Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009L0127

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/127/EF af 21. oktober 2009 om ændring af direktiv 2006/42/EF for så vidt angår pesticidudbringningsmaskiner (EØS-relevant tekst)

OJ L 310, 25.11.2009, p. 29–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 13 Volume 059 P. 118 - 122

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2009/127/oj

25.11.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 310/29


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/127/EF

af 21. oktober 2009

om ændring af direktiv 2006/42/EF for så vidt angår pesticidudbringningsmaskiner

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det er almindelig anerkendt, at anvendelsen af pesticider medfører risici både for menneskers sundhed og for miljøet. I sin meddelelse af 12. juli 2006 om »Temastrategi for bæredygtig anvendelse af pesticider« har Kommissionen fastlagt en strategi, der har til formål at mindske de risici for menneskers sundhed og for miljøet, som er forbundet med anvendelsen af pesticider. Endvidere har Europa-Parlamentet og Rådet vedtaget direktiv 2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider (3) (rammedirektivet).

(2)

Konstruktionen, fremstillingen og vedligeholdelsen af pesticidudbringningsmaskiner spiller en vigtig rolle i bestræbelserne på at mindske pesticiders skadelige virkninger for menneskers sundhed og miljøet. Rammedirektivet indfører krav til inspektion og vedligeholdelse af pesticidudbringningsmaskiner, som allerede er i professionel brug.

(3)

Rammedirektivet finder anvendelse på pesticider, som er plantebeskyttelsesmidler. Det er derfor passende at begrænse nærværende direktivs anvendelsesområde til maskiner til udbringning af pesticider, som er plantebeskyttelsesmidler. Eftersom det forventes, at rammedirektivets anvendelsesområde vil blive udvidet til at omfatte biocidholdige produkter, bør udvidelsen af miljøbeskyttelseskravenes anvendelsesområde til at omfatte maskiner til udbringning af biocidholdige produkter dog undersøges af Kommissionen senest den 31. december 2012.

(4)

Beskyttelse af menneskers sikkerhed og sundhed og i givet fald af husdyr og formuegoder er allerede omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner (4). Det er derfor hensigtsmæssigt, at væsentlige miljøbeskyttelsesbestemmelser om konstruktionen og fremstillingen af nye pesticidudbringningsmaskiner integreres i direktiv 2006/42/EF, idet det sikres, at disse krav er i overensstemmelse med kravene i rammedirektivet om vedligeholdelse og inspektion.

(5)

Med henblik herpå er det også nødvendigt at indføje en henvisning til beskyttelsen af miljøet i direktiv 2006/42/EF og begrænse denne målsætning til den kategori af maskiner og de risici, som er underkastet særlige miljøbeskyttelseskrav.

(6)

Pesticidudbringningsmaskiner omfatter selvkørende, bugserede, køretøjsmonterede, semimonterede og luftbårne maskiner samt stationære maskiner beregnet til pesticidudbringning til såvel professionel som ikke-professionel brug. Pesticidudbringningsmaskiner omfatter også mekanisk drevne eller manuelt betjente bærbare og håndholdte maskiner med trykkammer.

(7)

Dette direktiv omfatter kun de væsentlige krav, som pesticidudbringningsmaskinerne skal opfylde, inden de markedsføres og/eller ibrugtages, mens de europæiske standardiseringsorganisationer er ansvarlige for at opstille harmoniserede standarder med detaljerede specifikationer for de forskellige kategorier af sådanne maskiner, således at fabrikanten kan opfylde disse krav.

(8)

Det er væsentligt, at alle de berørte parter, herunder industrien, landbrugerne og miljøorganisationerne, inddrages på lige fod i udformningen af de harmoniserede standarder for at sikre, at disse standarder vedtages på grundlag af en klar konsensus mellem alle aktører.

(9)

Direktiv 2006/42/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (5) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.

(11)

Hvor den tilgængelige videnskabelige viden ikke er tilstrækkelig til at danne grundlag for en nøjagtig risikovurdering, bør medlemsstaterne, når de træffer foranstaltninger efter dette direktiv, anvende forsigtighedsprincippet, som er et fællesskabsretligt princip, der bl.a. er beskrevet i Kommissionens meddelelse af 2. februar 2000, under behørig hensyntagen til de andre regler og principper i direktiv 2006/42/EF, såsom varernes frie bevægelighed og formodningen om overensstemmelse —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer af direktiv 2006/42/EF

I direktiv 2006/42/EF foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 2, stk. 2, indsættes følgende litra:

»m)

»væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav«: obligatoriske bestemmelser vedrørende konstruktion og fremstilling af produkter, der er omfattet af dette direktiv, som skal sikre et højt beskyttelsesniveau for personers sikkerhed og sundhed og i givet fald for husdyr og formuegoder og, når det er relevant, for miljøet.

De væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav er fastsat i bilag I. Væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i tilknytning til beskyttelse af miljøet finder kun anvendelse på maskiner, der er omhandlet i dette bilags punkt 2.4.«

2)

Artikel 4, stk. 1, affattes således:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, så maskiner kun kan markedsføres og/eller ibrugtages, såfremt de opfylder dette direktivs relevante bestemmelser og ikke udgør en risiko for personers sikkerhed og sundhed og i givet fald for husdyr og formuegoder og, når det er relevant, for miljøet, hvis de installeres og vedligeholdes på passende vis og anvendes til den forudsatte anvendelse eller under forhold, der med rimelighed kan forudses.«

3)

Artikel 9, stk. 3, første afsnit, affattes således:

»I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, hører Kommissionen medlemsstaterne og de andre berørte parter og meddeler dem, hvilke foranstaltninger den har til hensigt at træffe for på fællesskabsplan at sikre borgerne et højt sundhedsbeskyttelses- og sikkerhedsniveau og i givet fald et højt beskyttelsesniveau for husdyr og formuegoder og, når det er relevant, for miljøet.«

4)

Artikel 11, stk. 1, affattes således:

»1.   Konstaterer en medlemsstat, at en maskine, der er omfattet af dette direktiv og er forsynet med CE-mærkning og ledsaget af EF-overensstemmelseserklæringen, og som anvendes i overensstemmelse med dens bestemmelse eller under forhold, der med rimelighed kan forudses, kan udgøre en risiko for personers sikkerhed eller sundhed eller i givet fald for husdyr eller formuegoder eller, når det er relevant, for miljøet, træffer den alle nødvendige foranstaltninger for at trække den pågældende maskine tilbage fra markedet, forbyde markedsføring og/eller ibrugtagning af sådant maskineri eller indskrænke den frie bevægelighed herfor.«

5)

I bilag I foretages følgende ændringer:

a)

Punkt 4 i »Generelle principper« affattes således:

»4.

Dette bilag er opdelt i flere dele. Første del er generel og finder anvendelse på alle former for maskiner. De øvrige dele vedrører visse former for mere specifikke farer. Det er dog væsentligt at gennemgå dette bilag i dets helhed for at være sikker på at opfylde alle de relevante væsentlige krav. Når der konstrueres maskiner, skal der tages hensyn til kravene i den generelle del og kravene i en eller flere af de øvrige dele alt efter resultaterne af risikovurderingen udført i overensstemmelse med punkt 1 i disse Generelle Principper. Væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i tilknytning til beskyttelse af miljøet finder kun anvendelse på maskiner, der er omhandlet i punkt 2.4.«

b)

I kapitel 2 foretages følgende ændringer:

i)

Første afsnit affattes således:

»Fødevaremaskiner og maskiner til kosmetiske eller farmaceutiske produkter, håndholdte og/eller håndførte maskiner, bærbare fastgørelsesmaskiner og andre bærbare slagmaskiner samt maskiner til bearbejdning af træ og materialer med tilsvarende fysiske egenskaber og pesticidudbringningsmaskiner skal opfylde alle de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav, der er fastsat i dette kapitel (jf. Generelle principper, punkt 4).«

ii)

Følgende punkt tilføjes:

»2.4.   PESTICIDUDBRINGNINGSMASKINER

2.4.1.    Definition

»Pesticidudbringningsmaskiner«: maskiner, som er specielt beregnet til udbringning af plantebeskyttelsesprodukter, jf. artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (6).

2.4.2.    Generelt

Fabrikanten af pesticidudbringningsmaskiner eller dennes repræsentant skal sikre, at der foretages en vurdering af risikoen for utilsigtet eksponering af miljøet for pesticider i overensstemmelse med risikovurderings- og risikonedsættelsesprocessen i Generelle principper, punkt 1.

Pesticidudbringningsmaskiner skal konstrueres og fremstilles under hensyntagen til resultaterne af risikovurderingen, jf. første afsnit, på en sådan måde, at de kan betjenes, indstilles og vedligeholdes uden utilsigtet eksponering af miljøet for pesticider.

Lækager skal undgås til enhver tid.

2.4.3.    Betjening og overvågning

Det skal være muligt præcist og uden vanskeligheder at betjene, overvåge og omgående afbryde pesticidudbringningen fra operatørpladserne.

