU (10), da Republikken Fiji ikke alene mangler at opfylde vigtige tilsagn, som den afgav under konsultationerne i april 2007, vedrørende væsentlige elementer i AVS-EU-partnerskabsaftalen og udviklingssamarbejdsinstrumentet, men der er sket væsentlige tilbageskridt med hensyn til en række af disse tilsagn.

(3)

Siden starten af 2012 har der dog været en vis positiv udvikling i retning af genindførelse af demokrati i Fiji, hvilket bør anerkendes. Den mulige genoptagelse af arbejdet med henblik på programmering af kommende udviklingsbistand bør derfor overvejes.

(4)

Afgørelse 2007/641/EF udløber den 30. september 2012. Det er hensigtsmæssigt at forlænge dens gyldighed og at ajourføre indholdet af foranstaltningerne i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse 2007/641/EF foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 3 affattes stk. 2 således:

»Den udløber den 30. september 2013. Den tages op til fornyet overvejelse mindst hver sjette måned.«

2)

Bilaget erstattes af teksten i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Skrivelsen i bilaget til nærværende afgørelse rettes til Republikken Fiji.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. september 2012.

På Rådets vegne

A. D. MAVROYIANNIS

Formand


(1)  EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.

(2)  EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3.

(3)  EFT L 317 af 15.12.2000, s. 376.

(4)  EUT L 378 af 27.12.2006, s. 41.

(5)  EUT L 260 af 5.10.2007, s. 15.

(6)  EUT L 262 af 6.10.2009, s. 43.

(7)  EUT L 89 af 9.4.2010, s. 7.

(8)  EUT L 260 af 2.10.2010, s. 10.

(9)  EUT L 93 af 7.4.2011, s. 2.

(10)  EUT L 252 af 28.9.2011, s. 1.


BILAG

H.E. Ratu Epeli Nailatikau

Præsident for Republikken Fiji

Suva

Republikken Fiji

Deres Excellence

Den Europæiske Union (EU) tillægger bestemmelserne i artikel 9 i AVS-EU-partnerskabsaftalen og artikel 3 i udviklingssamarbejdsinstrumentet stor betydning. AVS-EU-partnerskabet bygger på overholdelse af menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstatsprincipperne, som udgør de væsentlige elementer i AVS-EU-partnerskabsaftalen og er grundlaget for vores relationer.

Den 11. december 2006 fordømte Rådet for Den Europæiske Union den militære magtovertagelse i Republikken Fiji.

I henhold til artikel 96 i AVS-EU-partnerskabsaftalen og i betragtning af, at den militære magtovertagelse den 5. december 2006 udgjorde en krænkelse af de væsentlige elementer, der er omhandlet i artikel 9 i nævnte aftale, indbød EU Fiji til konsultationer i henhold til AVS-EU-partnerskabsaftalen for grundigt at gennemgå situationen og om nødvendigt tage skridt til at afhjælpe den.

Den formelle del af disse konsultationer begyndte i Bruxelles den 18. april 2007. EU var på daværende tidspunkt tilfreds med, at overgangsregeringen bekræftede en række vigtige tilsagn vedrørende menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt overholdelse af de demokratiske principper og retsstatsprincipperne, som anført nedenfor, og foreslog positive skridt til deres gennemførelse.

Beklageligvis er der siden registreret tilbageskridt på forskellige områder, særlig i april 2009, hvilket vil sige, at Fiji nu misligholder flere af sine tilsagn. Det gælder navnlig ophævelsen af forfatningen, den meget markante udskydelse af datoen for afholdelse af valg samt menneskerettighedskrænkelser. Uanset at indfrielsen af tilsagnene har været forbundet med meget store forsinkelser, har flertallet af tilsagnene stadig stor betydning for de aktuelle forhold i Fiji og er derfor vedlagt som bilag til denne skrivelse. Fijis ensidige beslutning om ikke at indfri flere vigtige tilsagn har betydet, at Fiji har mistet udviklingsmidler.

