22.9.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 256/21

(1)

I henhold til Kommissionens beslutning 2010/49/EF af 30. november 2009 om fastsættelse af de første regioner, hvor visuminformationssystemet (VIS) sættes i drift (2), bør den tredje region, hvor indsamlingen og fremsendelsen af oplysninger til VIS skal starte, omfatte Afghanistan, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Irak, Iran, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og Yemen.

(2)

Medlemsstaterne har meddelt Kommissionen, at de har truffet de nødvendige tekniske og juridiske foranstaltninger til indsamling og fremsendelse af de oplysninger, der er omhandlet i VIS-forordningens artikel 5, stk. 1, til VIS for alle ansøgningsdossierer i den pågældende region, herunder foranstaltninger til indsamling og/eller fremsendelse af oplysninger på vegne af en anden medlemsstat.

(3)

Da betingelserne i artikel 48, stk. 3, første punktum, i VIS-forordningen således er opfyldt, er det nødvendigt at fastsætte datoen for VIS' idriftsættelse i den tredje region.

(4)

Da der skal fastsættes en dato for idriftsættelse af VIS i meget nær fremtid, bør denne afgørelse træde i kraft på dagen for dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

(5)

Da VIS-forordningen bygger på Schengenreglerne, har Danmark meddelt, at VIS-forordningen er gennemført i Danmarks nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Danmark er derfor i medfør af international ret forpligtet til at gennemføre denne afgørelse.

(6)

Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (3). Den er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(7)

Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (4). Den er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Irland.

(8)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (5), henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til nævnte aftale (6).

(9)

For så vidt angår Schweiz, udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne (7), henhørende under det område, der er omhandlet i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (8).

(10)

For så vidt angår Liechtenstein, udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er omhandlet i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (9).

(11)

For så vidt angår Cypern udgør denne afgørelse en retsakt, der bygger på Schengenreglerne, eller som på anden måde har tilknytning hertil, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003.

(12)

For så vidt angår Bulgarien og Rumænien udgør denne afgørelse en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde har tilknytning hertil, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005 —