(1)

Anklagedes ret til selv at være til stede under retssagen indgår i retten til en retfærdig rettergang i henhold til artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen har endvidere erklæret, at anklagedes ret til selv at være til stede under retssagen ikke er absolut, og at anklagede under visse omstændigheder af egen fri vilje udtrykkeligt eller stiltiende, men utvetydigt, kan give afkald på denne ret.

(2)

De forskellige rammeafgørelser om gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af endelige retsafgørelser behandler ikke konsekvent spørgsmålet om afgørelser afsagt under en retssag, hvor den pågældende person ikke selv var til stede. Disse forskelle vil kunne vanskeliggøre juristernes arbejde og hindre det retlige samarbejde.

(3)

De løsninger, der er valgt i disse rammeafgørelser, er ikke tilfredsstillende for så vidt angår sager, hvor den pågældende ikke har kunnet underrettes om retssagen. I henhold til rammeafgørelse 2005/214/RIA om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe (2), 2006/783/RIA om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation (3), 2008/409/RIA om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (4) og 2008/947/RIA om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme og afgørelser om prøvetid med tilsyn med henblik på tilsyn med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner (5) kan den fuldbyrdende myndighed nægte at fuldbyrde sådanne domme. I henhold til rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (6) kan den fuldbyrdende myndighed kræve, at den udstedende myndighed giver garantier, der skønnes tilstrækkelige til at sikre, at den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, får adgang til at få sagen genoptaget i udstedelsesmedlemsstaten og til at være til stede ved domsafsigelsen. Det er den fuldbyrdende myndighed, der skal afgøre, om disse garantier er tilstrækkelige, og det er derfor svært at vide, nøjagtigt hvornår fuldbyrdelse kan nægtes.

(4)

Det er derfor nødvendigt at fastsætte klare og fælles grunde til at undlade at anerkende afgørelser afsagt under en retssag, hvor den pågældende person ikke selv var til stede. Denne rammeafgørelse tager sigte på at præcisere definitionen af sådanne fælles grunde, der giver den fuldbyrdende myndighed mulighed for at fuldbyrde afgørelsen, selv om den pågældende person ikke var til stede under retssagen, under fuld hensyntagen til personens ret til et forsvar. Det er ikke meningen, at denne rammeafgørelse skal regulere de former og metoder, herunder proceduremæssige krav, der skal anvendes for at opnå de i rammeafgørelsen angivne resultater, hvilket henhører under medlemsstaternes nationale ret.

(5)

Sådanne ændringer kræver en ændring af de gældende rammeafgørelser om gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af endelige retsafgørelser. De nye bestemmelser bør desuden danne grundlag for de kommende retsakter på dette område.

(6)

Bestemmelserne i denne rammeafgørelse om ændring af andre rammeafgørelser fastsætter betingelser for, hvornår anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse afsagt under en retssag, hvor den pågældende person ikke selv var til stede, ikke bør nægtes. Det drejer sig om alternative betingelser; når en af betingelserne er opfyldt, garanterer den udstedende myndighed ved at udfylde den dertil indrettede del af den europæiske arrestordre eller af den relevante attest til de andre rammeafgørelser, at kravene er eller vil blive opfyldt, hvilket bør være tilstrækkeligt til, at afgørelsen kan fuldbyrdes på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse.

(7)

Anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse afsagt under en retssag, hvor den pågældende person ikke selv var til stede, bør ikke nægtes, hvis han/hun enten er blevet indkaldt personligt og derved er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, eller hvis han/hun på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den pågældende retssag på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at han/hun var klar over den berammede retssag. I denne forbindelse forudsættes det, at den pågældende er blevet underrettet »i tide«, dvs. i så god tid, at han/hun har kunnet deltage i retssagen og effektivt udøve sin ret til et forsvar.

(8)

Anklagedes ret til en retfærdig rettergang er sikret ved konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Denne ret omfatter den pågældendes ret til selv at være til stede under retssagen. For at kunne udnytte denne ret skal den pågældende være klar over den berammede retssag. I henhold til denne rammeafgørelse skal hver enkelt medlemsstat i overensstemmelse med national ret sikre, at den pågældende er klar over retssagen, idet kravene i denne konvention samtidig overholdes. Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis kan der, når det afgøres, om den måde, hvorpå underretningen er givet, er tilstrækkelig til at sikre, at den sigtede er klar over retssagen, eventuelt også tages særligt hensyn til den omhu, som den pågældende har udøvet for at modtage den underretning, som er stilet til ham/hende.

