Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010R0430

Kommissionens forordning (EU) nr. 430/2010 af 20. maj 2010 om ændring af forordning (EØF) nr. 2454/93 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks

EUT L 125 af 21.5.2010, p. 10–18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/04/2016; stiltiende ophævelse ved 32016R0481

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/430/oj

21.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 125/10


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 430/2010

af 20. maj 2010

om ændring af forordning (EØF) nr. 2454/93 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (1), særlig artikel 247, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forordning (EØF) nr. 2913/92 blev der ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 648/2005 (2) indført en forpligtelse til at indgive summariske indgangs- eller udgangsangivelser i elektronisk form. I Kommissionens forordning (EF) nr. 273/2009 (3) vedrørende fravigelse af visse bestemmelser i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 (4) er der fastsat bestemmelser om en overgangsperiode, der udløber den 31. december 2010, og i hvilken økonomiske operatører kan, men ikke er forpligtet til at indgive summariske indgangs- og udgangsangivelser i elektronisk form.

(2)

Der bør gennemføres en række tilpasninger af reglerne om summariske indgangs- og udgangsangivelser med det formål at begrænse den administrative byrde i de tilfælde, hvor sådanne angivelser af sikrings- og sikkerhedsgrunde ikke er nødvendige. Med henblik på en bedre risikoanalyse bør løsøre og bohave, som defineret i artikel 2, stk. 1, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 1186/2009 af 16. november 2009 om en fællesskabsordning vedrørende fritagelse for import- og eksportafgifter (5), ikke fritages for sådanne angivelser, hvis de transporteres som led i en transportkontrakt.

(3)

I nogle tilfælde er bestemmelserne om sikrings- og sikkerhedsdata i toldangivelser og kravet om en særlig frist for indgivelse af sådanne angivelser ikke nødvendige af sikrings- og sikkerhedsmæssige grunde, og der bør derfor vedtages yderligere fritagelser på dette område. Sådanne fritagelser bør dog ikke påvirke de generelle regler om toldangivelser, uanset hvilken form de indgives i.

(4)

I nogle tilfælde, hvor de sikrings- og sikkerhedsbegrundede frister for udførselsangivelser ikke anvendes, som f.eks. i forbindelse med skibs- og flyforsyninger, bør toldmyndighederne kunne tillade, at pålidelige økonomiske operatører indskriver udførte varer i deres regnskaber og indberetter deres udførselstransaktioner med regelmæssige mellemrum, efter at varerne har forladt Fællesskabets toldområde.

(5)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1192/2008 (6) om ændring af forordning (EØF) nr. 2454/93 blev der indført fælles kriterier og en fælles blanket for ansøgninger om bevillinger til forenklede angivelser og hjemstedsordningen. Det bør tydeliggøres, at disse regler gælder for alle toldprocedurer. Ved artikel 253a i nævnte forordning blev der med virkning fra den 1. januar 2011 indført et krav om, at anvendelsen af forenklede angivelser eller hjemstedsordningen forudsætter, at der indgives elektroniske toldangivelser og meddelelser. Nogle medlemsstater har meddelt Kommissionen, at sådanne systemer måske ikke i alle tilfælde vil være til rådighed på nævnte dato. Disse medlemsstater bør derfor, såfremt der gennemføres en effektiv risikoanalyse på betingelser, de selv fastsætter, kunne acceptere toldangivelser og meddelelser i anden form end elektronisk form, indtil Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om indførelse af en EF-toldkodeks (moderniseret toldkodeks) (7) finder anvendelse.

(6)

I de tilfælde, hvor varer under midlertidig opbevaring eller i frizone af kontroltype I genudføres fra Fællesskabets toldområde, uden at der skal indgives en summarisk udgangsangivelse, bør der fastsættes en alternativ metode til at indskrive eller underrette om genudførslen, og det bør fastsættes, hvem der er den ansvarlige person herfor.

