Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011R1341

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1341/2011 af 13. december 2011 om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde

    EUT L 347 af 30.12.2011, p. 34–40 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2013

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/1341/oj

    30.12.2011   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 347/34


    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1341/2011

    af 13. december 2011

    om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 209, stk. 1,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

    efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

    efter den almindelige lovgivningsprocedure, på grundlag af fælles udkast godkendt af Forligsudvalget den 31. oktober 2011 (1), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Unionens udviklingspolitik har til formål at mindske og på sigt udrydde fattigdommen.

    (2)

    Unionen støtter som medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), at handel integreres i udviklingsstrategier, og at international handel fremmes for at bidrage til udvikling samt mindske og på sigt udrydde fattigdommen på verdensplan.

    (3)

    Unionen støtter gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) i deres bestræbelser på fattigdomslempelse og bæredygtig økonomisk og social udvikling og erkender betydningen af deres råvaresektorer.

    (4)

    Unionen støtter en gnidningsløs og gradvis integration af udviklingslandene i verdensøkonomien med sigte på bæredygtig udvikling. De vigtigste bananeksporterende AVS-stater kan blive udsat for problemer i forbindelse med ændringen af handelsordningen, navnlig som følge af mestbegunstigelsesliberaliseringen i WTO og de bilaterale eller regionale aftaler, der er indgået eller er ved at blive indgået mellem Unionen og lande i Latinamerika. Programmet for ledsageforanstaltninger for AVS-bananer (»BAM-programmet«) bør derfor indgå i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 (2).

    (5)

    De finansielle støtteforanstaltninger, der skal træffes i henhold til BAM-programmet, bør sigte mod at forbedre levestandarden og -vilkårene for befolkningerne i banandyrkningsområderne, som lever af banansektorens værdikæde, navnlig mindre landbrug og enheder, og at sikre overholdelsen af arbejdsstandarderne og standarderne for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen samt miljøstandarderne, navnlig hvad angår anvendelsen af og eksponeringen for pesticider. Disse foranstaltninger bør derfor støtte en tilpasning og om nødvendigt inkludere en omorganisering i områder, som er afhængige af bananeksport til Den Europæiske Union, ved hjælp af en sektorspecifik budgetstøtte eller projektspecifikke interventioner. Foranstaltningerne bør tage hensyn til den forventede udvikling af bananeksportsektoren og bidrage til, at der etableres en politik for, hvordan den sociale robusthed styrkes, og til at fremme økonomisk diversificering eller investeringer i forbedring af konkurrenceevnen, hvor dette er muligt, idet der tages hensyn til resultater af og erfaringer fra den særlige støtteordning (SSA) for traditionelle AVS-leverandører af bananer oprettet i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 2686/94 (3) og den særlige ramme for bistand (SFA) til traditionelle AVS-leverandører af bananer oprettet i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 856/1999 (4) og Kommissionens forordning (EF) nr. 1609/1999 (5). Unionen anerkender betydningen af at fremme en mere lige fordeling af indtægter fra bananproduktionen.

    (6)

    BAM-programmet bør støtte tilpasningsprocessen i AVS-stater, som har eksporteret væsentlige mængder bananer til Unionen i de senere år, og som kan blive påvirket af liberaliseringen inden for rammerne af Genèveaftalen om handel med bananer (6) og af de bilaterale eller regionale aftaler, der er indgået eller ved at blive indgået mellem Unionen og lande i Latinamerika. BAM-programmet bygger på SFA til traditionelle AVS-bananleverandører. Det er i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser inden for WTO og sigter mod omstrukturering og forbedring af konkurrenceevnen og er dermed af midlertidig karakter med en løbetid på tre år (2011-2013).

    (7)

    Ifølge konklusionerne i Kommissionens meddelelse af 17. marts 2010 med titlen »Den toårige rapport om den særlige ramme for bistand til traditionelle AVS-bananleverandører« bidrog tidligere støtteprogrammer væsentligt til at opnå en forbedret kapacitet til en vellykket økonomisk diversificering, selv om den fulde indvirkning endnu ikke kan gøres op i tal, og bæredygtigheden af bananeksporten fra AVS-landene fortsat er skrøbelig.

    (8)

    Kommissionen har foretaget en evaluering af SFA-programmet og har ikke gennemført en konsekvensvurdering af ledsageforanstaltningerne for bananer.

    (9)

    Kommissionen bør sikre, at dette program koordineres effektivt med de regionale og nationale vejledende programmer, der er etableret i modtagerlandene, navnlig med hensyn til at nå økonomiske, landbrugsmæssige, sociale og miljømæssige mål.

