Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009R0044

    Rådets forordning (EF) nr. 44/2009 af 18. december 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 1338/2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri

    EUT L 17 af 22.1.2009, p. 1–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 22/01/2009

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2009/44/oj

    22.1.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 17/1


    RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 44/2009

    af 18. december 2008

    om ændring af forordning (EF) nr. 1338/2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 123, stk. 4, tredje punktum,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen,

    under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (1),

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 (3) kræver, at kreditinstitutter og alle andre hermed beslægtede institutter tager alle modtagne eurosedler og -mønter, som de ved eller har tilstrækkelige grunde til at tro er falske, ud af omløb og overgiver dem til de kompetente nationale myndigheder.

    (2)

    Det er vigtigt at sikre, at eurosedler og -mønter i omløb er ægte. Med henblik herpå bør kreditinstitutter og andre udbydere af betalingstjenester og andre økonomiske aktører, der deltager i håndtering og udlevering af pengesedler og -mønter, kontrollere ægtheden af de eurosedler og -mønter, de modtager, før de sætter dem i omløb igen, medmindre de stammer fra andre institutter eller personer, der også har kontrolpligt, eller de er udtaget som prøver hos myndigheder, der har beføjelse til at udstede dem. De andre økonomiske aktører såsom handlende og kasinoer, bør også have disse pligter, når de accessorisk forsyner bankers pengeautomater (kontantautomater), men de kan ikke være omfattet ud over disse accessoriske aktiviteter. For at efterkomme forpligtelsen til at kontrollere ægtheden har disse økonomiske aktører brug for tid til at tilpasse deres interne arbejdsgange. For så vidt angår pengesedler kan de procedurer, som fastlægges for de medlemsstater, der har indført euroen som deres fælles valuta, også omfatte de kontrollerede pengesedlers egnethed til omløb.

    (3)

    En korrekt indstilling af udstyret er en afgørende forudsætning for at kontrollere ægtheden af eurosedler og –mønter. Det er derfor nødvendigt, at der findes det nødvendige antal falske sedler og mønter på de steder, hvor afprøvningen skal ske. Det er derfor vigtigt, at der gives tilladelse til transport af falske sedler og mønter mellem kompetente nationale myndigheder samt institutioner og organer i Den Europæiske Union.

    (4)

    Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC) er nu fast etableret i Kommissionen ved Rådets beslutning 2003/861/EF (4) og Kommissionens afgørelse 2005/37/EF (5). Følgelig er bestemmelsen om, at ETSC sender data til Kommissionen ikke længere nødvendig.

    (5)

    Forordning (EF) nr. 1338/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    Ændringer

    I forordning (EF) nr. 1338/2001 foretages følgende ændringer:

    1)

    I artikel 2 foretages følgende ændringer:

    a)

    Litra c) affattes således:

    »c)

    »kreditinstitutter«: kreditinstitutter i henhold til artikel 4, nr. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (6).

    b)

    Følgende litra tilføjes:

    »g)

    »udbydere af betalingstjenester«: udbydere af betalingstjenester som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked (7).

    2)

    I artikel 4 foretages følgende ændringer:

    a)

    Titlen affattes således:

    »Forpligtelse til at videresende falske pengesedler«.

    b)

    I slutningen af stk. 2 tilføjes følgende punktummer:

    »Med henblik på at lette kontrollen af ægtheden af eurosedler i omløb tillades transport af falske sedler mellem kompetente nationale myndigheder samt Den Europæiske Unions institutioner og organer. Under transporten skal de falske sedler altid være ledsaget af transportordrer, som ovennævnte myndigheder, institutioner og organer har givet med henblik herpå.«

    c)

    I slutningen af stk. 3 tilføjes følgende punktum:

    »De kompetente nationale myndigheder kan dog tilsende det nationale analysecenter og eventuelt Den Europæiske Centralbank en del af en forsendelse af disse sedler til undersøgelse eller prøve.«

    3)

    I artikel 5 foretages følgende ændringer:

    a)

    Titlen affattes således:

    »Forpligtelse til at videresende falske mønter«.

    b)

    I slutningen af stk. 2 tilføjes følgende punktummer:

    »Med henblik på at lette kontrollen af ægtheden af euromønter i omløb tillades transport af falske mønter mellem kompetente nationale myndigheder samt Den Europæiske Unions institutioner og organer. Under transporten skal de falske mønter altid være ledsaget af transportordrer, som ovennævnte myndigheder, institutioner og organer har givet med henblik herpå.«

    c)

    I slutningen af stk. 3 tilføjes følgende punktum:

    »De kompetente nationale myndigheder kan dog tilsende CNAC og eventuelt ETSC en del af en forsendelse af disse mønter til undersøgelse eller prøve.«

    d)

    Stk. 4 affattes således:

    »4.   ETSC analyserer og klassificerer alle nye typer af falske euromønter. Med henblik herpå har ETSC adgang til tekniske og statistiske oplysninger, der er lagret i Den Europæiske Centralbank vedrørende falske euromønter. ETSC giver de kompetente nationale myndigheder og Den Europæiske Centralbank inden for dens ansvarsområde meddelelse om det relevante endelige resultat af analysen. Den Europæiske Centralbank meddeler Europol dette resultat, jf. den i artikel 3, stk. 3, nævnte aftale.«

    4)

    I artikel 6 foretages følgende ændringer:

    a)

    Titlen affattes således:

    »Pligter for institutter, der deltager i håndtering og udlevering af pengesedler og mønter til offentligheden«.

    b)

    Stk. 1 affattes således:

    »1.   Kreditinstitutter og andre udbydere af betalingstjenester for så vidt angår deres betalingsaktivitet samt alle andre økonomiske aktører, der deltager i håndtering og udlevering af pengesedler og mønter til offentligheden, herunder:

    institutter, hvis aktivitet består i veksling af pengesedler og mønter i forskellig valuta, som f.eks. vekselkontorer

    pengetransportvirksomheder

    andre økonomiske aktører såsom handlende og kasinoer, der accessorisk håndterer og leverer pengesedler til offentligheden via bankernes pengeautomater (kontantautomater) inden for rammerne af disse accessoriske aktiviteter

    har pligt til at sikre, at eurosedler og euromønter, som de har modtaget, og som de har til hensigt at bringe i omløb igen, kontrolleres med henblik på ægthed, og til at påse, at falske sedler og mønter afsløres.

    For eurosedlers vedkommende foretages denne kontrol i overensstemmelse med de procedurer, der fastlægges af Den Europæiske Centralbank (8).

    De institutter og økonomiske aktører, der er nævnt i første afsnit, har pligt til at tage alle eurosedler og euromønter, som de ved eller har tilstrækkelige grunde til at tro er falske, ud af omløb. De overgiver dem straks til de kompetente nationale myndigheder.

    c)

    Følgende stykke indsættes:

    »1a.   Som en undtagelse fra stk. 1, andet afsnit, foretages kontrollen af eurosedlers og -mønters ægthed i de medlemsstater, der ikke har euroen som fælles valuta:

    enten af uddannet personale

    eller af en automat til behandling af sedler eller mønter, der er opført på den liste, som er offentliggjort af Den Europæiske Centralbank for sedler (9), eller af Kommissionen for mønter (10).

    d)

    Stk. 3 affattes således:

    »3.   Med forbehold af de datoer, som Den Europæiske Centralbank fastsætter for anvendelsen af de procedurer, som den fastlægger, vedtager medlemsstaterne inden den 31. december 2011 love og administrative bestemmelser til gennemførelse af denne artikels stk. 1, første afsnit. De meddeler straks Kommissionen og Den Europæiske Centralbank disse.«

    Artikel 2

    Ikrafttrædelse

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2008.

    På Rådets vegne

    M. BARNIER

    Formand


    (1)  EUT C 27 af 31.1.2008, s. 1.

    (2)  Udtalelse af 17.12.2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Udtalelse afgivet på grundlag af en ikke-obligatorisk høring.

    (3)  EFT L 181 af 4.7.2001, s. 6.

    (4)  Rådets beslutning 2003/861/EF af 8.12.2003 om analyse og samarbejde vedrørende falske euromønter (EUT L 325 af 12.12.2003, s. 44).

    (5)  Kommissionens afgørelse af 29. oktober 2004 om oprettelse af Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC) og om samordning af de tekniske aktiviteter med henblik på at beskytte euromønterne mod falskmøntneri (EUT L 19 af 21.1.2005, s. 73).

    (6)  EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1

    (7)  EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1.”

    (8)  Jf. referencerammen for detektering af falske eurosedler og sortering efter kvalitet i kreditinstitutter og af andre, der håndterer kontanter som led i deres virksomhed, som findes på Den Europæiske Centralbanks websted: http://www.ecb.europa.eu/pub/pdf/other/recyclingeurobanknotes2005da.pdf«;

    (9)  Den liste, som ECB har offentliggjort, findes på: http://www.ecb.int/euro/cashhand/devices/results/html/index.fr.html

    (10)  Den liste, som Kommissionen har offentliggjort, findes på: http://ec.europa.eu/anti_fraud/pages_euro/euro-coins/machines.pdf«


    Top