Agħżel il-karatteristiċi sperimentali li tixtieq tipprova

Dan id-dokument hu mislut mis-sit web tal-EUR-Lex

Dokument 32010D0065

    2010/65/: Kommissionens afgørelse af 5. februar 2010 om ændring af beslutning 2005/880/EF om godkendelse af en undtagelse på Nederlandenes anmodning i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (meddelt under nummer K(2010) 606)

    EUT L 35 af 6.2.2010, p. 18–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Status legali tad-dokument M’għadux fis-seħħ, Data tat-tmiem tal-validitàà: 31/12/2013

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/65(1)/oj

    6.2.2010   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 35/18


    KOMMISSIONENS AFGØRELSE

    af 5. februar 2010

    om ændring af beslutning 2005/880/EF om godkendelse af en undtagelse på Nederlandenes anmodning i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget

    (meddelt under nummer K(2010) 606)

    (Kun den nederlandske udgave er autentisk)

    (2010/65/EU)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (1), særlig bilag III, punkt 2, tredje afsnit, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Hvis den mængde husdyrgødning, som en medlemsstat har til hensigt at tilføre pr. hektar om året, adskiller sig fra den mængde, der er anført i punkt 2, andet afsnit, første punktum, og punkt 2, andet afsnit, litra a), i bilag III til direktiv 91/676/EØF, skal den pågældende mængde fastsættes således, at den ikke hindrer opfyldelsen af de formål, der er angivet i direktivets artikel 1, og der skal ligge objektive kriterier til grund for dem, f.eks. — som i det foreliggende tilfælde — lang vækstsæson og afgrøder, der optager meget kvælstof. Kommissionen vedtog den 8. december 2005 beslutning 2005/880/EF (2), hvorved den tillod Nederlandene en tilførsel af 250 kg kvælstof pr. hektar årligt fra husdyrgødning på bedrifter med mindst 70 % græsjorder.

    (2)

    Den godkendte undtagelse vedrørte omkring 25 000 bedrifter i Nederlandene og omkring 900 000 hektar og fandt anvendelse for perioden 1. januar 2006 til 31. december 2009. Undtagelsen blev godkendt, fordi:

    a)

    den nederlandske lovgivning til gennemførelse af direktiv 91/676/EØF indeholdt anvendelsesstandarder for både kvælstof og phosphat, og anvendelsesstandarderne for phosphat tilsigtede en ligevægt i phosphatgødning i 2015

    b)

    Nederlandene har søgt at løse problemet med overskuddet af næringsstoffer fra husdyrgødning og mineralsk gødning ved hjælp af en række politiske instrumenter, og i perioden 1992-2002 er mængden af kvæg nedbragt med 17 %, svin med 14 % og får og geder med 21 %. Mængden af kvælstof og phosphor i husdyrgødning faldt med henholdsvis 29 % og 34 % i perioden 1985-2002. Overskuddet af kvælstof og phosphor faldt med henholdsvis 25 % og 37 % i perioden 1992-2002

    c)

    tilgængelige vandkvalitetsdata viste en nedadgående tendens for nitratkoncentrationen i grundvand og i næringsstofkoncentrationen (herunder phosphor) i overfladevand

    d)

    de tekniske og videnskabelige dokumenter, som blev præsenteret i den nederlandske anmodning, viste, at den foreslåede mængde på 250 kg kvælstof pr. hektar årligt fra kvæggødning i bedrifter med mindst 70 % græsjorder var forenelig med realiseringen af målet om 11,3 mg/l N (svarende til 50 mg/l NO3) i vand i alle jordtyper og intet phosphoroverskud, under optimale forvaltningsforhold

    e)

    de tekniske og videnskabelige dokumenter viste, at den foreslåede mængde på 250 kg kvælstof pr. hektar årligt fra kvæggødning i bedrifter med mindst 70 % græsjorder var velbegrundet ud fra objektive kriterier som en lang vækstsæson og afgrøder, der optager meget kvælstof.

    (3)

    Kommissionen mente derfor, at den mængde husdyrgødning, som Nederlandene søgte en undtagelse for, ikke ville hindre opfyldelsen af målene i direktiv 91/676/EØF, forudsat at bestemte strenge krav er opfyldt. Disse krav omfattede etablering af gødningsplaner for hver enkelt bedrift, registrering af gødningspraksis ved hjælp af gødningsregnskaber, periodisk jordanalyse, plantedække om vinteren efter majs, særlige bestemmelser for græspløjning, ingen anvendelse af husdyrgødning før pløjning af græs og tilpasning af gødningsmængden for at tage højde for bidraget fra bælgafgrøder. Bestemmelserne havde til formål at sikre en gødning tilpasset planternes behov og nedbringelse og forebyggelse af kvælstofudledning til vandressourcer.

    (4)

    For at undgå, at anvendelsen af den undtagelse for 2006-2009, Kommissionen godkendte med beslutning 2005/880/EF, skulle medføre en mere intensiv tilførsel, blev de kompetente myndigheder forpligtet til at sikre, at produktionen af husdyrgødning, for så vidt angår kvælstof og phosphor, ikke ville overstige 2002-niveauet i overensstemmelse med det tredje nederlandske handlingsprogram.

    (5)

    Nederlandene har i tide fremsendt de kort og rapporter, der er omhandlet i artikel 8 og artikel 10 i beslutning 2005/880/EF.