Selv om visse menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder fortsat er omfattet af restriktioner, er der sket en vis positiv udvikling siden starten 2012, nemlig ophævelsen af bestemmelserne om undtagelsestilstand den 7. januar 2012, meddelelsen den 9. marts 2012 om, at der vil blive iværksat en politisk proces med henblik på indførelse af en ny forfatning inden marts 2013 og genetablering af et konstitutionelt demokrati gennem afholdelsen af nye parlamentsvalg, der forventes afholdt senest i september 2014.

I anerkendelse af denne udvikling og i den partnerskabsånd, som udgør hjørnestenen i AVS-EU-partnerskabsaftalen, erklærer EU sig rede til at indlede en ny formel dialog om denne udvikling. En sådan formel dialog kunne indledes i forbindelse med en evalueringsmission i medfør af artikel 96 i AVS-EU-partnerskabsaftalen efter en vellykket afslutning af en rummelig, troværdig og åben høring om forfatningen, som ventes i marts 2013.

EU har derfor besluttet at forlænge og ændre de eksisterende passende foranstaltninger over for Fiji som den første reaktion på de skridt, som Fiji har taget, hvilket navnlig giver mulighed for at indlede drøftelser om programmeringen af den 11. Europæiske Udviklingsfond (EUF) og underrette Fiji om en vejledende bevilling, når tiden er inde. Færdiggørelsen, undertegnelsen og gennemførelsen af programmeringsdokumenterne under 11. EUF ventes efterfølgende at ske i samarbejde med den demokratisk valgte regering. Det er derfor særlig vigtigt, at overgangsregeringen engagerer sig i en rummelig, troværdig og åben høring om forfatningen og i en indenlandsk politisk dialog og navnlig overholder sine forpligtelser hvad angår menneskerettigheder og retsstatsprincipperne og ophæver de tilbageværende restriktioner. EU's holdning er styret af de væsentlige elementer i AVS-EU-partnerskabsaftalen samt de deri nedfældede grundprincipper, navnlig hvad angår den centrale betydning af dialog og opfyldelse af fælles forpligtelser, men det skal understreges, at EU ikke på forhånd har nogen forventning til resultatet af dialogerne.

Hvis udfaldet af den påtænkte evaluering og formelle dialog er positivt, er EU parat til at tage foranstaltningerne op til fornyet positiv overvejelse. Hvis situationen i Fiji derimod ikke bliver forbedret, vil Fiji fortsat miste EU-udviklingsmidler. Især vurderingen af nye fremskridt med at genoprette den forfatningsmæssige orden vil danne grundlag for EU's forestående beslutninger om Fijis nationale vejledende program under 11. EUF.

Indtil den formelle dialog har fundet sted, opfordrer EU Fiji til at fortsætte og intensivere den udvidede politiske dialog.

De passende foranstaltninger er som følger:

Den humanitære bistand og den direkte støtte til civilsamfundet og til udsatte befolkningsgrupper kan fortsætte.

Der blev givet tilladelse til, at de igangværende samarbejdsaktiviteter, især under 8. og 9. EUF, kunne fortsætte.

Samarbejdsaktiviteter, som kan bidrage til genindførelsen af demokrati og forbedre regeringsførelsen, kan forfølges, undtagen under ganske særlige omstændigheder.

Der blevet givet tilladelse til, at gennemførelsen af ledsageforanstaltningerne til sukkerreformen for 2006 kunne fortsætte. Finansieringsaftalen blev undertegnet af Fiji på teknisk niveau den 19. juni 2007. Det bemærkes, at finansieringsaftalen indeholder en suspensionsklausul.

Sukkerstøtten for 2007 er nul.

Frigivelsen af sukkerstøtten for 2008 blev betinget af, at det kunne dokumenteres, at der fandt troværdige og rettidige valgforberedelser sted i overensstemmelse med de indgåede tilsagn, navnlig hvad angår folketælling, ny inddeling af valgkredse og valgreform i overensstemmelse med forfatningen, og at der blev truffet foranstaltninger til at sikre valgkontorets funktion, herunder udnævnelsen af en valgtilsynsførende senest den 30. september 2007 i overensstemmelse med forfatningen. Sukkerstøtten for 2008 mistedes den 31. december 2009.

Sukkerstøtten for 2009 blev annulleret i maj 2009, fordi overgangsregeringen besluttede at udskyde parlamentsvalget til september 2014.

