Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010D0439

    2010/439/FUSP: Rådets afgørelse 2010/439/FUSP af 11. august 2010 om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Afghanistan

    EUT L 211 af 12.8.2010, p. 17–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/439/oj

    12.8.2010   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 211/17


    RÅDETS AFGØRELSE 2010/439/FUSP

    af 11. august 2010

    om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Afghanistan

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, artikel 31, stk. 2, og artikel 33,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Rådet vedtog den 22. marts 2010 afgørelse 2010/168/FUSP (1) om udnævnelse af Vygaudas USACKAS til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (i det følgende benævnt »EUSR«) for Afghanistan fra den 1. april indtil den 31. august 2010.

    (2)

    EUSR's mandat bør forlænges indtil den 31. august 2011. EUSR's mandat kan dog afsluttes tidligere, hvis Rådet træffer afgørelse herom efter forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (i det følgende benævnt »HR«) efter ikrafttrædelsen af afgørelsen om oprettelse af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

    (3)

    EUSR for Afghanistan skal gennemføre sit mandat under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. traktatens artikel 21 —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Den Europæiske Unions særlige repræsentant

    Mandatet for Vygaudas USACKAS som EUSR for Afghanistan forlænges indtil den 31. august 2011. EUSR's mandat kan afsluttes tidligere, hvis Rådet træffer afgørelse herom efter forslag fra HR efter ikrafttrædelsen af afgørelsen om oprettelse af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

    Artikel 2

    Politikmål

    EUSR repræsenterer Den Europæiske Union (i det følgende benævnt »EU« eller »Unionen«) og fremmer EU's politikmål i Afghanistan i tæt koordinering med EU-medlemsstaternes repræsentanter i Afghanistan. Mere specifikt skal EUSR:

    a)

    bidrage til gennemførelsen af den fælles erklæring EU-Afghanistan og lede gennemførelsen af EU's handlingsplan for Afghanistan og Pakistan i det omfang, den angår Afghanistan, i samarbejde med EU-medlemsstaternes repræsentanter i Afghanistan

    b)

    støtte den centrale rolle, som De Forenede Nationer (FN) spiller i Afghanistan, med særlig vægt på at bidrage til en bedre koordineret international bistand og dermed fremme gennemførelsen af kommunikéet fra Londonkonferencen, Afghanistanaftalen samt de relevante FN-resolutioner.

    Artikel 3

    Mandat

    For at opfylde mandatet skal EUSR i tæt samarbejde med EU-medlemsstaternes repræsentanter i Afghanistan:

    a)

    fremme Unionens synspunkter vedrørende den politiske proces og udviklingen i Afghanistan

    b)

    holde tæt kontakt med og støtte udviklingen af de relevante afghanske institutioner, særlig regeringen og parlamentet samt de lokale myndigheder. Der bør også holdes kontakt med andre politiske grupper og andre relevante aktører i Afghanistan

    c)

    holde tæt kontakt med relevante internationale og regionale interessenter i Afghanistan, navnlig FN-generalsekretærens særlige repræsentant og den højtstående civile repræsentant for Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) samt andre nøglepartnere og - organisationer

    d)

    oplyse om de fremskridt, der gøres med at nå målene i den fælles erklæring EU-Afghanistan, EU's handlingsplan for Afghanistan og Pakistan i det omfang, den angår Afghanistan, Afghanistanaftalen og kommunikéet fra Londonkonferencen, navnlig på følgende områder:

    civil kapacitetsopbygning, særlig på regionalt niveau

    god regeringsførelse og oprettelse af retsstatsinstitutioner, navnlig et uafhængigt retsvæsen

    valgreformer

    reformer af sikkerhedssektoren, herunder styrkelse af de retlige institutioner, den nationale hær og politistyrken

    fremme af vækst, navnlig gennem landbrug og landdistriktudvikling

    respekt for Afghanistans internationale menneskerettighedsforpligtelser, herunder respekt for rettighederne for personer, der tilhører mindretal, og kvinders og børns rettigheder

    respekt for de demokratiske principper og retsstatsprincippet

    fremme af kvinders deltagelse i den offentlige forvaltning og i civilsamfundet

    respekt for Afghanistans internationale forpligtelser, herunder deltagelse i den internationale indsats for at bekæmpe terrorisme, ulovlig narkotikahandel, menneskehandel og spredning af våben og masseødelæggelsesvåben og dertil knyttede materialer

    lettelse af humanitær bistand og af flygtninges og internt fordrevnes tilbagevenden under velordnede forhold, og

    øget effektivitet i Unionens tilstedeværelse og aktiviteter i Afghanistan og bidrag til udarbejdelsen af de regelmæssige halvårsrapporter om gennemførelsen af EU's handlingsplan, der skal aflægges til Rådet

    e)

    aktivt deltage i lokale koordinationsfora, såsom det fælles koordinations- og overvågningsorgan (JCMB), og samtidig holde ikke-deltagende medlemsstater fuldt orienteret om de beslutninger, der træffes på disse niveauer

    f)

    rådgive om Unionens deltagelse og holdninger på internationale konferencer vedrørende Afghanistan og bidrage til at fremme det regionale samarbejde.