(9)

Det fastsatte tidspunkt for en retssag kan af praktiske grunde i første omgang angives som flere mulige datoer inden for et kort tidsrum.

(10)

Anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse afsagt under en retssag, hvor den pågældende person ikke selv var til stede, bør ikke nægtes, hvis han/hun var klar over den berammede retssag og under denne blev forsvaret af en juridisk rådgiver, som han/hun havde givet mandat hertil, for at sikre praktisk og effektiv retshjælp. Det bør i den forbindelse ikke have nogen betydning, om den juridiske rådgiver blev valgt, udpeget og betalt af den pågældende, eller om den juridiske rådgiver blev udpeget og betalt af staten, idet det dog forudsættes, at den pågældende bevidst har valgt at lade sig repræsentere af en juridisk rådgiver i stedet for selv at være til stede under retssagen. Udpegelsen af den juridiske rådgiver og beslægtede spørgsmål henhører under national ret.

(11)

I fælles løsninger vedrørende grunde til at undlade anerkendelse i de relevante nugældende rammeafgørelser bør der tages hensyn til de forskellige situationer med hensyn til den pågældendes ret til fornyet prøvelse eller anke. En sådan fornyet prøvelse eller anke skal sikre retten til et forsvar og er kendetegnet ved følgende elementer: Den pågældende person har ret til at være til stede, sagens realiteter inklusive nye beviser bliver taget op (igen), og sagen kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres.

(12)

Der bør sikres ret til fornyet prøvelse eller anke, når afgørelsen allerede er blevet forkyndt, samt når den endnu ikke er forkyndt, men vil blive forkyndt straks efter overgivelsen, som tilfældet er med den europæiske arrestordre. Sidstnævnte tilfælde vedrører en situation, hvor det ikke er lykkedes myndighederne at kontakte den pågældende, især fordi han/hun forsøgte at unddrage sig retsforfølgning.

(13)

Hvis den europæiske arrestordre udstedes med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og den pågældende person ikke tidligere har modtaget nogen officiel underretning om straffesagen imod ham/hende, og heller ikke har fået forkyndt afgørelsen, bør den pågældende efter anmodning i den fuldbyrdende medlemsstat modtage en genpart af dommen, der kun er til orientering. De udstedende og fuldbyrdende judicielle myndigheder bør, hvor det er relevant, konsultere hinanden om behovet og de eksisterende muligheder for at stille en oversættelse af dommen eller væsentlige dele heraf til rådighed for den pågældende person på et sprog, han/hun forstår. En sådan tilrådighedsstillelse af dommen bør hverken forsinke overgivelsesproceduren eller forsinke afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre.

(14)

Denne rammeafgørelse indskrænker sig til at præcisere definitionen af grunde til at undlade anerkendelse i retsakter om gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse. Bestemmelser som dem, der vedrører retten til at få en sag genoptaget, har derfor et anvendelsesområde, der er begrænset til en definition af disse grunde til at undlade anerkendelse. De tager ikke sigte på en harmonisering af de nationale lovgivninger. Denne rammeafgørelse berører ikke Den Europæiske Unions fremtidige instrumenter til indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning på det strafferetlige område.

(15)

Grundene til at undlade anerkendelse er fakultative. Medlemsstaternes mandat til at fastsætte disse grunde i national ret er imidlertid særligt bestemt af retten til en retfærdig rettergang, under hensyn til det overordnede formål med denne rammeafgørelse, som er at styrke personers proceduremæssige rettigheder og lette det retlige samarbejde i straffesager —

1)

Følgende artikel indsættes:

2)

I artikel 5 udgår stk. 1.

3)

I bilaget (EUROPÆISK ARRESTORDRE) affattes litra d) således:

1)

Artikel 7, stk. 2, ændres således:

2)

Artikel 7, stk. 3, affattes således:

3)

I litra h) i bilaget (attest) affattes punkt 3 således:

1)

Artikel 8, stk. 2, litra e), affattes således:

2)

I bilaget (attest) affattes litra j) således:

1)

Artikel 9, stk. 1, litra i), affattes således:

2)

I litra i) i bilag I (attest) affattes nr. 1 således:

1)

Artikel 11, stk. 1, litra h), affattes således:

2)

I bilag I (attest) affattes litra h) således: