Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011R1240

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1240/2011 af 30. november 2011 om ekstraordinære foranstaltninger med hensyn til at bringe sukker og isoglucose uden for kvoten i omsætning på EU's marked med nedsat overskudsafgift i produktionsåret 2011/12

EUT L 318 af 1.12.2011, p. 9–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2012

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2011/1240/oj

1.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 318/9


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1240/2011

af 30. november 2011

om ekstraordinære foranstaltninger med hensyn til at bringe sukker og isoglucose uden for kvoten i omsætning på EU's marked med nedsat overskudsafgift i produktionsåret 2011/12

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1), særlig artikel 64, artikel 2 og artikel 187 sammenholdt med artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Verdensmarkedspriserne for sukker har i flere måneder ligget på et niveau, der er tæt på eller lige over prisen på EU's indre marked. Ifølge prognoserne for verdensmarkedspriserne, der er baseret på New Yorks og Londons terminsmarked for sukker for marts, maj og juli 2012, forventes der fortsat konstant høje priser på verdensmarkedet. Importen fra tredjelande, der drager fordel af præferenceaftaler, forventes derfor kun at stige svagt i løbet af produktionsåret 2011/12.

(2)

Ifølge prognoserne for sukkerbalancen i EU i produktionsåret 2011/12 vil der være et underskud på omkring 700 000 tons sukker mellem anvendt mængde kvotesukker og den mængde, der skulle være til rådighed. Det deraf følgende lave niveau for slutlagre udgør risiko for forstyrrelser af udbuddet på EU's sukkermarked og får prisen på EU's indre sukkermarked til at stige.

(3)

Til gengæld har en god høst i nogle dele af EU ført til en sukkerproduktion, der overstiger den kvote, der er fastsat i artikel 56 i forordning (EF) nr. 1234/2007, med næsten fem mio. tons. Under hensyntagen til skøn over sukkerproducenternes kontraktlige forpligtelser for så vidt angår bestemte former for industriel anvendelse, jf. artikel 62 i forordning (EF) nr. 1234/2007 og eksportforpligtelser for 2011/12 for sukker uden for kvote, vil der stadig være store mængder sukker uden for kvote på ca. 1 000 000 tons til rådighed. En del af dette sukker kan stilles til rådighed for sukkermarkedet i EU for delvis at efterkomme efterspørgslen og forebygge unødige prisstigninger.

(4)

Ved artikel 187 i forordning (EF) nr. 1234/2007 bemyndiges Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger for sektoren, hvis noteringerne eller priserne på sukkerverdensmarkedet når et sådant niveau, at forsyningen af EU's marked afbrydes eller er i fare for at blive afbrudt. I den sammenhæng begrænser de mulige foranstaltninger, der kan træffes, sig ikke til den udtrykkeligt nævnte foranstaltning i form af fuld eller delvis suspension af importafgifter.

(5)

I produktionsåret 2010/11 lå verdensmarkedsprisen for sukker tæt på eller sågar over den konstaterede pris på EU's indre marked i visse perioder. På denne baggrund og under hensyntagen til transportomkostninger og forsinkelser i forbindelse med import er reduktion af importtold ikke tilstrækkelig til at imødegå manglen på kvotesukker og undgå, at prisen presses i vejret på markedet i EU.

(6)

Ved artikel 64, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1234/2007 bemyndiges Kommissionen til for sukker og isoglucose, som produceres ud over kvoten, at fastsætte en overskudsafgift, der er så høj, at der ikke ophobes overskud. Ved artikel 3, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 967/2006 af 29. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 318/2006 for så vidt angår produktion ud over kvoterne inden for sukkersektoren (2) fastsættes afgiften til 500 EUR/ton.

(7)

På grund af det vedvarende lave udbud af sukker på det indre marked i produktionsåret 2011/12 vil der kunne sælges 400 000 tons sukker uden for kvote på det indre marked. Eftersom forsyningsknapheden er mindre alvorlig end i produktionsåret 2010/11, og foranstaltningen vedtages på et tidligere stadium i forhold til produktionsåret 2010/11, og der stadig hersker en vis usikkerhed om, hvilke mængder der helt nøjagtigt er til rådighed på markedet i EU, bør der fastsættes en nedsat afgift for at imødegå risikoen for, at der ophobes overskud. For den begrænsede mængde sukker, der er fremstillet ud over kvoten, bør der fastsættes en reduceret overskudsafgift på et niveau pr. tons, som repræsenterer forskellen mellem den seneste offentligt tilgængelige gennemsnitspris i EU og verdensmarkedsprisen.

