EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010D0148

2010/148/: Kommissionens afgørelse af 5. marts 2010 om EU-tilskud til aktioner af hastende karakter til bekæmpelse af aviær influenza i Tjekkiet, Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien i 2009 (meddelt under nummer K(2010) 1172)

EUT L 60 af 10.3.2010, p. 22–23 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/148/oj

10.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 60/22


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 5. marts 2010

om EU-tilskud til aktioner af hastende karakter til bekæmpelse af aviær influenza i Tjekkiet, Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien i 2009

(meddelt under nummer K(2010) 1172)

(Kun den franske, den italienske, den spanske, den tjekkiske og den tyske udgave er autentiske)

(2010/148/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets beslutning 2009/470/EF af 25. maj 2009 om visse udgifter på veterinærområdet (1), særlig artikel 4, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fjerkræ og andre fugle i fangenskab, som har alvorlige konsekvenser for fjerkræopdrættets rentabilitet, og som forårsager forstyrrelser i handelen inden for EU og eksporten til tredjelande.

(2)

I tilfælde af et udbrud af aviær influenza er der en risiko for, at sygdomsagensen kan sprede sig til andre fjerkræbedrifter i den pågældende medlemsstat, men også til andre medlemsstater og tredjelande via handel med levende fjerkræ eller produkter heraf.

(3)

Ved Rådets direktiv 2005/94/EF (2) vedrørende fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza er der foreskrevet hasteforanstaltninger, som medlemsstaterne i tilfælde af et udbrud straks skal gennemføre for at forebygge yderligere spredning af virusset.

(4)

Ved beslutning 2009/470/EF er der fastsat procedurer vedrørende EU-tilskud til specifikke veterinærforanstaltninger, herunder aktioner af hastende karakter. I henhold til artikel 4, stk. 2, i nævnte beslutning kan medlemsstaterne få EU-tilskud til dækning af visse udgifter i forbindelse med foranstaltninger til udryddelse af aviær influenza.

(5)

Ved artikel 4, stk. 3, første og andet led, i beslutning 2009/470/EF er der fastsat bestemmelser om, hvor stor en andel af medlemsstaternes udgifter der kan dækkes af EU-tilskuddet.

(6)

Udbetaling af EU-tilskud til aktioner af hastende karakter til udryddelse af aviær influenza finder sted efter reglerne i Kommissionens forordning (EF) nr. 349/2005 af 28. februar 2005 om reglerne om fællesskabsfinansiering af aktioner af hastende karakter og bekæmpelse af visse sygdomme hos dyr som omhandlet i Rådets beslutning 90/424/EØF (3).

(7)

Der var udbrud af aviær influenza i Tjekkiet, Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien i 2009. Tjekkiet, Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien traf foranstaltninger til bekæmpelse af disse udbrud i overensstemmelse med direktiv 2005/94/EF.

(8)

De tjekkiske, tyske, spanske, franske og italienske myndigheder har i form af rapporter forelagt for Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed og ved hjælp af kontinuerlig forelæggelse af oplysninger om udviklingen i sygdomssituationen påvist, at de på en effektiv måde har gennemført de kontrolforanstaltninger, der er omhandlet i direktiv 2005/94/EF, og hurtigt har kunnet forhindre sygdommen i at brede sig.

(9)

De tjekkiske, tyske, spanske, franske og italienske myndigheder har derfor opfyldt alle deres tekniske og administrative forpligtelser vedrørende de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i beslutning 2009/470/EF og artikel 6 i forordning (EF) nr. 349/2005.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

EU-tilskud til Tjekkiet, Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien

Der kan ydes EU-tilskud til Tjekkiet, Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien til delvis dækning af landenes udgifter til foranstaltninger i medfør af artikel 4, stk. 2 og 3, i beslutning 2009/470/EF til bekæmpelse af aviær influenza i Tjekkiet, Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien i 2009.

Artikel 2

Adressat

Denne afgørelse er rettet til Den Tjekkiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. marts 2010.

På Kommissionens vegne

John DALLI

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 155 af 18.6.2009, s. 30.

(2)  EUT L 10 af 14.1.2006, s. 16.

(3)  EUT L 55 af 1.3.2005, s. 12.


Top