(7)

Det bør tydeliggøres, at udførselsformaliteterne ikke kun skal anvendes for fællesskabsvarer, der skal leveres til et bestemmelsessted uden for Fællesskabets toldområde, men også for afgiftsfrie fly- og skibsforsyninger, således at de personer, der leverer sådanne forsyninger, kan modtage det bevis for udpassage fra Fællesskabets toldområde, der er nødvendigt for at opnå afgiftsfritagelse. De samme regler bør gælde, når ikke-fællesskabsvarer skal genudføres under anvendelse af en genudførselsangivelse.

(8)

Ifølge artikel 278, 279 og 280 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (8) og artikel 3 i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (9) skal der anvendes indførsels- og udførselsformaliteter, når fællesskabsvarer flyttes til og fra territorier inden for Fællesskabets toldområde, hvor nævnte direktiver ikke anvendes. Der bør henvises til nævnte bestemmelser, og sådanne varebevægelser bør fritages for kravet om at forelægge sikrings- og sikkerhedsdata og at overholde de særlige frister for sikrings- og sikkerhedsrelateret kontrol, da nævnte bestemmelser kun bør anvendes for varer, der føres ind i eller ud af Fællesskabets toldområde. På grund af områdernes geografiske placering er de særlige frister for sikrings- og sikkerhedsrelateret kontrol og forelæggelse af sikrings- og sikkerhedsrelaterede data heller ikke nødvendige i de tilfælde, hvor varerne flyttes til Helgoland, Republikken San Marino og Vatikanstaten.

(9)

Det toldsted, hvortil den summariske udgangsangivelse skal indgives, og den person, som er ansvarlig for indgivelsen af en sådan angivelse, bør præciseres. Denne tydeliggørelse bør omfatte de situationer, hvor en forsendelsesangivelse, der indeholder den summariske udgangsangivelses data, indgives i stedet for den summariske udgangsangivelse.

(10)

For at lette toldtilsynet på udgangstoldstedet bør forpligtelserne for de personer, der overdrager varer til en anden person, inden varerne føres ud af Fællesskabets toldområde, og forpligtelserne for de personer, der skal meddele oplysninger om varers udpassage til udgangstoldstedet, præciseres. De samme forpligtelser bør gælde i de tilfælde, hvor varer, der angives til udførsel og frembydes for udgangstoldstedet, ikke mere er bestemt til at blive ført ud af Fællesskabets toldområde og fjernes fra udgangstoldstedet.

(11)

I henhold til direktiv 2008/118/EF skal edb-systemet for forsendelse af punktafgiftspligtige varer (EMCS) anvendes for forsendelse af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspension fra den 1. januar 2011. Ifølge nævnte direktiv skal forsendelse af fællesskabsvarer under afgiftssuspension med et bestemmelsessted uden for Fællesskabets toldområde ske under anvendelse af den udførselsprocedure, for hvilken der skal anvendes edb. De særlige regler for anvendelsen af det administrative ledsagedokument fastsat i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2719/92 af 11. september 1992 om det administrative ledsagedokument ved omsætning af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspensionsordningen (10) bør derfor ophæves med virkning fra den 1. januar 2011. Udførselsprocedurer, der blev indledt under anvendelse af et administrativt ledsagedokument inden nævnte dato, bør afsluttes i overensstemmelse med artikel 793c i forordning (EØF) nr. 2454/93, da denne forordning finder anvendelse den 31. december 2010.

(12)

Disse ændringer skulle ikke medføre ændringer af de elektroniske systemer, der allerede anvendes eller vil skulle anvendes, når denne forordning træder i kraft.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EØF) nr. 2454/93 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 1 tilføjes som nr. 18):

»18)

summarisk udgangsangivelse: den i kodeksens artikel 182a omhandlede summariske angivelse, som skal indgives for varer, der føres ud af Fællesskabets toldområde, medmindre andet er fastsat i denne forordning«.

