EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0419

2012/419/EU: Det Europæiske Råds afgørelse af 11. juli 2012 om ændring af Mayottes status i forhold til Den Europæiske Union

EUT L 204 af 31.7.2012, p. 131–131 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
EUT L 204 af 31.7.2012, p. 18–18 (GA)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/419/oj

31.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 204/131


DET EUROPÆISKE RÅDS AFGØRELSE

af 11. juli 2012

om ændring af Mayottes status i forhold til Den Europæiske Union

(2012/419/EU)

DET EUROPÆISKE RÅD HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 355, stk. 6,

under henvisning til initiativ fra Den Franske Republik,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 355, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) giver Det Europæiske Råd mulighed for, på den berørte medlemsstats initiativ, med enstemmighed og efter høring af Kommissionen, at vedtage en afgørelse om ændring af den status, som de i stk. 1 og 2 i denne artikel nævnte danske, franske eller nederlandske lande eller territorier har i forhold til Unionen.

(2)

Ved skrivelse af 26. oktober 2011 fra den franske præsident anmodede Den Franske Republik (i det følgende benævnt »Frankrig«) Det Europæiske Råd om at træffe en sådan afgørelse, således at Mayotte, der i øjeblikket har status som et af de oversøiske lande og territorier som nævnt i artikel 355, stk. 2, i TEUF, og som i den forbindelse er opført i bilag II i denne traktat, får status som region i den yderste periferi som nævnt i artikel 349 i TEUF.

(3)

Frankrigs anmodning er en følge af, at Mayottes indbyggere har valgt gradvist at nærme sig hovedlandet, hvilket blev bekræftet ved en folkeafstemning den 29. marts 2009, hvor 95,2 % af de afgivne stemmer var for forslaget om at ændre Mayotte til et departement. Siden den 31. marts 2011 udgør Mayotte således det 101. franske departement og det femte franske oversøiske departement.

(4)

Mayottes strukturelle sociale og økonomiske situation og øens geografiske situation fremviser alle de karakteristika, der er omhandlet i artikel 349 i TEUF for en region i den yderste periferi i denne bestemmelses forstand. Der bør derfor indsættes en henvisning til Mayotte i artikel 349, således at denne artikel som helhed finder anvendelse på Mayotte, og tillige i artikel 355, stk. 1, i TEUF.

(5)

Ændringen af Mayottes status i forhold til Unionen, som imødekommer et demokratisk fremsat ønske, er i tråd med, at Mayotte har fået en status, der ligner hovedlandets status —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Med virkning fra den 1. januar 2014 ophører Mayotte med at være et af de oversøiske lande og territorier, der er underlagt bestemmelserne i fjerde del i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), for at blive en region i den yderste periferi som nævnt i artikel 349 i TEUF.

Artikel 2

TEUF ændres således:

1)

I artikel 349, stk. 1, indsættes »Mayotte« efter »Martinique«.

2)

I artikel 355, stk. 1, indsættes »Mayotte« efter »Martinique«.

3)

I bilag II udgår sjette led.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den anvendes fra den 1. januar 2014.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juli 2012.

På Det Europæiske Råds vegne

H. VAN ROMPUY

Formand


Top