EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009D0983

Rådets afgørelse af 16. december 2009 om Republikken Litauens myndigheders ydelse af statsstøtte til køb af statsejet landbrugsjord mellem den 1. januar 2010 og den 31. december 2013

EUT L 338 af 19.12.2009, p. 93–94 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2009/983/oj

19.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 338/93


RÅDETS AFGØRELSE

af 16. december 2009

om Republikken Litauens myndigheders ydelse af statsstøtte til køb af statsejet landbrugsjord mellem den 1. januar 2010 og den 31. december 2013

(2009/983/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, tredje afsnit,

under henvisning til begæring indgivet af Republikken Litauens regering den 23. november 2009, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 23. november 2009 fremsatte Republikken Litauen (i det følgende benævnt »Litauen«) en begæring til Rådet om i overensstemmelse med artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab at træffe beslutning om Litauens plan om at yde statsstøtte til litauiske landmænd til køb af statsejet landbrugsjord.

(2)

På grund af utilstrækkelige landbrugsindkomster er det vanskeligt at forbedre de litauiske landbrugsbedrifters ugunstige arealstruktur. I 2009 udgjorde bedrifter med et areal på op til 5 hektar 52,5 % af alle bedrifter.

(3)

I 2009 medførte den økonomiske og finansielle krise et væsentligt fald i producentpriserne på landbrugsprodukter i Litauen: I første kvartal faldt producentpriserne med 27 % sammenlignet med første kvartal af 2008, i andet kvartal med 25,3 % sammenlignet med andet kvartal af 2008 og i tredje kvartal med 8 % sammenlignet med tredje kvartal af 2008. Producentpriserne på afgrøder er blevet specielt hårdt ramt af dette fald: I samme referenceperiode faldt de med henholdsvis 33,6 %, 35,7 % og 17,9 %.

(4)

I betragtning af landmændenes mangel på egenkapital og kreditinstitutternes høje rentesatser på lån til køb af landbrugsjord blev landmændenes udsigter til at optage lån til investeringer som f.eks. køb af landbrugsjord på markedsvilkår drastisk forringet i slutningen af 2008 og i 2009. I fjerde kvartal af 2008 og i 2009 har renterne på kreditter til køb af landbrugsjord ligget på mellem 9,51 % og 15,99 % p.a.

(5)

Der vil blive ydet to alternative former for statsstøtte: 1) ved at multiplicere markedsprisen på købt jord med en vejningsfaktor (0,6 eller 0,75 for unge landmænd, hvis alle støtteordningens betingelser er opfyldt) og 2) ved at sælge statsejet landbrugsjord på en ratebasis, idet støtten i så fald svarer til forskellen mellem den faktiske rente, som køber har betalt, på minimum 5 %, og den långivende banks rentesats.

(6)

Den planlagte statsstøtte beløber sig til maksimalt 55 mio. litauiske litas (LTL) og skulle muliggøre køb af i alt 370 000 hektar landbrugsjord i perioden 2010-2013, i form af maksimalt 300 hektar landbrugsjord pr. køber. Det gennemsnitlige støttebeløb pr. bedrift forventes at ligge på ca. 11 000 LTL. Jorden kan sælges til fysiske personer, der opfylder følgende betingelser: De har indgivet en enkeltansøgning under de arealrelaterede støtteordninger i overensstemmelse med artikel 11 i Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (1) i det år, der ligger forud for året for indgivelsen af deres ansøgning om statsstøtte; de forvalter bedriftens regnskab; de har praktisk landbrugserfaring og har en registreret bedrift, eller de har praktisk landbrugserfaring og et landbrugsdiplom eller et dokument, der attesterer en landbrugsuddannelse. Jorden kan også sælges til juridiske personer, når mindst halvdelen af deres årlige indkomst stammer fra salg af afsættelige landbrugsprodukter, og der foreligger bevis for deres økonomiske levedygtighed.

(7)

Statsejet landbrugsjord kan sælges i rater over en periode på højst 15 år, idet køberen begynder at betale fra det andet år og betaler 10 % af prisen med det samme, bortset fra unge landmænd under 40 år, der kun skal betale 5 %. Køberen skal opfylde minimumsstandarder for miljøbeskyttelse, hygiejne og dyrevelfærd.

(8)

Der anvendes ingen udbudsprocedure for statsejet landbrugsjord, men prisen beregnes i overensstemmelse med den litauiske lov om reglerne for ejendoms- og erhvervsvurdering, dvs. efter værdiansættelse af hvert enkelt stykke land til markedspris. Prisen beregnet i overensstemmelse hermed vægtes med 0,6 %, når unge landmænd under 40 år, der har anvendt den pågældende jord i mindst et år, betaler for den med det samme. Prisen vægtes med 0,75 %, når unge landmænd under 40 år, der har anvendt den pågældende jord i mindst et år, betaler for den i rater. Købere af statsejet jord kan tidligst ændre dens primære anvendelsesformål fem år efter købsdatoen. Hvis en af vægtningerne ovenfor er anvendt på jordprisen, kan køberen tidligst overdrage jorden fem år efter købsdatoen.

(9)

Kommissionen har ikke på dette stadium indledt nogen procedure eller tilkendegivet nogen holdning angående støttens art og forenelighed.

(10)

Der foreligger derfor ganske særlige omstændigheder, som gør det muligt, som en undtagelse og i det omfang, støtten er strengt nødvendig for en vellykket afslutning af jordreformen og for en forbedring af bedrifternes struktur og af effektiviteten af litauisk landbrug, at anse en sådan støtte for at være forenelig med det indre marked —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

De litauiske myndigheders undtagelsesvise statsstøtte til køb af statsejet landbrugsjord på højst 55 mio. LTL, der ydes mellem den 1. januar 2010 og den 31. december 2013, betragtes som forenelig med det indre marked.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Republikken Litauen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. december 2009.

På Rådets vegne

E. ERLANDSSON

Formand


(1)  EUT L 141 af 30.4.2004, s. 18.


Top