2)

Artikel 181c ændres som følger:

a)

Litra e) affattes således:

»e)

varer, der er omfattet af en toldangivelse foretaget ved enhver anden handling i henhold til artikel 230, 232 og 233, med undtagelse af løsøre og bohave, som defineret i artikel 2, stk. 1, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 1186/2009 (11), paller, containere og transportmidler til vej-, jernbane-, luft- og søtransport, samt transport ad indre vandveje, der transporteres i henhold til en transportkontrakt

b)

Litra g) affattes således:

»g)

varer, for hvilke det er tilladt at indgive en mundtlig angivelse i henhold til artikel 225 og 227 og artikel 229, stk. 1, med undtagelse af løsøre og bohave, som defineret i artikel 2, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 1186/2009, paller, containere og transportmidler til vej-, jernbane-, luft- og søtransport, samt transport ad indre vandveje, der transporteres i henhold til en transportkontrakt«.

c)

Litra m) affattes således:

»m)

følgende varer, der føres ind i Fællesskabets toldområde direkte fra bore- eller produktionsplatforme eller vindmøller, som drives af en person, der er etableret i Fællesskabets toldområde:

i)

varer, der har udgjort en del af sådanne platforme eller vindmøller i nybygnings-, reparations-, vedligeholdelses- eller ombygningsøjemed

ii)

varer, der har været anvendt til udstyring af nævnte platforme eller vindmøller

iii)

andre forsyninger, der er blevet anvendt eller forbrugt på nævnte platforme eller vindmøller, og

iv)

ufarlige affaldsprodukter fra nævnte platforme eller vindmøller«.

d)

Følgende litra o) tilføjes:

»o)

varer, der er afsendt fra territorier i Fællesskabets toldområde, hvor Rådets direktiv 2006/112/EF (12) eller Rådets direktiv 2008/118/EF (13) ikke finder anvendelse, og varer afsendt fra Helgoland, Republikken San Marino og Vatikanstaten til Fællesskabets toldområde.

3)

I artikel 184d, stk. 3, ændres »artikel 181c, litra c) til i) og l) til n),« til »artikel 181c, litra c) til i) og l) til o),«.

4)

I artikel 189 tilføjes følgende stykke:

»Varer, der føres ind i Fællesskabets toldområde, og som losses og efterfølgende lastes på det samme transportmiddel igen under den samme rejse/tur for at muliggøre losning eller lastning af andre varer, frembydes dog ikke for toldmyndighederne.«

5)

I artikel 253a tilføjes følgende stykke:

»I de tilfælde, hvor toldmyndighedernes eller økonomiske operatørers edb-systemer ikke kan anvendes til at indgive eller modtage forenklede toldangivelser eller meddelelser efter hjemstedsordningen ved hjælp af edb, kan toldmyndighederne dog acceptere andre former for angivelser og meddelelser, som de har foreskrevet, såfremt der gennemføres en effektiv risikoanalyse.«

6)

Artikel 261, stk. 1, affattes således:

»1.   Bevilling til anvendelse af proceduren for forenklet angivelse skal meddeles ansøgeren, hvis betingelserne og kriterierne i artikel 253, 253a, 253b og 253c er opfyldt.«

7)

Artikel 264, stk. 1, affattes således:

»1.   Bevilling til anvendelse af hjemstedsordningen skal meddeles ansøgeren, hvis betingelserne og kriterierne i artikel 253, 253a, 253b og 253c er opfyldt.«

8)

Artikel 269, stk. 1, affattes således:

»1.   Bevilling til anvendelse af proceduren for forenklet angivelse skal meddeles ansøgeren, hvis betingelserne og kriterierne i artikel 253, 253a, 253b, 253c og 270 er opfyldt.«

9)

Artikel 272, stk. 1, affattes således:

»1.   Bevilling til anvendelse af hjemstedsordningen skal meddeles ansøgeren, hvis betingelserne og kriterierne i stk. 2 og artikel 253, 253a, 253b, 253c og 274 er opfyldt.«

10)