(8)

Da forordning (EF) nr. 1234/2007 fastsætter kvoter for både sukker og isoglucose, bør der anvendes en tilsvarende foranstaltning for en passende mængde isoglucose, der er produceret ud over kvoten, fordi sidstnævnte produkt i et vist omfang kommercielt erstatter sukker.

(9)

Af denne grund og for at få udbuddet til at stige bør sukker- og isoglucoseproducenterne ansøge medlemsstaternes myndigheder om attester, som giver dem mulighed for at sælge bestemte mængder, der er fremstillet ud over kvoten, på EU's marked med en nedsat overskudsafgift.

(10)

Attesternes gyldighed bør være tidsbegrænsede for at tilskynde til, at der hurtigt rettes op på udbudssituationen.

(11)

Det forhold, at der fastsættes lofter over de mængder, som hver producent kan ansøge om i en ansøgningsperiode, og at attesterne kun udstedes for ansøgerens egen produktion, skulle forhindre spekulation i den ordning, som indføres med denne forordning.

(12)

Sukkerproducenterne bør med deres ansøgning forpligte sig til at betale minimumsprisen for de sukkerroer, der anvendes til at producere den mængde sukker, som de ansøger om. Minimumsbetingelserne for at kunne ansøge bør fastsættes.

(13)

Medlemsstaternes myndigheder bør give Kommissionen meddelelse om de ansøgninger, som de modtager. For at forenkle og standardisere disse meddelelser, stilles der forlæg til rådighed.

(14)

Kommissionen bør sørge for, at der kun udstedes attester for de maksimumsmængder, der er fastsat i denne forordning. Derfor bør Kommissionen om nødvendigt kunne fastsætte en tildelingskoefficient for de ansøgninger, der modtages.

(15)

Medlemsstaterne bør straks underrette ansøgerne om, hvorvidt den mængde, der er ansøgt om, er helt eller delvis efterkommet.

(16)

Den nedsatte overskudsafgift udbetales efter, at ansøgningen er imødekommet, og før attesten udstedes.

(17)

Myndighederne giver Kommissionen meddelelse om de mængder, for hvilke der er udstedt attester med en reduktion af overskudsafgiften. Med henblik herpå stiller Kommissionen forlæg til rådighed.

(18)

Hvis der på EU's marked bringes større mængder i omsætning end dem, der er udstedt attest for, skal der for disse mængder opkræves overskudsafgift, jf. artikel 64, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1234/2007. Det bør derfor fastsættes, at ansøgere, der ikke opfylder deres forpligtelse til på EU's marked at bringe den mængde i omsætning, de har fået udstedt attest for, også skal betale 500 EUR/tons. Denne sammenhængende tilgang skal forebygge misbrug af den mekanisme, der indføres ved denne forordning.

(19)

Med henblik på at fastsætte gennemsnitspriser for kvotesukker og sukker uden for kvoten på markedet i EU i henhold til artikel 13, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 952/2006 af 29. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 318/2006 for så vidt angår forvaltning af det indre marked for sukker og kvoteordningen (3), vil sukker, der er omfattet af en attest udstedt i henhold til denne forordning, blive betragtet som kvotesukker.

(20)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Midlertidig nedsættelse af overskudsafgiften

Uanset artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 967/2006 fastsættes overskudsafgiften til 85 EUR/ton for højst 400 000 tons sukker udtrykt i hvidt sukker og 21 000 tons isoglucose udtrykt i tørstof, som er produceret ud over den kvote, som er fastsat i bilag VI til forordning (EF) nr. 1234/2007, og som afsættes på EU's marked i produktionsåret 2011/12. Den nedsatte overskudsafgift udbetales efter, at den søgning, der er omhandlet i artikel 2, er imødekommet, og før at den attest, der er nævnt i artikel 6, udstedes.

