Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011D0010

2011/410/EU: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 7. juli 2011 om midlertidige foranstaltninger vedrørende belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af den portugisiske stat (ECB/2011/10)

EUT L 182 af 12.7.2011, p. 31–32 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 02/05/2013; ophævet ved 32013D0005(01)

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2011/410/oj

12.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/31


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE

af 7. juli 2011

om midlertidige foranstaltninger vedrørende belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af den portugisiske stat

(ECB/2011/10)

(2011/410/EU)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 2, første led,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter »ESCB-statutten«), særlig artikel 12.1 og artikel 34.1, andet led, sammenholdt med artikel 3.1, første led, og artikel 18.2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til ESCB-statuttens artikel 18.1 kan Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale centralbanker i medlemsstater, der har euroen som valuta, udføre lånetransaktioner med kreditinstitutter og andre markedsdeltagere, hvor lån ydes mod passende sikkerhed. Kriterierne for sikkerhedens belånbarhed med henblik på Eurosystemets pengepolitiske operationer er fastsat i bilag I til retningslinje ECB/2000/7 af 31. august 2000 om Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer (1) (herefter »dokumentationsgrundlaget«).

(2)

I henhold til dokumentationsgrundlagets afsnit 1.6 kan ECB's Styrelsesråd til enhver tid ændre instrumenter, betingelser, kriterier og procedurer for gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske operationer. I henhold til dokumentationsgrundlagets afsnit 6.3.1 forbeholder Eurosystemet sig ret til at fastslå, om en udstedelse, udsteder, debitor eller garant opfylder kravene til høje kreditstandarder på grundlag af enhver oplysning, som det anser for relevant.

(3)

De usædvanlige omstændigheder, som hersker på det finansielle marked, sammenholdt med den portugisiske stats budgetstilling, har sat markedets vurdering af værdipapirer udstedt af den portugisiske stat ud af funktion, hvilket har negative konsekvenser for det finansielle systems stabilitet. Denne ekstraordinære situation kræver en hurtig og midlertidig tilpasning af Eurosystemets pengepolitiske ramme.

(4)

Styrelsesrådet har vurderet den omstændighed, at den portugisiske regering har vedtaget og er i færd med at gennemføre et økonomisk og finansielt tilpasningsprogram, som den har forhandlet sig frem til med Europa-Kommissionen, ECB og Den Internationale Valutafond, og som den portugisiske regering har forpligtet sig til at gennemføre fuldt ud. Styrelsesrådet har ligeledes, med udgangspunkt i Eurosystemets kreditrisikostyring, vurderet virkningerne af et sådant program på værdipapirer, som er udstedt af den portugisiske stat. Styrelsesrådet anser programmet for at være hensigtsmæssigt, således at omsættelige gældsinstrumenter udstedt af den portugisiske stat eller garanteret af den portugisiske stat, set ud fra et kreditrisikostyringssynspunkt, bevarer en tilstrækkelig høj kvalitetsstandard til, at de fortsat kan godkendes som sikkerhed for Eurosystemets pengepolitiske operationer, uanset eventuelle eksterne kreditvurderinger. Disse positive vurderinger danner grundlag for en ekstraordinær og midlertidig tilpasning af Eurosystemets pengepolitiske ramme, som foretages med henblik på at bidrage til de finansielle institutioners soliditet og herved styrke hele det finansielle systems stabilitet samt beskytte disse institutioners kunder.

(5)

Styrelsesrådet vil dog nøje overvåge, at den portugisiske regering fortsat opfylder sin forpligtelse til fuldt ud at gennemføre det økonomiske og finansielle tilpasningsprogram, som ligger til grund for denne ekstraordinære og midlertidige tilpasning af Eurosystemets pengepolitiske ramme.

(6)

Denne ekstraordinære tilpasning af Eurosystemets pengepolitiske ramme blev vedtaget og offentligt meddelt af Styrelsesrådet den 7. juli 2011. Den gælder midlertidigt, indtil Styrelsesrådet vurderer, at det finansielle systems stabilitet giver mulighed for en normal anvendelse af Eurosystemets ramme for pengepolitiske operationer —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Suspension af visse bestemmelser i dokumentationsgrundlaget

1.   Eurosystemets mindstekrav til grænseværdier for kreditkvalitet, der er angivet i reglerne om omsættelige aktiver i Eurosystemets rammer for kreditvurdering i dokumentationsgrundlagets afsnit 6.3.2, suspenderes i overensstemmelse med artikel 2 og 3.

2.   I tilfælde af uoverensstemmelse mellem denne afgørelse og dokumentationsgrundlaget, er førstnævnte afgørende.

Artikel 2

Fortsat godkendelse som sikkerhed af omsættelige gældsinstrumenter, der er udstedt af den portugisiske stat

Eurosystemets grænseværdi for kreditkvalitet finder ikke anvendelse på omsættelige gældsinstrumenter, der er udstedt af den portugisiske stat. Sådanne aktiver udgør godkendt sikkerhed med henblik på Eurosystemets pengepolitiske operationer, uanset deres eksterne kreditvurdering.

Artikel 3

Fortsat godkendelse som sikkerhed af omsættelige gældsinstrumenter, der er garanteret af den portugisiske stat

Eurosystemets grænseværdi for kreditkvalitet finder ikke anvendelse på omsættelige gældsinstrumenter, der er udstedt af enheder, som er etableret i Portugal, og fuldt ud garanteret af den portugisiske stat. En garanti, der er stillet af den portugisiske stat, er fortsat underlagt kravene i dokumentationsgrundlagets afsnit 6.3.2. Sådanne aktiver udgør godkendt sikkerhed med henblik på Eurosystemets pengepolitiske operationer, uanset deres eksterne kreditvurdering.

Artikel 4

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft den 7. juli 2011.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 7. juli 2011.

Jean-Claude TRICHET

Formand for ECB


(1)  EFT L 310 af 11.12.2000, s. 1.


Top