EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010R0271

Kommissionens forordning (EU) nr. 271/2010 af 24. marts 2010 om ændring af forordning (EF) nr. 889/2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007, for så vidt angår Den Europæiske Unions logo for økologisk produktion

EUT L 84 af 31.3.2010, p. 19–22 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2021; stiltiende ophævelse ved 32021R1165

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/271/oj

31.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/19


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 271/2010

af 24. marts 2010

om ændring af forordning (EF) nr. 889/2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007, for så vidt angår Den Europæiske Unions logo for økologisk produktion

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2092/91 (1), særlig artikel 25, stk. 3, artikel 38, litra b), og artikel 40, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 24 i forordning (EF) nr. 834/2007 fastsætter, at fællesskabslogoet er en af de obligatoriske angivelser, der skal anføres på emballagen for produkter, der er forsynet med angivelser, der henviser til den økologiske produktionsmetode, jf. artikel 23, stk. 1, og at anvendelsen af dette logo er valgfri for produkter importeret fra tredjelande. Artikel 25, stk. 1, i forordning (EF) nr. 834/2007 tillader, at fællesskabslogoet anføres i mærkning og udformning af samt reklamer for produkter, der opfylder kravene i nævnte forordning.

(2)

Erfaringerne fra anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler (2), som er blevet erstattet af forordning (EF) nr. 834/2007, har vist, at det fællesskabslogo, som kunne anvendes på frivillig basis, ikke længere opfylder forventningerne hos hverken sektorens erhvervsdrivende eller forbrugerne.

(3)

Der bør indføres nye bestemmelser vedrørende logoet i Kommissionens forordning (EF) nr. 889/2008 af 5. september 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter, for så vidt angår økologisk produktion, mærkning og kontrol (3). Disse bestemmelser bør muliggøre en bedre tilpasning af logoet til udviklingen i sektoren, specielt ved at forbrugerne bedre kan identificere økologiske produkter, der falder under EU-forordningerne vedrørende økologisk produktion.

(4)

Efter Lissabontraktatens ikrafttræden er det hensigtsmæssigt at henvise til et »EU-logo for økologisk produktion« i stedet for et »EF-logo for økologisk produktion«.

(5)

Kommissionen har organiseret en konkurrence for kunst- og designstuderende i medlemsstaterne for at indhente forslag til et nyt logo, og af disse forslag udvalgte et uafhængigt bedømmelsesudvalg de 10 bedste, som blev opstillet på en prioriteringsliste. En yderligere gennemgang under hensyn til intellektuel ejendomsret gjorde det muligt at identificere de tre bedste modeller ud fra dette synspunkt, hvilke derefter blev lagt ud på nettet i perioden fra 7. december 2009 til 31. januar 2010 for at indhente reaktioner. Det logo, som de fleste besøgende på webstedet i den pågældende periode valgte, bør blive Den Europæiske Unions nye logo for økologisk produktion.

(6)

Ændringen af Den Europæiske Unions logo for økologisk produktion pr. 1. juli 2010 bør ikke forårsage vanskeligheder på markedet, da økologiske produkter, der allerede er markedsført, kan sælges uden de obligatoriske angivelser, der kræves i artikel 24 i forordning (EF) nr. 834/2007, såfremt de pågældende produkter er i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 2092/91 eller (EF) nr. 834/2007.

(7)

For at det kan blive muligt at anvende logoet lige fra det tidspunkt, hvor det bliver obligatorisk i henhold til EU-lovgivningen, og for at sikre at det fungerer effektivt på det interne marked, sikrer fair konkurrence og beskytter forbrugernes interesser, er det nye logo for økologisk produktion blevet registreret som et fællesmærke for økologisk landbrug hos Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret, og det er derfor gældende, brugbart og beskyttet. Logoet vil også blive registreret i internationale og EU-varemærkeregistre.

(8)

Ifølge artikel 58 i forordning (EF) nr. 889/2008 bør kodenummeret på kontrolmyndigheden eller kontrolorganet anbringes umiddelbart under fællesskabslogoet uden nogen specifik angivelse af formatet eller tildelingen af disse koder. For at opnå en harmoniseret anvendelse af disse kodenumre, bør der fastsættes detaljerede bestemmelser om formatet og tildelingen af disse koder.

(9)

Forordning (EF) nr. 889/2008 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forskriftsudvalget for Økologisk Produktion —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 889/2008 foretages følgende ændringer:

1)

I afsnit III affattes overskriften på kapitel 1 således:

 

»Den Europæiske Unions logo for økologisk produktion«.

2)

Artikel 57 affattes således:

»Artikel 57

EU-logo for økologisk produktion

Den Europæiske Unions logo for økologisk produktion (i det følgende benævnt »EU-logo for økologisk produktion«) skal følge modellen i del A i bilag XI til nærværende forordning, jf. artikel 25, stk. 3, i forordning (EF) nr. 834/2007.