Artikel 2

Ansøgning om attest

1.   Sukker- og isoglucoseproducenter skal ansøge om en attest for at kunne gøre brug af betingelserne i artikel 1.

2.   Der modtages kun ansøgninger fra virksomheder, der producerer roe- og rørsukker eller isoglucose, og som er godkendt i henhold til artikel 57 i forordning (EF) nr. 1234/2007 og har fået tildelt en produktionskvote for produktionsåret 2011/12 i henhold til samme forordnings artikel 56.

3.   Hver ansøger kan højst indgive én ansøgning for sukker og én for isoglucose i en ansøgningsperiode.

4.   Ansøgninger om attest sendes pr. fax eller e-mail til myndighederne i den medlemsstat, hvor virksomheden er godkendt. Medlemsstaternes myndigheder kan kræve, at elektroniske ansøgninger ledsages af en avanceret elektronisk signatur, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF (4).

5.   Ansøgningerne skal for at kunne antages opfylde følgende betingelser:

a)

de skal indeholde:

i)

ansøgerens navn, adresse og momsnummer og

ii)

hvor mange tons der ansøges om, udtrykt i hvidt sukker for sukker og i tørstof for isoglucose, angivet med højst to decimaler

b)

de mængder, der ansøges om i denne ansøgningsperiode, udtrykt i tons af hvidt sukker og isoglucose udtrykt i tørstof, må ikke overstige 50 000 tons, for så vidt angår sukker, og 2 500 tons, for så vidt angår isoglucose

c)

vedrører ansøgningen sukker, skal ansøgeren forpligte sig til at betale den minimumspris for sukkerroer, der er fastsat i artikel 49 i forordning (EF) nr. 1234/2007, for den mængde sukker, som der udstedes attester for i henhold til artikel 6 i denne forordning

d)

ansøgningen udfærdiges på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor den indsendes

e)

ansøgningen indeholder henvisning til denne forordning og sidste frist for indgivelse af ansøgninger i den pågældende ansøgningsperiode

f)

ansøgeren skal ikke indføje andre betingelser end dem, der er fastsat i denne forordning.

6.   Ansøgninger, der ikke er indgivet i henhold til artikel 1 og 5, vil ikke blive taget i betragtning.

7.   En ansøgning må ikke trækkes tilbage eller ændres, efter at den er indsendt, selv om der kun tildeles en del af den mængde, der ansøges om.

Artikel 3

Indsendelse af ansøgninger

1.   Den første ansøgningsperiode udløber den 7. december 2011 kl. 12.00 (belgisk tid).

2.   Der kan indgives ansøgninger til den anden og efterfølgende ansøgningsperiode fra den første arbejdsdag efter udløbet af den foregående periode. Ansøgningsperioderne udløber kl. 12.00 (belgisk tid) den 14. december 2011, den 11. januar 2012, den 25. januar 2012, den 1. februar 2012, den 15. februar 2012, den 6. juni 2012, den 27. juni 2012 og den 11. juli 2012.

3.   Kommissionen kan suspendere indgivelse af ansøgninger for én eller flere ansøgningsperioder.

Artikel 4

Medlemsstaternes fremsendelse af ansøgninger

1.   Medlemsstaternes ansvarlige myndigheder træffer beslutning om, hvorvidt ansøgningerne kan antages, på grundlag af betingelserne i artikel 2. Beslutter myndighederne, at en ansøgning ikke kan antages, underretter de straks ansøgeren herom.

2.   Myndighederne giver senest fredag pr. fax eller e-mail Kommissionen meddelelse om de ansøgninger, der kan antages, og som er indsendt i den foregående ansøgningsperiode. Meddelelsen skal ikke indeholde de oplysninger, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i). Også medlemsstater, der ikke har modtaget nogen ansøgninger, men som har fået tildelt sukker- eller isoglucosekvoter i produktionsåret 2011/12, giver inden for samme frist Kommissionen meddelelse om, at de ikke har modtaget nogen ansøgninger.

