Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009E0136

    Rådets fælles aktion 2009/136/FUSP af 16. februar 2009 om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten

    EUT L 46 af 17.2.2009, p. 65–68 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/08/2010

    ELI: http://data.europa.eu/eli/joint_action/2009/136/oj

    17.2.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 46/65


    RÅDETS FÆLLES AKTION 2009/136/FUSP

    af 16. februar 2009

    om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, artikel 18, stk. 5, og artikel 23, stk. 2, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Rådet vedtog den 21. juli 2003 fælles aktion 2003/537/FUSP (1) om udnævnelse af Marc OTTE som Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for fredsprocessen i Mellemøsten.

    (2)

    Rådet vedtog den 18. februar 2008 fælles aktion 2008/133/FUSP (2) om ændring og forlængelse af mandatet for EUSR til den 28. februar 2009.

    (3)

    På grundlag af en fornyet gennemgang af fælles aktion 2008/133/FUSP bør mandatet for EUSR forlænges med yderligere 12 måneder.

    (4)

    EUSR skal gennemføre sit mandat under forhold, som muligvis vil blive forværret, og som vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. traktatens artikel 11 —

    VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

    Artikel 1

    Den Europæiske Unions særlige repræsentant

    Marc OTTEs mandat som Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for fredsprocessen i Mellemøsten forlænges hermed til den 28. februar 2010.

    Artikel 2

    Politikmål

    1.   Mandatet for EUSR bygger på EU's politikmål for fredsprocessen i Mellemøsten.

    2.   Disse mål omfatter:

    a)

    en to-statsløsning, hvor Israel og en demokratisk, levedygtig, fredelig og uafhængig palæstinensisk stat lever side om side inden for sikre og anerkendte grænser med normale forbindelser med deres naboer i overensstemmelse med Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråds resolutioner 242(1967), 338(1973), 1397(2002) og 1402(2002) og ud fra Madridkonferencens principper

    b)

    en løsning i det israelsk-syriske og det israelsk-libanesiske spor

    c)

    en retfærdig løsning på det komplekse spørgsmål om Jerusalem samt en løsning, der er retfærdig, holdbar og fastlagt i fællesskab, med hensyn til spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge

    d)

    opfølgning af Annapolisprocessen hen imod en endelig statusaftale og oprettelse af en palæstinensisk stat, herunder styrkelse af kvartettens rolle som køreplanens vogter, navnlig med henblik på overvågning af gennemførelsen af de forpligtelser, begge parter har ifølge køreplanen og i overensstemmelse med alle internationale bestræbelser på at skabe en samlet arabisk-israelsk fred

    e)

    etablering af holdbare og effektive politiforhold under palæstinensisk ejerskab i overensstemmelse med de bedste internationale standarder i samarbejde med Det Europæiske Fællesskabs programmer for institutionsopbygning samt andre internationale bestræbelser inden for sikkerhedssektoren, herunder en reform af strafferetssystemet

    f)

    genåbning af grænseovergangene i Gaza, herunder grænseovergangen i Rafah, og sikring af tilstedeværelsen af en tredjepart, hvis begge parter er enige om det, i samarbejde med Fællesskabets institutionsopbygningsindsats.

    3.   Disse mål tager udgangspunkt i EU's tilsagn om:

    a)

    at arbejde sammen med parterne og med partnere i det internationale samfund, navnlig inden for rammerne af Mellemøstkvartetten, for at udnytte alle muligheder for at opnå fred og sikre alle befolkninger i regionen en værdig fremtid

    b)

    fortsat at støtte palæstinensernes indførelse af politiske og administrative reformer, valgprocessen og sikkerhedsreformer

    c)

    i fuldt omfang bidrage til fredsopbygningen og genoprettelsen af den palæstinensiske økonomi som en integrerende del af den regionale udvikling.

    4.   EUSR skal støtte generalsekretæren/den højtstående repræsentant i dennes arbejde i regionen, herunder inden for rammerne af Mellemøstkvartetten.