Sukkerstøtten for 2010 blev annulleret inden den 1. maj 2010, da der ikke var sket fremskridt i den demokratiske proces. I betragtning af sukkersektorens kritiske situation blev en del af midlerne imidlertid afsat til direkte støtte til den del af befolkningen, som er direkte afhængig af sukkerproduktion, for at begrænse de negative sociale konsekvenser. Denne støtte forvaltes centralt af EU's delegation i Suva og formidles ikke gennem regeringen.

Forberedelsen og den eventuelle undertegnelse af det flerårige vejledende program for ledsageforanstaltningerne til sukkerreformen for 2011-2013 kan fortsætte.

Frigivelsen af den vejledende bevillingsramme under det flerårige vejledende program for ledsageforanstaltninger for 2011-2013 for de tidligere sukkerprotokollande vil være betinget af en aftale under konsultationerne. I mangel af en sådan aftale vil kun foranstaltninger til begrænsning af de sociale konsekvenser kunne komme i betragtning til finansiering gennem denne bevilling.

Forberedelsen af programmeringen af 11. EUF kan påbegyndes, så Fiji kan forvente at blive underrettet om en vejledende bevilling, når tiden er inde.

Det kan overvejes at yde specifik støtte til forberedelsen og gennemførelsen af væsentlige tilsagn, især støtte til forberedelsen og/eller afholdelsen af valg.

Det regionale samarbejde og Fijis deltagelse heri påvirkes ikke.

Overvågningen af tilsagnene sker i overensstemmelse med de betingelser, der er anført i bilaget til denne skrivelse om en regelmæssig dialog og et effektivt samarbejde med henblik på vurdering, overvågning og rapportering.

Desuden forventer EU, at Fiji samarbejder fuldt ud med Stillehavsøernes Forum om gennemførelsen af henstillingerne fra Gruppen af Fremtrædende Personer som godkendt af Forummets udenrigsministre på deres møde i Vanuatu den 16. marts 2007. EU bifalder de seneste fremskridt med hensyn til deltagelsen i oprettelsen af den ministerielle kontaktgruppe under Stillehavsøernes Forum, som skal overvåge Fijis fremskridt med forberedelserne til valget og dets genindførelse af demokrati.

EU vil fortsat følge situationen i Fiji nøje. I henhold til artikel 8 i AVS-EU-partnerskabsaftalen vil der blive ført en styrket politisk dialog med Fiji for at sikre overholdelsen af menneskerettighederne, genindførelsen af demokrati og overholdelsen af retsstatsprincipperne, indtil begge parter konkluderer, at den styrkede dialog har tjent sit formål.

Hvis overgangsregeringen forsinker, afbryder eller negativt påvirker gennemførelsen af de givne tilsagn, forbeholder EU sig ret til at justere de passende foranstaltninger.

EU understreger, at Fijis privilegier i samarbejdet med EU er betinget af overholdelsen af de væsentlige elementer i AVS-EU-partnerskabsaftalen og de principper, der er fastsat i udviklingssamarbejdsinstrumentet. For at overbevise EU om, at overgangsregeringen er fuldt ud rede til at følge op på de afgivne tilsagn, er det afgørende, at der gøres hurtige og markante fremskridt for at indfri tilsagnene.

Med venlig hilsen

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

På Kommissionens vegne

Kommissær

BILAG TIL BILAGET

AFTALTE TILSAGN MED REPUBLIKKEN FIJI

A.   Overholdelse af de demokratiske principper

Tilsagn nr. 1

Der skal finde frie og retfærdige parlamentsvalg sted senest 24 måneder efter den 1. marts 2007, dog med forbehold af resultaterne af den vurdering, der skal foretages af de uafhængige revisorer, der udnævnes af sekretariatet for Stillehavsøernes Forum. Processen op til og selve afholdelsen af valgene vil i nødvendigt omfang blive overvåget, tilpasset og revideret i fællesskab på grundlag af gensidigt aftalte kriterier. Dette indebærer især:

at overgangsregeringen senest den 30. juni 2007 fastsætter en køreplan for gennemførelsen af de forskellige skridt, der skal tages som forberedelse til de nye parlamentsvalg

at køreplanen specificerer tidspunktet for folketællingen, den nye inddeling af valgkredse og valgreformen

at fastlæggelsen af valgkredsene og valgreformen gennemføres i overensstemmelse med forfatningen

at der træffes foranstaltninger til at sikre valgkontorets funktion, herunder udnævnelsen af en valgtilsynsførende senest den 30. september 2007 i overensstemmelse med forfatningen

at udnævnelsen af vicepræsidenten finder sted i overensstemmelse med forfatningen.

