24.11.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 308/46

(1)

Det fastslås i artikel 145 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), at medlemsstaterne og Unionen skal arbejde på at udvikle en samordnet strategi for beskæftigelse og især for fremme af en velkvalificeret, veluddannet og smidig arbejdsstyrke så vel som arbejdsmarkeder, som reagerer på økonomiske forandringer, med henblik på at nå de mål, der er fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Under hensyn til national praksis for så vidt angår arbejdsmarkedets parters ansvar betragter medlemsstaterne beskæftigelsesfremme som et spørgsmål af fælles interesse og samordner deres indsats i den henseende i Rådet i overensstemmelse med artikel 148 i TEUF.

(2)

Artikel 3, stk. 3, i TEU fastslår, at Unionen skal tilstræbe fuld beskæftigelse og bekæmpe social udstødelse og forskelsbehandling, fremme social retfærdighed og beskyttelse og foreskriver Unionens initiativ til samordning af medlemsstaternes sociale politikker. Det foreskrives i artikel 8 i TEUF, at Unionen i alle sine aktiviteter skal tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder. Ifølge artikel 9 i samme traktat skal Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tage hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse og erhvervsuddannelse.

(3)

TEUF foreskriver, at Rådet skal vedtage beskæftigelsesretningslinjer og overordnede retningslinjer for den økonomiske politik, som skal være retningsgivende for medlemsstaternes politikker.

(4)

Lissabonstrategien, der blev iværksat i 2000, var baseret på en erkendelse af, at Unionen havde behov for at øge sin beskæftigelse, produktivitet og konkurrenceevne og samtidig styrke den sociale samhørighed i betragtning af den globale konkurrence, teknologiske ændringer, miljømæssige udfordringer og en aldrende befolkning. Lissabonstrategien blev relanceret i 2005 efter en midtvejsrapport, som førte til større fokus på vækst og flere og bedre job.

(5)

Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse bidrog til at skabe konsensus om det overordnede mål for Unionens politikker på det økonomiske og beskæftigelsesmæssige område. Inden for rammerne af denne strategi blev overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og beskæftigelsesretningslinjer vedtaget ved Rådets beslutning 2005/600/EF (5), som blev revideret ved Rådets beslutning 2008/618/EF (6). De 24 retningslinjer udgjorde grundlaget for de nationale reformprogrammer, der fastlagde de vigtigste makroøkonomiske, mikroøkonomiske og arbejdsmarkedsrelaterede prioriteter for Unionen generelt. Erfaringen viser imidlertid, at retningslinjerne ikke fastsatte tilstrækkelig klare prioriteter, og at forbindelsen mellem dem kunne have været stærkere. Det begrænsede deres virkning på den nationale politikformulering.

(6)

Den finansielle og økonomiske krise, der startede i 2008, førte til et betydeligt fald i antallet af arbejdspladser og potentielt output og har ført til en dramatisk forværring af de offentlige finanser. Den europæiske økonomiske genopretningsplan har imidlertid hjulpet medlemsstaterne med at tackle krisen, bl.a. gennem en samordnet finanspolitisk stimulering med euroen som garant for makroøkonomisk stabilitet. Krisen viste således, at når samordningen af de økonomiske politikker på EU-niveau styrkes og gøres effektiv kan det give væsentlige resultater. Krisen understregede også den tætte indbyrdes afhængighed mellem medlemsstaternes økonomiske og beskæftigelsesmæssige resultater.

(7)

Kommissionen foreslog at udarbejde en ny strategi for det næste årti, »Europa 2020-strategien«, for at sætte Unionen i stand til at komme stærkere ud af krisen og vende økonomien mod intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, ledsaget af høje beskæftigelses- og produktivitetsniveauer og et højt niveau af social samhørighed. Fem overordnede mål, der er nævnt i de relevante retningslinjer, udgør de fælles målsætninger, der skal være retningsgivende for medlemsstaternes indsats, idet der tages hensyn til deres relative udgangssituationer og nationale forhold, og som også skal være retningsgivende for Unionens indsats. Medlemsstaterne bør endvidere anstrenge sig for at opfylde de nationale mål og fjerne de flaskehalse, der hæmmer væksten.