    Artikel 3

    Mandat

    For at nå politikmålene har EUSR mandat til:

    a)

    at bidrage aktivt og effektivt på EU's vegne til aktioner og initiativer, der fører til en endelig løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere og konflikten mellem henholdsvis Israel og Syrien og Israel og Libanon

    b)

    at fremme og holde nære kontakter med alle parterne i fredsprocessen i Mellemøsten, andre lande i regionen, medlemmerne af Mellemøstkvartetten og andre relevante lande samt FN og andre relevante internationale organisationer for sammen med dem at arbejde på at styrke fredsprocessen

    c)

    at sikre, at EU fortsat er til stede i området og i de relevante internationale fora og bidrager til krisestyring og -forebyggelse

    d)

    at overvåge og støtte fredsforhandlingerne mellem parterne og tilbyde EU's råd og mægling, hvis det er relevant

    e)

    på anmodning at bidrage til gennemførelsen af internationale aftaler mellem parterne og at tage diplomatiske kontakter med dem, såfremt vilkårene i disse aftaler ikke overholdes

    f)

    at være særlig opmærksom på faktorer, der påvirker den regionale dimension af fredsprocessen i Mellemøsten

    g)

    at gå ind i en konstruktiv drøftelse med stater, der har undertegnet aftaler inden for rammerne af fredsprocessen, for derved at fremme overholdelsen af de grundlæggende regler for demokrati, herunder respekten for menneskerettighederne og retsstatsprincippet

    h)

    at bidrage til gennemførelsen af EU's menneskerettighedspolitik og EU's retningslinjer om menneskerettigheder, navnlig med hensyn til børn og kvinder i konfliktramte områder, især ved at overvåge og tage hensyn til udviklingen i den henseende

    i)

    at aflægge rapport om mulighederne for EU's mellemkomst i fredsprocessen og om den bedste måde, hvorpå man kan videreføre EU's initiativer og igangværende indsats i relation til fredsprocessen i Mellemøsten, såsom EU's bidrag til palæstinensiske reformer, herunder de politiske aspekter af EU's relevante udviklingsprojekter i området

    j)

    at overvåge parternes handlinger med henblik på gennemførelse af køreplanen og i forbindelse med spørgsmål, som vil kunne skade resultaterne af forhandlingerne om en endelig status, så Mellemøstkvartetten bedre kan vurdere, om parterne overholder deres forpligtelser

    k)

    at gå ind i et bredt samarbejde om reform af sikkerhedssektoren i samarbejde med Europa-Kommissionen og USA's sikkerhedskoordinator og at fremme samarbejdet om sikkerhedsspørgsmål med alle relevante aktører

    l)

    at bidrage til at skabe bedre forståelse for EU's rolle blandt indflydelsesrige personer i regionen.

    Artikel 4

    Gennemførelse af mandatet

    1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med referat til generalsekretæren/den højtstående repræsentant og under dennes operationelle ledelse.

    2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) skal opretholde privilegerede forbindelser med den særlige repræsentant og være det primære kontaktpunkt til Rådet. PSC giver den særlige repræsentant strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet.

    Artikel 5

    Finansiering

    1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSRs mandat i perioden fra den 1. marts 2009 til den 28. februar 2010 er på 1 190 000 EUR.

    2.   Udgifter, der finansieres med det i stk. 1 fastsatte beløb, kan dækkes fra den 1. marts 2009. Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

    3.   Forvaltningen af udgifterne omfattes af en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

    Artikel 6

    Sammensætning af medarbejderstaben

    1.   EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de tilsvarende finansielle midler, der stilles til rådighed, ansvarlig for udpegelsen af sine medarbejdere i samråd med formandskabet, der bistås af generalsekretæren/den højtstående repræsentant, og i fuldt samarbejde med Kommissionen. Staben skal omfatte medarbejdere med den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR underretter generalsekretæren/den højtstående repræsentant, formandskabet og Kommissionen om medarbejderstabens sammensætning.

    2.   Medlemsstaterne og EU-institutionerne kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med EUSR. Løn til personale, der udstationeres af en medlemsstat eller af en EU-institution for at bistå EUSR, afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat eller den pågældende EU-institution. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved Generalsekretariatet for Rådet, kan også udstationeres til den særlige repræsentant. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en EU-medlemsstat.

