Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009L0115

    Kommissionens direktiv 2009/115/EF af 31. august 2009 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF for at optage methomyl som aktivstof (EØS-relevant tekst)

    EUT L 228 af 1.9.2009, p. 17–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 13/06/2011

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2009/115/oj

    1.9.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 228/17


    KOMMISSIONENS DIREKTIV 2009/115/EF

    af 31. august 2009

    om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF for at optage methomyl som aktivstof

    (EØS-relevant tekst)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (1), særlig artikel 6, stk. 1, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 451/2000 (2) og (EF) nr. 703/2001 (3) er der fastsat nærmere bestemmelser for iværksættelsen af anden fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF, ligesom der er opstillet en liste over aktivstoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Denne liste omfattede methomyl. Ved Kommissionens beslutning 2007/628/EF (4) blev det besluttet ikke at optage methomyl i bilag I til direktiv 91/414/EØF.

    (2)

    Den oprindelige anmelder har i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF indgivet en ny ansøgning og anmodet om, at den blev behandlet efter den fremskyndede procedure, der er omhandlet i artikel 14-19 i Kommissionens forordning (EF) nr. 33/2008 af 17. januar 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 91/414/EØF for så vidt angår en almindelig og en fremskyndet procedure for vurdering af aktivstoffer, der har været omfattet af det i artikel 8, stk. 2, i samme direktiv omhandlede arbejdsprogram, men som ikke er optaget i direktivets bilag I (5).

    (3)

    Ansøgningen blev indgivet til Det Forenede Kongerige, der blev udpeget som rapporterende medlemsstat ved forordning (EF) nr. 451/2000. Tidsfristen for den fremskyndede procedure er overholdt. Aktivstoffets specifikation og de anvendelsesformål, der er fremlagt dokumentation for, er de samme som i beslutning 2007/628/EF. Ansøgningen opfylder ligeledes de øvrige indholdsmæssige og proceduremæssige krav i artikel 15 i forordning (EF) nr. 33/2008.

    (4)

    Det Forenede Kongerige har evalueret de nye oplysninger og data, som anmelderen har forelagt, og udarbejdede en supplerende rapport den 15. maj 2008.

    (5)

    Medlemsstaterne og EFSA har underkastet den supplerende rapport et peer review, og den blev forelagt Kommissionen den 19. december 2008 i form af EFSA's videnskabelige rapport om methomyl (6). Denne rapport er blevet behandlet af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og behandlingen blev afsluttet den 12. juni 2009 med Kommissionens reviderede vurderingsrapport om methomyl.

    (6)

    Den rapporterende medlemsstats nye vurdering og EFSA's nye konklusion vedrørte hovedsageligt de problematiske forhold, der medførte en afvisning af at optage stoffet i bilag I. Det drejede sig om den uacceptable eksponering af brugerne, den ufyldestgørende konklusion i eksponeringsvurderingen for arbejdstagere og andre tilstedeværende samt den høje risiko for fugle og pattedyr, vandorganismer, bier og leddyr, som ikke er målarter.

    (7)

    Anmelderen fremlagde nye data og oplysninger i det nye dossier, og der blev foretaget en ny vurdering, der indgik i den supplerende rapport og i EFSA's videnskabelige rapport om methomyl. Det blev derved påvist, at eksponeringen af brugerne kan gøres acceptabel, hvis der bæres værnemidler ud over de i det oprindelige dossier anførte. For så vidt angår risikoen for arbejdstagere og andre tilstedeværende, blev det præciseret, at der ikke forventes at opstå nogen uacceptabel risiko i forbindelse med de anvendelsesformål, der er fremlagt dokumentation for i det genindsendte dossier. Endvidere kan risikoen for fugle og pattedyr, vandorganismer, bier og leddyr, som ikke er målarter, anses for at være acceptabel, forudsat at der anvendes en dosering, der er effektiv, men så lille som mulig, og at der træffes passende risikostyringsforanstaltninger.

    (8)

    De supplerende oplysninger fra anmelderen gør det derfor muligt at udelukke de specifikke problematiske forhold, der medførte en afvisning af at optage stoffet i bilag I. Der er ikke fremkommet andre uafklarede videnskabelige spørgsmål.