    (10)

    Næsten to procent af verdenshandelen med bananer er certificeret af fair trade-producentorganisationer. Mindstepriserne for fair trade fastsættes på grundlag af en udregning af de »bæredygtige produktionsomkostninger«, der fastsættes efter en høring af de involverede parter med det formål at internalisere omkostningerne ved at leve op til rimelige sociale standarder og miljøstandarder og skabe en rimelig fortjeneste for derved gøre det muligt for producenterne at sikre deres indkomstmuligheder på lang sigt.

    (11)

    For at undgå udbytning af den lokale arbejdskraft bør de forskellige aktører i produktionskæden inden for banansektoren blive enige om en ligelig fordeling af indtægterne fra sektoren.

    (12)

    Forordning (EF) nr. 1905/2006 bør ændres i overensstemmelse hermed —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Forordning (EF) nr. 1905/2006 ændres således:

    1)

    Artikel 4 affattes således:

    »Artikel 4

    Gennemførelse af Unionens bistand

    I overensstemmelse med denne forordnings overordnede formål og anvendelsesområde, mål og generelle principper gennemføres Unionens bistand på grundlag af de geografiske og tematiske programmer, der er omhandlet i artikel 5-16, og de programmer, der er omhandlet i artikel 17 og 17a.«

    2)

    Følgende artikel indsættes:

    »Artikel 17a

    Vigtigste AVS-bananleverandørlande

    1.   De i bilag IIIa anførte AVS-bananleverandørlande drager fordel af programmet for ledsageforanstaltninger for AVS-bananer (»BAM-programmet«).

    a)

    Generelle mål:

    Unionens bistand sigter mod:

    i)

    at støtte tilpasningsprocessen efter liberaliseringen af Unionens marked for bananer inden for rammerne af WTO

    ii)

    at bekæmpe fattigdom ved at forbedre levestandarden og -vilkårene for de berørte landbrugere og personer

    b)

    Generelle prioriteter:

    Unionens bistand skal tage hensyn til landenes politikker og tilpasningsstrategier samt deres regionale miljø (hvad angår afstand til regionerne i Unionens yderste periferi og de oversøiske lande og territorier) og koncentreres om et eller flere af følgende samarbejdsområder:

    i)

    håndtere vidererækkende konsekvenser af tilpasningsprocessen, især i lokalsamfund og deres mest sårbare grupper, med tilknytning til, men ikke begrænset til beskæftigelse og sociale serviceydelser, arealanvendelse og miljøgenopretning

    ii)

    fremme den økonomiske diversificering i områder, der er afhængige af bananproduktion, hvor dette er en bæredygtig strategi

    iii)

    fremme konkurrenceevnen i bananeksportsektoren, hvor dette er bæredygtigt, under hensyntagen til situationen for de forskellige interessenter i kæden.

    Programmerne skal fremme overholdelsen af arbejds- og sikkerhedsstandarder samt overholdelsen af miljøstandarder, herunder anvendelsen af og eksponeringen for pesticider.

    c)

    Generelle forventede resultater:

    Resultaterne af bistanden skal være i overensstemmelse med de mål, der er fastsat i litra a) i dette stykke. EU-bistanden skal i særdeleshed og i samarbejde med modtagerlandene forfølge de tilstræbte resultater på sociale, miljømæssige og økonomiske områder.

    2.   Kommissionen fastsætter inden for det beløbsloft, der er angivet i bilag IV, det vejledende maksimumsbeløb, der er til rådighed for hvert støtteberettiget AVS-bananleverandørland, der er omhandlet i stk. 1, på grundlag af følgende kriterier:

    a)

    Niveauet for bananhandelen med Unionen, hvor højere EU-import fra det pågældende AVS-land vil indvirke positivt på fordelingen. Dette kriterium er baseret på størrelsen af bananeksportsektoren til Unionen i de forskellige lande. Gennemsnittet af de tre højeste årlige mængder af bananer, der importeres af Unionen fra hvert støtteberettiget modtagerland i løbet af de seneste fem år forud for 2010 vil blive taget i betragtning

    b)

    Betydningen af bananeksporten til Unionen for økonomien, hvor større betydning for det pågældende AVS-land vil indvirke positivt på fordelingen. Dette kriterium vil blive målt ved at tage værdien af EU-importen af bananer fra hvert støtteberettiget modtagerland som en procentdel af landets bruttonationalindkomst (BNI) i løbet af de sidste tre år forud for 2010, for hvilke der foreligger data

    c)

    Udviklingsniveauet, hvor lavere udviklingsniveauer som registreret i FNs indeks for menneskelig udvikling (HDI) i det pågældende AVS-land vil indvirke positivt på fordelingen. Dette kriterium måles ud fra det gennemsnitlige HDI for perioden 2005-2007, hvor den samme metode blev brugt af FN.