    3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller EU-institutions administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSRs mandats interesse.

    Artikel 7

    Privilegier og immuniteter for EUSR og dennes medarbejderstab

    De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle den særlige repræsentants mission uhindret, aftales om nødvendigt med værtsparten/-parterne. Medlemsstaterne og Kommissionen yder den fornødne støtte med henblik herpå.

    Artikel 8

    Klassificerede EU-oplysningers sikkerhed

    EUSR og dennes medarbejdere overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (3), navnlig ved behandlingen af EU-klassificerede oplysninger.

    Artikel 9

    Adgang til oplysninger og logistisk støtte

    1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

    2.   Alt efter tilfældet yder formandskabet, Kommissionen og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

    Artikel 10

    Sikkerhed

    EUSR skal i overensstemmelse med EU's sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for EU som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler, i overensstemmelse med sit mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i sit geografiske ansvarsområde, med hensyn til sikkerheden for alt personale, der står under hans direkte myndighed, navnlig ved:

    a)

    at udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan på grundlag af retningslinjer fra Generalsekretariatet for Rådet, der bl.a. omfatter missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet, samt styring af sikkerhedshændelser og herunder en beredskabs- og evakueringsplan for missionen

    b)

    at sørge for, at alt personale, der er udstationeret uden for EU, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

    c)

    at sørge for, at alle hans medarbejdere, der skal udstationeres uden for EU, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risikoratings, som Generalsekretariatet for Rådet har opstillet for missionsområdet

    d)

    at sørge for, at alle vedtagne henstillinger, som fremsættes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og afgive skriftlige rapporter til generalsekretæren/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i midtvejsrapporterne og rapporterne om gennemførelse af mandatet.

    Artikel 11

    Rapportering

    EUSR aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til generalsekretæren/den højtstående repræsentant og til PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til arbejdsgrupperne. Der udsendes regelmæssigt skriftlige rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan efter henstilling fra generalsekretæren/den højtstående repræsentant eller PSC aflægge rapport til Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser).

    Artikel 12

    Koordinering

    1.   EUSR fremmer EU's overordnede politiske koordinering. Vedkommende hjælper med til at sikre, at alle EU-instrumenter i felten sættes ind på en sammenhængende måde for at nå EU's politikmål. EUSRs aktiviteter koordineres med formandskabets og Kommissionens aktiviteter samt, hvor det er hensigtsmæssigt, med de aktiviteter, der udføres af andre særlige repræsentanter, som er aktive i regionen. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og af Kommissionens delegationer.

    2.   Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til formandskabet, Kommissionen og medlemsstaternes missionschefer. Disse skal gøre deres bedste for at bistå EUSR i gennemførelsen af dennes mandat. EUSR giver lokal politisk vejledning til missionscheferne for Den Europæiske Unions politimission i de palæstinensiske områder (EUPOL COPPS) og EU-grænsebistandsmission ved grænseovergangen i Rafah (EU BAM Rafah). EUSR og den civile øverstbefalende for operationen konsulterer om nødvendigt hinanden. EUSR skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.

    Artikel 13

    Revision

    Gennemførelsen af denne fælles aktion og dens sammenhæng med andre bidrag fra Den Europæiske Union til regionen skal løbende tages op til revision. EUSR forelægger en fremskridtsrapport inden udgangen af juni 2009 og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet medio november 2009 for generalsekretæren/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen. Disse rapporter skal danne grundlag for evalueringen af denne fælles aktion i de relevante arbejdsgrupper og i PSC. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant fremsætter inden for de overordnede prioriteter for udsendelse henstillinger til PSC med henblik på, at Rådet træffer afgørelse om forlængelse, ændring eller afslutning af mandatet.

    Artikel 14

    Ikrafttræden

    Denne fælles aktion træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Artikel 15

    Offentliggørelse

    Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 16. februar 2009.

    På Rådets vegne

    O. LIŠKA

    Formand


    (1)  EUT L 184 af 23.7.2003, s. 45.

    (2)  EUT L 43 af 19.2.2008, s. 34.

    (3)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1.


    Top