Artikel 279 affattes således:

»Artikel 279

Udførselsformaliteter efter artikel 786 til 796e kan forenkles i overensstemmelse med dette kapitel.«

11)

Artikel 282, stk. 1, affattes således:

»1.   Bevilling til anvendelse af proceduren for forenklet angivelse skal meddeles ansøgeren, hvis betingelserne og kriterierne i artikel 253, 253a, 253b, 253c og artikel 261, stk. 2, samt artikel 262 med de fornødne ændringer, er opfyldt.«

12)

Artikel 283 affattes således:

»Artikel 283

Bevilling til anvendelse af hjemstedsordningen skal meddeles på de betingelser og kriterier, der er fastsat i artikel 253, 253a, 253b og 253c, til enhver person, i det følgende benævnt »godkendt eksportør«, som ønsker at opfylde udførselsformaliteterne på den pågældendes eget forretningssted eller på andre af toldmyndighederne anviste eller godkendte steder.«

13)

Artikel 284 udgår.

14)

I artikel 285 tilføjes som stk. 1a:

»1a.   Når artikel 592a eller 592d finder anvendelse, kan toldmyndighederne tillade, at en økonomisk operatør straks efter hver udførselstransaktion indskriver denne i sine regnskaber og for en periode på højst en måned samlet indberetter alle udførselstransaktioner til det bevilgende toldsted i en supplerende angivelse, efter at varerne har forladt Fællesskabets toldområde. En sådan bevilling kan meddeles på følgende betingelser:

a)

Den økonomiske operatør anvender kun bevillingen til varer, der ikke er omfattet af forbud og restriktioner.

b)

Den økonomiske operatør meddeler udførselstoldstedet alle oplysninger, som dette toldsted finder nødvendige for at kunne føre kontrol med varerne.

c)

Er udførselstoldstedet ikke det samme som udgangstoldstedet, skal toldmyndighederne have accepteret at anvende en sådan ordning, og oplysningerne i litra b) skal også være til rådighed for udgangstoldstedet.

Når ordningen i første afsnit anvendes, skal indskrivning af varerne i regnskaberne betragtes som frigivelse til udførsel og udpassage fra toldområdet.«

15)

Artikel 592a ændres som følger:

a)

Litra e) affattes således:

»e)

varer, der er omfattet af en toldangivelse foretaget ved enhver anden handling i henhold til artikel 231, artikel 232, stk. 2, og artikel 233, med undtagelse af løsøre og bohave, som defineret i artikel 2, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 1186/2009, paller, containere og transportmidler til vej-, jernbane-, luft- og søtransport, samt transport ad indre vandveje, der transporteres i henhold til en transportkontrakt«.

b)

Litra g) affattes således:

»g)

varer, for hvilke det er tilladt at indgive en mundtlig angivelse i henhold til artikel 226 og 227 og artikel 229, stk. 2, med undtagelse af løsøre og bohave, som defineret i artikel 2, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 1186/2009, paller, containere og transportmidler til vej-, jernbane-, luft- og søtransport, samt transport ad indre vandveje, der transporteres i henhold til en transportkontrakt«.

c)

Litra l) affattes således:

»l)

følgende varer, der føres ud af Fællesskabets toldområde direkte til bore- eller produktionsplatforme eller vindmøller, som drives af en person, der er etableret på Fællesskabets toldområde:

i)

varer, der skal anvendes til nybygning, reparation, vedligeholdelse eller ombygning af sådanne platforme eller vindmøller

ii)

varer, der skal anvendes til udstyring af nævnte platforme eller vindmøller

iii)

forsyninger, der skal anvendes eller forbruges på nævnte platforme eller vindmøller«.

d)

Følgende indsættes som litra n) til p):