    Artikel 4

    Gennemførelse af mandatet

    1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR.

    2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (i det følgende benævnt »PSC«) skal opretholde privilegerede forbindelser med EUSR og være EUSR's primære kontaktpunkt til Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet med forbehold af HR's beføjelser.

    Artikel 5

    Finansiering

    1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden fra den 1. september 2010 til den 31. august 2011 udgør 4 515 000 EUR.

    2.   Udgifterne forvaltes efter de procedurer og regler, der gælder for EU's almindelige budget.

    3.   Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

    Artikel 6

    Sammensætning af medarbejderstaben

    1.   EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de dertil svarende disponible midler ansvarlig for at sammensætte sin medarbejderstab. Medarbejderstaben skal have den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR underretter omgående Rådet og Kommissionen om sammensætningen af medarbejderstaben.

    2.   Medlemsstaterne og EU-institutionerne kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med EUSR. Løn til personale, der udstationeres af en medlemsstat eller af en EU-institution for at bistå EUSR, afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat eller EU-institution. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved Generalsekretariatet for Rådet, kan også udstationeres for at bistå EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.

    3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller EU-institutions administrative myndighed og udfører deres pligter og handler i EUSR's mandats interesse.

    Artikel 7

    Privilegier og immuniteter for EUSR og dennes medarbejderstab

    De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle EUSR's mission uhindret, aftales med værtsparten/-parterne, alt efter hvad der er relevant. Medlemsstaterne og Kommissionen yder den fornødne støtte med henblik herpå.

    Artikel 8

    EU's klassificerede informationers sikkerhed

    EUSR og alle medarbejdere i dennes stab respekterer de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (2), navnlig ved behandlingen af EU's klassificerede informationer.

    Artikel 9

    Adgang til oplysninger og logistisk støtte

    1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

    2.   Alt efter tilfældet yder Unionens delegationer og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

    Artikel 10

    Sikkerhed

    EUSR skal i overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med sit mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i sit geografiske ansvarsområde træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for alt personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved:

    a)

    at udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan på grundlag af retningslinjer fra Generalsekretariatet for Rådet, der bl.a. skal omfatte missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet samt styring af sikkerhedshændelser og en beredskabs- og evakueringsplan for missionen

    b)

    at sikre, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

    c)

    at sikre, at alle medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risikoratings, som Generalsekretariatet for Rådet har opstillet for missionsområdet

    d)

    at sikre, at alle henstillinger, der udarbejdes i fællesskab efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og afgive skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i midtvejsrapporterne og rapporterne om gennemførelse af mandatet til HR, Rådet og Kommissionen.

    Artikel 11

    Rapportering

    EUSR aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til HR og til PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til Rådets arbejdsgrupper. Der udsendes regelmæssigt skriftlige rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan efter henstilling fra HR eller PSC aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender.

    Artikel 12

    Koordinering

    1.   EUSR fremmer EU's overordnede politiske koordinering. EUSR bidrager til at sikre, at alle EU-instrumenter på området sættes ind på en sammenhængende måde for at nå EU's politikmål. EUSR's aktiviteter koordineres med Kommissionens aktiviteter samt med de aktiviteter, der udføres af EUSR for Centralasien, og med Unionens repræsentation i Pakistan. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og EU's delegationer.

    2.   På stedet holdes der tæt kontakt til cheferne for Unionens delegationer og medlemsstaternes missionschefer. De skal gøre deres bedste for at bistå EUSR i gennemførelsen af dennes mandat. EUSR vejleder chefen for EU's politimission i Afghanistan (EUPOL Afghanistan) om lokale politiske forhold. EUSR og den øverstbefalende for den civile operation konsulterer hinanden efter behov. EUSR skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.

    Artikel 13

    Revision

    Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen tages løbende op til revision. EUSR forelægger HR, Rådet og Kommissionen en fremskridtsrapport ved udgangen af februar 2011 og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet ved mandatets afslutning.

    Artikel 14

    Ikrafttræden

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 11. august 2010.

    På Rådets vegne

    S. VANACKERE

    Formand


    (1)  EUT L 75 af 23.3.2010, s. 22.

    (2)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1.


    Top