Alegeți funcționalitățile experimentale pe care doriți să le testați

Acest document este un extras de pe site-ul EUR-Lex

Document 32011D0522

    Rådets afgørelse 2011/522/FUSP af 2. september 2011 om ændring af afgørelse 2011/273/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien

    EUT L 228 af 3.9.2011, p. 16-18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Statutul juridic al documentului care nu mai este în vigoare, Data încetării: 30/11/2011; ophævet ved 32011D0782

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2011/522/oj

    3.9.2011   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 228/16


    RÅDETS AFGØRELSE 2011/522/FUSP

    af 2. september 2011

    om ændring af afgørelse 2011/273/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 9. maj 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/273/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (1).

    (2)

    Den 18. august 2011 fordømte Unionen i stærke vendinger den brutale kampagne, som Bashar Al-Assad og hans regime fører mod sit eget folk, og som havde ført til, at mange syriske borgere er blevet dræbt eller såret. Unionen har gentagne gange understreget, at den brutale undertrykkelse må standses, at tilbageholdte demonstranter skal løslades, at internationale humanitære organisationer og menneskerettighedsorganisationer og medier skal have fri adgang, og at der skal indledes en ægte og inklusiv national dialog. Den syriske ledelse har dog fortsat trodset opfordringerne fra Unionen og det brede internationale samfund.

    (3)

    I denne forbindelse har Unionen besluttet at vedtage yderligere restriktive foranstaltninger over for det syriske regime.

    (4)

    Indrejserestriktionerne og indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer bør anvendes på yderligere personer og enheder, der drager fordel af eller støtter regimet, især personer og enheder, der finansierer regimet eller stiller logistisk støtte til rådighed for regimet, navnlig sikkerhedsapparatet, eller som underminerer bestræbelserne på at opnå en fredelig overgang til demokrati i Syrien.

    (5)

    Desuden bør det forbydes at købe, importere eller transportere råolie og olieprodukter fra Syrien.

    (6)

    Det bør i den forbindelse bemærkes, at Rådet ved sin afgørelse 2011/523/EU af 2. september 2011 (2) har vedtaget at suspendere samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Den Syriske Arabiske Republik (3) delvist —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Rådets afgørelse 2011/273/FUSP ændres således:

    1)

    Følgende artikler tilføjes:

    »Artikel 2a

    1.   Det er forbudt at købe, importere eller transportere råolie og olieprodukter fra Syrien.

    2.   Det er forbudt, direkte eller indirekte, at levere finansieringsmidler eller finansiel bistand, herunder finansielle derivater samt forsikring og genforsikring i tilknytning til de forbud, der er omhandlet i stk. 1.

    3.   Bevidst eller forsætlig deltagelse i aktiviteter, der har til formål eller til følge at omgå de forbud, der er omhandlet i stk. 1 og 2, er forbudt.

    Artikel 2b

    Forbuddene i artikel 2a berører, indtil den 15. november 2011, ikke opfyldelsen af forpligtelser i henhold til kontrakter, der er indgået inden den 2. september 2011.«

    »Artikel 4a

    Intet krav, herunder krav om kompensation eller noget andet tilsvarende krav, såsom krav om modregning eller krav i henhold til en garanti i forbindelse med kontrakter eller transaktioner, hvis gennemførelse direkte eller indirekte helt eller delvis er blevet påvirket af foranstaltninger omfattet af denne afgørelse, tildeles til de udpegede personer eller enheder, som er opført på listen i bilaget, eller nogen anden person eller enhed i Syrien, herunder Syriens regering, eller til nogen person eller enhed, som rejser krav gennem eller til fordel for en sådan person eller enhed.«.

    2)

    Artikel 3, stk. 1, affattes således:

    »1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at hindre indrejse i eller transit gennem deres område for de personer, der er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Syrien, for personer, der drager fordel af eller støtter regimet, og for personer med tilknytning til dem, jf. listen i bilaget.«.

    3)

    Artikel 4, stk. 1, affattes således:

    »1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, der er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Syrien, personer og enheder, der drager fordel af eller støtter regimet, og personer og enheder med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.«.

    4)

    I artikel 4, stk. 3, tilføjes følgende litra:

    »e)

    er nødvendige til humanitære formål, f.eks. at levere eller lette levering af bistand, herunder beholdninger af lægemidler og medicinsk udstyr, fødevarer, humanitære hjælpearbejdere og relateret bistand, eller at evakuere udenlandske statsborgere fra Syrien

    f)

    skal betales til eller fra en konto, der indehaves af en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller en international organisation, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten, for så vidt som de pågældende betalinger skal anvendes til den diplomatiske eller konsulære repræsentations eller den internationale organisations officielle formål.«.

    Artikel 2

    De personer og enheder, der er opført på listen i bilaget til nærværende afgørelse, tilføjes på listen i bilaget til afgørelse 2011/273/FUSP.

    Artikel 3

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 2. september 2011.

    På Rådets vegne

    M. DOWGIELEWICZ

    Formand


    (1)  EUT L 121 af 10.5.2011, s. 11.

    (2)  Se side 19 i denne EUT.

    (3)  EFT L 269 af 27.9.1978, s. 2.


    BILAG

    Personer og enheder, der er omhandlet i artikel 2

    A.   Personer

     

    Navn

    Identificerende oplysninger

    (fødselsdato, fødested …)

    Begrundelse

    Opført på listen den

    1.

    Fares CHEHABI

     

    Formand for Aleppos industri- og handelskammer. Støtter det syriske regime økonomisk.

    2.09.2011

    2.

    Emad GHRAIWATI

     

    Formand for Damaskus′ industrikammer (Zuhair Ghraiwati Sons). Støtter det syriske regime økonomisk.

    2.09.2011

    3.

    Tarif AKHRAS

     

    Grundlægger af Akhras Group (råvarer, handel, forarbejdning og logistik), Homs. Støtter det syriske regime økonomisk.

    2.09.2011

    4.

    Issam ANBOUBA

     

    Formand for Issam Anbouba Est. for agro-industry. Støtter det syriske regime økonomisk.

    2.09.2011


    B.   Enheder

     

    Navn

    Identificerende oplysninger

    Begrundelse

    Opført på listen den

    1.

    Mada Transport

    Datterselskab af Holding Cham

    (Sehanya daraa Highway, PO Box 9525, tlf.: 00 963 11 99 62)

    Økonomisk enhed, der støtter regimet.

    2.09.2011

    2.

    Cham Investment Group

    Datterselskab af Holding Cham

    (Sehanya daraa Highway, PO Box 9525, tlf.: 00 963 11 99 62)

    Økonomisk enhed, der støtter regimet.

    2.09.2011

    3.

    Real Estate Bank

    Insurance Bldg - Yousef Al-azmeh

    sqr. Damascus,

    PO Box 2337, Damaskus

    Den Syriske Arabiske Republik,

    tlf. 00 963 11 2456777 og 2218602,

    fax: 00 963 11 2237938 og 2211186.

    Bankens e-mail-adresse: Publicrelations@reb.sy,

    websted: www.reb.sy

    Statsejet bank, der yder finansiel støtte til regimet.

    2.09.2011


    Sus