»n)

varer, der er omfattet af fritagelser i henhold til Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser, Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser eller andre konsulære konventioner eller New York-konventionen af 16. december 1969 om særlige missioner

o)

varer, der leveres til montering som dele af eller tilbehør til skibe eller luftfartøjer, motorbrændstof, smøremidler og gas, der er nødvendig for driften af skibene eller luftfartøjerne, fødevarer og andre varer, der skal forbruges eller sælges ombord

p)

varer bestemt til territorier i Fællesskabets toldområde, hvor direktiv 2006/112/EF eller direktiv 2008/118/EF ikke finder anvendelse, og varer, der afsendes fra disse territorier til bestemmelsessteder i Fællesskabets toldområde, samt varer afsendt fra Fællesskabets toldområde til Helgoland, Republikken San Marino og Vatikanstaten.«

16)

Artikel 592b ændres således:

a)

Stk. 1, litra e), udgår.

b)

Stk. 2 affattes således:

»2.   Når toldangivelsen ikke indgives ved hjælp af edb, er den i stk. 1, litra a), nr. iii) og iv), litra b), c) og d), omhandlede frist mindst 4 timer.«

17)

I artikel 592g ændres »artikel 592a, litra c) til m)« til »artikel 592a, litra c) til p)«.

18)

I afsnit IV, kapitel 2, indsættes følgende artikel 786:

»Artikel 786

1.   Udførselsproceduren jf. kodeksens artikel 161, stk. 1, anvendes, når fællesskabsvarer skal bringes til et bestemmelsessted uden for Fællesskabets toldområde.

2.   Formaliteterne vedrørende udførselsangivelsen, der er fastsat i dette kapitel, anvendes også i de tilfælde, hvor:

a)

fællesskabsvarer skal flyttes til og fra de territorier i Fællesskabets toldområde, hvor direktiv 2006/112/EF eller direktiv 2008/118/EF ikke finder anvendelse

b)

fællesskabsvarer leveres afgiftsfrit som fly- og skibsforsyninger, uanset flyets eller skibets bestemmelsessted.

I de tilfælde, der er omhandlet i litra a) og b), er det dog ikke nødvendigt at anføre de særlige oplysninger i udførselsangivelsen, som i henhold til bilag 30A skal anføres i den summariske udførselsangivelse.«

19)

I artikel 792a, stk. 2, ændres »artikel 793a, stk. 6,« til »artikel 793, stk. 2, andet afsnit, litra b)«.

20)

I artikel 793 tilføjes som stk. 3:

»3.   I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, andet afsnit, litra b), hvor varer, der overtages som led i én og samme fragtkontrakt, ankommer til toldstedet på det sted, hvor varerne faktisk forlader Fællesskabets toldområde, skal transportøren efter anmodning herom stille følgende til rådighed for nævnte toldsted:

a)

transportreferencenummeret (MRN-nummeret) for udførselsangivelsen, hvis dette findes, eller

b)

en kopi af det gennemgående transportdokument eller udførselsangivelsen for de pågældende varer eller

c)

det kommercielle referencenummer (UCRN — Unique Consignment Reference Number) eller transportdokumentreferencenummeret og antal kolli og, i tilfælde af containertransport, materielidentifikationsnummeret (containernummeret) eller

d)

de oplysninger om det gennemgående transportdokument eller varernes transport ud af Fællesskabets toldområde, der findes i edb-systemet tilhørende den person, der overtager varerne, eller i et andet kommercielt edb-system.«

21)

Artikel 793a, stk. 6, udgår.

22)

Artikel 793c udgår.

23)

Artikel 796c, stk. 2, affattes således:

»En sådan meddelelse skal indeholde udførselsangivelsens MRN-nummer.«

24)

Artikel 796d ændres således:

a)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Uanset artikel 793, stk. 2, andet afsnit, litra b), sikrer udgangstoldstedet sig, at de frembudte varer svarer til de angivne varer, og det overvåger, at varerne faktisk forlader Fællesskabets toldområde. Undersøgelse af varerne foretages af udgangstoldstedet på grundlag af den meddelelse om »melding om forventet udførsel«, der er modtaget fra udførselstoldstedet.