    (9)

    Det fremgår af diverse undersøgelser, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder methomyl, kan forventes generelt at opfylde kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 91/414/EØF, især med hensyn til de anvendelsesformål, der er undersøgt og udførligt beskrevet i Kommissionens reviderede vurderingsrapport. Methomyl bør derfor optages i bilag I for at sikre, at godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende aktivstof, i alle medlemsstater finder sted i overensstemmelse med direktivet.

    (10)

    For imidlertid at udelukke enhver tilsigtet eller utilsigtet forgiftning bør det kræves, at der blandes en repellent og/eller et brækmiddel i plantebeskyttelsesmidler, der indeholder methomyl, og at disse plantebeskyttelsesmidler kun må tillades anvendt af professionelle brugere.

    (11)

    Direktiv 91/414/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (12)

    Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

    UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

    Artikel 1

    Bilag I til direktiv 91/414/EØF ændres som angivet i bilaget til nærværende direktiv.

    Artikel 2

    Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. januar 2010. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

    Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

    Artikel 3

    Dette direktiv træder i kraft den 1. september 2009.

    Artikel 4

    Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 31. august 2009.

    På Kommissionens vegne

    Androulla VASSILIOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1.

    (2)  EFT L 55 af 29.2.2000, s. 25.

    (3)  EFT L 98 af 7.4.2001, s. 6.

    (4)  EUT L 255 af 29.9.2007, s. 40.

    (5)  EUT L 15 af 18.1.2008, s. 5.

    (6)  EFSA's videnskabelige rapport (2008) 222 — »Conclusion regarding the peer review of the pesticide risk assessment of the active substance methomyl« (genudsendt den 19.12.2008).


    BILAG

    Følgende indsættes sidst i tabellen i bilag I til direktiv 91/414/EØF:

    Nr.

    Almindeligt anvendt navn, identifikationsnr.

    IUPAC-navn

    Renhed (1)

    Ikrafttrædelse

    Udløbsdato for stoffets optagelse i listen

    Særlige bestemmelser

     

    »Methomyl

    CAS-nr.: 16752-77-50

    CIPAC-nr.: 264

    S-methyl (EZ)-N-(methylcarbamoyloxy)thioacetimidat

    ≥ 980 g/kg

    1. september 2009

    31. august 2019

    DEL A

    Må kun tillades anvendt som insekticid på grøntsager i doseringer på højst 0,25 kg aktivstof pr. hektar pr. anvendelse og højst to gange pr. dyrkningssæson.

    Må kun tillades anvendt af professionelle brugere.

    DEL B

    Med henblik på gennemførelsen af de ensartede principper i bilag VI skal der tages hensyn til konklusionerne i den reviderede vurderingsrapport om methomyl, særlig tillæg I og II, som færdigbehandlet i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 12. juni 2009.

    Ved denne samlede vurdering skal medlemsstaterne:

    være særligt opmærksomme på brugerens sikkerhed: Anvendelsesbetingelserne skal foreskrive brug af egnede personlige værnemidler. Medlemsstaterne skal især være opmærksomme på eksponeringen af brugere, der anvender ryg- eller håndsprøjter

    være særligt opmærksomme på at beskytte fugle

    være særligt opmærksomme på at beskytte vandorganismer: godkendelsesbetingelserne skal omfatte risikobegrænsende foranstaltninger, hvis det er relevant, f.eks. stødpudezoner, mindskelse af afstrømningen og dyser til mindskelse af afdriften

    være særligt opmærksomme på at beskytte leddyr, der ikke er målarter, navnlig bier: der træffes risikobegrænsende foranstaltninger for at undgå enhver berøring med bier.

    Medlemsstaterne sørger for, at methomylbaserede formuleringer indeholder effektive repellenter og/eller brækmidler.

    Godkendelsesbetingelserne skal, hvis det er relevant, omfatte yderligere risikobegrænsende foranstaltninger.«


    (1)  Yderligere oplysninger om aktivstoffernes identitet og specifikationer fremgår af den reviderede vurderingsrapport.


    Top