EU-logoet for økologisk produktion skal kun anvendes, når det pågældende produkt er produceret i overensstemmelse med kravene i forordning (EØF) nr. 2092/91 og dens gennemførelsesforordninger eller forordning (EF) nr. 834/2007, og kravene i nærværende forordning.«

3)

Artikel 58, stk. 1, litra b), c) og d), affattes således:

»b)

indeholde en angivelse, der henviser til den økologiske produktionsmetode, jf. artikel 23, stk. 1, i forordning (EF) nr. 834/2007 i overensstemmelse med del B.2 i bilag XI til nærværende forordning

c)

indeholde et referencenummer, der skal afgøres af Kommissionen eller medlemsstatens myndighed i overensstemmelse med del B.3 i bilag XI til nærværende forordning, og

d)

anbringes i samme synsfelt som EU-logoet for økologisk produktion, når dette anvendes i mærkningen.«

4)

Artikel 95, stk. 9 og 10, affattes således:

»9.   Lagre af produkter, der er produceret, emballeret og mærket inden den 1. juli 2010 i overensstemmelse med enten forordning (EØF) nr. 2092/91 eller forordning (EF) nr. 834/2007, kan fortsat markedsføres forsynet med angivelser, som henviser til økologisk produktion, indtil lagrene er udtømt.

10.   Emballager, der er i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 2092/91 eller forordning (EF) nr. 834/2007, kan fortsat anvendes til produkter, der markedsføres forsynet med angivelser, som henviser til økologisk produktion, indtil den 1. juli 2012, forudsat at produktet i øvrigt opfylder kravene i forordning (EF) nr. 834/2007.«

5)

Bilag XI erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. juli 2010.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. marts 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 189 af 20.7.2007, s. 1

(2)  EFT L 198 af 22.7.1991, s. 1

(3)  EUT L 250 af 18.9.2008, s. 1.


BILAG

»BILAG XI

A.   EU-logo for økologisk produktion, jf. artikel 57

1.

EU-logoet for økologisk produktion skal svare til følgende model:

Image

2.

Referencefarven i Pantone er Green Pantone nr. 376 og Green [50 % Cyan + 100 % Yellow], når der anvendes firfarvetryk.

3.

EU-logoet for økologisk produktion kan også anvendes i sort og hvidt som vist nedenfor, men kun når det ikke kan vises i farve:

Image

4.

Hvis emballagens eller mærkningens baggrundsfarve er mørk, kan symbolerne anvendes i negativt format med emballagens eller mærkningens baggrundsfarve.

5.

Anvendes et symbol i farver på en farvet baggrund, som gør det mindre tydeligt, bør der anvendes en ydre linje omkring symbolet for at øge kontrasten med baggrundsfarverne.

6.

I visse særlige situationer, hvor en emballage er forsynet med angivelser i en enkelt farve, kan EU-logoet for økologisk produktion anføres i samme farve.

7.

EU-logoet for økologisk produktion skal mindst være 9 mm højt og 13,5 mm bredt; forholdet højde/bredde skal altid være 1:1,5. På meget små emballager kan det være nødvendigt at reducere minimumshøjden til 6 mm.

8.

EU-logoet for økologisk produktion kan anvendes sammen med grafiske eller bogstavelige elementer med tilknytning til økologisk landbrug, hvis EU-logoet for økologisk produktion hverken ændres eller denatureres af sådanne elementer, og angivelserne i artikel 58 heller ikke ændres. Når EU-logoet for økologisk produktion anvendes samtidigt med nationale eller private logoer, der har en anden grøn farve end den i punkt 2 nævnte referencefarve, kan EU-logoet for økologisk produktion anvendes i nævnte ikke-referencefarve.

9.

Anvendelsen af EU-logoet for økologisk produktion skal ske efter de bestemmelser, der er knyttet til logoets registrering som fællesmærke for økologisk landbrug hos Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret og i internationale og EU-varemærkeregistre.

B.   Kodenumre, jf. artikel 58

Kodenumrenes almindelige format er følgende:

AB-CDE-999

hvor:

1.

»AB« er ISO-koden, som angivet i artikel 58, stk. 1, litra a), for det land, hvor kontrollen finder sted, og

2.

»CDE« er en angivelse i tre bogstaver, der skal afgøres af Kommissionen eller den enkelte medlemsstat, såsom »bio« eller »öko« eller »org« eller »eko«, der henviser til den økologiske produktionsmetode, jf. artikel 58, stk. 1, litra b), og

3.

»999« er referencenummeret med højst tre cifre, der som fastsat i artikel 58, stk. 1, litra c), tildeles af:

a)

den enkelte medlemsstats kompetente myndighed til de kontrolmyndigheder eller kontrolorganer, de har delegeret kontrolopgaverne til i medfør af artikel 27 i forordning (EF) nr. 834/2007

b)

Kommissionen til:

i)

de kontrolorganer og -myndigheder, der omhandles i artikel 3, stk, 2, litra a), i Kommissionens forordning (EF) nr. 1235/2008 (1) og er opført på listen i bilag I til nævnte forordning

ii)

tredjelandenes kompetente myndigheder eller kontrolorganer, der omhandles i artikel 7, stk, 2, litra f), i forordning (EF) nr. 1235/2008 og er opført på listen i bilag III til nævnte forordning

iii)

de kontrolorganer og -myndigheder, der omhandles i artikel 10, stk, 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1235/2008 og er opført på listen i bilag IV til nævnte forordning

c)

den enkelte medlemsstats myndighed til den kontrolmyndighed eller det kontrolorgan, der har fået tilladelse til indtil 31. december 2012 at udstede kontrolattester, jf. artikel 19, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning (EF) nr. 1235/2008 (importtilladelser), efter forslag fra Kommissionen.

Kommissionen offentliggør kodenumrene med dertil egnede tekniske midler, herunder offentliggørelse på internettet.


(1)  EUT L 334 af 12.12.2008, s. 25


Top