Med henblik på at sikre toldtilsyn, når varer losses fra et transportmiddel og overdrages i en anden persons varetægt og lastes på et andet transportmiddel, der vil føre varerne ud fra Fællesskabets toldområde efter frembydelse på udgangstoldstedet, anvendes følgende bestemmelser:

a)

Senest når varernes overdrages, underretter ihændehaveren den næste ihændehaver af varerne om det kommercielle referencenummer (UCRN — Unique Consignment Reference Number) eller transportdokumentreferencenummeret og antal kolli eller, hvis varernes forsendes i container, materielidentifikationsnummeret (containernummeret) og udførselsangivelsens MRN-nummer, hvis et sådant er blevet udstedt. Oplysningerne kan fremsendes elektronisk og/eller ved hjælp af erhvervs-, havne- eller transportinformationssystemer og -processer eller, hvis dette ikke er muligt, i enhver anden form. Senest ved varernes overdragelse indskriver den person, som varerne overdrages til, i sine regnskaber de oplysninger, som blev meddelt af den umiddelbart foregående ihændehaver af varerne.

b)

En transportør kan kun laste varer, der skal forsendes ud af Fællesskabets toldområde, hvis oplysningerne i litra a) er blevet meddelt transportøren.

c)

Transportøren underretter udgangstoldstedet om varernes udpassage ved at fremsende oplysningerne i litra a), medmindre toldmyndighederne har adgang til oplysningerne gennem eksisterende erhvervs-, havne- eller transportinformationssystemer eller -processer. Meddelelsen skal, hvor det er muligt, indgå i et eksisterende manifest eller andre transportindberetningskrav.

Ved anvendelse af stk. 2 forstås ved »transportør« den person, der fører varerne eller er ansvarlig for transporten af varer ud af Fællesskabets toldområde. Dog gælder følgende:

i tilfælde af kombineret transport, hvor det aktive transportmiddel, der forlader Fællesskabets toldområde, udelukkende transporterer et andet transportmiddel, der, efter at det aktive transportmiddel er ankommet til bestemmelsesstedet, selv fortsætter som det aktive transportmiddel, forstås ved »transportør« den person, der er ansvarlig for det transportmiddel, der selv fortsætter transporten, når det transportmiddel, der forlader Fællesskabets toldområde, har nået bestemmelsesstedet

i tilfælde af skibs- eller flytrafik, hvor der foreligger en sharing- eller charteraftale om et skib eller fly, forstås ved »transportør« den person, der har indgået en kontrakt og udstedt et konnossement eller et luftfragtbrev for varernes faktiske befordring ud af Fællesskabets toldområde.«

b)

Som stk. 4 indsættes:

»4.   Når varer angivet til udførsel ikke længere er bestemt til at blive bragt ud af Fællesskabets toldområde, skal den person, der befordrer varerne fra udgangstoldstedet til et sted i Fællesskabets toldområde, uanset artikel 792a meddele udgangstoldstedet de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, andet afsnit, litra a). Oplysningerne kan meddeles i enhver form.«

25)

Artikel 796da, stk. 4, litra e), affattes således:

»e)

økonomiske operatørers regnskaber over varer, der er leveret til olie- og gasbore- og produktionsplatforme eller vindmøller.«

26)

I artikel 841, stk. 1, ændres »artikel 787 til 796e« til »artikel 786, stk. 1 og stk. 2, litra b), samt artikel 787 til 796e«.

27)

Artikel 841a affattes således:

»Artikel 841a

1.   Med undtagelse af de i kodeksens artikel 182, stk. 3, tredje punktum, fastsatte tilfælde skal genudførsel meddeles ved hjælp af en summarisk udgangsangivelse i overensstemmelse med artikel 842a til 842e, medmindre dette krav er fraveget i overensstemmelse med artikel 842a, stk. 3 eller 4.