    Fordelingskriterierne vil blive fastsat ud fra repræsentative data fra før 2011 og omfattende en periode, der ikke overstiger fem år. De vejledende landebevillinger vil tage hensyn til de tre kriterier på samme måde på tværs af alle støtteberettigede modtagerlande.

    På grundlag af anvendelsen af ovennævnte kriterier underretter Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet om den påtænkte anvendelse af de vejledende finansielle bevillinger, der er omhandlet i bilag IV, inden vedtagelsen af de flerårige støttestrategier, der er nævnt i denne artikels stk. 3. Det vejledende beløb, der er til rådighed for hvert støtteberettiget AVS-bananleverandørland, vil fremgå af denne underretning.

    3.   Kommissionen vedtager i analogi med artikel 19 flerårige støttestrategier i overensstemmelse med artikel 21. Den drager omsorg for, at sådanne strategier supplerer de geografiske strategidokumenter for de pågældende lande, og sikrer den midlertidige karakter af ledsageforanstaltningerne for bananer.

    De flerårige støttestrategier for ledsageforanstaltninger for bananer omfatter:

    a)

    en opdateret miljøprofil, der tager behørigt hensyn til landets banansektor og bl.a. fokuserer på pesticider

    b)

    oplysninger om resultater fra tidligere bananstøtteprogrammer

    c)

    indikatorer til evaluering af fremskridt hvad angår udbetalingsbetingelserne, i tilfælde hvor budgetstøtte vælges som finansieringsform

    d)

    de forventede resultater af støtten

    e)

    en tidsplan for støtteaktiviteterne og de forventede udbetalinger

    f)

    måder til at opnå og overvåge fremskridt med hensyn til overholdelsen af ILOs internationalt anerkendte grundlæggende arbejdsstandarder og af relevante konventioner vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen samt relevante internationalt anerkendte grundlæggende miljøstandarder.

    Inden for rammerne af den flerårige finansielle ramme for 2007-2013, fastsat ved interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (7) foretages der en evaluering af BAM-programmet og af de berørte landes fremskridt, der indeholder anbefalinger vedrørende eventuelle foranstaltninger og disses karakter.

    3)

    Artikel 21 affattes således:

    »Artikel 21

    Vedtagelse af strategidokumenter og flerårige vejledende programmer

    Strategidokumenterne og de flerårige vejledende programmer, der er omhandlet i artikel 19 og 20, samt de revisioner heraf, der er omhandlet i artikel 19, stk. 2, og artikel 20, stk. 1, samt de i artikel 17 og 17a omhandlede ledsageforanstaltninger vedtages af Kommissionen efter proceduren i artikel 35, stk. 2.«

    4)

    Artikel 29, stk. 1, affattes således:

    »1.   Budgetforpligtelser indgås ved afgørelser, som Kommissionen træffer i medfør af artikel 17a, stk. 3, artikel 22, stk. 1, artikel 23, stk. 1, og artikel 26, stk. 1.«

    5)

    Artikel 31, stk. 1, tredje afsnit, affattes således:

    »Ved indkøbs- eller tilskudsaftaler, der finansieres i henhold til et tematisk program, som defineret i artikel 11-16, og i henhold til programmerne i artikel 17 og 17a er deltagelse åben for alle fysiske personer, der er statsborgere i, og juridiske personer, der er etableret i et udviklingsland, som fastlagt af OECD/DAC og i bilag II, ud over de fysiske eller juridiske personer, der er støtteberettigede i henhold til det tematiske program og programmerne i artikel 17 og 17a. Kommissionen offentliggør og ajourfører bilag II i overensstemmelse med de regelmæssige revisioner, som OECD/DAC foretager af listen over bistandsmodtagere, og underretter Rådet herom.«

    6)

    Artikel 38, stk. 1 og 2, affattes således:

    »1.   Finansieringsrammen til gennemførelsen af denne forordning for perioden 2007-2013 er på 17 087 mio. EUR.

    2.   De vejledende beløb til hvert program som omhandlet i artikel 5-10 og 11-16 samt artikel 17 og 17a er anført i bilag IV. Disse beløb er fastlagt for perioden 2007-2013.«

    7)

    Bilag I til denne forordning indsættes som bilag IIIa.

    8)

    Bilag IV erstattes af teksten i bilag II til denne forordning.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Strasbourg, den 13. december 2011.

    På Europa-Parlamentets vegne

    J. BUZEK

    Formand

    På Rådets vegne

    M. SZPUNAR

    Formand


    (1)  Europa-Parlamentets holdning af 21.10.2010 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 10.12.2010 (EUT C 7 E af 12.1.2011, s. 17). Europa-Parlamentets holdning af 3.2.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 1.12.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 28.11.2011.

