EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011R1247

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1247/2011 af 29. november 2011 om tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur

EUT L 319 af 2.12.2011, p. 34–36 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2011/1247/oj

2.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/34


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1247/2011

af 29. november 2011

om tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (1), særlig artikel 9, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2 ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder i forbindelse med tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur, og som ikke er i overensstemmelse med EU-retten fastsat i denne forordning, fortsat kan påberåbes af modtageren i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (2) i et tidsrum på tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne (1) i skemaet i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur i den i kolonne (2) i skemaet nævnte KN-kode.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten fastsat i denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 2913/92 i et tidsrum på tre måneder.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. november 2011.

På Kommissionens vegne For formanden

Algirdas ŠEMETA

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1.

(2)  EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1.


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering

(KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

1.

En vare i form af et modul i eget kabinet af størrelse ca. 11 × 7 × 5 cm (såkaldt »analogt indgangsmodul«).

Modulet består af to trykte kredsløb med en indgangsgrænseflade med fire kanaler, en analog-til-digital omformer, en processor og en busgrænseflade til tilslutning til en programmerbar logikcontroller (PLC). Modulet har en indgangsspænding fra 0 til 10 V DC.

Modulet modtager analoge signaler fra forskellige eksterne enheder, som repræsenterer målinger af fx temperatur, hastighed, strømme eller vægt.

Modulet omformer og bearbejder disse signaler, inden de sendes til PLC'en.

8538 90 99

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 2 b) til afsnit XVI og teksten til KN-kode 8538, 8538 90 og 8538 90 99.

Da modulet udgør en grænseflade mellem eksterne enheder og et numerisk kontrolapparat henhørende under pos. 8537, er tarifering under pos. 8471 som en indlæseenhed udelukket.

Da modulet modtager, omformer, behandler og sender elektriske signaler til PLC'en, er tarifering under pos. 8536 som kontakt eller relæ til at skabe forbindelse til eller i elektriske kredsløb udelukket.

Da modulet ikke selvstændigt kontrollerer eksterne enheder, men kun udgør grænsefladen mellem sådanne enheder og PLC'en, er tarifering under pos. 8537 som elektrisk kontrolapparat udelukket.

Da den analoge-til-digitale omformning kun er en mellemliggende proces, er tarifering under pos. 8543 som elektriske maskiner og apparater med selvstændig funktion, som ikke er tariferet andetsteds i kapitel 85, udelukket.

Formålet med modulet er at modtage, omforme og bearbejde signaler modtaget fra eksterne enheder, som repræsenterer målinger, og sende dem til PLC'en, og derfor er modulet afgørende for, at PLC'en henhørende under pos. 8537 fungerer.

Varen skal derfor tariferes under pos. 8538 som dele til apparater under pos. 8535 til 8537.

2.

En vare i form af et modul i eget kabinet af størrelse ca. 11 × 7 × 5 cm (såkaldt »diskret udgangsmodul«).

Modulet består af et trykt kredsløb med en busgrænseflade til tilslutning til en programmerbar logikcontroller (PLC), en processor, en digital-til-analog omformer og en udgangsgrænseflade med 8 tilslutningspunkter.

Udgangstilslutningspunkterne er elektromagnetiske relæer med en udgangsspænding fra 0 til 250 VAC og en strømbelastning pr. punkt på op til 0,17 A.

Modulet bearbejder og omformer diskrete signaler, der repræsenterer et on/off-signal (fx 1/0 eller sandt/falsk), inden det sender signalerne til forskellige eksterne enheder, såsom kontaktorer, relæer og signallamper.

8538 90 99

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 2 b) til afsnit XVI og teksten til KN-kode 8538, 8538 90 og 8538 90 99.

Da modulet udgør en grænseflade mellem eksterne enheder og et numerisk kontrolapparat henhørende under pos. 8537, er tarifering under pos. 8471 som en udlæseenhed udelukket.

Da modulet modtager, bearbejder, omformer og sender elektriske signaler til eksterne enheder, er tarifering under pos. 8536 som kontakt eller relæ til at skabe forbindelse til eller i elektriske kredsløb udelukket.

Udgangstilslutningspunkterne (som udgøres af elektromagnetiske relæer) er kun en del af modulet, som ud over tilslutningspunkterne består af busgrænsefladen, processoren og digital-til-analog omformeren. Desuden kontrollerer modulet ikke selvstændigt eksterne enheder, men udgør kun grænsefladen mellem PLC'en og sådanne enheder. Tarifering under pos. 8537 som elektrisk kontrolapparat er derfor udelukket.

Da den digitale-til-analoge omformning kun er en mellemliggende proces, er tarifering under pos. 8543 som elektriske maskiner og apparater med selvstændig funktion, som ikke er tariferet andetsteds i kapitel 85, udelukket.

Formålet med modulet er at modtage, bearbejde og omforme signaler, der repræsenterer et on/off-signal, som modtages fra PLC'en, og sende dem til eksterne enheder, og derfor er modulet afgørende for, at PLC'en henhørende under pos. 8537 fungerer.

Varen skal derfor tariferes under pos. 8538 som dele til apparater under pos. 8535 til 8537.


Top