(8)

Som led i en samlet exitstrategi bør medlemsstaterne gennemføre ambitiøse reformer for at sikre makroøkonomisk stabilitet, fremme flere og bedre job og bæredygtige offentlige finanser, forbedre konkurrenceevnen og produktiviteten, nedbringe makroøkonomiske ubalancer og styrke arbejdsmarkedets effektivitet. Afviklingen af den finanspolitiske stimulering bør gennemføres og samordnes inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten.

(9)

Inden for rammerne af Europa 2020-strategien bør medlemsstaterne og Den Europæiske Union gennemføre reformer, der tager sigte på »intelligent vækst«, dvs. vækst drevet frem af viden og innovation. Reformerne bør tage sigte på at forbedre kvaliteten af uddannelse og sikre adgang for alle så vel som styrke forskningens og erhvervslivets præstationer og forbedre rammerne yderligere for at fremme innovation og videnoverførsel i hele Unionen. Reformerne bør opmuntre iværksættervirksomhed, udvikling af små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og bidrage til at omsætte kreative idéer til innovative produkter, tjenester og processer, der kan skabe vækst, bæredygtige kvalitetsjob og geografisk, økonomisk og social samhørighed, og mere effektivt tackle de europæiske og globale samfundsmæssige udfordringer. I den forbindelse er det vigtigt at få fuldt udbytte af informations- og kommunikationsteknologierne.

(10)

Unionens og medlemsstaternes politikker, herunder deres reformprogrammer, bør tage sigte på »bæredygtig vækst«. Bæredygtig vækst indebærer en energi- og ressourceeffektiv, bæredygtig og konkurrencedygtig økonomi, en rimelig fordeling af udgifter og goder og udnyttelse af Europas førende rolle i kapløbet om at udvikle nye processer og teknologier, herunder grønne teknologier. Medlemsstaterne og Unionen bør gennemføre de nødvendige reformer for at nedbringe drivhusgasemissioner og sikre en effektiv ressourceudnyttelse, som også vil medvirke til at forebygge miljøforringelse og tab af biodiversitet. De bør tillige forbedre erhvervslivets rammer, stimulere skabelse af grønne job og hjælpe virksomhederne til at modernisere deres industrigrundlag.

(11)

Unionens politikker og medlemsstaternes reformprogrammer bør også tage sigte på »inklusiv vækst«. Inklusiv vækst indebærer opbygning af et sammenhængende samfund, hvor borgerne har mulighed for at foregribe og håndtere forandringer og dermed deltage aktivt i samfundet og økonomien. Medlemsstaternes reformer bør derfor sikre adgang og muligheder for alle i hele deres livscyklus og på den måde nedbringe fattigdom og social udstødelse ved at fjerne hindringer for arbejdsmarkedsdeltagelse, navnlig for kvinder, ældre arbejdstagere, unge, handicappede og lovlige migranter. De bør også sikre, at den økonomiske vækst gavner alle borgere og alle regioner, og støtte beskæftigelsesfremmende vækst baseret på ordentligt arbejde. Kernen i medlemsstaternes reformprogrammer bør derfor være at sikre effektive arbejdsmarkeder ved at investere i vellykkede overgange og uddannelsessystemerne, udvikle de nødvendige færdigheder, øge jobkvaliteten og bekæmpe segmentering, strukturel arbejdsløshed, ungdomsarbejdsløshed og inaktivitet, samtidig med at der sikres en passende og holdbar social beskyttelse og aktiv inklusion for at forebygge og reducere fattigdom med særlig vægt på at bekæmpe fattigdom blandt personer i arbejde og reducere fattigdom blandt de grupper, der er mest udsatte for social udstødelse, herunder børn og unge, og samtidig fastholde en vedtaget finanspolitisk konsolidering.

(12)

Kvinders øgede deltagelse på arbejdsmarkedet er en forudsætning for at fremme væksten og for at tackle de demografiske udfordringer. Et synligt ligestillingsperspektiv, der integreres i alle relevante politikområder, er derfor af afgørende betydning for gennemførelsen af alle aspekter af retningslinjerne i medlemsstaterne. Der bør skabes betingelser, der støtter udbuddet af passende, økonomisk overkommelige børnepasningsydelser af høj kvalitet for børn i førskolealderen. Princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi bør finde anvendelse.

(13)

Unionens og medlemsstaternes strukturreformer kan bidrage effektivt til vækst og beskæftigelse, hvis de fremmer Unionens konkurrenceevne i den globale økonomi, åbner nye muligheder for Europas eksportører og giver konkurrencedygtig adgang til vital import. Der bør derfor tages højde for, hvordan reformerne påvirker den eksterne konkurrenceevne, så det sikres, at de fremmer europæisk vækst og deltagelse på åbne og fair markeder i hele verden.