    (2)  EUT L 378 af 27.12.2006, s. 41.

    (3)  EFT L 286 af 5.11.1994, s. 1.

    (4)  EFT L 108 af 27.4.1999, s. 2.

    (5)  EFT L 190 af 23.7.1999, s. 14.

    (6)  EUT L 141 af 9.6.2010, s. 3.

    (7)  EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1


    BILAG I

    »BILAG IIIa

    VIGTIGSTE AVS-BANANLEVERANDØRLANDE

    1.

    Belize

    2.

    Cameroun

    3.

    Côte d'Ivoire

    4.

    Dominica

    5.

    Den Dominikanske Republik

    6.

    Ghana

    7.

    Jamaica

    8.

    Saint Lucia

    9.

    Saint Vincent og Grenadinerne

    10.

    Surinam«.


    BILAG II

    »BILAG IV

    VEJLEDENDE FINANSIELLE BEVILLINGER FOR PERIODEN 2007-2013

    (mio. EUR)

    I alt

    17 087

    Geografiske programmer

    10 057

    Latinamerika

    2 690

    Asien

    5 187

    Centralasien

    719

    Mellemøsten

    481

    Sydafrika

    980

    Tematiske programmer:

    5 596

    Investering i mennesker

    1 060

    Miljø og bæredygtig forvaltning af naturressourcer

    804

    Ikke-statslige aktørers og lokale myndigheders rolle i forbindelse med udvikling

    1 639

    Fødevaresikkerhed

    1 709

    Migration og asyl

    384

    AVS-sukkerprotokollande

    1 244

    Vigtigste AVS-bananleverandørlande

    190«


    ERKLÆRING FRA KOMMISSIONEN OM PROGRAMMET FOR LEDSAGEFORANSTALTNINGER FOR BANANER UNDER INSTRUMENTET TIL FINANSIERING AF UDVIKLINGSSAMARBEJDE

    Europa-Kommissionen bekræfter for så vidt angår ledsageforanstaltninger for bananer og i lyset af begrundelsen og målene for programmet som fastsat i artikel 17a i instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, at den ved fastsættelsen af de vejledende landetildelinger vil anvende en metode på en objektiv og ensartet måde, som tager hensyn til banansektorens betydning og de økonomiske og udviklingsmæssige forhold i de enkelte støtteberettigede modtagerlande.

    Kommissionen erklærer, at den agter at anvende en metode, der lægger omtrent samme vægt på de første to kriterier, mens det tredje kriterium vil blive anvendt som en udviklingskoefficient. Formålet med denne metode er for alle modtagerlandene at lægge samme vægt på størrelsen af deres bananhandel med Den Europæiske Union og betydningen af bananeksporten til Unionen for hvert af modtagerlandenes økonomi. Det relative udviklingsniveau vil tilpasse tildelingerne til fordel for lande med et lavere udviklingsniveau i overensstemmelse med Unionens udviklingsmål som fastsat i traktaterne og instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde.


    ERKLÆRING FRA EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET OM ANVENDELSEN AF DELEGEREDE RETSAKTER I DEN KOMMENDE FLERÅRIGE FINANSIELLE RAMME FOR 2014-2020

    Europa-Parlamentet og Rådet noterer sig Kommissionens meddelelse Et budget for Europa 2020 (KOM(2011) 500) (1), navnlig den foreslåede anvendelse af delegerede retsakter i forbindelse med fremtidige eksterne finansieringsinstrumenter, og afventer lovgivningsforslag, som vil taget op til behørig overvejelse.


    (1)  Kommissionen anfører i sin meddelelse Et budget for Europa 2020 (KOM(2011) 500):

    »I de fremtidige retsgrundlag for de forskellige instrumenter vil det desuden blive foreslået, at der gøres omfattende brug af delegerede retsakter for at sikre mere fleksibilitet i forvaltningen af politikker i finansieringsperioden, samtidig med at de to lovgiveres prærogativer respekteres.«

    og

    »Kommissionen mener, at den demokratiske kontrol med bistanden til tredjelande bør forbedres. Det kunne ske ved at gøre brug af delegerede retsakter på grundlag af traktatens artikel 290 for visse programaspekters vedkommende, hvilket ikke alene vil bringe de to lovgivningsmyndigheder på lige fod, men også sikre større fleksibilitet i programmeringen. For EUF's vedkommende foreslås det at følge den samme fremgangsmåde som for udviklingssamarbejdet under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende for dette instrument.«


    Top