Tilsagn nr. 2

Overgangsregeringen tager i forbindelse med vedtagelsen af mere omfattende lovgivningsmæssige, skattemæssige og andre politiske initiativer og ændringer hensyn til konsultationer med civilsamfundet og alle andre relevante interessenter.

B.   Retsstatsprincipperne

Tilsagn nr. 1

Overgangsregeringen gør sit yderste for at forhindre udtalelser fra sikkerhedsinstanser, der har til formål at intimidere.

Tilsagn nr. 2

Overgangsregeringen overholder forfatningen fra 1997 og garanterer de forfatningsmæssige institutioners normale og uafhængige funktion, såsom Fijis menneskerettighedskommission, Kommissionen for Offentlig Tjeneste og Forfatningskommissionen. Det Store Høvdingeråds betydelige uafhængighed og funktion vil blive bevaret.

Tilsagn nr. 3

Den dømmende magts uafhængighed respekteres fuldt ud, og den skal have mulighed for at arbejde frit, og dens afgørelser skal respekteres af alle berørte parter, især

giver overgangsregeringen tilsagn om, at tribunalet i henhold til artikel 138, stk. 3, i forfatningen udnævnes senest den 15. juli 2007

sker alle udnævnelser og/eller afskedigelser af dommere i absolut overensstemmelse med forfatningens bestemmelser og procedureregler

finder der ikke under nogen omstændigheder nogen som helst form for indblanding sted fra militærets eller overgangsregeringens side i retssystemets funktion, hvilket omfatter fuld respekt for advokatstanden.

Tilsagn nr. 4

Alle straffesager i korruptionsspørgsmål behandles inden for retssystemet, og eventuelle andre organer, der måtte oprettes til at efterforske formodede tilfælde af korruption, opererer inden for de forfatningsmæssige rammer.

C.   Menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder

Tilsagn nr. 1

Overgangsregeringen tager alle nødvendige skridt til at skabe betingelserne for, at alle beskyldninger om overtrædelser af menneskerettighederne efterforskes eller behandles i overensstemmelse med de forskellige procedurer og fora i Fijis lovgivning.

Tilsagn nr. 2

Overgangsregeringen skal ophæve bestemmelserne om undtagelsestilstand (Public Emergency Regulations) i maj 2007, medmindre der består trusler mod den nationale sikkerhed og den offentlige orden og sikkerhed.

Tilsagn nr. 3

Overgangsregeringen er forpligtet til at sikre, at Fijis menneskerettighedskommission fungerer i fuld uafhængighed og i overensstemmelse med forfatningen.

Tilsagn nr. 4

Ytringsfriheden og mediefriheden i alle dens former skal respekteres fuldt ud som fastsat i forfatningen.

D.   Opfølgning af tilsagnene

Tilsagn nr. 1

Overgangsregeringen forpligter sig til at opretholde en regelmæssig dialog, der skal gøre det muligt at kontrollere, om der gøres fremskridt, og giver EU's og Europa-Kommissionens myndigheder/repræsentanter fuld adgang til oplysninger om alle forhold med tilknytning til menneskerettigheder, den fredelige genindførelse af demokratiet og retsstatsprincipperne i Fiji.

Tilsagn nr. 2

Overgangsregeringen samarbejder fuldt ud med eventuelle missioner fra EU med henblik på vurdering og overvågning af fremskridtene.

Tilsagn nr. 3

Overgangsregeringen sender statusrapporter hver tredje måned med virkning fra den 30. juni 2007 vedrørende de tre væsentlige elementer i Cotonouaftalen og tilsagnene.

Det bemærkes, at visse spørgsmål kun kan behandles effektivt gennem en pragmatisk tilgang, som bygger på en erkendelse af de nuværende realiteter, og som fokuserer på fremtiden.


Top