2.   Når varer under midlertidig opbevaring eller i frizone af kontroltype I genudføres, og der ikke er krav om en toldangivelse eller en summarisk udgangsangivelse, skal genudførsel meddeles det toldsted, der er ansvarlig for det sted, hvorfra varerne vil forlade Fællesskabets toldområde, forud for varernes udpassage i den af toldmyndighederne fastlagte form.

Den i stk. 3 omhandlede person vil efter anmodning herom kunne ændre en eller flere oplysninger i meddelelsen. En sådan ændring er ikke mere mulig, når de i meddelelsen nævnte varer har forladt Fællesskabets toldområde.

3.   Den meddelelse, der er omhandlet i stk. 2, første afsnit, fremsendes af transportøren. En sådan meddelelse kan dog fremsendes af indehaveren af et anlæg til midlertidig opbevaring eller indehaveren af et lageranlæg i en frizone af kontroltype I eller af enhver anden person, der kan frembyde varerne, når transportøren er blevet underrettet om og har givet sit samtykke i kontraktlig form til, at den person, der er omhandlet i dette stykkes andet punktum, indgiver meddelelsen. Udgangstoldstedet kan antage, medmindre der foreligger beviser på det modsatte, at transportøren har givet sit samtykke i kontraktlig form, og at meddelelsen er blevet indgivet med hans viden.

Artikel 796d, stk. 1, sidste afsnit, anvendes, hvad angår definitionen af en transportør.

4.   I de tilfælde, hvor varerne, efter at den meddelelse, der er omhandlet i stk. 2, første afsnit, er indgivet, ikke mere er bestemt til at blive ført ud af Fællesskabets toldområde, anvendes artikel 796d, stk. 4, med de fornødne ændringer.«

28)

Artikel 842a affattes således:

»Artikel 842a

1.   Når der ikke er krav om en toldangivelse for de varer, der skal føres ud af Fællesskabets toldområde, skal der indgives en summarisk udgangsangivelse til udgangstoldstedet, jf. dog stk. 3 og 4.

2.   Ved anvendelse af dette kapitel forstås ved »udgangstoldstedet«:

a)

det toldsted, der er ansvarlig for det sted, hvorfra varerne vil forlade Fællesskabets toldområde, eller

b)

hvis varerne skal forlade Fællesskabets toldområde ved luft- eller søtransport, det toldsted, der er ansvarlig for det sted, hvor varerne lastes på det skib eller luftfartøj, som vil føre varerne til et bestemmelsessted uden for Fællesskabets toldområde.

3.   Der kræves ingen summarisk udgangsangivelse, når en elektronisk forsendelsesangivelse indeholder den summariske udgangsangivelses data, såfremt bestemmelsestoldstedet også er udgangstoldstedet, eller bestemmelsestoldstedet ligger uden for Fællesskabets toldområde.

4.   Der kræves ingen summarisk udgangsangivelse i følgende tilfælde:

a)

de i artikel 592a anførte fritagelser

b)

når varer lastes i en havn eller lufthavn i Fællesskabets toldområde med henblik på losning i en anden havn eller lufthavn i Fællesskabet, såfremt bevis med hensyn til det planlagte losningssted i form af et handels-, havne- eller transportmanifest eller et fragtbrev efter anmodning herom stilles til rådighed for udgangstoldstedet. Det samme gælder, når det skib eller luftfartøj, der transporterer varerne, anløber en havn eller lander i en lufthavn uden for Fællesskabets toldområde, og varerne skal forblive om bord på skibet eller i luftfartøjet under opholdet i havnen eller lufthavnen uden for Fællesskabets toldområde

c)

når varerne i en havn eller lufthavn ikke losses fra det transportmiddel, der bragte dem ind i Fællesskabets toldområde, og som vil føre dem ud af samme område

d)

når varerne blev lastet i en tidligere havn eller lufthavn i Fællesskabets toldområde og forbliver om bord på det transportmiddel, der skal føre dem ud af Fællesskabets toldområde

e)