    (6)

    Den 14. juli 2009 forelagde Nederlandene en anmodning om en forlængelse af undtagelsen for Kommissionen. Anmodningen henviste til en detaljeret begrundelse og til det nederlandske parlaments godkendelse af det fjerde handlingsprogram for nitrater (2010-2013). I dette fjerde handlingsprogram angives de (betydelige) fremskridt, der blev opnået i tråd med betingelserne for 2006-2009-undtagelsen og udfordringerne for fremtiden. Det bygger videre på det tredje handlingsprogram og indeholder skærpede foranstaltninger, herunder strengere anvendelsesstandarder for kvælstof på sandjord, strengere anvendelsesstandarder for phosphor og længere lukkede perioder for gødningsanvendelser på jord (3). Disse lovbestemmelser sigter mod en yderligere reduktion af næringsstofoverskuddet og en yderligere forbedring af vandkvaliteten, i givet fald gennem en yderligere intensiveret indsats i perioden efter 2010-2013.

    (7)

    Vandkvaliteten viser en yderligere nedadgående tendens i grundvandets nitratkoncentration og i overfladevandets næringsstofkoncentration (herunder phosphor), og hovedvirkningerne af det tredje handlingsprogram forventes først i de kommende år.

    (8)

    Resultaterne af tilsyn og kontrol viser, at ca. 24 000 græsjordsbedrifter svarende til ca. 830 000 hektar dyrkede arealer i perioden 2006-2009 var omfattet af undtagelsen.

    (9)

    For at undgå, at anvendelsen af den undtagelse, der anmodes om, medfører en mere intensiv tilførsel, bør de kompetente myndigheder fortsat sikre, at produktionen af husdyrgødning, for så vidt angår kvælstof og phosphor, ikke overstiger 2002-niveauet.

    (10)

    De af Nederlandene hidtil opnåede resultater opfylder betingelserne i beslutning 2005/880/EF.

    (11)

    Den nødvendige lovgivning til gennemførelse af direktiv 91/676/EØF og gennemførelsen af det fjerde handlingsprogram er vedtaget, og bestemmelserne heri gælder ligeledes den undtagelse, der er anmodet om.

    (12)

    I betragtning af de foranstaltninger, som Nederlandene har forpligtet sig til i handlingsprogrammet for 2010-2013, finder Kommissionen, at den mængde gødning, som Nederlandene anmoder om for perioden 2010-2013, ikke vil forhindre imødekommelsen af målsætningerne i direktiv 91/676/EØF, hvis de samme strenge betingelser fastsat i beslutning 2005/880/EF overholdes.

    (13)

    Beslutning 2005/880/EF finder anvendelse indtil den 31. december 2009.

    (14)

    Med henblik på at sikre, at de berørte kvægbedrifter fortsat kan være omfattet af en undtagelse, er det hensigtsmæssigt at forlænge gyldigheden af beslutning 2005/880/EF til den 31. december 2013 på de samme betingelser som fastsat i artikel 4 til 10 i beslutning 2005/880/EF.

    (15)

    Fristen for indberetning til Kommissionen fastsat i artikel 10 i beslutning 2005/880/EF bør imidlertid ændres og tilpasses fristen for rapporteringskravene i henhold til artikel 8 i beslutning 2005/880/EF.

    (16)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Nitratkomitéen, der er nedsat ved artikel 9 i direktiv 91/676/EØF —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    I beslutning 2005/880/EF foretages følgende ændringer:

    1)

    Artikel 1 affattes således:

    »Artikel 1

    Nederlandenes anmodning om en undtagelse, der blev forelagt Kommissionen ved brev af 8. april 2005, og om en forlængelse, der blev forelagt ved brev af 14. juli 2009, og som tager sigte på at tillade tilførsel af en større mængde husdyrgødning end den mængde, der er fastsat i punkt 2, andet afsnit, indledningen og litra a), i bilag III til direktiv 91/676/EØF, godkendes.«

    2)

    Artikel 10, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

    »Rapporten fremsendes til Kommissionen hvert år i andet kvartal af året efter driftsåret.«

    3)

    Artikel 11 affattes således:

    »Artikel 11

    Anvendelse

    Denne afgørelse finder anvendelse indtil den 31. december 2013 inden for rammerne af Nederlandenes fjerde handlingsprogram for nitrater.«

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Nederlandene.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 5. februar 2010.

    På Kommissionens vegne

    Stavros DIMAS

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 375 af 31.12.1991, s. 1.

    (2)  EUT L 324 af 10.12.2005, s. 89.

    (3)  Lov af 26. november om ændring af gødningsloven (Staatsblad van het Koninkrijk der Nederlanden 2009, 551); regeringsbekendtgørelse af 9. november 2009 om ændring af regeringsbekendtgørelsen om anvendelse af gødning og regeringsbekendtgørelsen om drivhusgartneri (Staatsblad van het Koninkrijk der Nederlanden 2009, 477); regeringsbekendtgørelse af 14. december 2009 om ændring af gennemførelsesforanstaltningen for gødningsloven (Staatsblad van het Koninkrijk der Nederlanden 2009, 601); bekendtgørelse fra ministeren for landbrug, natur og fødevaresikkerhed af 15. december 2009 om ændring af gennemførelsesforordningen for gødningsloven (Staatscourant, 30.12.2009, 20342).


    Fuq