3.   Meddelelsernes form og indhold fastsættes på grundlag af forlæg, som Kommissionen stiller til rådighed for medlemsstaterne.

Artikel 5

Overskridelse af lofter

Hvis det af de oplysninger, medlemsstaternes myndigheder har sendt i henhold til artikel 4, stk. 2, fremgår, at de mængder, der er ansøgt om, overstiger lofterne i artikel 1, gør Kommissionen følgende:

a)

fastsætter en tildelingskoefficient, som medlemsstaterne anvender på de mængder, som er omfattet af de attestansøgninger, der er givet meddelelse om

b)

afviser ansøgninger, som der endnu ikke er givet meddelelse om

c)

lukker for adgangen til at indsende ansøgninger.

Artikel 6

Udstedelse af attester

1.   Fra den tiende arbejdsdag efter den uge, hvor en ansøgningsperiode udløber, udsteder den kompetente myndighed attester på grundlag af de ansøgninger, som Kommissionen har fået meddelelse om, i henhold til artikel 4, stk. 2, i ansøgningsperioden, jf. dog artikel 5.

2.   Hver mandag giver medlemsstaterne Kommissionen meddelelse om, hvor store mængder sukker og/eller isoglucose de har udstedt attester for i den foregående uge.

3.   I bilaget findes et forlæg til, hvordan attesten skal se ud.

Artikel 7

Attesternes gyldighed

Attesterne er gyldige indtil udgangen af den anden måned, der følger efter udstedelsesmåneden.

Artikel 8

Attesternes overdragelighed

De rettigheder eller forpligtelser, der er forbundet med attesterne, kan ikke overdrages.

Artikel 9

Indberetning af priser

Med henblik på artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 952/2006 skal den solgte mængde sukker, som der er udstedt en attest for i henhold til denne forordning, betragtes som kvotesukker.

Artikel 10

Overvågning

1.   Ansøgerne tilføjer til deres månedlige meddelelser, jf. artikel 21, stk. 1, i forordning (EF) nr. 952/2006, de mængder, som de har modtaget attest for i henhold til denne forordnings artikel 6.

2.   Inden den 31. oktober 2012 indgiver hver indehaver af en attest i henhold til denne forordning til medlemsstatens kompetente myndigheder bevis for, at alle de mængder, der er udstedt attest for, er bragt i omsætning på EU's marked. For hvert ton der er udstedt attest for, men som ikke er bragt i omsætning på EU's marked af andre årsager end force majeure, skal der betales 415 EUR/ton.

3.   Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om, hvor store mængder der ikke er bragt i omsætning på EU's marked.

4.   Medlemsstaterne beregner og giver Kommissionen meddelelse om forskellen mellem den samlede mængde sukker og isoglucose, som hver producent har produceret ud over kvoten, og de mængder, producenterne har afsat i henhold til artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 967/2006. Hvis en producents resterende mængder sukker eller isoglucose uden for kvoten er mindre end de mængder, der er tildelt producenten i henhold til nærværende forordning, betaler producenten 500 EUR/ton for forskellen.

Artikel 11

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den udløber den 31. december 2012.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. november 2011.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)  EUT L 176 af 30.6.2006, s. 22.

(3)  EUT L 178 af 1.7.2006, s. 39.

(4)  EFT L 13 af 19.1.2000, s. 12.


BILAG

Forlæg til attest, jf. artikel 7, stk. 3

ATTEST

for nedsættelse af afgiften i artikel 3 i forordning (EF) nr. 967/2006 for produktionsåret 2011/12

Medlemsstat:

Kvoteindehaver:

 

Produkt

 

Mængder, der er ansøgt om:

 

Tildelte mængder:

 

Betalt afgift (EUR/ton):

85 EUR/ton

For produktionsåret 2011/12 gælder den afgift, der er omhandlet i artikel 3 i forordning (EF) nr. 967/2006, ikke for de mængder, der tildeles med denne attest, forudsat at reglerne i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1240/2011, særlig artikel 2, stk. 5, litra c), overholdes

Medlemsstatens myndigheds underskrift

Udstedelsesdato

Denne attest er gyldig indtil udgangen af den anden måned, der følger efter udstedelsesmåneden


Top