når varer under midlertidig opbevaring eller i frizone af kontroltype I under tilsyn af det samme toldsted omlades fra det transportmiddel, der førte dem til det midlertidige oplag eller frizonen, til et skib, et luftfartøj eller en jernbanevogn, der skal føre dem fra nævnte midlertidige oplag eller frizone ud af Fællesskabets toldområde, såfremt

i)

omladning sker senest 14 kalenderdage efter det tidspunkt, hvor varerne blev frembudt til midlertidig opbevaring eller til en frizone af kontroltype I; under ekstraordinære omstændigheder kan toldmyndighederne forlænge perioden med den tid, der er nødvendig for at afhjælpe disse omstændigheder

ii)

oplysninger om varerne står til rådighed for toldmyndighederne, og

iii)

der, så vidt det er transportøren bekendt, ikke sker nogen ændring af varernes bestemmelsessted og modtageren

f)

når bevis på, at de varer, der skal føres ud af Fællesskabets toldområde, allerede var omfattet af en toldangivelse med den summariske udgangsangivelses data, stilles til rådighed for udgangstoldstedet gennem det edb-system, der anvendes af indehaveren af det midlertidige toldoplag, transportøren eller en havne- eller lufthavnsoperatør, eller gennem et andet kommercielt edb-system, såfremt toldmyndighederne har godkendt dette.

I de tilfælde, der er omhandlet i litra a) til f), tager toldkontrollen hensyn til situationens særlige omstændigheder, jf. dog artikel 842d, stk. 2.

5.   Når der er krav om en summarisk angivelse, skal den indgives af transportøren. En sådan angivelse kan dog indgives af indehaveren af det midlertidige toldoplag eller indehaveren af et lageranlæg i en frizone af kontroltype I eller enhver anden person, der kan frembyde varerne, når transportøren er blevet underrettet om og har givet sit samtykke i kontraktlig form til, at den person, der er omhandlet i dette stykkes andet punktum, indgiver meddelelsen. Udgangstoldstedet kan antage, medmindre der foreligger beviser på det modsatte, at transportøren har givet sit samtykke i kontraktlig form, og at meddelelsen er blevet indgivet med hans viden.

Artikel 796d, stk. 1, sidste afsnit, anvendes, hvad angår definitionen af en transportør.

6.   I de tilfælde, hvor varerne efter indgivelse af en summarisk udgangsangivelse ikke mere er bestemt til at blive ført ud af Fællesskabets toldområde, anvendes artikel 796d, stk. 4, med de fornødne ændringer.«

29)

Artikel 842d, stk. 2, andet afsnit, affattes således:

»Når varer, der er omfattet af en af fritagelserne for kravet om en summarisk udgangsangivelse, jf. artikel 842a, stk. 4, føres ud af Fællesskabets toldområde, foretages risikoanalyse ved varernes frembydelse på grundlag af den foreliggende dokumentation eller andre oplysninger, der vedrører varerne.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 1, nr. 1)-13) og 15)-29), anvendes fra den 1. januar 2011. For udførselstransaktioner indledt inden den 1. januar 2011 under anvendelse af et administrativt ledsagedokument i overensstemmelse med artikel 793c, stk. 1, anvender udgangstoldstedet dog foranstaltningerne i artikel 793c fra og med nævnte dato.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. maj 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1.

(2)  EUT L 117 af 4.5.2005, s. 13.

(3)  EUT L 91 af 3.4.2009, s. 14.

(4)  EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1.

(5)  EUT L 324 af 10.12.2009, s. 23.

(6)  EUT L 329 af 6.12.2008, s. 1.

(7)  EUT L 145 af 4.6.2008, s. 1.

(8)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(9)  EUT L 9 af 14.1.2009, s. 12.

(10)  EFT L 276 af 19.9.1992, s. 1.

(11)  EUT L 324 af 10.12.2009, s. 23

(12)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(13)  EUT L 9 af 14.1.2009, s. 12


Top