2.4.4.    Påfyldning og tømning

Maskiner skal konstrueres og fremstilles på en sådan måde, at præcis påfyldning af den nødvendige pesticidmængde er let, og der sikres en nem og fuldstændig tømning, samtidig med at der ikke sker spild af pesticid, og forurening af vandforsyningen undgås ved sådanne operationer.

2.4.5.    Udbringning af pesticider

2.4.5.1.   Udbringningshastighed

Maskinerne skal være forsynet med anordninger, som gør det let at justere udbringningshastigheden præcist og pålideligt.

2.4.5.2.   Pesticidfordeling, -aflejring og -afdrift

Maskiner skal konstrueres og fremstilles på en sådan måde, at pesticidet aflejres på behandlingsarealet, for at spildet uden for behandlingsarealerne begrænses til et minimum og for at undgå pesticidafdrift til omgivelserne. Der skal, når det er hensigtsmæssigt, sikres en jævn fordeling og en ensartet aflejring.

2.4.5.3.   Afprøvninger

Med henblik på at kontrollere, at de relevante maskindele opfylder kravene i punkt 2.4.5.1 og 2.4.5.2 skal fabrikanten eller dennes repræsentant foretage relevante afprøvninger af hver type maskine eller sørge for, at sådanne afprøvninger foretages.

2.4.5.4.   Spild ved standsning

Maskiner skal konstrueres og fremstilles med henblik på at undgå spild, når pesticidudbringningen er standset.

2.4.6.    Vedligeholdelse

2.4.6.1.   Rengøring

En maskine skal konstrueres og fremstilles på en sådan måde, at der let kan foretages en grundig rengøring af den uden forurening af omgivelserne.

2.4.6.2.   Service

En maskine skal konstrueres og fremstilles på en sådan måde, at udskiftning af slidte dele let kan foretages uden forurening af omgivelserne.

2.4.7.    Inspektioner

Det skal være muligt let at tilslutte de nødvendige måleinstrumenter til maskinen for at kontrollere, om den fungerer korrekt.

2.4.8.    Mærkning af dyser, sier og filtre

Dyser, sier og filtre skal være mærket på en sådan måde, at type og størrelse klart kan aflæses.

2.4.9.    Angivelse af det anvendte pesticid

Når det er hensigtsmæssigt, forsynes maskinen med et specifikt ophæng, hvor operatøren kan anføre navnet på det anvendte pesticid.

2.4.10.    Brugsanvisning

Brugsanvisningen skal indeholde følgende oplysninger:

a)

forholdsregler, der skal tages ved blanding, påfyldning, udbringning, tømning, rengøring, servicering og transport for at undgå forurening af omgivelserne

b)

detaljerede anvendelsesbetingelser for de forskellige påtænkte driftsmiljøer, herunder den tilhørende klargøring, der kræves for at sikre, at pesticidet aflejres på behandlingsarealerne, og at spildet uden for behandlingsarealerne begrænses til et minimum, for at undgå afdrift til miljøet og i givet fald for at sikre en jævn fordeling og ensartet aflejring af pesticidet

c)

de typer og størrelser af dyser, sier og filtre, der kan anvendes med maskinen

d)

kontrolhyppighed og kriterier for samt metoden til udskiftning af dele, der er udsat for slid, som indvirker på maskinens korrekte funktion, f.eks. dyser, sier og filtre

e)

specifikation for kalibrering, daglig vedligeholdelse, vinterklargøring og andre former for kontrol, der er nødvendig for at sikre, at maskinen fungerer korrekt

f)

pesticidtyper, der kan få maskinen til at fungere ukorrekt

g)

en angivelse af at operatøren bør holde navnet på det anvendte pesticid ajourført på det specifikke ophæng i punkt 2.4.9

h)

tilkobling og anvendelse af specialudstyr og tilbehør samt de nødvendige forholdsregler, der skal tages

i)

en angivelse af at maskinen kan være omfattet af nationale krav om regelmæssig inspektion foretaget af udpegede organer som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider (7)

j)

de af maskinens funktioner, der skal inspiceres for at sikre, at den fungerer korrekt

k)

brugsanvisning vedrørende tilkobling af de nødvendige måleinstrumenter.

Artikel 2

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 15. juni 2011 de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen derom.

Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den 15. december 2011.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 21. oktober 2009.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BUZEK

Formand

På Rådets vegne

C. MALMSTRÖM

Formand


(1)  EUT C 182 af 4.8.2009, s. 44.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 22.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 24.9.2009.

(3)  EUT L 309 af 24.11.2009, s. 71.

(4)  EUT L 157 af 9.6.2006, s. 24.

(5)  EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.

(6)  EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.

(7)  EUT L 309 af 24.11.2009, s. 71


Top