(14)

Europa 2020-strategien bør baseres på en række integrerede europæiske og nationale politikker, som medlemsstaterne og Unionen bør gennemføre fuldt ud og rettidigt, for at opnå positive afsmittende virkninger af samordnede strukturreformer og et mere konsekvent bidrag fra de europæiske politikker til strategiens mål. Retningslinjerne danner rammen omkring medlemsstaternes udformning, gennemførelse og overvågning af de nationale politikker som led i den samlede EU-strategi. De overordnede mål for Europa 2020 under de relevante retningslinjer bør være retningsgivende for medlemsstaterne, når de fastlægger deres egne nationale mål og eventuelle delmål, under hensyn til deres relative udgangssituationer og nationale forhold og i overensstemmelse med deres nationale beslutningsprocedurer. I forbindelse hermed vil medlemsstaterne kunne trække på de indikatorer, der er udviklet af henholdsvis Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse. Det overordnede beskæftigelsesmål tilstræber nedbringelse af arbejdsløsheden blandt sårbare grupper, herunder unge.

(15)

Samhørighedspolitikken og strukturfondene er blandt en række vigtige mekanismer for at nå de prioriterede mål om en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i medlemsstaterne og regionerne. Det Europæiske Råd understregede i sine konklusioner af 17. juni 2010 vigtigheden af at fremme økonomisk, social og territorial samhørighed for at bidrage til, at den nye Europa 2020-strategi bliver vellykket.

(16)

Medlemsstaterne bør i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af deres nationale reformprogrammer, der tager hensyn til disse retningslinjer, sikre en effektiv forvaltning af beskæftigelsespolitikkerne. Disse retningslinjer er ganske vist rettet til medlemsstaterne, men Europa 2020-strategien bør alt efter omstændighederne gennemføres, overvåges og evalueres i partnerskab med alle nationale, regionale og lokale myndigheder i tæt samarbejde med parlamenter så vel som arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet, både hvad angår udarbejdelsen af nationale reformprogrammer, gennemførelsen heraf og den overordnede kommunikation om strategien.

(17)

Europa 2020-strategien er baseret på et mindre sæt retningslinjer, der erstatter de tidligere 24 retningslinjer, og omhandler beskæftigelse og overordnede økonomiske politikker på sammenhængende vis. Retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker, der er knyttet som bilag til denne afgørelse, hænger nøje sammen med retningslinjerne for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker, der er knyttet som bilag til Rådets henstilling af 13. juli 2010 om overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker (7). De udgør tilsammen de integrerede retningslinjer for Europa 2020.

(18)

Disse nye integrerede retningslinjer er i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd. De giver præcis vejledning til medlemsstaterne om fastlæggelsen af deres nationale reformprogrammer og gennemførelsen af reformer under hensyntagen til den indbyrdes afhængighed og i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten. Beskæftigelsesretningslinjerne bør danne grundlag for alle landespecifikke henstillinger, som Rådet måtte rette til medlemsstaterne i henhold til artikel 148, stk. 4, i TEUF parallelt med de landespecifikke henstillinger, der rettes til medlemsstaterne i henhold til artikel 121, stk. 4, i samme traktat, således at der bliver tale om en sammenhængende pakke af henstillinger. Beskæftigelsesretningslinjerne bør også danne grundlag for udarbejdelsen af den fælles rapport om beskæftigelsen, som Rådet og Europa-Kommissionen fremlægger for Det Europæiske Råd én gang om året.

(19)

Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse bør overvåge fremskridtene med hensyn til de beskæftigelsesmæssige og sociale aspekter af beskæftigelsesretningslinjerne i overensstemmelse med deres respektive traktatbaserede mandater. Dette bør især bygge på aktiviteterne under den åbne koordinationsmetode på områder som beskæftigelse og social beskyttelse og social inklusion. Endvidere bør Beskæftigelsesudvalget bevare tæt kontakt med Rådets andre relevante forberedende organer, herunder på uddannelsesområdet.

(20)

Selv om disse retningslinjer skal udarbejdes hvert år, bør de være stabile indtil 2014, således at der kan fokuseres på gennemførelsen —