Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011D0425

    Rådets afgørelse 2011/425/FUSP af 18. juli 2011 om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Centralasien

    EUT L 188 af 19.7.2011, p. 27–29 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2012

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2011/425/oj

    19.7.2011   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 188/27


    RÅDETS AFGØRELSE 2011/425/FUSP

    af 18. juli 2011

    om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Centralasien

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, artikel 31, stk. 2, og artikel 33,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 5. oktober 2006 vedtog Rådet afgørelse 2006/670/FUSP (1) om udnævnelse af Pierre MOREL til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for Centralasien. Pierre MORELs mandat udløber den 31. august 2011.

    (2)

    EUSR's mandat bør forlænges indtil den 30. juni 2012.

    (3)

    EUSR skal gennemføre sit mandat under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Udnævnelse

    Mandatet for Pierre MOREL som Den Europæiske Unions Særlige Repræsentant (EUSR) for Centralasien forlænges indtil den 30. juni 2012. EUSR's mandat kan dog afsluttes tidligere, hvis Rådet træffer afgørelse herom efter forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).

    Artikel 2

    Politikmål

    EUSR's mandat bygger på Unionens politikmål for Centralasien. Disse mål omfatter:

    a)

    fremme af gode og tætte forbindelser mellem lande i Centralasien og Unionen på grundlag af fælles værdier og interesser, som fastsat i relevante aftaler

    b)

    bidrag til styrkelse af stabiliteten og samarbejdet mellem landene i regionen

    c)

    bidrag til styrkelse af demokrati, retsstatsprincipper, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i Centralasien

    d)

    tackling af hovedtrusler, navnlig specifikke problemer med direkte følger for Europa

    e)

    styrkelse af Unionens effektivitet og synlighed i regionen, bl.a. gennem en snævrere koordinering med andre relevante partnere og internationale organisationer som f.eks. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og De Forenede Nationer.

    Artikel 3

    Mandat

    1.   For at nå politikmålene har EUSR mandat til:

    a)

    at fremme Unionens overordnede politiske koordinering i Centralasien og bidrage til at sikre konsekvens i Unionens optræden udadtil i regionen

    b)

    på vegne af HR og i overensstemmelse med EUSR's mandat sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Kommissionen at overvåge gennemførelsen af EU-strategien for et nyt partnerskab med Centralasien samt regelmæssigt fremsætte henstillinger og aflægge rapport til de relevante rådsorganer

    c)

    at bistå Rådet med den videre udvikling af en samlet politik over for Centralasien

    d)

    nøje at følge den politiske udvikling i Centralasien ved at udvikle og opretholde tætte kontakter med regeringer, parlamenter, retsvæsen, civilsamfund og massemedier

    e)

    at tilskynde Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan til at samarbejde om regionale spørgsmål af fælles interesse

    f)

    at udvikle passende kontakter og samarbejde med de vigtigste berørte aktører i regionen og alle relevante regionale og internationale organisationer, herunder Shanghaisamarbejdsorganisationen (SCO), Det Eurasiske Økonomiske Fællesskab (Eurasec), Konferencen vedrørende Interaktion og Tillidsskabende Foranstaltninger i Asien (CICA), Den Kollektive Sikkerhedstraktatorganisation (CSTO), Central Asia Regional Economic Cooperation Program (CAREC) og Central Asian Regional Information and Coordination Centre (CARICC)

    g)

    at bidrage til gennemførelsen af EU's menneskerettighedspolitik og EU's retningslinjer om menneskerettigheder, navnlig vedrørende børn og kvinder i konfliktramte områder, især ved at overvåge og tage hensyn til udviklingen i den henseende

    h)

    i tæt samarbejde med OSCE at bidrage til konfliktforebyggelse og -løsning ved at udvikle kontakter med myndighederne og andre lokale aktører, bl.a. ikke-statslige organisationer, politiske partier, minoriteter, religiøse grupper og deres ledere

    i)

    at give input til udformningen af energisikkerheds-, narkotikabekæmpelses- og vandressourceforvaltningsaspekter af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for så vidt angår Centralasien.

    2.   EUSR skal støtte HR's arbejde og bevare et overblik over alle Unionens aktiviteter i regionen.

    Artikel 4

    Gennemførelse af mandatet

    1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR.

    2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet med forbehold af HR's beføjelser.

    3.   EUSR arbejder tæt sammen med EU-Udenrigstjenesten.

    Artikel 5

    Finansiering

    1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden fra den 1. september 2011 til den 30. juni 2012 udgør 924 850 EUR.

    2.   Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

    3.   Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

    Artikel 6

    Sammensætning af medarbejderstaben

    1.   EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de tilsvarende finansielle midler, der stilles til rådighed, ansvarlig for at sammensætte en medarbejderstab. Medarbejderstaben skal have den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR holder Rådet og Kommissionen løbende underrettet om medarbejderstabens sammensætning.

    2.   Medlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af medarbejdere ved EUSR. Løn til udstationerede medarbejdere afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat, den pågældende EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, kan også udstationeres ved EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.

    3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller udsendende EU-institutions eller EU-Udenrigstjenestens administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse.

    Artikel 7

    Privilegier og immuniteter for EUSR og dennes medarbejderstab

    De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle EUSR's mission uhindret, aftales med værtsparten eller -parterne, alt efter hvad der er relevant. Medlemsstaterne og Kommissionen yder den fornødne støtte med henblik herpå.

    Artikel 8

    EU's klassificerede informationers sikkerhed

    EUSR og medarbejderne i dennes stab overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2011/292/EU af 31. marts 2011 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (2).

    Artikel 9

    Adgang til oplysninger og logistisk støtte

    1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

    2.   Alt efter tilfældet yder Unionens delegationer og medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

    Artikel 10

    Sikkerhed

    EUSR skal i overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med sit mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i det geografiske ansvarsområde, træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for det personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved at:

    a)

    udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan, der omfatter missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet og styringen af sikkerhedshændelser og en beredskabsplan og en evakueringsplan for missionen

    b)

    sikre, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

    c)

    sikre, at alle medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risikoratings, som er opstillet for missionsområdet

    d)

    sikre, at alle henstillinger, der udarbejdes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og aflægge skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i midtvejsrapporten og rapporten om gennemførelse af mandatet til Rådet, HR og Kommissionen.

    Artikel 11

    Rapportering

    EUSR aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til PSC og HR. EUSR aflægger også rapport til Rådets arbejdsgrupper efter behov. Der udsendes regelmæssigt skriftlige rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan efter henstilling fra PSC eller HR aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender.

    Artikel 12

    Koordinering

    1.   EUSR fremmer Unionens overordnede politiske koordinering og bidrager til at sikre, at alle EU-instrumenter på området sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politikmål. EUSR's aktiviteter koordineres med Kommissionens aktiviteter samt de aktiviteter, der udføres af Den Europæiske Unions Særlige Repræsentant i Afghanistan. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Unionens delegationer.

    2.   På stedet holdes der tæt kontakt til cheferne for Unionens delegationer og medlemsstaternes missionschefer, der skal gøre deres bedste for at bistå EUSR i gennemførelsen af dennes mandat. EUSR skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.

    Artikel 13

    Revision

    Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen tages løbende op til revision. EUSR forelægger Rådet, HR og Kommissionen en fremskridtsrapport inden udgangen af januar 2012 og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet ved mandatets afslutning.

    Artikel 14

    Ikrafttræden

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 18. juli 2011.

    På Rådets vegne

    C. ASHTON

    Formand


    (1)  EUT L 275 af 6.10.2006, s. 65.

    (2)  EUT L 141 af 27.5.2011, s. 17.


    Top